Javier Milei har fundet ind til utilfredsheden i en ny, uformel arbejderklasse

Oversat fra “Javier Milei Has Tapped Into the Discontent of a New, Informal Working Class”, Jacobin, 14. december 2023

Argentinas “Milei-fænomen” fik først fodfæste, da den højreekstreme politiker vandt en uventet sejr ved primærvalget til præsidentposten i august. Javier Milei er nu den første selverklærede anarkokapitalist og libertære til at lede en større national økonomi.

Milei, der er uddannet økonom, blev først kendt som en ildsjæl på tv og sociale medier, der var tilbøjelig til at bande og komme med kvindefjendske tirader. Mileis officielle indtræden i argentinsk politik kom kort tid efter, da han i 2021 fik sæde i landets kongres. Som mangeårig udøver af tantrisk sex, tilhænger af de neoliberale guruer Friedrich von Hayek og Milton Friedman og ejer af flere klonede engelske mastiff-hunde, som han kalder sine “firbenede børn“, proklamerede Milei få timer efter at have besejret sin peronistiske modstander, at “alt, hvad der kan overdrages til den private sektor, vil blive overdraget til den private sektor.”

Milei tænker her på alle Argentinas 137 offentlige virksomheder, som det statsejede energiselskab Yacimientos Petrolíferos Fiscales (YPF), landets omfattende offentlige medienetværk (Radio Nacional, TV Pública og nyhedsbureauet Télam), postvæsenet og det nationale flyselskab Aerolineas Argentinas. Han har også antydet, at han vil afvikle Argentinas offentlige sundhedssystem og privatisere store dele af landets uddannelsessystemer som grundskolen og universiteterne, herunder den offentligt finansierede forskningsinstitution for videregående uddannelser. Milei har også bejlet til amerikansk kapital for at indføre ureguleret udvinding af landets betydelige litium- og skifergasreserver. Måske mest skamløst har han lovet at afskaffe Argentinas centralbank, dollarisere økonomien (efter eksemplet fra Ecuador, El Salvador og Zimbabwe), liberalisere markederne og ophæve landets strenge valutakontrol.

Chokerende, ja, men disse neoliberale forslag er ikke nye i Argentina. José Martinez de Hoz, økonomiminister under Jorge Videlas blodige diktatur i slutningen af 1970’erne, og Domingo Cavallo, Carlos Menems økonomiminister i de neoliberale 1990’ere, førte en lignende regressiv økonomisk politik. Faktisk proklamerede Roberto Dromi, Menems minister for offentlige arbejder, næsten ordret det samme budskab for over tredive år siden: “Intet, der er statsejet, vil forblive i statens hænder.”

Mileis “motorsavsplan” (plan motosierra, hans version af Trumps “dræning af sumpen”) vil sandsynligvis blive udfordret i landets to kongreskamre, hvor hans koalition – La Libertad Avanza (Friheden går frem) – er i mindretal. Ikke desto mindre bakkes truslerne om besparelser troværdigt op af præsidentens magt til at udstede dekreter, og mange af dem vil uden tvivl blive ført ud i livet. På langt sigt vil resultaterne være ødelæggende for Argentina.

Men igen er de ikke uden fortilfælde. I 1990’erne førte Menem-regeringen tilsyn med det massive salg af offentlige aktiver, bindingen af pesoen til dollaren (reelt en dollariseringsordning) og markedsliberaliseringer, alt sammen under overskriften: inflationskontrol og at spænde livremmen ind. Disse tiltag førte i sidste ende til massiv arbejdsløshed (officielt over 20 procent), rekordstore usikre forhold og fattigdom (over halvdelen af befolkningen), udflytning af en stor del af Argentinas produktionskapacitet, multinationale selskabers overtagelse af landets økonomi og ekstrem social uro.

Mileis sejr tyder om ikke andet på, at mindet om disse år er falmet hos en stor del af de argentinske vælgere, som er overvældet af en inflation på over 185 procent i 2023 og en kraftig stigning i usikkerheden, som bliver pustet op af daglige nyheder og sociale medier.

