Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. februar. 2021

Interview: Alexei Navalny og venstreorienteret strategi i Rusland

Hvad skal den russiske venstrefløj mene om slåskampen mellem Alexei Navalny og Putin? Bør den holde sig væk fra protesterne og den ulmende politiske krise?

Alexei er igen blevet anholdt, og på paradoksal vis anklaget for korruption. Tre russiske socialister giver deres bud på, hvordan landets venstrefløj skal forholde sig. Foto: Valery Sharifulnin
9 min. læsetid

Hvad skal den russiske venstrefløj mene om slåskampen mellem Alexei Navalny og Putin? Bør den holde sig væk fra protesterne og den ulmende politiske krise? De tre russiske socialister Ilya Budraitskis, Ilya Matveev og Kirill Medvedevs giver deres mening om situationen til kende.

Oversat af Hanne Schmidt


Interview af LeftEasts redaktørgruppe

Ilya Budraitskis, historiker, politisk skribent og medforfatter af Political Diary podcast

Alexei Navalnys arrestation 17. januar, som fandt sted 17 minutter efter han landede, var ikke kun forventet, men det var de russiske myndigheders eneste mulige reaktion på hans hjemkomst.

Ved årets begyndelse efter de forfatningsændringer, der blev vedtaget sidste sommer, var der opstået mulighed for at give Putin ubegrænset magt. Hans regime er tydeligvis gået ind i en ny fase; nemlig et åbenlyst diktatur, som ikke baserer sig på passiv støtte fra neden, men på rå repressiv magt. I den nye udformning er der hverken plads til den marginaliserede, liberale opposition eller de systemisk ”styrede demokratiske” partier, som dels har holdt partiet Det Forenede Ruslands monopol i skak, og dels har skabt begrænsede muligheder for at udtrykke utilfredshed ved valghandlinger.

Det russiske efterretningsvæsens forsøg på at myrde Navalny i august passer perfekt ind i det billede. Fra myndighedernes side er hovedtruslen Navalnys taktik med såkaldt ”smarte stemmer” – som indebærer en samling af alle protestvælger-stemmer på den kandidat, der står bedst til at slå Det Forenede Ruslands kandidater.

I en situation, hvor støtte til det herskende parti falder hurtigt (nu ca. 30 %), truede denne taktik det fastlagte scenarie for  parlamentsvalget i september 2020 – og hermed på langt sigt også for et triumferende genvalg af Putin. Navalny’s tapre strategi er rent faktisk beregnet til at skabe en protest-koalition med en væsentlig plads reserveret til repræsentanter for systempartier, især kommunisterne, som vil nægte at følge Kremls regler, men som også evner at føre aktive og offensive valgkampagner.

Et nøglepunkt i Navalnis nuværende retorik er, at emner som fattigdom og social ulighed har erstattet snak om liberale demokratiske værdier. Det er hans højtprofilerede anti-korruptions undersøgelser, der har gjort ham populær og haft en følelsesmæssig indflydelse på et kæmpe publikum.  F.eks. er hans film om Putins palads til 100 millioner rubler blevet set over 50 millioner gange på to dage.  Rigtig mange går op i den ekstreme sociale lagdeling, der hersker i Rusland, som netop fremgår af hans film.

I et politisk miljø, som består af åbenlyst forfalskede valg og uhørt pres fra politiet, kan valgprotester kun få en effekt, hvis de støttes op af en ikke-parlamentarisk massebevægelse, der går på gaden. Kun en sådan bevægelse kan afgøre Navalnys personlige skæbne, og hvis ikke hundredtusinder er mennesker i hele landet bakker op om ham inden for de næste uger, så står han til en lang fængselsstraf.

Efter min mening er deltagelse i en sådan bevægelse – med vores egne programmer og krav – den eneste chance for den russiske venstrefløj. Desuden er det kun venstrefløjen, der sammenhængende kan udtrykke de følelser, som presser folk til aktiv protest: Social ulighed, politivold samt fravær af basisdemokrati og rettigheder for arbejdere.

Ilya Budraitskis: “I et politisk miljø, som består af åbenlyst forfalskede valg og uhørt pres fra politiet, kan valgprotester kun få en effekt, hvis de støttes op af en ikke-parlamentarisk massebevægelse, der går på gaden.”

Ilya Matveev, researcher, lektor i St. Petersburg, medforfatter af Political Diary podcast:

For det første var Navalnys tilbagekomst ret forvirrende. Hvad havde han forestillet sig?

Staten havde klart besluttet sig til at spærre ham inde, uanset det internationalt pres der kom efter det spektakulære mordforsøg, hvor russisk troværdighed dårligt kunne blive værre.

I fængsel kan Navalny holde sig oppe på et højt moralsk grundlag, men han kan ikke agere effektiv kommunikator for antikorruptions-undersøgelser eller politiske kampagner, som har været hans væsentligste aktivitet.

Navalny’s beslutning forekommer nærmest som et irrationelt og stædigt udtryk for modstand. Imidlertid er det blevet klart, at der er et element af politisk bagtanke. For da han blev arresteret, udsendte hans hold dagen efter en helt ny dokumentar-video, som var speciel – idet den  gik direkte i kødet på Putin.

