Kampen om den kolde krig

---

»I international politik er det ikke et hensigtsmæssigt udgangspunkt alene at anlægge en moralsk – eller moralistisk – synsvinkel,« siger Poul Villaume, som nu tager til genmæle mod en række anmeldere, der har kritiseret hans nye bog om den kolde krig, »Frygtens logik«. Historikeren mener, at den giver et karikeret billede af bogen

---

Af Kim Kristensen

»Et patetisk forsvar for årtiers forgæves mobilisering under den ideologiske slagudveksling mellem Vest og Øst,« har det lydt i Jyllands-Posten. »Villaume (Poul Villaume, red.) vil ikke se, eller underbetoner systematisk, hvor forbryderisk, modbydeligt og ikke mindst utroværdigt et regime, det sovjetiske var,« mente Kristeligt Dagblad. »At have Østblokkens uskyld som indfaldsvinkel er interessant, men i Frygtens logik bliver udførelsen for manipulerende, når den ikke lader andre perspektiver få plads,« konkluderede Weekendavisen.

Berlingskes overskrift var: »Taberne skriver historien om Den Kolde krig«. En historie, anmelderen kaldte »unuanceret historieskrivning og svagt forlagsarbejde«.

Tonen i anmeldelserne af dr. phil. og professor i samtidshistorie, Poul Villaumes bog »Frygtens logik: Den kolde krig – en ny global historie. Optakt og tidlige år 1917-1961«, som er det første af to bind om den kolde krigs historie, har således ikke bare været hård i de borgerlige aviser. Den har været »perfid«, som Poul Villaume udtrykker det i et interview. Til gengæld har Information, Altinget og det faghistoriske medie historie-online.dk kun haft rosende ord tilovers for bogen.

Historikeren har ellers måttet udskyde interviewet, fordi han skulle på hospitalet, hvilket viste sig at skyldes en blodprop i benet. Men nu er Poul Villaume hjemme igen i villaen på Amager efter at være blevet ordineret blodfortyndende medicin. Lidt mat, men som han siger, ellers frisk.

»Det er sådan noget, man risikerer, når man sidder for længe i samme stilling og skriver lange bøger,« fortæller Poul Villaume. »Faktisk har jeg af samme grund gået med støttestrømper det seneste år uden at det åbenbart har hjulpet på det. Men nu er jeg jo også en ældre mand på 70 år«.

Poul Villaume fik da også første gang et eksemplar af »Frygtens logik« i hænderne 28. februar, samme dag han holdt sin fratrædelsesforelæsning på Københavns Universitet for at overgå til tilværelsen som professor emeritus. Bogen udkom officielt den 19. marts.

I 40 år har Poul Villaume, som i 1970’erne var medlem af det maoistiske “Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister” (hvilket hans kritikere sjældent undlader at nævne), været, hvad der i et fødselsdagsportræt tidligere på året blev beskrevet som en »public intellectual«. En akademiker som har blandet sig i den offentlige debat og i Poul Villaumes tilfælde for at advare imod militariseringen af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. I 2009 var Poul Villaume med til at stifte tænketanken Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). Og i forbindelse med journalisten Jørgen Dragsdahls injuriesag mod historikeren Bent Jensen, som havde kaldt Dragsdahl for KGB-agent, vidnede Poul Villaume til fordel for førstnævnte. Villaume og Jørgen Dragsdahl var begge med til at stifte græsrodsbevægelsen Nej til Atomvåben i 1980.

Alligevel er Poul Villaume overrasket over tonen i anmeldelserne af »Frygtens logik«. Og så alligevel ikke, fortæller han.

Værdikampen

»Nej, egentlig ikke. Det er almindeligt kendt, at særligt Berlingskes og Weekendavisens anmeldere – men også i nogen grad Kristeligt Dagblads og Jyllands-Postens – gennem årene har skrevet stærkt kritisk om min forskning og om min person. Så på den måde er jeg ikke overrasket. Men jeg er alligevel en smule forundret over, at de pågældende aviser slet ikke forholder sig til bogens indholdsmæssige substans, og mit egentlige anliggende med den, og i stedet giver et stærkt karikeret billede. De forholder sig heller ikke til, at jeg baserer mine tolkninger på en meget bred, ny og anerkendt international forskningslitteratur og nyåbnede kilder i Vest og især Øst.«

Anmeldelser er vel altid kortfattede og springer over mellemregninger og forklaringer og frem til konklusionen?

