John Wayne-syndromet titter frem i et hjørne af trepartsaftalen

Det var også flot af statsminister Mette Frederiksen, at hun i lighed med Arne-pensionen fik gennemført et valgløfte, som mange politikere på Christiansborg afviste som rent valgflæsk. Også politikere hun nu deler regeringskontorer med.

Trepartsftalen balancerer på den helt tynde linje, der adskiller overenskomstparternes suverænitet over egne aftaleområder på den ende side fra politisk regulering af forhold på arbejdsmarkedet på den anden.

Da debatten om ekstra penge fra Christiansborg sidst bølgede frem og tilbage under FOAs, Sundhedskartellets og BUPLs strejker i 2008, afviste de fleste både på Christiansborg og blandt de faglige organisationer enhver tale om at tilføre ekstra penge til overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor.

Jeg kom dengang aldrig til at forstå, hvorfor det politiske system – som i virkelighedens verden reelt fastlægger de økonomiske rammer for forhandlingerne om offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold – ikke legalt skulle kunne udvide disse rammer uden at gribe ind i den danske model.

Til gengæld var der dengang i mine øjne ingen tvivl om, at grænsen måtte gå ved politisk at fastlægge – hvem der i givet fald skulle have hvad. Politikerne kunne give en pulje til at mindske den kønsbestemte uligeløn i den offentlige sektor, men skulle overlade den konkrete anvendelse af sådanne ekstra penge til overenskomstparterne.

Det er på denne grænse, at trepartsforhandlingerne har bevæget sig på en tynd tråd, men i mine øjne i kraft af anvendelsen af trepartsmodellen lige akkurat holder snuden i sporet.

Rekruttering og (u)ligeløn

Trepartsaftalen har udløst mange diskussioner om, hvem der fik, og hvem der ikke fik andel i de ekstra milliarder. Det samme gjorde forslagene i 2008 om en ligeløn- og lavtlønspulje, som daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen fik til at forsvinde op i den blå luft, da han snørede Socialdemokraternes, Dansk Folkepartis og SF’s forhandlere.

Dette års trepartsaftale er begrundet med behovet for at fastholde og rekruttere medarbejdere til de offentlige velfærds- og serviceområder, og ikke mindst til at få deltidsansatte til at arbejde flere timer og flere til at deltage i døgnfunktionernes aften-, nat- og weekend-arbejde.

Og den begrundelse er såmænd reel nok. Udfordringerne har været kendt i hvert tilfælde de seneste 25 år og vil vokse sig stadig større i de kommende år. Problemernes omfang kan med nærmest kirurgisk præcision opgøres ved at sammenstille danskernes cpr-numre og de offentligt ansattes tilsvarende. Flere får behov for mere, men mange – der skal levere – er på vej til at tjekke ud.

Det er især kvindedominerede fag, som arbejder med mennesker, der skal have andel i trepartsaftalens milliarder. Ikke fordi, det er kvindedominerede fag, men fordi de står med og foran voldsomme udfordringer med personalemangel.

Måske er det derfor, at aftalen i mine øjne på et enkelt punkt uddyber den kønsbestemte uligeløn i stedet for at formindske den.

Vores debatter om uligeløn handler normalt om arbejdets værdi. Om mandefag, der aflønnes højere end kvindefag, hvor arbejdet ellers burde have samme værdi.

I dette tilfælde handler det derimod om fritidens værdi. Om fritiden har en forskellig værdi for fuldtids- og deltidsansatte.

Det kræver forklaringsmæssigt lige en tur omkring arbejdsmarkedets og overenskomstsystemets tilblivelse.

Skabt af mænd – til mænd

Det danske arbejdsmarked blev skabt og indrettet af mænd til mænd. Og overenskomsterne handlede om fuldtidsjob til familieforsørgere.

Det tydeligste udslag af denne form for mandetænkning er vel dannelsen af Kvindeligt Arbejderforbund (KAD). KAD er et resultat af, at hverken faglærte eller ufaglærte mandefag ønskede at organisere den begyndende industris kvindelige arbejdere. De fik overenskomster på et væsentligt lavere niveau end mandefagene i industrien – på samme måde som mandligt tyende på landet, i herskabsboligerne og i omsorgsinstitutioner med ansatte under Tyendeloven i forvejen fik væsentligt højere løn end kvindeligt tyende.

