Katrine Guldager har gjort det igen

Vi møder jeg-fortælleren Lotte midt i livet og midt i en livskrise.

Hun er måske midt i fyrrerne, fra Nørrebro i København i et miljø, som københavnere vil kunne genkende. Vi kommer rundt på Assistens Kirkegård, Blågårds Plads og ved søerne. Lotte er netop fyret fra sit socialrådgiverjob i kommunen. Hun er også forholdsvis nyslået ufrivillig single.

Det er ikke godt, men værre er det, at ekskæresten Michael bliver fundet død i sin lejlighed ved handlingens start. Tæsket ihjel. Og det er sket, netop efter de to havde søgt at finde hinanden igen. Men hvorfor ligger han død i sin egen lejlighed? Og hvem gav de fatale slag?

De uopklarede omstændigheder giver romanen et krimi-element. Den får et drive af uhygge og spænding. Men Endnu en dag i Guds skaberværk bliver aldrig en rigtig krimi. Temaerne er alvorlige, men hele vejen igennem har bogen en humoristisk undertone. Romanen er et livsdrama om at blive menneske på trods af omgivelser, der ikke vil nogen menneskeliggørelse.

Livet i konkurrencestaten

Historien foregår midt i konkurrencestaten Danmark 2023. Man må dulme frustrationen over ikke at slå til som forvalter af et hårdt socialt system med passende (og upassende) mængder alkohol.

De arbejdsløse skal mobiliseres og afrettes, de skal på “cv-kursus” under floskel-overskrifter som “Find din indre styrke”, og de skal dresseres til at se arbejdsløsheden som mulighed. Alt sammen gør det arbejdsløshed til et individuelt problem frem for et socialt.

Lotte mistede sit job, fordi hun talte højt om, at ledelsen i socialforvaltningen fuskede med opgørelser over de ansattes aktiviteter. Alle de andre ansatte var også i oprør, men da det kom til stykket, var det kun Lotte, der stod frem med kritikken. Så røg hun ud, ikke på røv og albuer, men “fritstillet”.

Bagefter hører hun fra en tidligere kollega, at de andre også synes, det var for galt, at hun røg ud. Men var kollegerne solidariske, før det var for sent? Nej. Nutidens danskere er kun kultursolidariske, ikke praktiserende solidariske.

Krav fra samfundet og krav til dig selv

Jeg skulle kun læse ganske få linjer i denne bog, før hovedpersonen kom til at ligne en person, der i al sin kiksethed kaldte på min sympati. Hun er langt fra den klogeste og stærkeste, slet ikke den mest regelrette, men hun er en person med hjerte.

Det var tydeligt allerede ved første møde med hende. Hun vågner med tømmermænd og prøver at huske sidste nats hændelser, mens hendes egne og samfundets krav ubehageligt fremtoner i horisonten.

Hun skal deltage i et cv-kursus. Det er samfundets krav. Oven i det er så kravene, hun stiller til sig selv: Hun føler sig forpligtet til at ringe til sine tidligere socialrådgiverklienter og fortælle dem, at de endnu engang skal skifte sagsbehandler, selvom hun altså er fyret.

Lotte har sit etiske fundament helt i orden, og dertil en sund livsappetit og står som en lille stridbar blomst midt i et samfund, der elsker buzzwords som “Innovation! Omstilling! Forandringsparathed!”. Men Lottes stridbare sind kommer ikke altid så langt. Hun kan holde på sit, men taber også sine stridigheder, fordi hun mere er i sine følelsers vold end i sin forstands kontrol.

En upålidelig fortæller

Historiens nutid udspiller sig, fra Lotte vågner op med et hoved på og finder ud af at hendes ekskæreste er død. Og så til den tolvte dag, hvor hun står til en lidt stærkere erkendelse af sine livsmuligheder.       

I en historie, der er fortalt lige ud ad landevejen, oprulles et liv, der kunne have været så meget bedre, hvis ikke det havde været for et ynkeligt, lavt selvværd i en uvenlig verden. Katrine Guldager laver ikke pseudolitterære gimmicks, så læseren skal ikke sidde og undre sig over, hvad det hele handler om. Den ligeud fortalte historie er også – næsten – lige til at tage til sig. 