»Men af anmeldere, og især faghistorikere som flere af dem er, kunne man forvente, at de i det mindste redeligt fremlægger bogens hovedsynspunkter. Man må selvfølgelig gerne forholde sig kritisk til dem. Men det må være på grundlag af reel argumentation og ikke en karikeret version og stråmandsargumenter, som bruges til at skyde bogen ned. Bedømmelsen af min bog handler ikke om ”borgerlige” eller ”ikke-borgerlige” anmeldere. Det handler om intellektuel hæderlighed eller ej«.

Du bruger ordet ‘perfid’ om anmeldelserne, som jo betyder bevidst forvrængende. Hvad skulle motivet være? Hvorfor kan den kolde krig stadig sætte sindene i kog?

»Historien om den kolde krig er blevet et meget betændt emne i Danmark og genstand for en langt mere skarp polemik end i de fleste andre vesteuropæiske lande. Det tror jeg har meget at gøre med den famøse fodnoteperiode i 1980’erne. Mange af aktørerne fra dengang lever stadig og er aktive i den politiske debat. Og mange af dem mener, at det er vigtigt at forfølge nogle opgør og føre en fortsat værdikamp. Jeg kommer selv ind på det i indledningen til bogen, hvor jeg gør opmærksom på, at dens tilgang næppe vil være tilfredsstillende for dem, som mere ser historieskrivningen om den kolde krig som et led i en værdikamp end som et forsøg på at forstå, hvad der egentlig skete dengang«.

Er der en aktuel værdikamp i 2020 som trækker sine tråde til dengang?

»Jeg ved positivt, at nogle af anmelderne betragter diskussionen om den kolde krigs historie som del af den aktuelle værdikamp. Jeg har jo selv været en vedvarende kritiker af den militariserede udenrigspolitik, som Danmark har ført siden slutningen af 1990’erne og op i dette århundrede. Det er formentlig også en medvirkende grund til, at nogle har et horn i siden på mig. Og her er så en oplagt mulighed for at forsøge at begå et fagligt og personligt karaktermord på mig. Retssagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen for nogle år siden var på samme måde en udløber af fodnotepolitikken, hvor jeg – blandt mange andre – mente, at det var helt urimeligt at anklage Jørgen Dragsdahl, og måske også dem som havde været enige med ham, for bevidst eller ubevidst at have været agenter for Sovjetunionen«. 

Politisk slagside

Bogen kritiseres for at have en politisk slagside?

»Ja, angiveligt en stærk slagside! Det hævdes, at jeg godt nok nævner stalinismens forbrydelser, men skøjter let hen over dem. Hertil vil jeg bare sige: Ja, der er en slagside i bogen. Men en slagside i den forstand, at jeg gentagne gange understreger, at Vestens frygt og afsky for stalinismens forbrydelser og de undertrykkende regimer i Øst var forståelig og vakte behov for et forsvar. Min pointe er bare, at den måde Vesten valgte at forsvare sig på, var at vælge en yderst militariseret version af den såkaldte ‘inddæmningsstrategi’.

Vesten søgte ikke en magtbalance over for Østblokken, men snarere en militær overmagt – og en massiv militær overmagt. Og den strategi problematiserer jeg, fordi den i praksis førte til, at Vesten reelt afviste alle forsøg på forhandlinger med Østblokken med henvisning til, at det var nytteløst, idet den anden side kun forstod – og havde respekt for – militær styrke. Hvilket sjovt nok var det samme, de tænkte på den anden side: Det eneste, Vesten havde respekt for, var militær styrke. Og så fik man den militære optrapning efter 2. Verdenskrig og den frygtens logik, som jeg har kaldt bogen. Jeg mener, at den kolde krig var uundgåelig – og begge parter bidrog med gensidige skridt – men militariseringen af den kolde krig var ikke uundgåelig. Hvorfor det alligevel skete, prøver jeg at give et svar på. Hvilke mekanismer fik konflikten mellem demokrati og diktatur, kapitalisme og statssocialisme, til at blive så ekstremt militariseret?«

“Det er nu engang historikerens opgave ikke bare at beskrive, hvad der foregik. Det er også at prøve at sætte sig i beslutningstagernes sted og forsøge at udrede, hvilke veje de havde at vælge imellem, hvilke de fravalgte – og hvorfor. Det er ikke givet, at alt sker med en naturnødvendighed”

Poul Villaume om kritikken af sin nye bog, ‘Frygtens Logik’

Du konkluderer, at den sovjetiske militærstrategi var “entydigt defensiv”. Men gjorde det omvendte sig ikke også gældende for Vesten? Er der noget som tyder på, at Vesten planlagde et angreb – endsige at Sovjetunionen troede dette – og hvis ikke, hvorfor opretholdt landet i det tilfælde så en stor, konventionel overmagt?

