Jan Hoby: Pensionsudspillet er de sidste krummer til Arne fra Socialdemokratiets bord

At få folk til at tro, den socialdemokratiske kurs har ændret sig siden Helle Thorning og Bjarne Corydons tid er en imponerede tryllekunst. Kigger man på de vedtagne reformer har tingene ikke ændret sig.

Af Jan Hoby

Socialdemokratiets løsning for Arne udstiller socialdemokraternes totale ideologiske og politiske krise. For Socialdemokratiet i Danmark har ikke rystet 25 års kinddans med nyliberalismen af sig, selvom partiet kæmper bravt for at signalere noget andet til vælgerne, medlemmerne, fagbevægelsen og venstrefløjen.

Partiet er lykkedes med at skabe en illusion om, at der er tale om et socialdemokratisk paradigmeskift væk fra æraen med Thorning og Corydon. Det til trods for, at Mette Frederiksen var fuldgyldigt medlem af netop den regering.

Thorning eller Frederiksen – kursen er den samme

Halvdelen af projektet er allerede lykkedes, nemlig at generobre nøglerne til statsministeriet. Den anden halvdel handler om at blive genvalgt de næste mange år, og også her er der en god prognose.  Tryllekunstnere kalder det en afledningsmanøvre. Kunsten at aflede tilskuernes opmærksomhed fra det, der sker lige foran dem. En håndbevægelse, et trylleord og et lommetørklæde slører tryllekunstnerens bedrag og efterlader et måbende publikum. Socialdemokratiet har i det første år ved regeringsmagten vist sig at være yderst kompetent i forhold til afledningsmanøvrer.

For der er desværre ikke tale om et nyt reformistisk hamskifte eller et brud med de seneste 25 års systematisk afmontering og nedrivning af den velfærdsbygning, som fortidens generationer møjsommeligt har bygget, reform efter reform.  Der er nærmere tale om kontinuitet med minimale afvigelser.

Alle de drakoniske arbejdsmarkedsreformer, som blev gennemført under den sidste socialdemokratiske regerings reform-amok periode, eller som de videreførte fra VK regeringen – står stadig, som f.eks. velfærdsforliget, tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen, efterlønsreformen, kontanthjælpsreformen, fleksjobreformen, førtidspensionsreformen, de vanvittige resourceforløb der betyder, at personer under 40 år ikke kan få tilkendt førtidspension, medmindre det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen. Arbejdsmarkedsreformerne har ikke gjort det bedre for de arbejdsløse, de syge, de nedslidte eller de unge. Tværtimod.

Opgøret med Thorning og Corydon æraen kan mere tilskrives tryllekunstnerens talent end et reelt nybrud.

Krise-keynesianisme

Den globale coronakrise har i langt videre udstrækning end under finanskrisen resulteret i nekrologer over nyliberalismen fra en række borgerlige medier, socialdemokrater og ikke mindst den globale venstrefløj. For det fremherskende mønster under coronakrisen har været, at regeringerne – uanset politisk ståsted og ideologisk ophav – har valgt at bruge den keynesianske værktøjskasse som en pragmatisk og midlertidig løsning.

Det har ført til den enorme illusion, at fremtiden tilhører den socialistisk inspirerede velfærdsstat. Et paradigmeskifte efter fire årtier med nyliberalt hegemoni. Men det er en analyse, der forveksler graviditetens første måned med den niende. Alverdens hjælpepakker fra alverdens regeringer, herunder den danske regering, er udtryk for krise-keynesianisme og ikke velfærds-socialisme. Der er ikke tale om et paradigmeskifte, men om at redde røven på kapitalismen.

For lidt, for fedtet og for utilstrækkeligt

Socialdemokratiet viser med sit udspil til finanslov, at de ikke har forstået situationens alvor i forhold til klima, velfærd og lighed. Nicolai Wammens ”krigskasse” er ikke penge til velfærd eller klima.  Men det ligger i forlængelse af løsningen for Arne: For lidt, for fedtet og for utilstrækkeligt. Socialdemokrater og ledende folk på venstrefløjen argumenterer med, at det er bedre end under den seneste socialdemokratiske regering – et bevis på, at man ikke kan se skoven for bare træer, men blot reproducerer Socialdemokratiets fortælling: At alt skal gøres gradvist og langsomt, uanset situationens alvor, som Nina Simone synger i Mississippi Goddam: Do it slow”

Men vi lever ikke i det 20. århundrede, hvor reformisme i slow-motion var en mulighed. Vi lever i en klimakrise skabt af den fossile kapitalisme, der står til at trække tæppet væk under civilisationen inden for en meget kort tidshorisont, og som vil skabe et levende helvede for milliarder af mennesker i fremtidens generationer.  

