Klimaet og verdensordenens sammenbrud

Af Patrick Mazza

Oversat fra engelsk af Niels Frølich med tilladelse fra Climate and Collapse of World Order, Counterpunch,12 July 2022

Den første virkeligt globale orden opstod, da Portugal indledte de europæiske opdagelsers tidsalder omkring 1420. Med den europæiske invasion af den vestlige halvkugle og åbningen af en søvej til Asien i slutningen af århundredet "bragte Europas oversøiske imperier endelig alle kontinenterne i vedvarende kontakt, hvilket muliggjorde dannelsen af historiens første sande verdensorden", skriver McCoy i ”To Govern the Globe: World Orders & Catastrophic Change". ​​ Sammen skabte Spanien og Portugal det, som McCoy beskriver som den iberiske orden. Den skulle vare længere end til deres imperiers højdepunkt - indtil den britiske verdensorden efterfulgte den med Napoleons endelige nederlag, der blev beseglet på fredskonferencen i 1815, Wienerkongressen.

Den nuværende amerikanske verdensorden begyndte i 1945, da Storbritannien gav faklen videre til sit angloamerikanske afkom på den vestlige side af Atlanten. I begge sine seneste værker forudser McCoy, at den amerikanske verdensorden slutter omkring 2030, selv om de aktuelle globale begivenheder måske fremskynder dette tidspunkt.

Født af katastrofen

Imperier kommer og går, men verdensordener er dybt forankret i kultur, politik og økonomi, hævder McCoy. Så selv om der er opstået 90 store og små imperier i løbet af de sidste 500 år, har det krævet dybe og omvæltende begivenheder for at udkrystallisere en ny orden. "Hvis vi fokuserer på de sidste fem århundreder, synes nye verdensordener at opstå, når en malstrøm af død og ødelæggelse falder sammen med en langsommere, men dybere social transformation, der fejer den gamle orden væk", skriver han. Det er den "katastrofale forandring" i undertitlen.

Den katastrofe, der udløste den iberiske orden, var den sorte død, pesten der dræbte 60 % af befolkningen i Europa og Kina og "sprængte den middelalderlige samfundsordens begrænsninger". Napoleonskrigene, der varede over et kvart århundrede, kombineret med den kulfyrede industrielle revolution, kulminerede i den britiske orden. Anden Verdenskrigs ødelæggelser, der kostede 70 millioner mennesker livet i historiens hidtil største krig, og oliens fremkomst som en dominerende energikilde gjorde USA til den magt, der formgav den nuværende globale orden.

McCoys fokus på energikilder som et nøgleelement i globale geopolitiske ordener giver ”To Govern the Globe” en forklaringskraft, som alt for ofte mangler eller nedtones i anden global historieskrivning. Den afgørende og ironiske pointe, som bogen trækker på, er, hvordan de fossile energikilder, der har præget de to seneste verdensordener, fører til katastrofale klimaændringer, der kan gøre en ende på den sammenhængende verden, der er skabt i løbet af de seneste fem århundreder. Det kan bringe et "kinesisk århundrede" til en for tidlig afslutning og splitte denne verden op i konkurrerende nationer, der opfører mure mod klimaflygtninge fra ubeboelige regioner. McCoy bemærker, at kun omkring to millioner flygtninge fra de forhold i Mellemøsten og Mellemamerika, der i forbindelse med tørke, har givet næring til en reaktionær politik i Europa og USA. Hvad vil der ske, når der er hundreder af millioner flygtninge?

Suverænitet og rettigheder

”To Govern the Globe” giver en dybtgående redegørelse for de to andre elementer, som McCoy mener, har formet den globale orden, nemlig udviklingen af begreberne omkring suverænitet og menneskerettigheder. Jeg vil kort berøre dem og derefter vende tilbage til hans tanker om energi og klima, og hvordan de påvirker min egen tankegang, fordi jeg har fokuseret på dette spørgsmål siden 1990erne.