»Set fra Kreml måtte den vestlige militære omringning se truende ud. De store sovjetiske konventionelle styrker var en slags modvægt mod USA’s monopol på atombomben frem til 1949. Op til midten af 1950’erne havde USA reelt et monopol på effektiv brug og fremføring af atomvåben. For at skabe en slags asymmetrisk balance opretholdt Sovjetunionen en relativt stor, konventionel militærstyrke. Det gav en form for magtbalance, om end asymmetrisk. Og sådan kunne man have fortsat – og på et tidspunkt måske have sat sig til forhandlingsbordet.

Problemet var, at Vesten slog ind på den militære overmagtsstrategi. For at få opbakning til denne strategi i de vestlige lande var regeringerne nødt til at overdrive Østblokkens militære kapacitet, for ellers kunne man ikke retfærdiggøre sin egen militære oprustning. Det er faktisk i dag et fuldstændigt ukontroversielt synspunkt i den internationale koldkrigs-forskning. Det gjorde man så i den gode sags tjeneste, nemlig for at bekæmpe kommunismen, men problemet var, at metoden var med til at militarisere konflikten. Formentlig unødvendigt, og i hvert fald med den konsekvens, at konflikten blev trukket i langdrag«.

Var der ikke en stærk isolationistisk tendens i USA, der ligesom efter 1. Verdenskrig truede med få landet til at vende sig indad igen?

»Det er rigtigt, at der var en isolationistisk strømning i USA, som de skiftende administrationer måtte tage hensyn til, og hvis man ikke tydeligt havde gjort opmærksom på truslen, ikke mindst den militære, fra Sovjetunionen, så havde man måske ikke fået vedtaget Marshall-hjælpen i Kongressen. Men George F. Kennans (amerikansk diplomat og ophavsmand til inddæmningsstrategien over for Sovjetunionen, red.) pointe var netop, at nok skulle man mobilisere, men at truslen ikke primært var militær, men økonomisk og politisk. Derfor gjaldt det om at få genopbygget samfundene, for at undergrave opbakningen til de – på det tidspunkt i slutningen af 1940’erne – stærke kommunistiske partier i især Frankrig og Italien. Det var hovedopgaven.

Det var ikke en militær oprustning, der kun ville føre til en tilsvarende sovjetisk oprustning, som ville skærpe og forlænge konflikten. Men som jeg skriver, kan vi jo ikke vide, om den linje, George F. Kennan foreslog, også kunne have ført til en tidligere afspænding. Pointen er, at det slet ikke blev forsøgt. Og det er nu engang historikerens opgave ikke bare at beskrive, hvad der foregik. Det er også at prøve at sætte sig i beslutningstagernes sted og forsøge at udrede, hvilke veje de havde at vælge imellem, hvilke de fravalgte – og hvorfor. Det er ikke givet, at alt sker med en naturnødvendighed«.

Hitler med kraftigere overskæg

Du skriver, at Vestens mål var etableringen af “overvældende magt” over for den kommunistiske blok. De kommunistiske ledere havde kun respekt for magt, hed det, og svaghed kunne derfor kun invitere til kommunistisk aggression. Mener du, at den analyse var forkert? Havde Stalin netop ikke kun respekt for magt? 

»Jo, og derfor var det også nødvendig med en militær magtbalance. Det er klart. Men der er forskel på skabe en magtbalance og en militær overmagt. Vesten omringede Sovjetunionen med militærbaser, hvorfra man fra midten af 1950’erne med få timers varsel kunne ødelægge storbyer og strategiske mål overalt i landet med atombomber. Det måtte nødvendigvis fremkalde en frygt i Sovjetunionen. Et hvert land i den situation ville – uanset politisk styre – have følt sig truet og nødsaget til at styrke sit eget militær«.

Mange drog efter 2. Verdenskrig den lære af mellemkrigsperioden – og ikke mindst München-aftalen – at en aggressor ikke kunne stilles tilfreds med indrømmelser? Hvad var egentlig forskellen mellem Hitler og Stalin?

»Der var mange, som offentligt drog parallellen mellem Hitler og Stalin. At Stalin var en ny version af Hitler – bare med et kraftigere overskæg. Men når man i dag kan se, hvad vestlige politikere og beslutningstagere dengang sagde og skrev internt, så sondrede de mellem de to. De mente ikke, at Stalin var en eventyrpolitiker, der ligesom Hitler ville kaste sig ud i dristige, militære erobringstogter. De betragtede Stalin som en potentiel farlig, men rationel pragmatiker. Det gjaldt for eksempel også Winston S. Churchill, der var magtbalance-realist – og som gennem første halvdel af 1950’erne ihærdigt søgte at skabe forståelse i den vestlige lejr for værdien af topmøde-diplomati over for Moskva«.