De kommende måneder vil vise, hvor langt Mileis nye regering vil være i stand til at fremme sin neoliberale dagsorden, og om hans regering vil kunne bevare støtten, efterhånden som de meddelte tiltag bliver bragt til udførelse. Reaktionen fra Argentinas historisk militante folkelige sektorer kan blive afgørende. Et er sikkert, at for den politiske opposition og de fleste arbejdere bliver fremtiden hård.

“Vi så det ikke komme!”

Det nye ved Mileis ultraliberale dagsorden ligger måske i, at den er så hudløst ærlig. Regeringens nye ministre og talsmænd har allerede advaret argentinerne om, at de skal begynde at forberede sig på den kommende hårde tid. Milei har også erklæret, at han vil møde enhver form for social protest med ekstremt undertrykkelsesforanstaltninger – som en hilsen til de mørkeste dage under det borgerligt militære diktatur.

En af de store overraskelser ved Mileis sejr i november var, at han kunne trække på støtte fra Argentinas traditionelt venstreorienterede arbejderklasse: 50,8 procent af funtionærerne, 47,4 procent af pensionisterne, 50,9 procent af vælgerne i den uformelle sektor, 52,3 procent af de faglærte og næsten 30 procent af den traditionelle peronistiske base stemte på Milei. Ud over de 25 til 30 procent af vælgerne, der udgør Mileis højrefløjsbase, omkring 53 procent af stemmerne under 30 år, og de stemmer, der blev overført fra den traditionelle højrefløj og overklasse, som støttede Mauricio Macris og Patricia Bullrichs Juntos por el Cambio-koalition, gav denne vælgergruppe en komfortabel sejr til Milei.

Men på trods af Mileis rungende succes i primærvalgene i august og i anden valgrunde i november – for ikke at nævne hans mangeårige fremtrædende plads i medierne – er den holdning, der cirkulerer i Argentinas politiske og intellektuelle sfærer, at “det havde vi ikke set komme.” Det var den officielle holdning hos den afgående venstre-peronistiske regering under Alberto Fernández såvel som hos den siddende kandidat Sergio Massa. Taberen Massa forsøgte i sin kampagne at bagatellisere Milei som et karikeret politisk sideshow – uden held.

Mileis højreorienterede koalition, som ignoreres af det politiske establishment og medierne, markerer en skærpelse af socioøkonomiske forandringer, som i sig selv ikke har fået megen opmærksomhed. Ved nærmere analyse har den stædige og akutte inflation uden effektiv regeringsrespons, de vedvarende udfordringer efter pandemien, de sociale mediers voksende indflydelse og den stærke polarisering af den politiske diskurs gjort fremkomsten af en personlighed som Milei – Argentinas version af Jair Bolsonaro eller Donald Trump – til et forudsigeligt fænomen.

Elefanten, som ingen så

Spørgsmålet er nu, hvorfor Mileis “motorsavsplan” vandt genklang blandt Argentinas fattige og den arbejdende befolkning, som vil lide mest under hans politik. En forklaring er, at Milei kommer til på toppen af en neoliberal bølge, som i årtier har udhulet Argentinas velfærdsstat og traditionelt stærke industrielle base (afspejlet i det faktum, at Argentina mellem 1950’erne og 1970’erne havde lange perioder med fuld beskæftigelse). Denne neoliberale bølge har medført, at man helhjertet har taget en økonomisk rationalitet til sig, som engang virkede fremmed for argentinsk sund fornuft.

Under Mauricio Macris neoliberale regering fra 2015 til 2019 blev det almindeligt i Argentina at tale om “elefanterne, der gik forbi os”, med henvisning til den regressive socioøkonomiske politik, som Macri gennemførte. Disse politiske tiltag omfattede en massiv gæld finansieret af Den Internationale Valutafond, høj inflation og kapitalflugt, som landets medier for det meste ignorerede eller skjulte. Men der var en anden elefant i rummet, som mange undlod at anerkende: den kraftige vækst i den uformelle og usikre arbejdssektor, som eksisterede uden for nogen større arbejderorganisation eller statsligt socialt program. Den store og voksende uformelle sektor har været påfaldende fraværende i den argentinske offentlige debat i et årti nu, og økonomer og politiske ledere betragter den stadig som et forbigående fænomen, der ikke er repræsenteret og ikke har nogen politisk stemme. Det var kun et spørgsmål om tid, før en skikkelse som Milei ville begynde at bruge et sprog, der gav genlyd hos denne nye sektor af arbejderklassen.

