Kapitalismen har intet hoved at kappe af

Trods mere end ti år præget af dyb krise, en global pandemi og heftig modstand, lever kapitalismen stadig. Det kan lyde som en sørgelig konklusion, men er ikke desto mindre sådan filosoffen Søren Mau indleder sin netop udkomne bog Stum Tvang. Meget mere optimistisk bliver det da heller ikke i næste sætning, hvor Mau skriver: ”På en måde er kapitalens greb om det sociale liv stærkere end nogensinde før; aldrig før har så mange aspekter af livet, og så store dele af verden, været afhængige af kapitalismens globale kredsløb.”

Hvordan kan det så være? Hvordan bliver kapitalismen ved med at overleve? Hvordan griber den stadig mere ind i vores liv? Hvad kan vi gøre? Solidaritet har snakket med bogaktuelle Søren Mau, der forsøger at give nogle af svarene på de spørgsmål i sin nye bog.

Centralt begreb hos Karl Marx

Lad os starte med den lidt kryptiske titel. Hvad mener du egentlig, når du snakker om stum tvang?

“Stum tvang er en af Marx’ centrale idéer, selvom han ikke bruger lige præcis det udtryk særligt meget. Det handler om, at kapitalismen er gennemsyret af en abstrakt, anonym og upersonlig form for magt, der er med til at opretholde systemet. Når vi prøver at forklare, hvorfor der stadig findes et kapitalistisk samfund trods den ekstreme ustabilitet, kriserne og de opstande, der har været gennem historien – altså, hvordan kan det her vanvittige økonomiske system blive ved med at overleve – så plejer vi at pege på, at der er et statsapparat, som opretholder systemet med vold og en ideologisk magt, der påvirker, hvordan vi forstår os selv og omverdenen.

Det er to vigtige funktioner, og de må ikke undervurderes, kapitalismen kan ikke fungere uden, men udover det er der en tredje form for magt: Stum tvang. Den er sværere at identificere end de to andre, men den fungerer ved at organisere vores livsbetingelser – det folk har brug for for at overleve – så måden, vi lever på, bidrager til at holde kapitalismen kørende. Det er let at mærke, at nogen har magt over dig, når du bliver slået med en knippel af en politimand, det er sværere, når det sker gennem prisstigninger eller -fald på markedet.

På samme måde har det i tidligere klassesamfund været nemmere at se, når man som arbejder bliver udbyttet. I middelalderen for eksempel – da man havde et feudalt samfund – der havde bønderne direkte adgang til deres grundlæggende behov, mad og så videre, og så kom herremanden eksempelvis udefra og tog en del, af det du havde skabt, og udbyttede dig på den måde. Det er en tydelig udbytning. Men i kapitalismen, og det er ret unikt, fødes langt de fleste ind i verden uden adgang til det, de skal bruge for at kunne overleve. Ikke uden at skulle igennem markedet. Vi er tvunget til at deltage i et kapitalistisk system, så vold er ofte ikke nødvendigt. Vi opsøger selv udbytningen for at kunne overleve.”

Den usynlige fjende

Hvad med chefer for eksempel? Og hvad er problemet ved, at vi ikke længere har en klar fjende, som en herremand, der trækker i trådene?

”I vores arbejdsliv oplever vi på alle mulige måder at blive udsat for begrænsninger og indskrænkninger af vores fritid, men hvem tager de beslutninger? Hvorfor er det, at lønnen pludseligt bliver presset ned samtidig med at vores husleje eller fødevarepriser stiger? Du kan ikke pege på en chef, der sidder bag det hele. Ikke engang regeringen kan man pege på, for staten er også delvist underlagt globale markedskræfter. Det er et uigennemskueligt system, uden en klar kilde, som vi kan beskylde for at holde os fra at leve det liv, vi gerne vil leve.

Med noget som en herremand eller en slaveejer kan man sætte ansigt på ondskaben og udbytningen og gøre oprør eller kappe hovedet af dem. Det er sværere i kapitalismen. Alle hader selvfølgelig chefer, der beder en om at arbejde hurtigere og hurtigere og mere produktivt, ellers bliver man fyret. Men de er i en vis forstand også underlagt systemet.