Ideen var at tiltrække et kæmpe publikum og provokere til en øjeblikkelig og svær politisk krise, både med sin arrestation og den eksplosive dokumentarfilm – med henblik på at sende folk på gaderne. Den 23. januar  kan viopleve ulovlige protester i mange russiske byer, som også vil indeholde signaler, der vedrører  valg-spørgsmål.

I 2021 er der parlamentsvalg i Rusland. Rusland har et blandet valgsystem; en halvdel af parlamentet vælges ud fra forholdstal, en anden halvdel vælges fra enkeltmandskredse. Hvor valget var stramt kontrolleret, og hvor snyd nåede uanede højder ved forfatningsændringerne i 2020, udgør de parlamentariske valg fortsat et problem for regimet.

En stemme på partilister står over for problemet med partiet ”Det forenede Rusland’s” upopularitet som herskende parti. I enkeltmandskredse står regimet over for Navalnys avancerede stemmetaktik – den såkaldte ”smarte stemme”-strategi. En politisk krise udmøntet af arrestationen og anti-Putin filmen rammer begge mål: Færre stemmer til Det forenede Rusland og promovering af taktikken ”smarte stemmer” i SMD (Southern Military District, et af Ruslands fem militære områder, hovedsagligt i det nordlige kaukasus red.).

Man kan risikere et hårdt slag for regeringen, især kombineret med store gadedemonstrationer. Kort sagt, Navalnys hjemkomst er et kalkuleret spil, og bolden ligger nu på de andre oppositionsmedlemmers banehalvdel. Der ytres ganske få ord i videoen, og den viser heller ikke meget nyt, da man har kendt til ‘Putins palads siden 2010’; det slående er, at den skaber en samlet fortælling, der fremstiller Putins karakteregenskaber som helt absurde, og som et komisk begær efter materiel rigdom.

Ifølge Navalny har Putin altid været styret af begær efter ting, fra da han var i KGB i Tyskland, og da han sad i Anatoly Sobchak’s administration i Sankt Petersborg i 1990erne, til han flyttede til Moska og blev præsident. Han vil stadig have ting, selv efter at have bygget sit kæmpe 10 milliarder kroners palads med Romanov-dynastiets segl over indgangen.

Jeg mener ikke, at det er en korrekt beskrivelse af Putins tankegang, eller hvad der motiverer ham, og det russiske regime kan ikke reduceres til denne karikatur. Men under alle omstændigheder så har Putins beslutninger siden 2012 – hvor han blev evighedspræsident – gjort denne fremstilling af hans liv uundgåelig, og den endimensionelle opfattelse er han selv skyld i.

Ilya Matveev: “Forfatningsvalget i 2020 var stramt kontrolleret, og snyd nåede uanede højder, men de parlamentariske valg udgør fortsat et problem for regimet.”

Kirill Medvedev, musiker, aktivist i den ussiske sociale bevægelse, redaktør af Zanovo-media:

Efter sin hjemkomst har Navalny taget et vigtigt skridt hen mod en ny forståelse af politik I Rusland og en ny vending for politisk arbejde. Før har der været en temmelig klar arbejdsdeling i protesterne:  Aktivister som har taget personlige risici motiveret af idealistiske krav om borgerrettigheder, og så politikere der oftest følger egne selviske interesser.

Navalny har trukket en linje, der viser, at politikere kan og skal være modige og være med på den teknologiske udvikling på en og samme tid. For det har stor betydning, at han med den ny video fremviser Putins image, netop ikke som politiker, men som en korrupt funktionær, der har fået en enorm magt gennem lyssky foretagender. Putin vises som en gammeldags, ustyrlig post-sovjetisk embedsmand med stærke bånd til FSB.

Jo mere overbevisende Navalny fremlægger den korruption og det overforbrug, som topembedsfolkene praler af,  jo mere afsløres Rusland som præget af omfattende ulighed og gennemsyret af klassemodsætninger. Nu er situationen altså denne: Navalny fremviser herskerens paladser og leger med klasssehadets ild, samtidig med at han og hans kammerater lover fuld kommerciel frihed i et fremtidigt skønt Rusland. De siger, at problemet ikke er herskernes paladserne og deres gigantiske formuer,  men spørgsmålet hvor pengene kommer fra.

Følgelig så vil det  med en fortsat udvikling af denne populistiske kurs ikke fremover blive let at adskille ”Putins korrupte venner” fra dem, Navalny kalder ”ærlige forretningsmænd”, hvis formuer er lige så store og også stammer fra illegale handlinger i 1990’erne og 2000’erme – og selvfølgelig af en overudnyttelse af arbejderne.

Alt i alt åbner situationen dog op for store muligheder for en venstreorienteret politik, som med en tilsvarende kombination af mod og rationalitet vil kunne inspirere til en endnu mere kraftfuld bølge af utilfredshed og et langt mere omfattende program for forandring end Navalny’s selektive form for populisme.

Kirill Medvedev: Jo mere overbevisende Navalny fremlægger den korruption og det overforbrug, som topembedsfolkene praler af, jo mere afsløres Rusland som præget af omfattende ulighed og gennemsyret af klassemodsætninger.

Første gang bragt på Lefteast: Navalny’s Return and Left Strategy


Om skribent

LeftEast

LeftEast

Læs mere