Kære Claus – Du har ret et stykke ad vejen, men du ryger alligevel af i svinget

Det sidste er sikkert rigtigt, selvom jeg nu alligevel syntes, at jeg i dine øjne kunne genkende din fornøjelse ved at give den ekstra gas. Jeg har trods alt ret ofte hørt hammeren blive svunget, når vi har diskuteret din som regel ganske underholdende kritik af den offentlige sektor og dens ansatte på områder som effektivitet, lønniveau og udlicitering. Som oftest leveret med glimt i øjnene.

Jeg deler dine vurderinger både af den danske models betydning for skabelsen af vores velfærdssamfund og for den systematiske mindskelse af uligheden, som industrisamfundet tog med sig fra landbrugssamfundet. Dem før os havde ikke kunnet opbygge velfærdssamfundet i den danske udgave uden at have benene solidt plantet i den danske model og i den suverænitet for parter over arbejdsmarkedets forhold, som er en central del af modellens kerne.

Og et pænt stykke ad vejen er jeg med på dine bekymringer over de alt for mange udfordringer, som modellen står overfor: “Hvis den danske model var et fæstningsværk, så ville man sige, at vi var under beskydning fra flere sider” sagde du og oplistede beskydning fra tre sider.

Fra EU med krav til mindstelønnen i de enkelte medlemslande og indblanding i øvrigt i overenskomsterne. Fra danske politikere med afskaffelsen af Store Bededag.

Og så som det tredje, hvor din kæde efter min mening ryger af: “Jeg bliver nok ikke den mest populære herinde i dag. Jeg kan jo se, at der er mange fra de offentlige forbund til stede. Men jeg er nødt til at sige, hvad jeg mener. Det er det, jeg er blevet bedt om,” – hvorefter du sammenlignede de ekstraordinært høje lønstigninger efter trepartsaftalen om lønløft og OK 24 i den offentlige sektor med mundheldet om at tisse i bukserne for at holde varmen.

Du betegnede ovenikøbet de flotte resultater som en “populistisk sejr”.

Du har helt ret i, at du ikke styrkede din popularitet i den offentlige sektor. Det er jeg da også sikker på, at du med glimtet i øjet tager helt roligt. Til gengæld holder din argumentation ikke.

Der er afgørende forskelle

Du går nemlig galt i byen, når du ikke anerkender nogle af de grundlæggende forskelle på, hvordan modellen fungerer i den private og den offentlige sektor. Der er jo netop fundamental forskel på rammer og vilkår for lønfastsættelse i en profitstyret sektor som den private og i en udgiftsstyret som den offentlige.

Der er simpelthen for megen inspiration fra Liberal Alliances skiftende påstande gennem årene om enorme besparelsesmuligheder i den offentlige sektor uden velfærdsforringelser – for tiden er det vist ca. 95.000  offentlig ansatte, der skal ud med badevandet frem til 2035 i forhold til antallet af ansatte i 2022 – og fra Claus Hjort Frederiksens mantra om velfærd, der kører længere på literen:

 “Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent, mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.”

Skævdeling er noget helt andet i den offentlige sektor

Og du ryger så helt af i svinget, når det gælder, hvordan den offentlige sektor finansierer overenskomstforbedringer. De finansieres ikke gennem effektiviseringer og konkurrenceforbedringer, men derimod gennem ren udgiftsstyring af hvor mange aktiviteter, den offentlige sektor må drive i de enkelte finanslovs- og budgetår.

Og løft af særlige grupper, der er sakket bagud – eller udryddelse af kønsbestemt uligeløn – kræver meget direkte skævdeling mellem de ansatte, hvor nogen på en helt anden måde end på det private arbejdsmarked skal betale for særlige løft til andre, medmindre Christiansborg bidrager med en ekstra skærv.

Når de offentligt ansatte løber længere på literen, så forbedrer det ikke mulighederne for at forhandle større overenskomstresultater. Derimod har de offentligt ansatte accepteret, at de privatansattes gennemsnitlige lønudvikling udgør overlæggeren for overenskomstforhandlingerne.

I den accept ligger en indirekte anerkendelse af, at Christiansborg på trods af parternes suverænitet spiller en afgørende rolle i den offentlige sektors lønfastsættelse. Det er derfor, at de årlige økonomiaftaler

om rammerne for næste års budgetter i kommuner og regioner følges så tæt af de faglige organisationer. Det er her, man på forhånd kan se, hvilken vej vinden blæser for den efterfølgende overenskomstforhandling.

Og det er i den sammenhæng, at de kommunale og regionale arbejdsgivere fra tid til anden siger til de ansattes forhandlere, at et overenskomstkrav vil føre til færre ansatte. Ikke på grund af målsætningen om en parallel lønudvikling mellem privat og offentligt ansatte, men på grund af rammerne for kommunernes og regionernes økonomi.

Du kan blot prøve at kaste et blik på en statskasse, som åbenbart til overraskelse for Finansministeriet bugner af ekstra skatteindtægter m.v. – samtidig med, at kommuner og regioner nedlægger stillinger og lægger op til et fremtidigt velfærdssystem med betydeligt mindre fælles ansvarlighed for dem, der har behov for den hjælpende hånd.