Men hvad så med indgreb mod Blackstone og kviklåns-hajer, samtykkelov, børnene ude af Sjælsmark, en lillebitte klimalov, minimumsnormeringer (hvor der stadig er meget lang vej til realisering) og en løsning for Arne? Er det ikke noget at være stolt af? Selvfølgelig! Men ville mindre være acceptabelt?

Socialdemokratiet er dog ikke kommet frivilligt til de ambitioner, der er nedfældet i f.eks. forståelsespapiret med Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. Det er de sociale massebevægelsers – Klimabevægelsen og forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen – fortjeneste. De har gennem fællesskabets styrke og kollektiv handling presset og flyttet Socialdemokratiet. 

Problemet er, at det forslår som en skrædder i helvede. Vi er ikke i nærheden af at rette op på årtiers nyliberale, utryghedsskabende arbejdsmarkedsreformer, destruktion af velfærden i kommuner og regioner, den stigende ulighed eller den eskalerende klimakrise.

Det er først, hvis vi ser Socialdemokratiet tage hul på de udfordringer – f.eks. opgøret med den fossile kapitalisme, genopretningen af dagpengesystemet, fuld stop for den stigende pensionsalder, afskaffelse af budgetloven, tilbagerulning af samtlige drakoniske arbejdsmarkedsreformer fra VK-regeringen og Thorning, Corydon og Frederiksen – at vi kan tro på et ideologisk og politisk paradigmeskifte. Men vi kommer desværre aldrig til at afbøde det kapitalistiske samfunds destruktive konsekvenser. Den demokratiske socialisme er død og borte hos de danske socialdemokrater.

Et holdkæft-bolsje til Arne

Lovprisningen af Socialdemokratiets løsning for Arne fra Socialdemokratiets bagland – såvel som fra de socialdemokratiske medlemmer, fagtoppen og store dele af venstrefløjen – peger mod et mere grundlæggende problem. At fagbevægelsen og venstrefløjens nutidige syn på Socialdemokratiet er præget af fortidens syn på Socialdemokratiet. Hvor man så sig som en korrektion til Socialdemokratiet. Det handlede om at presse Socialdemokratiet fra venstre og fra neden til at føre en politik til gavn for de mange. 

Men Socialdemokratiet af i går er ikke Socialdemokratiet af i dag, og bliver aldrig et parti for fremtiden. Vælgernes dom i 1973 og presset fra både venstre og højre fik Socialdemokratiet til at foretage følgende selvransagelse i principprogrammet fra 1977:

”Gennemførelsen af reformerne og udbygningen af den offentlige sektor har ikke i sig selv skabt en tilstrækkelig bevidsthed og tilslutning i befolkningen til det, der egentlig var reformernes perspektiv, at skabe et nyt samfund, hvor der ydes efter evne og nydes efter behov”

ØD-forslaget (Økonomisk Demokrati) blev knyttet sammen med, at reformer via staten er utilstrækkeligt: “De muligheder, der har været til rådighed via statsapparatet, har således været begrænset til midlet, der har kunnet afbøde det kapitalistiske samfunds værste skadevirkeringer. At disse midler bliver stadig mere utilstrækkelige, understreges af de seneste års udvikling med nedsat reformtempo og besparelser i den offentlige sektor. For den forsatte kamp mod ulighed og uretfærdighed er direkte indgreb i samfundets produktionsapparat derfor uundgåeligt”.

Men som historien har vist, er der langt fra reformistiske og antikapitalistiske ideer i et principprogram til handling. Og Socialdemokratiet har aldrig set sig tilbage, og den nuværende socialdemokratiske regering kommer aldrig til, på vegne af klima, velfærd og lighed, at lave “direkte indgreb i samfundets produktionsapparat”. Selvom det er det eneste rigtige at gøre på vegne af fremtiden.