Denne sektor, der består af projekt-, freelance-, løs- og servicearbejdere, voksede eksponentielt under pandemien. Mens mange argentinere led under strenge lockdown-perioder, der varede det meste af 2020 og ind i 2021, ramte pandemien denne nye gruppe af uformelle og kontraktløse arbejdere særligt hårdt, da mange fortsatte med at arbejde hele tiden uden den sociale beskyttelse, som andre sektorer modtog.

Det nationale nedlukningsmandat, der officielt kaldtes Aislamiento Social, Preventivo y Obligatorio (Præventiv og Obligatorisk Social Isolation, eller ASPO), viste i skarpt relief de modsigelser og kompleksiteter, der er involveret i at skulle vælge mellem at tage sig af folkesundheden og at tage sig af økonomien. Alberto Fernández’ regering kom til magten i december 2019, kun få måneder før pandemien tvang den nye regering til at vedtage en pakke med foranstaltninger som ATP (Hjælp til Arbejdspladser og Produktion) – løntilskud til formelle arbejdere for at undgå fyringer og virksomhedslukninger – og IFE (Nødindkomst til Familier), en indkomstgaranti rettet mod de mest usikre og arbejdsløse arbejdere.

Regeringen fejlberegnede dog antallet af modtagere af IFE, da 11 millioner mennesker ansøgte om midler, hvor der kun var budgetteret med midler til mellem tre og fire millioner. Selv om det var en stor belastning for statsbudgettet, endte Fernández-regeringen med at bevilge IFE til ti millioner mennesker. På det tidspunkt blev det antaget, at Fernández-regeringen i værste fald havde begået en fejl, hvilket gav en vis troværdighed til beskyldningerne om administrativ inkompetence. I virkeligheden havde den nye regering ikke set, i hvor høj grad Argentinas sociale struktur og arbejdsstyrke var blevet fundamentalt forandret og forringet i løbet af de neoliberale år under Macris styre.

Fernández-regeringens efterfølgende politik, som også kom til udtryk i Sergio Massas kampagne, fortsatte med at ignorere den nye uformelle arbejdstager. I løbet af de sidste fire år har socialpolitikken været rettet mod Argentinas to største og mest synlige grupper af arbejdere: lønarbejdere og segmenter af det, der i Argentina er kendt som “den folkelige økonomi“, der er på linje med den sociale bevægelses fagforeningsarbejde i organisationer som UTEP (Fagforeningen for Arbejdere i den Folkelige Økonomi), som formelt er bemyndiget til at modtage og omfordele statstilskud og programmer til uformelle arbejdere, hvor man arbejder til gengæld for velfærdsydelser. Ud over IFEs fejlberegning viste Fernández-regeringens udelukkelser, at der findes store sektorer af arbejderklassen, som ikke er inkluderet i nogen af de to grupper.

Den udelukkede gruppe består bl.a. af en bred vifte af uregistrerede eller en negro (sort), arbejdere uden sociale sikringsydelser, og såkaldte monotributistas(1), en broget kategori, der samler selvstændige, arbejdere i mikrovirksomheder, små ehvervsdrivende, der ikke genererer nok indtægter til at indgå i det nationale skattesystem, forskellige slags professionelle og mennesker, der arbejder som selvstændige for staten. Sidstnævnte kategori omfatter også hushjælp, platformsarbejdere tilknyttet leveringsapps som Uber og Rappi, selvstændige håndværkere, gadesælgere, unge mennesker, der svæver mellem kortvarige og dårligt betalte jobs, og freelancere. Sammen med dem er der et mindre antal arbejdere i kooperativer, som, fordi de aldrig er blevet anset for at have et direkte ansættelsesforhold, også falder ind under monotributo-skattesystemet.

Hvis vi analyserer denne gruppe nærmere, finder vi ud af, at de langt fra er et mindretal, men udgør en betydelig del af Argentinas arbejdende befolkning, overvejende er unge og, bortset fra dem, der arbejder med husligt arbejde, hovedsageligt er mænd. Mange af disse arbejdere har følt sig ignoreret af størstedelen af Argentinas offentlige politiske tiltag. For eksempel modtog de under pandemien, hvor mange af dem ikke kunne arbejde eller måtte arbejde under usikre forhold, ikke ATP og var stort set udelukket fra IFE. Som monotributistas eller arbejdere en negro er de fortsat udelukket fra størstedelen af Argentinas sociale sikkerhedsnet.

Fordi de var modtagelige for en mediekampagne, der nedgjorde regeringens håndtering af pandemien, var socialt hæmmede af nedlukningsforanstaltningerne og kronisk underbetalte, var forholdene modne til, at vreden kunne vokse. For langt de fleste af disse arbejdere var staten ikke bare fraværende, men havde glemt dem, selv om de blev anset for at være “uundværlige” og leverede mad og varer, som de ”berettigede”, der var lukket inde under pandemien, konsumerede.

Som ved stort set alle aspekter af det sociale liv forværrede og accelererede pandemien eksisterende tendenser, som allerede langsommere og mere tøvende, var ved at dukke frem. Den elefant, som de uformelle arbejdere udgjorde, undgik alles opmærksomhed, både regering og opposition. Den blev ignoreret, indtil Milei-fænomenet fangede deres opmærksomhed. Og Milei har gengældt tjenesten ved at anerkende elefantens fortvivlelse og kapitalisere på dens følelser.

Et proletariat splittet og vendt mod sig selv

Forandringer i den sociale struktur opstår gradvist, og det tager tid før de bliver synlige, indtil de en dag ser ud til at eksplodere. Det er ikke første gang, en sådan eksplosion er sket i Argentina. I 1940’erne overraskede intensiteten af arbejderklassens støtte til Juan Domingo Perón de herskende klasser, intelligentsiaen, venstrefløjen og Perón selv. Raul Alfonsíns triumf i 1983 for demokratiets tilbagevenden var en anden sådan begivenhed. Masseoprøret, der rystede Argentina den 19.-20. december 2001, virkede også som en pludselig, ustoppelig orkan uden noget klart mål. Argentina befinder sig nu i en lignende situation: Massernes utilfredshed er til at tage og føle på, og det samme er behovet for håb og en frelser. Men hvorfor repræsenterer Milei en sådan frelser for så mange argentinere? Hvorfor er det, at en højreekstrem utopi nu forfører en stor del af arbejderklassen?

Mileis appel til disse desillusionerede og vrede dele af arbejderklassen ligger i en diskurs, der kombinerer radikale (om end magiske) løsninger, en nem fjende og en imaginær fremtid: en vanvittig fiktion, der lover et nyt liv ved at slippe af med staten og “den politiske kaste“, der alt for længe har ignoreret arbejdere og fattige og ladet dem klare sig selv. Mileis diskurs om “disruption” er baseret på en ideologi om ekstrem neoliberalisme, hvis ultimative mål, for at parafrasere David Harvey, er genskabelsen af klassemagt. Hvor denne ideologis skurke før var velfærdsstaten og kommunismen, er nye stedfortrædere lige ved hånden. For Macris politiske ideologi var det Kirchners populisme (kirchnerismo), den bevægelse der er forbundet med Néstor og Cristína Fernández de Kirchners venstreorienterede peronisme. For Milei er det ligesom for Bolsonaro en vag socialisme og kommunisme, der blander midtsøgende og de mest radikaliserede venstreorienterede sammen.

Det, der gør denne nye højreekstreme neoliberalisme unik, er, at dens ideologi er for rå til de velhavende klasser, som ønsker, at deres forretningsinteresser, skal være fremherskende, men også ønsker forudsigelighed for disse. Mileis budskab er ikke en diskurs, der er rettet til klassen af forretningsdrivende, selv om Milei selv mener, at den er det, og selv om mange iværksættere og erhvervsinteresser holdt sig for næsen og i sidste ende stemte på Milei. I virkeligheden formulerer Milei en nihilistisk diskurs for det nye proletariat mod det selv og dets egne interesser.