Den energikilde, der drev den iberiske orden, var todelt, nemlig en revolution i brugen af vind til at drive skibe og den koncentrerede, menneskelige muskelkraft, som disse havde med sig i form af slaver. Lige fra den tidligste spanske invasion af de caribiske øer blev den indfødte befolkning gjort til slaver for at udvinde ædelmetaller og dyrke afgrøder i plantager. I mellemtiden gjorde overlegen sejlteknologi og kanoner det muligt for portugiserne at dominere handelen og de indfødte befolkninger omkring Det Indiske Ocean på et tidspunkt, da Asiens økonomier langt overskyggede Europas.

Opdelingen af verden i disse to imperier blev bekræftet i Tordesillas-traktaten af 1494, som gav Afrika og det meste af Asien til Portugal og hele Amerika undtagen Brasilien til Spanien. Traktaten var baseret på et dekret fra pave Alexander VI, hvori der blev fastsat "to centrale principper", som skulle gælde i hele den iberiske tidsalder, selv da Frankrig og Storbritannien efterfulgte de oprindelige imperier.

"For det første skulle den kejserlige suverænitet være grænseløs og kunne omfatte ikke-kristne lande ved enhver form for erobring og verdens største oceaner ved udforskning", skriver McCoy. "Mere fundamentalt var en kristen monark ved erobringen af fremmede lande moralsk og juridisk bemyndiget af pavens autoritet til at slavebinde alle folkeslag i al evighed."

Historikeren fortæller, hvordan katolske præster der var forfærdede over slaveriets konsekvenser for de indfødte i Amerika, lagde grunden til de vestlige opfattelser af menneskerettigheder, mens folkeretten opstod i forbindelse med Nederlandenes udfordring af den iberiske kontrol over havene. Hollænderne, der efterfulgte Portugal i Asien, brugte deres rigdom til at skabe en ny form for sekulært og republikansk samfund og skabte kapitalismens grundlæggende institutioner, herunder det første aktiemarked og det første aktieselskab i form af det hollandske ostindiske kompagni.

Med triumfen over Frankrig i 1815 konsoliderede Storbritannien et globalt handelsimperium baseret på frihandel og havenes frihed. Fra at være den førende slavehandelsnation afskaffede Storbritannien slavehandelen og blev den vigtigste håndhæver af et forbud, som det forsøgte at pålægge andre nationer. Men dette skift væk fra menneskelig muskelkraft blev kun muliggjort af væksten i brugen af fossil energi i form af den kuldrevne dampmaskine. Alligevel tvangsudskrev Storbritannien og andre europæiske nationer arbejdskraft. Så dets afskaffelse af slaveriet var kun halvvejs. McCoy nævner den belgiske kong Leopolds udryddelse af 10 millioner mennesker i Congo.

Den efterfølgende amerikanske orden, som ifølge McCoy blev fuldbyrdet med den første FN-konference i San Francisco i 1945, knæsatte principperne om national suverænitet og menneskerettigheder. Imperialismen som ideologi blev miskrediteret. Kolonier skulle elimineres. Men ligesom den tidligere britiske orden krænkede sine egne frihedsprincipper i sin koloniale praksis, overholdt USA som organisator af sin orden ofte ordenens principper ved at bryde med dem og greb ind i 81 valg fra 1945-2000 og iscenesatte omkring 60 statskup.

En person, der underviste i historie på University of Wisconsin før McCoy, William Appleman Williams, fastholdt, at det gennemgående mønster i USAs udenrigspolitik var at skabe og opretholde en "åben dør" for amerikanske kapitalinvesteringer, handel og ressourceudnyttelse over hele kloden. På samme måde som hollænderne udnyttede begreberne om international ret over for ibererne til at opbygge deres asiatiske imperium, og briterne brugte frihandel til at nedbryde barrierer for deres eksport og investeringer, brugte USA idéerne om suverænitet og menneskerettigheder til at åbne tidligere beskyttede europæiske kolonier for sine egne firmaer.