Forslaget om en tidlig ret til folkepension er et forsøg på at aflede opmærksomheden fra den katastrofale kendsgerning, at Socialdemokratiet var en del af velfærdsforliget fra 2006 og aftalen om senere tilbagetrækning fra 2011 – der satte kurs mod Europas højeste tilbagetrækningsalder. Fagtoppens forsøg på at rødvaske Socialdemokratiets løsning for Arne som klassepolitik, er en pinlig og tå-krummende affære,  og afslører at fagtoppens loyalitet til Socialdemokratiets støtte til den stigende pensionsalder er større end loyaliteten til nutidens og fremtidens lønarbejdere.  

Der er grundlæggende set ikke nogen grund til at bruge tid på fagbureaukrater, der har deres på det tørre, og som ikke er i tråd med flertallet af befolkningen og deres modstand mod den stigende pensionsalder.

Klassepolitik fra oven

De fleste med et almindeligt lønmodtagerjob ved godt, at de umuligt kan arbejde til de bliver 65 år, 70 år eller mere. Det kan de mærke på deres kroppe, og det kan de se på deres kolleger og ældre familiemedlemmer. En brutalisering af arbejdslivet, der kan dokumenteres med tørre tal:  

• 300.000 går på arbejde med fysiske smerter – hver dag
• 500.000 lider af stressrelaterede symptomer
• 35.000 er fraværende på grund af arbejdsrelateret stress – hver dag
• 1.400 dør af arbejdsrelateret stress – hvert år
• Hundredtusindvis tager arbejdet og arbejdsrelaterede problemer med hjem – hver dag

Ikke desto mindre kræver arbejdsgiverne, de fleste økonomer og et stort flertal af partierne på Christiansborg, med fagtoppens accept, at vi skal arbejde endnu længere. Og Mette Frederiksen står last og brast med den oprindelige køreplan om at hæve folkepensionsalderen med endnu et år til efteråret, så man først kan gå pension som 69-årig fra år 2035.

Politikerne lavede en mekanisk beregning for, hvor mange leveår lønmodtagere måtte have tilbage, når de gik på pension – nemlig 14,5 år. Og der blev ikke taget hensyn til, om man har haft hårdt fysisk arbejde, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, eller at mange af de nedslidte reelt vil være døde, inden de når den tårnhøje pensionsalder.

Dét, som regnedrengene bag velfærdsforliget heller ikke har forholdt sig til er, at ny medicin og nye behandlingsformer gør, at man som gammel kan leve længere med alvorlige sygdomme. Så levetiden bliver længere. Men det betyder ikke, at sundhedstilstanden eller arbejdsevnen øges i samme takt. Det eneste der sker er, at skrante-perioden vokser, efterhånden som vi lever længere. Flere leveår betyder ikke, at vi kan arbejde længere.

Socialdemokratiets udspil om tidlig tilbagetrækning udstiller med al tydelighed, at den håndsrækning – man vil give til dem med det allerlængste arbejdsliv – langsomt bliver mindre og mindre værd. Fordi man kobler det sammen med en fortsat stigende pensionsalder, og dermed vokser tidspunktet for, hvornår nuværende og fremtidige lønarbejdere kan trække sig tilbage i takt med pensionsalderen.

47 år på arbejdsmarkedet tilbyder regeringen til dem med det hårde arbejdsliv – hvilket så skal vokse til 48, 49 og 50 år, når pensionsalderen stiger. For de 20 – 25-årige, som ifølge velfærdsaftalen skal arbejde til de er 74 år, betyder det, at de muligvis ”kun” skal arbejde, til de bliver 71 år. Det er i al sin enkelhed absurd.

Derfor er Socialdemokratiets forslag ikke kun et plaster på en brækket ryg. Det er også en svinestreg over for alle dem, som bliver nedslidt fysisk og psykisk og ikke omfattes af en løsning for Arne – og præcis derfor det modsatte af arbejderklassepolitik. Det er rå, nyliberal klassepolitik fra oven. At få stoppet Europas højeste pensionsalder kræver en massebevægelse fra neden, på niveau med klima- og forældrebevægelsen, som Socialdemokratiet, de borgerlige partier og fagtoppen ikke kan sidde overhørig. 93 fagforeninger med mere end 430.000 medlemmer i græsrodsinitiativerne: #68ErMereEndNok og #Stop68  viser vejen fredag  11. september – foreløbigt med demonstrationer i ni byer.