Derfor må de ansatte naturligvis forholde sig til disse statsligt fastsatte rammer, og fra tid til anden gå i kødet på politikerne på Christiansborg for at få rammer, der muliggør reelle overenskomstforhandlinger. Og når rammerne er for små, må skytset da rettes mod dem, der kan forhøje rammerne. Eksempelvis når det gælder lavtlønnede grupper og underbetalte kvindefag.

Derfor synes jeg også – undskyld for det platte mundheld, men jeg kunne ikke dy mig – at du retter bager for smed, når du fra de privatansattes udkigspost skælder blandt andre FOA ud for at have opnået en “populistisk sejr” med det ekstra lønløft, som blandt andet er muliggjort gennem ekstra penge fra lovgiverne og den særlige trepartsforhandling.

Du har ret i, at lovgiverne balancerede lige på kanten, når de ikke blot formålsbestemte, men også i brede vendinger pegede på de faggrupper, som de gerne så omfattet af et særligt lønløft, men i mine øjne holdt politikerne sig lige akkurat inden for stregen i sandet.

Og så glemmer du da, at den solidariske lønpolitik fra 1970’erne i både den private og offentlige sektor er en umulighed i den offentlig sektor i dag, hvis ikke beslutningstagerne bidrager med målrettede puljer til en mere solidarisk lønudvikling. Det er jo den gennemsnitlige lønudvikling blandt de offentligt ansatte, som ikke skal overhale de privatansattes lønudvikling. Hvis ikke lønniveauerne blandt de offentligt ansatte kan ændres med hjælp udefra, så vil de højtlønnede sidde på flæsket i al evighed, uden at de lavtlønnede har en chance.

Den klemme er I heldigvis ikke i, når de privatansattes overenskomster forhandles.

Parterne håndterede først ligeløn, da EU bankede på døren

Jeg synes også, du overser, at en definition på parternes suverænitet – der kun begrænses af målsætninger om konkurrencedygtig privat lønudvikling på niveau med eller over offentlig lønudvikling – indebærer en risiko for, at samfundsudviklingen bevæger sig væk fra arbejdsmarkedets aftaler.

Claus, prøv lige at tygge på dette eksempel. Havde vi fået det store ligelønsforlig i 1973, hvis ikke rødstrømpebevægelsen havde sat uligelønnen så markant på den offentlige dagsorden, hvis ikke udløbere af studenteroprøret havde sat spørgsmålstegn ved fagbevægelsens eksistensberettigelse og hvis ikke EF (nu EU) havde været på vej til at barsle med det såkaldte ligelønsdirektiv, som kom to år efter?

Mit svar er et rungende nej. Det var på høje tid, at vi fik fjernet den del af den kønsbestemte uligeløn. Jeg gætter på, at du – måske stilfærdigt – vil give mig ret i, at det forlig kom sent. Alt for sent. Så sent, at ligestillingsdebatten i årene op til forliget, set i bakspejlet, udgør et trist kapitel i fagbevægelsens ellers på mange måder så flotte historie.

Det forlig blev i mine øjne ikke alene skabt gennem parternes suverænitet. Det var pres udefra, der førte til, at parterne kom i omdrejninger og selv aftalte den formelle ligeløn i overenskomsterne lige før, at samfundet repræsenteret ved EF greb ind med lovgivning.

På mange måder var skriften på væggen ellers tydelig.

Arbejdsmarkedets parter sakkede bagud i forhold til udviklingen i resten af samfundet. Parterne fulgte ikke af sig selv i tide op på de samfundsmæssige konsekvenser af kvindernes stærkt øgede erhvervsfrekvens og den stigende erkendelse af, at holdbarheden af mere end hundrede års lønforskel baseret alene på kønnet for længst var uddateret.

I denne sammenhæng er det ikke så afgørende, hvilken af parterne der sov mest i timen. Pointen er derimod, at den danske model måtte have kunstigt europæisk åndedræt for at få ilt nok til at komme på højde med samfundsudviklingen.

Den danske model lever ikke i et tomrum

I dag kommer arbejdsmarkedslovgivningen stort set alene fra EU, og arbejdsmarkedets parter prøver prisværdigt nok at beskytte den danske model ved at omsætte indholdet til frivilligt indgåede overenskomsttekster, så Folketinget kun skal implementere EU-arbejdsmarkedsdirektiver i dansk lovgivning for de ikke-overenskomstdækkede områder.

Men hånden på hjertet, Claus. Her svinger andre end parterne taktstokken på samme måde, som EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen fra tid til anden gør. Også til tider til glæde for lønmodtagerne, men til tider til skade for den danske model.

De kollektive aftaler, overenskomsterne er kernen i den danske model, som vi skal forsvare mod angreb. Her er vi helt enige, Claus, men det danske arbejdsmarked er langt fra alene reguleret af kollektive aftaler.