Var George F. Kennans inddæmningsstrategi ikke defensiv – det handlede netop om at inddæmme Sovjetunionen – og var det ikke først i 1950’erne, at den daværende amerikanske udenrigsminister John F. Dulles begyndte at snakke om rulle kommunismen tilbage?

»Det er der, hvor det bliver kompliceret. George F. Kennan var nemlig også den, der i 1948 og 1949 planlagde de tophemmelige, CIA-støttede operationer, som skulle opmuntre og bevæbne anti-kommunistiske guerillabevægelser i Østblokken – med det formål at undergrave regimerne. Det foregik i perioden frem til 1956 – 57, men mislykkedes fuldstændigt – og var i virkeligheden en katastrofal strategi, fordi den blev brugt af disse østblok-regimer til at retfærdiggøre en yderligere undertrykkelse af politiske modstandere, som blev beskyldt for at være vestlige agenter. Sidenhen fortrød George F. Kennan også strategien – og kaldte det den største fejltagelse i sin karriere. Så inddæmningspolitikken under Harry S. Truman var ikke kun en defensiv strategi.

Et andet eksempel er Korea-krigen, hvor USA ikke kun trængte Nordkoreas angreb tilbage til den oprindelig grænse ved den 38. breddegrad. Amerikanerne rykkede dybt ind i Nordkorea og nærmede sig den kinesiske grænse, hvilket fik Kina til gå ind i krigen på nordkoreanernes side«.

Men det var vel først efter det nordkoreanske angreb?

»Naturligvis, men det var stadig et forsøg på at tilbagerulle kommunismen. Pointen er altså, at tilbagerulnings-strategien ikke først startede i 1953, efter valget året forinden af Dwight D. Eisenhower som præsident og dennes valg af John F. Dulles som udenrigsminister. Det paradoksale var også, at da John F. Dulles fik magt, som han havde agt, var han selv tilbageholdende med at forsøge at rulle kommunismen tilbage. USA gav hverken direkte støtte til østberlinernes oprør i DDR i 1953 eller – mere afgørende – til ungarernes oprør i 1956. De amerikansk finansierede radiostationer opildnede nok oprørerne i Ungarn, men da det kom til stykket, undlod USA at gribe ind militært af frygt for, at det kunne føre til 3. verdenskrig«. 

Hvis amerikanerne under 2. Verdenskrig havde delt atomvåbenteknologien med Sovjet og havde trukket sine tropper hjem fra Vesteuropa straks efter krigen, hvad var der så sket?

»Det kunne nok have gjort en forskel at have delt atomvåben-teknologien. Vores egen Niels Bohr opfordrede jo flere gange de vestlige ledere til det. I dag ved vi, at Stalin gennem de sovjetiske spioner i Vesten kendte til atomvåbenprojektet. Men der er nok ikke tvivl om, at hvis man havde været mere åben, havde det måske mindsket Stalins mistænksomhed. Jeg tror dog ikke, at det havde gjort nogen afgørende forskel«.

De amerikanske atomvåben tjente som en afskrækkelse, der skulle kompensere for den vestlige konventionelle underlegenhed i Europa. Når du taler om en asymmetrisk magtbalance gør det så ikke en forskel, at den ene sides våben, i dette tilfælde de amerikanske atomvåben, i praksis kun kan bruges til at afskrække en angriber fra at besætte et land. Hvorimod den andens sides våben – de sovjetiske tanks og soldater – kan bruges til at besætte et land? Vesten havde jo aldrig nogen konventionel militær overlegenhed i Europa?

»I dag afslører arkiverne, at i slutningen af 1940’erne og starten af 50’erne var den sovjetiske, konventionelle overvægt langt fra så stor, som man fremstillede den. Man talte altid om de famøse 175 sovjetiske kampdivisioner, men da den daværende amerikanske forsvarsminister Robert S. McNamara og hans regnedrenge i Kennedy-administrationen begyndte at se nærmere på tallene, fandt de ud af, at hver sovjetisk division kun var halvt så stor som de modsvarende vestlige. Samtidig var mange af divisionerne bundet op på besættelsesopgaver i Østeuropa og man stolede heller ikke på disse landes styrker som en del af Østblokkens kampkraft. Jeg henviser i bogen også til privat korrespondance mellem Lord Ismay (NATO’s generalsekretær fra 1952 – 57, red.) og Winston S. Churchill fra midten af 1950’erne, hvor det fremgår, at de sovjetiske hærstyrker var langt mindre, end hvad man hævdede offentligt. Billedet er mere komplekst«.