Olien og USAs verdensorden

Den moderne olietidsalder begyndte i 1859 med olieboringer i Pennsylvania. Men kul var fortsat dominerende. Ved starten af Anden Verdenskrig i 1939 udgjorde olie, selv om USA producerede to tredjedele af verdens olie, stadig kun en tredjedel af landets energiforbrug og kun omkring 10% i Europa og Japan, bemærker McCoy. Selv i 1950 tegnede olien sig stadig kun for omkring en fjerdedel af forbruget af fossile brændstoffer. I 2003 overhalede olien kullet og tegnede sig for 46 % af energiforbruget i USA, 60 % i Vesteuropa og 73 % i Japan.

Olien var drivkraften bag en revolution inden for bilisme og luftfart, mens den også kom til at drive den globale skibsfart. USA - en nation der for første gang i historien indtog dominerende positioner i den vestlige og østlige ende af Eurasien - blev vogter af sin vigtigste energikilde, Mellemøsten med to tredjedele af verdens konventionelle oliereserver. Som McCoy påpeger, skabte dette en endeløs række af krige, der kun har gjort regionen mere ustabil.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 syntes at være begyndelsen på en enestående æra med unipolær dominans. Det gav USA mulighed for at åbne den globale dør og bringe nationer ind i den kapitalistiske verdensorden, som tidligere havde været udelukket. "I begyndelsen af det 21. århundrede havde Washington således den åbne, globaliserede økonomi, som det ønskede", skriver McCoy. Men det kostede. "Ved at udhule de sociale sikkerhedsnet og samtidig udhule de strukturer, der beskyttede organiserede arbejdere og lokale virksomheder, trængte de amerikanske neoliberale reformer ind i samfund verden over - og reducerede livskvaliteten for mange, skabte ulighed i svimlende omfang og ansporede en reaktion fra arbejderklassen, der en generation senere skulle bryde ud i en vred højrepopulisme."

Kinas fremmarch

Den globale markedsorden udløste også en beslægtet kraft, der skulle rejse sig som den første udfordrer af Vestens overherredømme i 500 år. Verdenshandelsorganisationen (WTO), der blev oprettet i 1995 for at knæsætte den neoliberale orden, optog Kina i 2001. Washingtons eliter var overbevist om, at Beijing ville være en føjelig aktør. McCoy skriver: "Der var næsten ingen opmærksomhed på de massive geopolitiske forskydninger, der kunne ske, når en femtedel af hele menneskeheden for første gang i tre århundreder sluttede sig til verdenssystemet som økonomisk ligeværdig."

McCoy citerer en række statistikker for at dokumentere Kinas blændende vækst, den største i verdenshistorien. Det forventes at blive den største økonomi målt på BNP inden 2030. Målt med den mere realistiske målestok købekraftsparitet overhalede Kina USA i 2014 og kan være 40 % større i 2030. Kina har iværksat fremstød, der udgør teknologiske udfordringer inden for computervidenskab, telekommunikation og luft- og rumfart. I 2016 var antallet af landets patentansøgninger mere end dobbelt så stort som USA's.

Som verdens værksted har Kina akkumuleret billioner af dollars i reserver. Med disse i hånden samlede den kinesiske præsident Xi Jinping i 2013 130 lande i Kasakhstan for at bekendtgøre Vej- og Bælte-initiativet. VBI ville anlægge et netværk af motorveje, jernbanelinjer, havne, rørledninger og kraftværker for at forbinde Eurasien fra øst til vest. Den planlagte investering på 130 milliarder dollars, der forventes at blive brugt inden 2027, er den største investering i verdenshistorien - 10 gange større end Marshallplanen som USA genopbyggede Vesteuropa med efter afslutningen på Anden Verdenskrig. McCoy sammenligner VBI-talen med de tre tidspunkter, hvor tidligere verdensordener udkrystalliseredes, nemlig Tordesillas, Wiener-kongressen og FN-konferencen i 1945.