Tværtimod har vi masser af lovgivning, som er med til reguleringen. Tænk bare på sygdom, barsel, virksomhedsoverdragelse, ansættelsesbeviser, ret til deltid og meget, meget mere. I virkeligheden har vi hverken fingre eller tæer nok til at tælle de mange love, som alene eller pletvist regulerer arbejdsmarkedet.

Da bolden gik videre til Christiansborg

Jeg tror, du vil være enig med mig i, at vi ikke i 1938 havde fået en grundlæggende regulerering af funktionærområdet, hvis samfundet repræsenteret af lovgiverne ikke havde vedtaget Funktionærloven efter et langvarigt slagsmål internt i Det Konservative Folkeparti og i og med Konservativ Ungdom, som i høj grad organiserede kontormedhjælpere.

Og et slagsmål, hvor modstanden både kom fra Industrirådet og Dansk Arbejdsgiverforening, hvis direktør undervejs truede med at melde sig ud af partiet. Hvor modstanden også kom fra Handels- og Kontormedhjælpernes Forbund (HK), der anså særlovgivning om deres medlemmers vilkår som “en spekulation i at afholde handels- og kontormedhjælpere fra at organisere sig fagligt”, efter at organisationen, forbundet havde rykket sig mod venstre og seks år tidligere meldt sig ind i De samvirkende Fagforbund.

Og fra Socialdemokratiet, som mente, at de ansattes vilkår skulle dækkes af kollektive overenskomster. Det var angiveligt Stauning, der i den sidste ende overtalte eller pålagde HK at støtte lovgivningen.

Her kunne den danske model ikke finde sine egne ben, og derfor gik bolden videre til Christiansborg. Og i dag er HK et af de største forbund i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mens mange andre forbund i dag henter beskyttelsesforanstatninger i Funktionærloven ind i deres overenskomster for ikke-funktionærer.

Claus – et andet eksempel kunne være ferieloven fra 1938, som både sikrede ferieret og en beskeden økonomisk feriedækning. Enkelte forbund for faglærte havde gennem den danske model aftalt feriebestemmelser i deres overenskomster, men med lovgivningen blev hele arbejdsmarkedet samlet op.

Boldspil mellem den danske model og det politiske system

Det er vel i virkeligheden udtryk for, at den danske model spiller bold op ad det politiske system. Og omvendt.

Trepartsforhandlinger, hvor regeringer forpligter sig til at indføre en bestemt lovgivning, mens arbejdsmarkedets parter forpligter sig til at aftale særlige bestemmelser i deres overenskomster, er vel i virkeligheden også udtryk for dette boldspil.

Jeg forstår ligesom dig heller ikke, hvorfor fagbevægelsen ikke ville medvirke til at oprette en permanent trepartsforhandling.

Og den private sektors flotte og langvarige kamp mod social dumping er da i den grad et udtryk for at kombinere aftaler med opbakkende lovgivning. Det kan du næsten ikke være uenig i, tænker jeg.

En samlet lønmodtagerlov

Som du selvfølgelig ved, har LO tidligere leget med tanken om en samlet lov om lønmodtageres retsstilling. Jeg var tilhænger af tanken, hvis lovgiverne ellers kunne holde tungen lige i munden i forhold til den svære balancegang mellem aftalestof og supplerende lovgivning.

Det startede med en beslutning på LO’s kongres i 1986 om at arbejde for en tryghedsreform på arbejdsmarkedet.

Måske er du ikke enig med mig, men i mine øjne ændrede LO med kongresbeslutningen grundlæggende holdningen til forholdet mellem kollektive overenskomster og lovgivning om arbejdsmarkedsforhold.

Og den holdningsændring blev året efter tydeliggjort med debatoplægget “Tryghedsreform”, som ud fra analyser af forskelle i tryghedsbestemmelser for lønmodtagere både herhjemme og i forhold til udlandet lagde op til at gennemføre en samlet lønmodtagerlov om de emner, som arbejdsmarkedets parter ikke har indført i overenskomsterne. Forslaget var mere opsigtsvækkende, end det måske lige så ud – både i forhold til fagbevægelsens syn på lovgivning, og fordi LO spillede ud uden at være fælles om udspillet med Dansk Arbejdsgiverforening.

Den samlede lønmodtagerlov blev efterfølgende ved LO’s kongres i 1991 medtaget i LO’ oplæg “Fremtidens Arbejdsret”.

Forslaget førte dog i min tid i LO’s daglige ledelse en hensygnende tilværelse. I stedet blev det Kristelig Fagforening, der argumenterede for en lønmodtagerlov, fordi foreningen ikke har overenskomster af betydning.

Jeg tror på, at en lov i LO’s version kunne have været brugt offensivt på samme måde, som EU-lovgivning i mine øjne burde bruges i et samspil med overenskomsterne, hvor lovgiverne lægger en mindste-beskyttelse for de europæiske lønmodtagere, mens EU holder fingrene fra den overbygning med rettigheder, som vi har så gode erfaringer med i Danmark i kraft af den danske model.

Mange hilsner
Dennis Kristensen