Joe Bidens ”American Rescue Plan”: Den store økonomiske vision har lang vej igen

Med en stor plan (næsten) gennemført, og to yderligere på bedding, tegner der sig nu et klarere billede af, hvad den demokratiske præsident Joe Biden står for. Biden fik i marts måned gennemført en 2.000 milliarder dollars stor hjælpepakke, der gik under navnet ”American Rescue Plan Act”.

Det må på den ene side anerkendes, at pakken er betydelig mere progressiv end de tidligere hjælpepakker under Coronakrisen, som blev vedtaget under Donald Trump. I disse bestod indflydelsen fra Det Republikanske Parti ikke mindst i omfattende støtte til erhvervslivet, hvorimod Bidens pakke fokuserer på at hjælpe almindelige amerikanere, arbejdsløse og ikke mindst fattige. Pakken vil dermed også bidrage til at reducere uligheden i USA.

Et betydeligt minus var dog på den anden side, at en ellers stærkt tiltrængt forhøjelse af den føderale minimumsløn blev opgivet af Biden på grund af modstand fra Republikanerne i Kongressen.

Pakkens positive effekter

”American Rescue Plan Act” (ARPA) må for det første vurderes at give et stort bidrag til at genoprette samfundsøkonomien i USA efter krisen. Den økonomiske vækst forventes at vokse fra 3,7 procent i 2020 til 6-8 procent i 2021. Tilsvarende forventes pakken også at få arbejdsløsheden bragt ned. Den var på 8,1 procent af den arbejsduelige befolkning i 2020, og forventes at falde til 5 procent i 2021 og 4,5 procent i 2022.

Ud over genopretning af økonomien, er et hovedmål med hjælpepakken at opgradere indsatsen mod corona-pandemien, som har ramt USA hårdt med mange smittede, døde og indlagte. ”American Rescue Plan Act” øger den føderale indsats når det kommer til testning og smitteopsporing, men også i forhold til restriktioner, nedlukninger og vaccineudrulning.

Udover selve pandemien udgør et hovedsigte i hjælpepakken at bringe økonomisk hjælp til Corona – krisens ofre. Det er ikke mindst de mange arbejdsløse. ”American Rescue Plan Act” forlænger og forhøjer her arbejdsløshedsunderstøttelsen.

En anden central del af ARPA handler om hjælp til familier, navnligt lavindkomstfamilier med børn. For det første udbetales der en ”stimuluscheck” på 1.400 dollars pr. person til omkring 160 millioner amerikanere. Da beløbet er lige stort per person, skæpper det relativt set mest i kassen hos lavindkomst-husholdninger.  Det samme kan siges om den indeholdte forhøjelse af børnepenge (i form af skattefradrag) med 3.000 dollars om året pr. barn mellem 6 og 17 år. Disse elementer i hjælpepakken vil indebære en betydelig omfordeling til fordel for folk i lavindkomst-gruppen i USA, og særligt for den del, der har børn. De fattigste 20 procent vil i gennemsnit få et løft af deres disponible indkomst med godt 33 procent, mens de rigeste 20 procent kun opnår en stigning på 1,4 procent.

Herudover rummer hjælpepakken en række andre initiativer specifikt målrettet fattige, såsom hjælp til boligudgifter og madhjælp til børnefamilier. Indsatsen forventes at reducere antallet af amerikanere under den officielle fattigdomsgrænse fra 34 til 26 millioner mennesker.

Nye planer på bedding

I forbindelse med valget af Biden var der betydelig usikkerhed om, hvilken politik han ville føre, når det kom til stykket. Biden selv har været en levebrødspolitiker, som for det meste gik med hovedstrømmen i Det Demokratiske Parti. Som sådan har han blandt andet under Bill Clintons præsidentperiode i 1990’erne (1992-2000, red.) stemt for Clintons neoliberalistisk inspirerede reformer og økonomiske politik, der blandt andet gik ud på at erstatte ”welfare” med ”workfare”. Men Det Demokratiske Parti må anerkendes for at have flyttet sig i en mere progressiv retning. Måske er det som konsekvens deraf, at også Joe Biden har fulgt strømmen, og er blevet mere progressiv.

I hvert fald må Biden anerkendes for at være undervejs med en yderligere økonomisk ”infrastrukturpakke”. Sammen med ”American Rescue Plan” forventes ”Infrastrukturpakken” samlet set at skabe 18 -19 millioner nye arbejdspladser i USA. Pakken består af to dele. Første halvdel udgøres af ”American Jobs Plan” til 2.300 milliarder dollars, som primært omfatter fysisk infrastruktur, byggeri og teknologiudvikling samt klimaindsats.  

Anden halvdel af ”Infrastrukturpakken” skal ifølge Bidens valgprogram udgøres af en ”American Families Plan”, som især omfatter fornyede velfærdsmæssige rammer for det amerikanske samfund samt indførelse af nye orlovsordninger og velfærdsydelser.

Ny social reformepoke i USA – eller kan højrefløjen blokere?

Bidens økonomiske planer og ambitioner har fået nogle iagttagere til at tale om Biden økonomiske politik som starten på “en ny stor social reformepoke i USA”. Analytikere og kommentatorer har draget paralleller til Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnsons omfattende samfundsreformer. Her skal der nok spises brød til. På den ene side må det anerkendes, at Biden med de tre pakker ikke bare er i gang med et økonomisk-politisk kursskifte i Det Demokratiske Parti, som bliver trukket i en mere progressiv retning. Han lader også til at ville tage initiativ til en meget tiltrængt genopretning af velfærden, den sociale sikring og ligheden.

“Analytikere og kommentatorer har draget paralleller til Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnsons omfattende samfundsreformer. Her skal der nok spises brød til”

Det gode spørgsmål er på den anden side om Bidens videre planer kan gennemføres i det samspilsramte og polariserede amerikanske politiske system og samfund. I Kongressen har Republikanerne stemt imod ”American Rescue Plan” og meget tyder på, at de vil fortsætte med at forsøge at blokere også for Bidens ”Infrastrukturpakke”.

Det er ligeledes heller ikke givet, at den måde, som ARPA blev vedtaget på – altså et simpelt flertal gennem brug af de såkaldte ‘forsoningsregler’ for budgetlove – kan overføres til de to nye planer. I den amerikanske Kongres kræver den såkaldte ”filibusterregel”, at kvalitativ ny lovgivning skal have 60 procents flertal for at kunne vedtages. I den nuværende situation betyder det, at mindst 10 republikanske senatorer skal stemme for.

Republikanernes og højrefløjsdemokraters blokering af strukturelle reformer – som forhøjelse af minimumslønnen – indikerer, at de også vil blokere for kvalitativt ny politik fra Bidens side såsom klimaindsats eller nye orlovsordninger. Hertil kommer, at Biden i sit eget parti også kan forvente modstand fra konservative Demokrater som for eksempel senator Joe Manchin fra West Virginia.

Hvad angår yderligere nye reformer, tegner mulighederne sig derfor til at være ganske usikre. Hvis der skal ændres på det, kræver det at Det Demokratiske Parti tør tage et opgør med ”filibuster-reglen” og kravet om 60 procents flertal i Senatet.

Biden er godt i gang med sine reformplaner, men der er lang vej igen.