Zbigniew Brzezinski, en af de store arkitekter bag USAs globale politik, advarede om fremkomsten af en eurasisk konkurrent. Den tidligere udenrigsminister Mike Pompeo sagde i en nylig tale, at USA skal forhindre fremkomsten af en "paneurasisk kolos" med den arrogance og uvidenhed, som en anden tidligere officer i det syvende kavaleri, George Armstrong Custer, udviste. Med Rusland, Kina og Iran, der drives tættere sammen af USAs pres, er den kolos, som Brzezinski frygtede, på vej, og ironisk nok skabes den af USAs indsats for at standse den. Handelskrige har ikke stoppet den, mens en krig med Kina, som mange frygter er på vej, og som USA sandsynligvis vil tabe vil bryde forsyningskæderne på en måde, der får de nuværende vanskeligheder til at virke som en mindre ulempe.

Et kort "kinesisk århundrede"

En stor del af verden fortsætter som hidtil og ignorerer stort set den indvirkning, som klimaforstyrrelser vil få i de kommende årtier. McCoy begår ikke denne fejl. Hans analyse af klimaet som en central faktor i de kommende årtiers globale geopolitik er et skelsættende bidrag. Den underliggende samfundsmæssige tendens, hvor produktionen flyttes til Asien, især Kina, kombineret med intensiverede klimaændringer "har potentiale til at gøre en ende på Washingtons verdensorden og give mulighed for, at et alternativt globalt system opstår...". " ... menneskeheden står over for endnu en kumulativ, århundredelang katastrofe i lighed med den sorte død i 1350-1450, der endnu en gang ville kunne ødelægge en global orden og sætte verden i bevægelse."

En kinesisk orden ville være mere diffus end dens amerikanske forgænger, siger McCoy, og den ville tillade fremkomsten af regionale magter som Brasilien, Iran, Tyrkiet, Indien, Iran og Rusland. Med mindre vægt på proklamerede politiske standarder end USA og mere på gensidig økonomisk fordel kan den kinesiske tilgang virke særligt attraktiv i en verden, der lider under et stigende antal klimabetingede sammenbrud.

McCoy bruger de sidste sider af ”To Govern the Globe” på at citere mange fremskrivninger af det kommende klimakaos, herunder "worst case"-fremskrivninger af havniveau-stigninger på lige under to meter inden 2100. Selv ved en mere moderat stigning vil 150 millioner mennesker være under højvandsmærket i 2050. ​​ Ubeboelige, varme zoner vil sprede sig fra den nuværende én procent af jordens landoverflade til 20 % i 2070, "hvilket vil placere en tredjedel af verdens befolkning, eller ca. 3,5 milliarder mennesker, uden for den snævre temperaturniche, der har opretholdt menneskeligt liv i de sidste seks tusinde år".

Kina, lige så vel som Storbritannien og USA, er vokset frem på fossile brændstoffer. Med 85 % af sin energi fra fossile kilder, mens 85 % også repræsenterer den del af VBI-investeringerne, der vil blive store klimaforurenere, repræsenterer Kina ifølge en undersøgelse, som McCoy citerer, i øjeblikket omkring en tredjedel af verdens kulstofemissioner. Disse vil vende tilbage til deres udgangspunkt. Af alle nationer vil Kina være blandt de hårdest ramte af klimaforstyrrelser.

McCoy skriver: " ... stigende vandmasser 'truer med at fortære Shanghais hjerte' og de omkringliggende byer og lamme en af Kinas vigtigste økonomiske motorer. En stor del af Shanghai, der er blevet hevet op af hav og sump, vil om lidt mere end 30 år vende tilbage til det vand, hvorfra det kom." I mellemtiden vil "de stigende temperaturer ødelægge den nordkinesiske slette, en vigtig landbrugsregion mellem Beijing og Shanghai, der i øjeblikket bebos af 400 millioner mennesker, og potentielt gøre den til det mest dødbringende sted på planeten."

McCoy konkluderer: "Et 'kinesisk århundrede', der begynder omkring 2030, vil sandsynligvis ikke vare længe og slutter måske omkring 2050, når virkningerne af den globale opvarmning bliver uhåndterbare... Kinas dage som en global magt vil være talte."

