Irak-krigen og højrefløjens løgne

Efter Vietnam-krigen var amerikansk udenrigspolitik svækket, og efter murens fald var det stadigt sværere at forklare, hvorfor man skulle vælge side til fordel for USA i en verden med mange muligheder for samarbejder.

Genopbyg USA’s militær

I 2000 kom rapporten ”Rebuilding America’s Defenses”. Her kan man læse, hvordan USA gennem et nøje tilrettelagt forløb skal sætte de lande ud af spil, som ikke vil tilslutte sig de vestlige magtstrukturer – for derigennem at styrke den amerikanske globale rolle. Rapporten taler om et nyt imperium og forklarer, at der ikke er noget galt i imperialisme – hvis bare imperiet er godt!

Den unge George W Bush, som trådte til som amerikansk præsident i januar 2001, var temmelig grøn på udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hans far havde tidligere forsøgt at slippe af med Saddam Hussein gennem en af ørkenkrigene, men var i sidste ende blevet rådet til at lade ham sidde – for ikke at destabilisere regionen.

Da angrebene på Pentagon og World Trade Center skete 11.september 2001, havde der længe været efterretninger om, at noget var på vej, men ingen havde tog dem alvorligt.

Folkene bag PNAC var tæt på Bush, og de så straks muligheden for at få sat gang i en ny amerikansk oprustning, hvor målet var – at kunne føre to større krige globalt på samme tid, så USA kunne træde ind i en global lederrolle.

Bush forsøgte i første omgang – uden held – at gøre det til et NATO-projekt og dernæst at få en FN-godkendelse af angrebene på Afghanistan og Irak. Begge dele uden held. I Danmark holdt Fogh og Per Stig Møller – der var udenrigsminister – fast i, at det hele var på FN-sporet.

Det var vitterligt vås. Jeg besøgte FN’s daværende generalsekretær Koffi Annan sammen med EU Parlamentet, og han understregede, at der ikke var et FN-mandat til krigene.

“Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved”

Men Fogh og Møller holdt fast! Nu skulle man skille fårene fra bukkene, som Fogh sagde. Og at Saddam havde masseødelæggelsesvåben – ”Det er ikke noget, vi tror – Det er noget, vi ved!”, som Fogh sagde i en af sine taler i Folketinget.

At det var løgn kunne enhver få at vide, hvis de var interesserede. Jeg tog til Irak med GUE/NGL – den rødgrønne gruppe i EU Parlamentet, og vi mødtes med våbeninspektørerne, som kunne fortælle, at intet pegede i retning af masseødelæggelsesvåben.

Og at de i øvrigt oplevede et pres fra USA om at overskride aftalerne med Saddam Hussein, så man kunne fremprovokere konfrontationer.  

I forbindelse med rejsen til Irak valgte danske medier at hænge mig ud som nyttig idiot – grænsende til landsforræder. Man foretrak Foghs løgne frem for selv at få undersøgt sagen. For det VAR faktisk muligt at rejse til Irak og selv undersøge forholdene!

Vi, der deltog i dette projekt, oplevede at vi var oppe mod en verden, som ikke lod sig styre af argumenter eller realiteter. Beslutningen var taget. Bush ville have sin krig uanset FN og NATO, og Fogh ville med uanset folkeretten og den splittelse, han var med til at påføre EU.

Irakiske børn kan ikke brænde

Det vidste de også i Irak. Alle, der havde mulighed, havde forladt landet. Tilbage var idealisterne, som ikke ville lade deres familier og landsmænd i stikken og dem, der var uden midler til at finansiere en flugt. Og hvor skulle man i øvrigt flygte hen? Ingen af de kommende krigsførende lande ville tage imod mennesker, som flygtede fra krig.

En irakisk læge, som havde valgt at blive, fortalte mig om et bombesikkert beskyttelsesrum midt i Baghdad, som havde fåret en fuldtræffer under den forrige krig. Her var flere hundrede skolebørn brændt ihjel.

Alle børn i Irak kendte den historie, og nu, hvor det igen trak op til krig, var også hans børn angste for, hvad der skulle ske. ”Men jeg fortæller mine børn, at der ikke er nogen far. For irakiske børn er lavet af stål og sten, og de kan ikke brænde.” Jeg var totalt chokeret! Og så sagde han: ”Hvad synes du, jeg skal sige til mine børn?”

Ingen er draget til ansvar

Det er nu så mange år siden, men jeg mener stadig, at der skulle have været en undersøgelse af krigsforløbet.

Jeg synes, det er ufatteligt, at et demokrati som det danske kan være tilfreds med, at politikere – der skulle tage en beslutning om krig eller fred – blev fyldt med løgn, og at ingen drages til ansvar.

Danske soldater mistede liv, førlighed og mental sundhed. Irakere blev dræbt, mishandlet og mistede familie, venner og deres hjem. Irak blev helt klart et dårligere land at leve i efter krigen, og verden blev et mere usikkert sted at være.