Chefen siger, at hvis du ikke arbejder hurtigere, så mister firmaet deres markedsandel, så må de lukke, og så bliver du arbejdsløs. Og det er jo på en måde ofte rigtigt nok, for han har heller ikke magten over markedet. De er for det meste bare lønnede medarbejdere, der selv bliver fyret, hvis ikke de er gode nok til at disciplinere dem, der er under dem.”

Godt nyt for fremtiden

Hvis der udover vold og ideologiske magtudøvelser også er denne stumme tvang, er der så noget håb for en socialistisk eller bare ikke-kapitalistisk fremtid? Og hvordan kan du se det ske?

”Kapitalismen er ikke det eneste, der styrer, hvordan vores samfund ser ud. Der er andre sociale forhold, og der er dimensioner af vores liv, som ikke er et resultat af kapitalismen, men det er en meget stærk kraft og måske den største barriere for menneskelig frihed og for at skabe et klima, vi kan overleve i. Men der findes også for eksempel kommunistiske tanker i den måde, vi omgås med hinanden på. Vi er vant til at færdes i fællesskaber – på arbejdspladsen, uddannelsesinstitutionen, familie og venner – hvor vi tager højde for lyst, evner og forudsætninger, når vi uddeler opgaver. Vi tager os af mange ting i fællesskab uden at organisere det gennem et marked.

“Hvis jeg har ret, så har jeg gode nyheder: Jeg tror ikke, at socialismen bliver skabt ved, at vi overbeviser folk om, at det er den bedste idé. […] Den måde mennesker ændrer tanker og holdninger på er ved at se forandringer ske i verden.”

Det gode, gamle venstreorienterede ideal om international socialisme synes jeg bliver mere og mere realistisk, når man kigger på kapitalismens udvikling. Forstået på den måde, at det bliver mere og mere en nødvendighed. Engang kunne man måske forestille sig socialisme i ét land, men på grund af kapitalismens internationale arbejdsdeling, så producerer områder, regioner og lande slet ikke det, de selv har brug for længere. I store områder producerer man kun en meget begrænset gruppe afgrøder. Hvis det område pludselig blev skåret af fra resten, så ville befolkningen mangle en masse, de har brug for.

Så det er svært at forestille sig en udgang fra kapitalismen, der ikke kommer i en ret stor skala. Ikke nødvendigvis en global revolution fra den ene dag til den anden, men ret store regioner med millioner af mennesker. Det skal i hvert fald omfatte et stort nok område til, at der indenfor det område findes de ting, der skal til for at befolkningen kan leve vider. Fødevarer, selvfølgelig, men også naturressourcer, teknologi, medicin, osv. Det bliver selvfølgelig tænkt nu, men det, som jeg forestiller mig, som det meste realistiske scenarie, er, at der kommer en form for sammenbrud, der starter nogle steder, og at de revolutionære områder så spreder sig som dominobrikker – blandt andet fordi de nye leveformer er så åbenlyst attraktive.

Hvis jeg har ret, så har jeg gode nyheder: Jeg tror ikke, at socialismen bliver skabt ved, at vi overbeviser folk om, at det er den bedste idé. Sådan tror jeg generelt ikke, at samfundsændringer sker. Vores tænkning – som er en del af livet og vores verden – og den måde, mennesker ændrer tanker og holdninger på, er ofte ved at se forandringer ske i verden. Arbejderbevægelsen lykkedes med at gennemføre en masse gode forandringer og få stor opbakning. Det gjorde de ved at organisere sig og gennemføre forandringer, og derigennem overbevise folk om, at det, de havde gang i, var godt. Ikke omvendt. Idéen kom ikke før handlingen.

For at opsummere: Vores tanker og politiske horisonter er i høj grad et resultat af det samfund, vi allerede lever i. Så hvis vi i de rette omstændigheder skaber nogle gode forandringer, kan vi overbevise folk om, at det er bedre at gå i den retning.”