Man kan ikke helt tage jeg-fortællerens ord for pålydende. Et af bogens raffinementer er, at det “jeg”, der fortæller historien, ikke helt kan gennemskue sig selv. Vi får stykvis oprullet et liv af en person, der hele tiden har set sig selv som et mindreværdigt, ikke-attraktivt væsen. Både seksuelt og socialt.

Som voksen kan hovedpersonen genkalde sig sin mors kommentar: “Det er også mærkeligt, at dine bryster ikke vokser”. Hendes veninde Sidsel gentager samme diskrete giftighed (ikke nogen helt god veninde at samle på). Lavt selvværd er dårlig valuta på markedet for kærlighed, så mændene går pænt uden om Lotte, der synes dømt til aleneliv. I 20 år!

Kærligheden lykkes, næsten

Endelig dukker Michael op. Han er også studerende på socialrådgiverskolen, og så indtræffer miraklet. Til hendes store undren vil han faktisk gerne have hende. De bliver et makkerpar også som socialrådgivere, der må stå igennem en stadig stigende forråelse af professionen.

De to kunne nok have fortsat i en givende relation, hvis hun ikke selv – uden helt at indse det – havde spændt ben for deres forhold. Hans søn fra et tidligere forhold, Daniel spørger hende anklagende, hvorfor hun ikke ville flytte ind hos dem?

Det går op for hende, at hun ikke turde give sig helt i forholdet. Og hvem var det, der gjorde forholdet mellem Lotte og Michael færdigt? For læserne er det tydeligt, at pilen peger på Lotte. Men kan hun selv se det?

Hendes elendige selvværd fik hende til at fortolke en given aftale, som om det var Michael, der svigtede hende. Tilmed var hun så langt ude i sin negative selvopfattelse, at hun accepterede, at han ikke holdt sin aftale. Hun er et menneske, der også kan modarbejde sig selv.

Mennesker er samfundsvæsener

Lotte og Michaels forhold opløses, men romanen handler heller ikke om at finde vej i pardannelse. Den handler i første omgang om mennesker som samfundsvæsener. De lever og handler hele tiden i en given og meget konkret social virkelighed. Lotte bliver socialrådgiver med et ønske om lave verden om.

Det kommer næsten til at gå modsat uden dog at den laver Lotte helt om. Hun kastede sig ind i socialrådgiverfaget med idealisme. De akutte sager fik prioritet, men efterhånden blev alle sager akutsager.

Lotte står over for to modstridende faglige orienteringer. To gode råd. Det ene siger: Lad være at engagere dig, det vil ødelægge dig. Og så det helt modsatte: Hvis du ikke “har medfølelse med folk, holder de op med at være mennesker. Så er det dig, der er ødelagt”. Her ligger forråelsen.

Socialrådgiveren skulle være den, der forvaltede en sociale omsorg. Men som Endnu en dag i Guds skaberværk fremstiller det, er forvalteren selv undertrykt, og samfundets omsorg er mere samfundets afretning af dets medlemmer.

Fra det forråede arbejdsliv er vejen åben for menneskelig nedtur. “Da vi opdagede, hvor lidt vi kunne hjælpe, begyndte vi nok at drikke for meget”, fortæller Lotte. Karaktererne drikker ikke, fordi de har en svag karakter. De drikker, fordi de har en stærk karakter.

Et progressivt sigte

Menneskene omkring hende er langt fra de kernesundeste. Eller også har Lotte noget helt usundt i sin relation til dem. Alle har ustabile kærlighedsrelationer, men det er ikke noget problem i romanens univers. Problemet er snarere, at personerne mangler evnen til at forholde sig til alt det ustabile i tilværelsen. 

Lotte er ikke bare et barn af sit miljø og sin tid. Hun er også bærer af et håb. Et håb om en utopi uden for tiden og hendes omgivelser. Som læser er man ikke et sekund i tvivl om, at Lottes liv og det samfund hun er en del af, kunne være så meget anderledes. Deri ligger et stærkt progressivt sigte.

Endnu en dag i Guds skaberværk ligner Katrine Guldagers tidligere udgivelser Bjørnen fra 2018 og Birgithe med th fra foråret 2023.

De handler også om et kort antal dage hos en person i midten af sit livsspor, der påtvinges at give sit liv en ny retning. Af disse tre romaner har Endnu en dag i Guds skaberværk den mest præcise samfundskritik og mest nuancerede persontegning.