Klima- og miljøkampen kan lære af pantsystemet

Verdenshavene flyder med plastik i en grad, der er virkeligt skræmmende. Mængden af affald på planeten hober sig op hver eneste dag, og samlet set går det i den helt forkerte retning. 

I Danmark har vi i mange år brændt affaldet af, men det var og er en kilde til stor CO₂-udledning og dermed på ingen måde en fornuftig håndtering af affald. Overalt i verden spirer der en erkendelse af, at man er nødt til at genbruge og genanvende materialer. At man ikke bare kan smide affald i havet, grave det ned i jorden eller brænde det af. 

Spørgsmålet er – hvad vi skal gøre i stedet og hvordan?

Naturligt nok tager man i den debat ofte udgangspunkt i, hvordan affaldshåndteringen ser ud i dag og ser på, hvordan den kan forbedres. Kan man få almindelige mennesker til at sortere affald mere og bedre? Hvordan kan vi indsamle og yderligere sortere affaldet bagefter? Hvordan får vi det genbrugt eller omdannet til noget, der kan genanvendes?

I øjeblikket går det i den forkerte retning. Der stilles ikke krav til producenterne om at producere produkter og emballage, der let kan håndteres, genbruges og genanvendes. Ansvaret for at sortere tørres af på almindelige mennesker, og indsamlingen tørres af på kommunerne. Anlæggene til den efterfølgende håndtering privatiseres, så private aktører kan tjene profit på de affaldsfraktioner, der har værdi og så skille sig af med resten, f.eks. ved at eksportere problemet til det globale syd. 

Konsekvenserne er en helt urimelig fordeling af ansvar, byrder og gevinster samt særdeles tvivlsomme og formentlig skadelige effekter for klima og miljø. 

Tre interessante ting

Det er ikke mærkeligt, at debatten har sit udgangspunkt i, ”hvordan ser det ud i dag”. Ikke desto mindre vil jeg foreslå at træde et skridt tilbage. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvordan affaldshåndteringen fungerer, så lad os kigge på et system, der i Danmark har fungeret uden for og parallelt med affaldssystemet i sit eget lukkede kredsløb i 100 år: Pantsystemet. 

Der er en række interessante aspekter ved pantsystemet: 

1. Det er producenterne, der ved lov tvinges til at betale for håndteringen af deres emballage, da de betaler gebyr til Dansk Retursystem, når de sender deres produkter på markedet. Uanset om de er produceret i Danmark eller importeret. I modsætning til anden affaldshåndtering, hvor det er dem, der skal af med affald, som betaler for håndteringen af det.
2. Det gebyr som producenterne betaler er indrettet således, at de betaler højere gebyr, hvis emballager er besværlige at genbruge eller genanvende. Der er indbygget et incitament for virksomhederne til at vælge emballager, som nemt kan håndteres af pantsystemet til genbrug eller genanvendelse.
3. Pantsystemet har en af verdens højeste genanvendelsesprocenter. 92 procent kommer retur. 80 procent reduktion af CO₂-udslip. Flaskerne bliver direkte genbrugt. De øvrige emballagetyper bliver smeltet om og genanvendt med meget høj genanvendelsesprocent.

Interessekampe

Pantsystemets historie er interessant at dykke ned i, da der har udspillet sig en række magtkampe som konsekvens af interessekonflikter på området. Interessekonflikter som formentlig er parallelle med de barrierer, som er årsag til, at langt det meste affald stadig hober sig op og netop ikke bliver hverken genbrugt eller genanvendt.

Kampen om pantsystemet foregik især i 1990’erne. Det var bryggerier over for butikker. Det var små bryggerier over for store. Det var store butikskæder over for små købmænd. Det var udenlandske leverandører over for danske producenter. Det var danske politikere over for EU. På et tidspunkt var det også Ritt Bjerregaard over for Svend Auken i en polemisk debat på Socialdemokratiets kongres. 

Dåseøl eller ej

I offentligheden handlede det mest om, hvorvidt Danmark skulle bevare et forbud imod dåseøl. Men under det var der en intens kamp om, hvorvidt og hvordan pantsystemet kunne eller skulle bevares, om det fortsat kunne/skulle være nationalt, ensartet og tvunget. Om man kunne integrere andre emballagetyper. Og om hvem der skulle betale regningen.

Store butikskæder og store producenter ville lave deres egne systemer til åbenlys ulempe for de små. Og for forbrugerne, der derved skulle navigere i forskellige systemer med forskellig pant afhængig af producent og/eller forhandler. Der var udenlandske leverandører, som ville af med pantsystemet for at få bedre adgang til det danske marked, og danske producenter, der ville bevare systemet for at bevare deres konkurrencefordele. Der var butikker, som ville sikre sig kompensation for deres udgifter for håndteringen, og producenter som ikke ville betale. Og der var politikere, som gerne ville bevare og udvide systemet for miljøets skyld, og andre politikere der ville afskaffe det i det frie markeds navn.

Bemærkelsesværdig EU-dom

Undervejs blev Danmark stævnet af EU, som mente, at pantsystemet var et brud på Rom-traktaten. Ganske overraskende vandt Danmark sagen ved EU-domstolen, selvom pantsystemet indeholder en række aspekter, der kan se ud til at være i direkte strid med EU-lovgivning: Alle virksomheder, der sælger de omfattede drikkevarer, er nemlig tvunget til at være med i ordningen og betale gebyr. Og panten håndteres af et åbenlyst monopol, Dansk Retursystem, som får tildelt eneret til at håndtere pant af Miljøstyrelsen på en 3-årig basis. 

Dommen er således relevant at kigge nærmere på i forhold til at udfordre EU-systemet, og ikke bare antage at det ikke kan lade sig gøre at indføre krav og tvang over for virksomheder ud fra miljøhensyn.

Kompromis: Frit emballagevalg og fortsat pant

Kampen om pantsystemet endte med et kompromis: Producenterne fik frit emballagevalg (dåseøl blev lovlige), men man bevarede principperne om, at alle producenter og importører af bestemte typer drikkevarer skulle være med i pantordningen; alle forhandlere af disse drikkevarer skulle tage imod panten og til gengæld kompenseres for deres udgifter til håndtering.

Et nationalt monopol – Dansk Retursystem – skulle håndtere den indsamlede emballage og blev pålagt at leve op til høje krav om genbrug og genanvendelse under tilsyn fra miljøstyrelsen; regningen for driften af Dansk Retursystem skulle betales af producenterne via gebyrer, og gebyrsystemet skulle indrettes, så producenterne havde incitament til at vælge emballage, der lettest muligt kunne håndteres og genbruges eller genanvendes. 

Producenternes ansvar

Personligt havde jeg gerne set, at man havde fastholdt kravet om decideret standardiseret emballage, som kunne genbruges – og ikke smeltes om før genanvendelse. Altså skrappere krav til producenterne end det kompromis, det endte med. 

Ikke desto mindre indeholder pantsystemet betydelige krav til producenterne: Det er dem der betaler, og det er imod dem, skytset rettes i forhold til incitamenter i lovgivningen. 

På den måde er pantsystemet et interessant eksempel på, at man godt kan indrette et system, hvor ansvaret placeres hos producenterne. Det er ikke borgerne, der skal sortere. Vi kan faktisk aflevere alle pantflasker i samme automat. Det er producenterne, der skal sørge for, at deres emballage er lavet på en måde, som kan håndteres af systemet, og som kan genbruges eller genanvendes, og det er dem, der skal betale for det. 

Hindringer for pant på anden emballage

Politisk kan jeg sagtens få øje på, hvad der kan gøre det svært i praksis at overføre pantsystemet på andre områder: 

For det første havde man i kampen om pantsystemet den heldige fordel, at de store danske bryggerier var på pantsystemets side. De havde selv udviklet systemet helt tilbage i 1890’erne og så fordele i at bevare det for at bevare markedsandele ved salg af øl i Danmark. På alle andre områder skal man nok regne med at have alle producenter i ind- og udland imod sig …

For det andet kan det for almindelige mennesker føles, som om man betaler for panten, da den tillægges prisen i butikken og står på kvitteringen. Selvom man får pengene tilbage, når man afleverer emballagen, kan det psykologisk føles, som om man selv betaler. Man har derfor formentlig intuitivt ikke lyst til, at der skal pant på alting. 

Reelt er det faktisk omvendt. Det er ikke almindelige mennesker der betaler for pantsystemet – vi betaler til gengæld en dyr regning for en relativt ineffektiv affaldshåndtering. Et system, der er ineffektivt, fordi der ikke stilles krav til producenterne. Og regningen for at få ryddet op efter det affald, der hober sig op på vores planet, er i forvejen blevet udskudt ganske længe og bliver rigtig, rigtig dyr, når den skal betales … 

Politikere må på skolebænken

Selvfølgelig er pantsystemet ikke hele løsningen for al affaldshåndtering. Men principperne i pantsystemet både kan og bør bruges på mange områder og kan have stor effekt. 

Men det kræver politisk vilje på Christiansborg. Det kræver politikere, der studerer lovgivningen vedrørende pantsystemet; som har kreativitet og vilje til at se, hvordan man også på andre områder kan tvinge producenter til at indtænke affaldshåndtering i produktionen – som betingelse for at sælge deres produkter; se på, hvordan man pålægger dem at betale for håndteringen af det affald, der er resultatet af deres produktion; og hvordan man indbygger incitamenter til, at de producerer på måder, der lettest muligt kan håndteres, sorteres, genbruges og genanvendes. 

Og det bør i øvrigt ikke kun gælde emballage, men også produkterne i sig selv. Formentlig kræver det også, at man studerer dommen fra EU-domstolen og tør tage kampen op over for endnu flere stævninger fra EU.  

Hvis man kan gøre det med øl, hvorfor så ikke også med alt muligt andet?