Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. september. 2021

Kæmpe øretæve til den tyske venstrefløj

Ved gårsdagens tyske valg rykkede vælgere tættere på midten. Olaf Scholtz ser ud til at blive ny kansler med støtte fra De Grønne og FDP, mens både AfD, CDU og Die Linke gik tilbage.

Katastrofe på den tyske venstrefløj. Die Linke ser ud til at ryge under spærregrænsen, og mister store dele af den parlamentariske gruppe i Rigsdagen. Foto: Shutterstock

Det tyske valg til Forbundsdagen er fortsat en spændende affære. Socialdemokratiske Olaf Scholz og Angela Merkels efterfølger i CDU, Armin Laschet, kæmper om kanslerembedet, og selv om Scholz og SPD har fået flest stemmer, er magtspillet endnu ikke nået sin konklusion. Hvad der imidlertid er sikkert at konkludere er, at den tyske venstrefløj har fået en kæmpe øretæve. Venstrefløjskoalitionen Die Linke ser lige nu ud til ikke en gang at have nået over spærregrænsen på 5 % af stemmerne, og får inden fintællingen 4,9 % af stemmerne. Det er en tilbagegang på 4,3 % i samlede stemmetal, efter partiet ved valget i 2017 fik lige over 9 % af stemmerne.

At Die Linke ryger under den høje spærregrænse betyder dog ikke, at partiet mister hele sin tilstedeværelse i den tyske Forbundsdag. Takket være det tyske valgsystem står partiet til at komme ind med 39 mandater, takket være de såkaldte ‘grundlæggende mandatklausuler’. Partiet kan således bl.a. takke tidligere talsperson, Gregor Gysi for, at man trods alt overlever i Rigsdagen, da han var blandt de personer, der fik direkte stemmer nok til at komme ind. Resultatet er dog næsten en halvering af den nuværende parlamentariske gruppe på 69 valgte. Ingen af partiets to spidskandidater, Janine Wissler og Dietmar Bartsch, fik imidlertid stemmer nok til at vinde deres valgkredse, og situationen må betragtes som et ydmygende nederlag for den nye ledelse.

Sejr i centrumland

Hvor den ydre del af den parlamentariske venstrefløj er gået tilbage, var der anderledes godt nyt for centrum-venstre i tysk politik. De Grønne er gået markant frem, og står med 14,8 % af stemmerne til at få 51 ekstra mandater. Ved sidste valg sikrede Annalena Bärbock’s grønne parti sig 67 sæder i Bundestag, og det tal står nu til næsten at blive fordoblet til 118 pladser. Selv om valget ser ud til at være en sejr for partiet, er det dog stadig et stykke fra forårets vilde målinger, der sendte over en fjerdedel af stemmerne til De Grønne, og en kort overgang gjorde partiet til Tysklands største. Så ramte en række kedelige sager om partiets forkvinde pressen, og Bärbock måtte forsvare sig mod både beskyldninger om plagiat og falske oplysninger på CV’et.

“Uanset udfaldet må valget allerede nu konkluderes at være en sejr for centrum-partierne.”

Den største vinder ser ud til at være Olaf Scholz og det socialdemokratiske SPD, der med en fremgang til knap 26 % af stemmerne igen har formået at blive det største parti i tysk politik. En konservativ æra kan således siges at være forbi, lige meget om Scholz lykkes med at blive ny kansler eller ej.

Den farveløse Armin Laschet, der skulle udfylde Angela Merkels sko, tabte stort, og CDU ser med 50 mistede sæder ud til at blive den anden af valgets helt store tabere. Det var dog ikke det højreekstreme Alternative für Deutschland, der spiste stemmerne på den tyske højrefløj – partiet har mistet 2 % af det samlede stemmetal – men derimod det midtersøgende, klassisk liberale Freie Demokratische Partei (FDP), der må formodes at have samlet mange af de tidligere CDU-stemmer op. Efter at have tabt samtlige 93 mandater i Rigsdagen ved katastrofevalget i 2013, ser FDP derfor ud til igen at have stabiliseret sig som en fast tilstedeværelse i midten af tysk politik.

Med 10,7 % af stemmerne ser FDP sammen med De Grønne ud til at kunne danne grundlag for en kommende tysk regering, enten som støttepartier, eller som del af en bredere koalitionsregering. En sådan mulig centrum-venstre regering bliver i Tyskland omtalt Trafiklyset, efter den røde, gule og grønne partifarve, og har været blandt de mange kreative navne for mulige regerings-konstellationer, der udtrykker en grundlæggende tvivl om, hvordan det hele ender, når støvet har lagt sig. Uanset udfaldet må valget allerede nu konkluderes at være en sejr for centrum-partierne.

Identitetskrise i Die Linke

Selv om Olaf Scholz endnu ikke har udelukket et samarbejde med Die Linke, vil partiet formentlig blive sat uden for indflydelse under en SPD-ledet regering. Den socialdemokratiske leder har tidligere udtalt, at det ville kræve en forpligtelse fra partiet på bl.a. støtte til NATO-samarbejdet. Også Die Linke’s med-forkvinde, Susanne Hennig-Wellsow har ladet døren stå på klem for en venstrefløjsregering i ordets bredeste forstand. “Vinduet er mere åbent nu end nogensinde. Hvornår skulle det ske, hvis ikke nu?” udtalte hun tidligere på måneden.

Selv om Die Linke på mange måder har forsøgt at forny sit image, bliver partiet i store dele af den tyske befolkning stadig opfattet som arvtager til det østtyske kommunistparti, SED. Partiet startede da også som en fusion mellem SED’s direkte efterfølger, Det Demokratiske Socialistparti (PDS) og det lille protestparti Arbejde og Social Retfærdighed (WASG), der udsprang fra utilfredse medlemmer af den rød-grønne koalitions-regering i starten af 00’erne.

Netop kampen om Die Linke’s identitet har skabt forvirring blandt tyske vælgere om, hvilken politik man egentlig sætter kryds ved, når man stemmer på partiet – og det kan være en del af forklaringen på, at mange har valgt at stemme på det sikrere valg i De Grønne. Foruden en intern diskussion om NATO-medlemsskab er også forholdet til Rusland et omdiskuteret emne i Die Linke. Som Loren Balhorn, der er redaktør for partiets tænketank, forklarede tilbage i 2017: “Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem vores venner egentlig er – og få et budskab ud, der stemmer overens med det.”

Måske savner mange i partiet oven på gårsdagens øretæve også den tidligere frontfigur, Sarah Wagenknecht som en del af partiets ledelse. Den kontroversielle politiker har tidligere kritiseret den tyske flygtningepolitik for at ‘undergrave den tyske arbejderklasse’, og udgav for nyligt en bog, hvor hun langer ud efter dét, hun kalder livsstilssocialister. Partiet må nu slå sig til tåls med at få en perifær rolle i tysk politik frem mod næste valg – og afgøre med sig selv, om Hennig-Wellsow og Janine Wissler fortsat skal lede venstrefløjs-kampen i det tyske politiske landskab.

Redaktionel bemærkning: Af artiklen fremgik det fejlagtigt, at Die Linke havde fået 39 direkte mandater. Partiet har fået 3 direkte mandater, og er dermed berettiget til repræsentation tilsvarende deres stemmetal. Solidaritet beklager fejlen.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER