Kan venstrefløjen vokse uden vækst?

50 år efter de menneskeskabte klimaforandringer blev opdaget, og 30 år efter Kyoto-protokollen, er verdens samlede CO₂-udledninger endnu ikke toppet. Dette er en simpel, men også fuldstændig vanvittig realitet. Mens stadig flere grønne løfter bliver sat i tryk, skruer vi stadig op for udledningerne hvert eneste år.

Samtidig mistede venstrefløjen i Danmark både mandater og pladsen i det regerende flertal efter Folketingsvalget. Det følger et gennemgående tema over hele Europa: Den accelererende klimakrise har endnu ikke formået at mobilisere en bred og solidarisk bevægelse. I stedet ser vi nye bevægelser på de europæiske højrefløje opstå i protest mod de konkrete politiske redskaber, der tages i brug mod klimakrisen. Det er f.eks. sket i Holland, hvor en protestbevægelse har rejst sig mod krav til landbrugets udledninger af kvælstof.

Vi skal fokusere på det samfund, vi vil udvikle

Det må og skal have konsekvenser for venstrefløjen. Først og fremmest må vi fokusere mindre på de konkrete politiske redskaber – og mere på det nye samfund, som vi ønsker at bevæge os henimod.

Diskussionen har allerede bredt sig helt til kanten af venstrefløjen i Socialdemokratiet, hvor to ”insiders” tidligere på året udgav en firkantet vækstkritik med bogen Efter Festen. I deres præsentation af bogen påstår de at have fundet nyopdaget land til venstre for midten. At vækstkritik er tabu på venstrefløjen og på Christiansborg.

Hvad forfatterne ikke skriver er, at vækstkritik eller i det mindste vækstskepsis står skrevet i både Enhedslistens, Alternativets og SF’s principprogrammer. Som forfatterne selv har gravet frem, har også Socialdemokratiet endda for årtier siden haft et enkelt vækstkritisk politisk program.

Desværre falder Efter Festen samtidig i en typisk grøft for vækstkritiske analyser ved at fokusere overdrevet på BNP. Det er et fuldstændigt intetsigende tal for vækstkritikken. Det er nemlig ikke vækst i nationale produktionstal, der er problemet. Det egentlige problem med vækst er, hvor mange materialer vi bruger, og hvor meget areal vi inddrager til intensiv anvendelse.

Kan frihed og natur erstatte vækst?

Selv med produktivitetsforbedringer er et opgør med vækst i ressourceforbrug og arealanvendelse et historisk opgør. I det helt store perspektiv er det et opgør med selve det projekt, som har været definerende for venstrefløjen siden 1945. Det projekt bestod i, at flertallet skulle have stadigt større boliger og købe flere biler fra udlandet med overskuddet fra produktionen og valuta fra en dansk eksport, som aldrig kunne blive omfattende nok.

Den voksende økonomi øgede samtidig beskatningsgrundlaget og dermed politikernes muligheder for at dele gaver og velfærd ud til befolkningen. I praksis bestod kompromisset altså i et samarbejde mellem samfundets økonomiske elite, fagbevægelsen og staten, hvor alle tre parter fik gavn af vækst. Vækst i produktivitet og i eksport blev til vækst i forbrugsmuligheder og vækst i beskatning og velfærd.

Den økonomiske elite ville have produktivitet, fagbevægelsen efterspurgte forbrugsmuligheder, og staten skulle bruge beskatningen for at finansiere velfærden. Vækst var den lim, som bandt hele systemet sammen.

Undervejs blev der opbygget en klimaregning, som vi og de næste generationer nu står tilbage med. Men bare fordi der er en regning, giver betalingsmidlet ikke sig selv. Derfor står vi over for en opgave med at konkretisere og popularisere den vækstkritik, som i Enhedslistens principprogram er formuleret som et behov for ”en demokratisk planlægning, hvor langsigtede miljømæssige og sociale hensyn træder i stedet for kortsigtede profithensyn og krav om vækst”.

Opgøret med vækst skal drives mere af utopi end af nødvendighed

De oplagte ambitioner for den nye tid, som skal sikre, at en verden uden vækst også bliver en bedre verden, er kortere arbejdstid, billigere boliger og en massiv opgradering af alle former for transport, der ikke er fossilbiler.

Lavere løn, dyrere bøffer og færre benzinbiler er nogle bitre piller. Bliver de lettere at sluge, når de bliver serveret på en bund af mindskede skader på klimaet og en langt bedre natur at begive sig ud i? Det kommer an på, i hvor høj grad der kan skabes politisk tillid til, at alle – og ikke bare de rigeste få – også får del i det gode, når de skal betale for det dårlige.

Det er et stort problem. Så stort at regeringen tilsyneladende har opgivet det på forhånd. Både klimaminister Lars Aagaard og statsminister Mette Frederiksen bruger enhver anledning til at beklage sig over, at den grønne omstilling ikke må gøre ondt – at 80 procent af befolkningen skal bakke op om den.

Det er en fundamentalt uansvarlig og skadelig mangel på handlekraft. Og derfor er det venstrefløjens opgave at udvise den handlekraft og ansvarsfølelse over for klimaet, naturen og de næste generationer ved at skabe gode jobs, boliger og transportmuligheder.