Baggrunden for denne nihilisme er, at Alberto Fernández’ regering er ude af stand til bare nominelt at indfri de høje sociale forventninger, der bragte den til magten i 2019. Den afgående regerings ineffektivitet kan føres tilbage til forskellige faktorer: dens uopfyldte mål om en “rolig regering” (gobierno tranquilo); den permanente fraktionsdannelse, der lammede den og skabte en intern opposition, der ofte var hårdere end den officielle opposition; og dens mislykkede ambitioner om at indgå aftaler med oppositionen og førende økonomiske sektorer. Alt i alt har Fernández-regeringen været præget af en mangel på teoretisk og politisk skarpsindighed, som blev afsløret, da den ikke formåede at reagere på de strukturelle problemer i Argentinas nye sociale konfiguration.

Det er selvfølgelig ikke et problem, der kun findes i Argentina. Parallellerne mellem Milei og Trump, Bolsonaro, den yderste højrefløj i Europa og andre latinamerikanske højreekstremister som Chiles José Kast og Colombias Rodolfo Hernández – to skikkelser, der næsten kom i regering ved de seneste valg – viser, at Argentina ikke er undtagelsen, men den nye regel.

Er der ingen fremtid?

Mileis evne til at udnytte frustrationen hos en stor del af det argentinske samfund frikender ikke den afgående regering og det politiske projekt, der er forbundet med kirchnerismo. Som i andre lande, hvor en autoritær strømning har bidt sig fast, har venstrefløjen ikke været i stand til at kommunikere et overbevisende alternativt projekt til en stor del af den arbejderklasse, den hævder at tale for. Alt for ofte har vi venstreorienterede – i Argentina og globalt – ikke kunnet tilbyde andet end en tilbagevenden til de “gode tider” og ignoreret, at for de mest marginaliserede var den periode faktisk aldrig ret god. Uanset om det drejer sig om den lunkne progressive fløj eller den radikale venstrefløj, har vi haft så travlt med at forsvare fortidens sejre, at vi sjældent har tilbudt klare og omfattende forslag til en alternativ fremtid.

Den argentinske venstrefløj kan tilsyneladende kun tilbyde mere af det samme – hvilket er præcis det, Milei og hans tilhængere med effektivitet har udråbt som årsagen til alle dårligdomme. Der er intet projekt endsige en alternativ diskurs for dem, der er tabere i den nuværende socioøkonomiske virkelighed. Selv den “folkelige økonomi” og de engang så håbefulde udsigter for den sociale bevægelses fagforeninger føles for konservative for Mileis glemte uformelle sektorer, og dens forsvar for arbejdsprogrammerne lyder for meget som det slid, som selvstændige og uformelle, freelance-, hus- og platformsarbejdere ønsker at undslippe.

Hvis vi ikke formår at formulere et projekt, der kan forbedre indkomsten, levevilkårene og produktionskapaciteten for alle arbejdende mennesker, vil de løsninger, der i øjeblikket tilbydes af organisationer, der repræsenterer Argentinas arbejderklasse, aldrig være nok. Hvis venstrefløjen ikke formår at opbygge og effektivt kommunikere et projekt for forandring, der giver håb til de voksende rækker af det nye proletariat, er det bedste, vi kan gøre, at vente på, at denne seneste bølge af en ultrahøjreorienteret autoritær strømning mislykkes, noget der uden tvivl vil få utålelige sociale, økonomiske, politiske og kulturelle omkostninger.

Andrés Ruggeri er direktør for Buenos Aires Universitets Programa Facultad Abierta og professor i økonomisk analyse og udviklingsmodeller ved Universidad Nacional Arturo Jauretche. Han er forfatter til adskillige bøger og artikler om arbejderklassens historie, arbejderbevægelsen og arbejdernes økonomi.

Marcelo Vieta er lektor i programmet for voksenuddannelse og samfundsudvikling ved University of Toronto. Han er forfatter til ”Workers’ Self-Management in Argentina”(2) og medforfatter til ”Cooperatives at Work”(3).

Noter:

1. Monotributo er en ordning for små skatteydere, som forener betaling af moms og overskud med pensionsbidrag og sociale afgifter. På den måde betaler man kun ét månedligt beløb og fremmer overholdelse af skattepligten.

2.Marcelo Vieta, Workers’ Self-Management in Argentina: Contesting Neo-Liberalism by Occupying Companies, Creating Cooperatives, and Recuperating Autogestión, Brill, Historical Materialism Book Series, Volume 199, 2020.

3. Cheney, Noyes, Do, Vieta, Azkarraga, Michel, Cooperatives at Work, Emeral Publishing, 2023.