Og KAD afholdt sig helt frem mod besættelsen i 1940 fra at stille kravet om ligeløn med mændene af frygt for at miste jobbene til mænd. En frygt, som forbundet blev bestyrket i af De Samvirkende Fagforbund (i dag FH).

Et andet eksempel er skabelsen af det såkaldt kønsopdelte arbejdsmarked i takt med opbygning af velfærdssamfundet og middelklassens kvinders vej ud på arbejdsmarkedet, hvor de typiske kvindefag arbejder med mennesker til en lavere løn end typiske mandefag, der arbejder med døde ting som teknik og IT. Det forhold, som fik FOA til at formulere spørgsmålet: “Hvorfor er ham, der vedligeholder din bil, bedre lønnet end hende, der yder omsorg og pleje til din mor?”

Jeg skrev for seksten år siden en kronik i Jyllands-Posten, hvori jeg gættede på, at John Wayne, hvis “han var blevet præsenteret for synspunktet om, at kvindefag skal have mandeløn, (ville) have svaret »That’ll be the day.“ (Den dag kommer aldrig)

Og hvori jeg tog aflønningen af deltidsansatte på blandt andre FOAs områder frem som et eksempel på, at det ikke kun er “lønnen, der stiller de traditionelle kvindefag ringere end mandefag. Der kan desværre stadig findes andre kønsdiskriminerende rester af mandetankegang i overenskomsterne. Fritidens værdi er et illustrativt eksempel. Den fuldtidsansattes fritid har en pris, når arbejdsgiveren vil anvende arbejdskraften ud over den aftalte arbejdstid. Den deltidsansattes fritid er billigere i den samme situation. Den deltidsansatte, der typisk er kvinde i et traditionelt kvindefag, skal først lige runde den normale fulde tid, før kasseapparatet klinger med samme energi som for den fuldtidsansatte.

Det er ganske enkelt billigere at ansætte på deltid inden for de offentlige kvindefag, og så gøre brug af den resterende arbejdstid uden andet end normal timeløn som udgift. Det har ganske mange offentlige arbejdsgivere for længst fundet ud af for. Den forskel på prisen på fuldtidsansattes og deltidsansattes fritid kan jeg ikke finde andre forklaringer på end den kønsbestemte: Mænd arbejder fuld tid . . . kvinder arbejder deltid . . .”

Trods ihærdige forsøg fik vi ikke gjort kål på denne ulighed. I stedet tvangsåbnede Venstre alle overenskomster for deltid. Nu vil partiet så sammen med resten af regeringen have et opgør med deltidskulturen.

Og så nærmer vi os det hjørne, hvor John Wayne-syndromet titter frem.

Et skridt tilbage

Trepartsaftalen lægger nemlig op til, at deltidsansatte skal motiveres til fuldtidsansættelse ved blandt andet først at få ekstrabetaling for såkaldt frivilligt arbejde – når de har arbejdet til almindelig timeløn op til gennemsnitligt 37 timer om ugen.

Dermed træder vi et skridt baglæns i ligelønskampen frem for at træde to skridt frem.

Frivilligt ekstraarbejde gælder de situationer, hvor en ansat frivilligt arbejder mere end ansættelsesbrevet lyder på, uden at de almindelige bestemmelser om honorering af overarbejde eller merarbejde dækker, eksempelvis ved at deltage i projekter om nedbringelse af ventelister, eller ved længerevarende sygefravær og som følge af ferieafvikling på arbejdspladsen.

FOAs aktuelle definition på overarbejde og merarbejde lyder: “Hvis du arbejder ud over de normale timer i et fuldtidsjob, er det overarbejde. Det vil sige, at det er overarbejde, hvis du på en arbejdsdag arbejder længere end planlagt, eller hvis du i norm- eller opgørelsesperioden arbejder mere end 37 timer pr. uge.

Hvis du er deltidsansat, er dine ekstra timer op til fuldtidsnormen en bestemt arbejdsdag eller op til 37 ugentlige timer i gennemsnit merarbejde.

Du får tillæg for overarbejde. Tillægget fremgår af din overenskomst eller din arbejdstidsaftale. 

Merarbejde får du din sædvanlige timeløn for.”

Nu lægger trepartsaftalen så op til, at det frivillige ekstraarbejde skal være mindre værd for en deltidsansat.

Altså, at den deltidsansattes fritid er mindre værd end den fuldtidsansatte. Parolen om Mandeløn til kvindefag står vist og blinker.

Det er kun et hjørne af treparten, men alligevel.