Værdiforskel

Du bliver kritiseret for ikke at gøre nogen værdiforskel mellem Vesten og Østblokken…?

»Næh, nogle anmeldere påstår ligefrem, at jeg skulle anse Vesten for at være mere moralsk anløben end Østblokken, og at jeg bagatelliserer de diktatoriske regimers forbrydelser i Øst. Det er det rene nonsens, hvilket enhver, der fordomsfrit læser min bog vil kunne konstatere. Det er ret patetisk. Jeg har for en god ordens skyld søgt i min bogs elektroniske tekstfil på ord som ”forbryderisk”, ”terror(istisk)”, ”undertrykkelse” og ”brutal” – og de karakteriserende ord bruger jeg omkring 40 gange gennem bogen om den kommunistiske blok og dens politik. Hvorimod jeg på intet tidspunkt karakteriserer USA’s og Vestens koldkrigspolitik i sådanne termer. Jeg bruger kun af og til nogle dem om visse af Vestens allierede i den tredje verden i perioden. Så vist er der en skævhed i min fremstilling. Men den er altså i Vestens favør.

Jeg betragter mig i øvrigt selv som hverken venstre- eller højreorienteret. Jeg tilstræber til gengæld at være velorienteret. Jeg har for eksempel i mere end 40 år kritiseret venstrefløjen for dens golde modstand mod Danmarks NATO-medlemskab. Min hovedinteresse er, hvordan man historisk – og aktuelt – løser konflikter mellem stater og om muligt undgår, at de eskalerer til et så meningsløst, militariseret leje, som det blev tilfældet under den kolde krig. Og det er netop heri, min bogs aktuelle relevans kan ligge: Hvordan undgår vi, at en eventuelt kommende stormagtskonflikt mellem USA og Kina bliver overdrevent militariseret? Vi har fået en ny generation af atomvåben og fremføringsmidler, som er endnu mere avancerede og præcise, hvilket kan betyde, at de bliver mere fristende at bruge i fremtidige konflikter.

“Jeg betragter mig i øvrigt selv som hverken venstre- eller højreorienteret. Jeg tilstræber til gengæld at være velorienteret.”

Og det i en situation, hvor stort set alle nedrustnings- og atomvåbenkontrolaftaler fra den sidste fase af den kolde krig er opsagte, udløbet eller bare samler støv. I dag er der ikke nogen effektive internationale nedrustnings- eller våbenkontrol-instanser. Det kan blive katastrofalt farligt, og her har vi noget at lære af den kolde krig, hvor det i flere tilfælde var tæt på at gå helt galt.«

Gør det ikke en forskel om dét, du beskriver som »legitime nationale sikkerhedsinteresser« er at opretholde et demokrati – som det skete med Marshall-hjælpen – eller forhindre demokratiske valg ved et kup, som det skete i Tjekkoslovakiet i 1948, der ellers kan føre til kommunisternes nederlag ved valgboksene?

»Jo, det er klart. Men i international politik er det ikke et hensigtsmæssigt udgangspunkt alene at anlægge en moralsk – eller moralistisk – synsvinkel. Så farer man nemlig let vild. Man må også anlægge et realpolitisk perspektiv. Med andre ord: Enhver stat har nogle geopolitiske og økonomiske, nationale interesser, som den arbejder på at varetage. Selvfølgelig ville det have været rart, hvis der ikke havde eksisteret en sovjetisk stat eller hvis der ikke fandtes diktatoriske regimer med så og så mange soldater og raketter.

Men når de nu engang er der, kan vi ikke bare trylle dem bort. Hvad er så alternativet? Skal vi angribe dem og smadre dem? Eller skal vi prøve at sameksistere fredeligt og på en måde, så konflikten ikke risikerer at udvikle sig til krig, men tværtimod bevæger sig i retning af en form for dialog og afspænding?

Det var dét, som blandt andre den vesttyske forbundskansler Willy Brandt og hans rådgiver Egon Bahr med held forsøgte fra slutningen af 1960’erne til slutningen af 80’erne: Nemlig en forandring af Østblokken gennem tilnærmelse. “Wandel durch Annäherung,“ som Egon Bahr formulerede det. De senere års internationale koldkrigsforskning har påvist, at afspændingspolitikken i 1970’erne og 80’erne, som jeg vil behandle indgående i bind 2, medvirkede stærkt til, at den kolde krig sluttede så fredeligt, som den rent faktisk gjorde«.

---

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen “Det hærdede stål” om Enhedslistens første 25 år.