Det gør man kun ved at tage problemet alvorligt og spørge: Hvilke system- og samfundsforandringer skal kobles sammen med omstillingen af vores energi, arbejdsmarked, transport, landbrug og boliger? Hvordan kan vi gøre opgøret med fossiløkonomien og ødelæggelsen af naturen til en positiv kamp for en bedre verden, fremfor en uundgåelig retræte, for at undgå et totalt sammenbrud i klimaet og i biodiversiteten?

Vi skal lægge kimen til det bæredygtige samfund, så folk faktisk får lyst til og mulighed for at gå i en bæredygtig retning. Det handler om at skabe et mere trygt og lige samfund. Ikke bare for den sociale retfærdigheds skyld, og fordi lighed i sig selv er et gode. Nej, lighed og social retfærdighed er forudsætninger for, at et bæredygtigt samfund overhovedet kan eksistere. Et bæredygtigt samfund kan ikke eksistere, hvis folk går balalajka over vindmøller i deres baghave, benzinpriser eller mangel på boliger.

Målet er en verden uden vækst

En venstreorienteret vision for en bæredygtig fremtid skal sikre de rettigheder, som er tættest på livet for os alle.

De rettigheder kan deles op i to. Det første sæt er retten til arbejde, bolig og transportmuligheder. Det skal være hævet over enhver tvivl, at løsningerne på klima- og biodiversitetskrisen giver gode jobs, skaber billige boliger og forbedrer transportmulighederne. Det andet sæt er retten til velfærd. Fri adgang til pasning af små børn, gode (ud)dannelsesmuligheder for unge og værdig pleje af samfundets ældre, samt lige adgang til sundhedsbehandling.

Gode jobs i fremtiden er jobs, vi deles om. Hvor der arbejdes færre timer og tjenes en lavere løn. Det kræver først og fremmest kollektiv handling gennem overenskomstsystemet at gennemtvinge en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer. Det vil dog også være en mulighed at styrke lønmodtagernes forhandlingsposition gennem politiske tiltag. Eksempelvis ved at udvide det kollektive forsikringsnet – enten ved at genoprette dagpengesatsen eller udvide retten til kontanthjælp.

Billige, bæredygtige boliger er boliger lavet af bæredygtige materialer og på færre kvadratmeter. Men bæredygtige boliger er kun acceptable, hvis de også er billige. Derfor skal vi udnytte det almennyttige boligsystem fuldt ud, og der skal bygges mindre boliger med flere fælles kvadratmeter.

Bedre transport lyder umiddelbart som den nemmeste af de tre udfordringer – men den er egentlig en overset nød, som vi har svært ved at knække med bæredygtige redskaber. Realiteten er, at vi har absurd massive investeringer placeret i den fossile infrastruktur bygget til biler og flyvemaskiner. Det vil derfor i al overskuelig fremtid være fysisk umuligt at flytte alle over på de meget få skinner, der er lagt til togdrift.

Det er i første omgang nødvendigt at sikre den blødning, der lige nu foregår i den kollektive transport. Billetpriserne skal sættes kraftigt ned – ikke op, som det sker for tiden. Der skal skabes sikkerhed for busruter. Den grønne omstilling kræver tryghed og forudsigelighed for de borgere, som fravælger bilen til fordel for bussen.

Det andet sæts udfordringer er mindre. Den grønne omstilling truer ikke fri adgang til pasning for de små, dannelse for de større, sundhed for os alle og pleje for de ældre. Velfærdsstatens økonomi er heldigvis allerede bundsolid, og en del af de opgaver, velfærdsstaten i dag varetager, vil blive mindre presset, når børnehavebørnenes forældre og plejehjemsbeboernes børn, får mere fritid til at være sammen med deres kære.

Men hvis pengene fortsat skal holde, vil det kræve en villighed til at gribe ind over for den stigende ulighed og genetablere det beskatningsniveau, vi havde i Danmark så sent som i 1990’erne.

Hvilke værktøjer skal vi bruge?

Selvom alle områderne har deres egne særlige omstændigheder, er det muligt at opstille en generel retningslinje for, hvordan venstrefløjen kan navigere igennem den grønne omstilling.

Disse ideer skal implementeres på en både hurtig og fornuftig måde. Og en ting virker bedre end alt andet: fællesskaber. Fra det helt store fællesskab, der sammensætter et folketing hvert fjerde år … til de mindste fællesskaber inden for hjemmets fire vægge.

Staten skal gå forrest og give håndfaste forsikringer. Jobgaranti, huslejeloft og garanti på bevarelse og udbygning af den kollektive transport er nogle af de redskaber, der burde være på tegnebrættet.

Kommunerne skal gives tryghed om finansieringen af velfærden, så også de kan fokusere på at slippe ud af den fossile økonomi.

Og staten skal pålægge arbejdsmarkedets parter at påbegynde trepartsforhandlinger med krav om 30 timers arbejdsuge.

Fra krigens ruiner i 1945 byggede venstreorienterede politikere et velfærdssamfund op, der afhjalp elendighed og skabte mulighederne for et velstående samfund. I det 21. århundrede er opgaven ligeså omfattende: at bygge et bæredygtigt samfund oven på den omfattende klima- og miljøkatastrofe. Det er de næste ganske få år, som afgør, om Danmark kan blive et bæredygtigt samfund i tide. Der er ingen tid at spilde.