Katastrofen og den katastrofale benægtelse

Gyldendal har for nylig genudgivet Sven Holms lille roman “Termush. Atlanterhavskysten” fra 1967. Det er den fjerde udgave af bogen, som nu er tilgængelig 57 år efter den første udgivelse. Bogen er stadig meget aktuel. 

Ubehageligt aktuel. 

Med “Termush” kommer vi til en verden, hvor en atomkrig har hærget Jorden. Omfattende ødelæggelser, massedød og et destrueret naturgrundlag er krigens følger. Men for jeg-fortælleren går livet videre. 

Hovedpersonen (vi forstår, det er en humanistisk orienteret intellektuel) har nemlig i tide betalt til en slags forsikring, der giver ret til ophold under beskyttede forhold på et hotel ved navn Termush, som ligger ved Atlanterhavets kyst. Her er det så meningen, at han og de øvrige (velhavende) hotelgæster skal kunne leve et forholdsvist uforstyrret og behageligt liv, mens verden udenfor må ligge hen, som den nu gør efter en atomkrig. 

De har sagt ja til “en forsikring om hjælp i en situation, der udmærket kan vise sig at være totalt kaos”, som det hedder med en pæn omskrivning af atomkrigens gru. På hotellet nyder gæsterne det, som jeg-fortælleren kalder et “tilforladeligt liv” med tjenere, vagtmandskab, behagelige serveringer og musik i højtalerne.

Hotellets forsyninger synes at kunne sikre en tilværelse for hotelgæsterne, og det hele kunne nok gå, hvis ikke virkeligheden udefra trænger sig på. 

Fire lig på dørtrinnet

En dag ligger fire lig foran hotellet. Det har øjensynligt været personer udefra, der har søgt hjælp i den lille oase, som hotellet er. Hotellets direktion har forsøgt at hemmeligholde nyheden om de fire døde for gæsterne, men historien slap altså ud.

Herfra tilspidses dramaet. Hotellets anonyme direktion viser sig som stadig mere autoritær. Blandt gæsterne viser sig en diabolsk lederskikkelse, der både kan stille sig op som den, der taler kritisk på alles vegne, og samtidig er den, der bakker op om direktionen.

Han er magtens tro støtte. Taler han magten imod, er det dybest set for at konsolidere magten. Han reagerer f.eks. med vrede over de fire lig. Ikke over at nogen dør, men at direktionen ikke har gjort nok for at skåne gæsterne for synet af dem. Sandheden er for ubehagelig. 

Og jeg-fortælleren? Uha! Han er dog den ynkeligste. Han lod sig blot føre med. At tegne abonnement på hotellets beskyttelse var for ham “blot en praktisk foranstaltning”.

Han kan se det forkastelige ved, at hotellet nægter at modtage udhungrede, syge og sårede fra atomkrigen. Han er ligeledes oprørt over direktionens tiltagende magt, og han gennemskuer manipulationen. Han bekymrer sig, han snakker, og han føler stærk trang til at handle, men gør intet.

Her kommer romanens underspillede ironi og absolut giftige perspektiv frem. De sårede udefra udgør reelt en trussel mod hotelgæsternes overlevelse. De opmagasinerede forråd er ikke uendelige. Men har hotelgæsterne overhovedet en chance på sigt? 

Flere og flere flygtninge

Stadig flere flygtninge kommer til hotellet, og efterhånden kommer de ikke kun med deres bare hænder. De kommer også bevæbnede. Hvor jeg-fortælleren først kaldte dem “de syge”, kalder han dem mod slutningen “de fremmede”, “vores modstandere” og “fjenderne”. Efterhånden som situationen spidses til, bliver også han mere og mere forrået.

Jeg vil ikke fortælle for meget af handlingen. Jeg vil kun meddele, at hvis du vil læse en bog, der virkelig vil gøre dig ubehagelig til mode, så har du her den rigtige historie. Men man kan heller ikke undgå at få sat en refleksion i gang om ens egen placering og liv i en verden, hvor fremtiden ser stadig mørkere ud.

Da ”Termush” udkom for første gang for 57 år siden, var angsten for atomkatastrofen i stigende grad nærværende. I dag er truslen om atomkrig vendt tilbage. Sammen med bevidstheden om et natursammenbrud som følge af temperaturstigninger, ødelæggelse af biodiversitet og miljøforurening. Klima-angsten er med os hele tiden.

Vi provokerende passive

”Termush” er ikke mindst en analyse, udstilling og hån af den magtesløse intellektuelle, der kan se problemerne, men ikke evner at handle. Han kan kun følge med strømmen. 

Romanen kan også (meget nærliggende) læses som et billede på nutidens Vesten, der bygger stadig højere mure omkring sig, for at holde immigranter og flygtninge ude. Alle dem, der er på flugt fra krig, fattigdom og miljøødelæggelser.

Det sker samtidig med, at stærke politiske kræfter forsøger at holde alle de ubehagelige nyheder om flygtninge, miljøkatastrofe og global opvarmning væk. Alt det kunne Sven Holm ikke vide meget om i 1967. Men han havde øje for en problematik, der kun er blevet mere aktuel med tiden.

”Termush’” alarmerende samfundskritik får styrke, netop fordi hovedpersonen er så provokerende passiv. Der skulle jo være handlet, mens tid var. Man skulle ikke bare have forsikret egen røv. Atomkrigen skulle aldrig have været!

“Termush. Atlanterhavskysten” er udkommet eller er under udgivelse i USA, Frankrig, Italien, England og Spanien.

Sven Holm døde i 2019 og har efterladt sig et forfatterskab af romaner, noveller og skuespil.

Sven Holm: “Termush. Atlanterhavskysten”. Gyldendal 2024. 128 sider. Vejl. pris 165 kr.