Hvad bliver det næste?

"Efter 2050 truer klimaforandringerne, hvis de ikke bringes under en vis grad af kontrol, med at skabe en ny og evigt kataklysmisk planet, hvor selve ordet 'verdensorden' kan miste sin normale betydning", skriver historikeren. "Enhver verdensorden, hvad enten det er Washingtons eller Beijings, der er baseret på nationalstatens forrang, vil sandsynligvis vise sig at være ude af stand til at klare de politiske og økonomiske kriser, der formentlig vil opstå som følge af, at der i 2060 eller 2070 vil dukke omkring 275 millioner klimaflygtninge op."

"I 2050, hvis ikke tidligere, bør de enkelte nationers manglende evne til at klare en krise, der rammer klodens fælles goder, uanset hvor magtfulde de er, stå lysende klar", siger McCoy. "... nationernes samfund kunne meget vel blive enige om behovet for en ny form for kollektiv reaktion og en styrket form for global styring."

I forsøget på at forestille sig en verdensorden, der kan fungere, siger McCoy, at de træk, der har defineret verdensordenen i fem århundreder, skal afbalanceres på ny. Menneskerettigheder og klodens fælles goder skal prioriteres frem for national suverænitet. En overnational myndighed skal have magt til at kontrollere emissioner, genbosætte flygtninge og genopbygge miljøer. I denne tid med intensiverede internationale konflikter, der i så høj grad er drevet af de fossile brændstoffers politik, kan et sådant resultat virke utopisk. Men nogle gange fører situationens logik til løsninger, som, uanset hvor uopnåelige de synes at være i øjeblikket, er helt nødvendige.

Som en person, der som sagt har beskæftiget sig med klimaproblemet siden 1990erne, er jeg konstant blevet slået af kløften mellem det, der er videnskabeligt nødvendigt, og det, der synes politisk muligt. Det har drevet mig i en paradoksal retning, nemlig at tage fat på denne den største af de globale kriser ved at handle på lokalt, statsligt og regionalt plan gennem journalistik og politisk organisering. I USA er det i det mindste her, de mest effektive klimaløsninger er blevet gennemført, lige fra at fremme vedvarende energi med energistandarder til at stoppe [udbygningen af] infrastrukturen for fossile brændstoffer gennem græsrodsaktioner.

Rundt omkring i verden, selv i lande, der anses for at være avancerede på klimaområdet, er de interesser, der repræsenterer fossile brændstoffer, stadig stærke i de nationale regeringer, som det fremgår af reaktionen på krigen i Ukraine. Løsninger, der afspejler den demokratiske vilje, er lettere at gennemføre på lokalt, statsligt og regionalt plan. Der er flere muligheder for at få indflydelse. Mange af de vigtigste offentlige politiske løftestænger til at reducere klimaforurening findes faktisk på lokalt og statsligt niveau, lige fra beslutninger om transportnetværk og bygningsreglementer til regulering af forsyningsvirksomheder. Den største hindring har været de relativt begrænsede ressourcer, som staten og de lokale myndigheder har til rådighed i forhold til de nationale myndigheder.

Verdensordenen begynder hjemme

Når jeg således sammenholder McCoys anbefalinger med min egen erfaring, mener jeg, at vi skal gøre noget ved klimaet på en paradoksal måde, nemlig at styrke institutionerne på lokalt, statsligt og regionalt plan til at handle på klimaområdet, samtidig med at vi bruger denne øgede magt til at skabe politisk vilje til at skabe den form for overnational autoritet, som tydeligvis er nødvendig. For at få det mellemliggende niveau, nationalstaten, til at træffe de nødvendige foranstaltninger. Begyndelsen til en verdensorden, der overlever klimakrisen, begynder med en indsats tæt på hjemmet.

Jeg må indrømme, at vi er langt bagud i forhold til at afværge de katastrofer, som McCoy forudser. Det vil kræve et niveau af politisk organisering og civil modstand, som er højere end noget andet, jeg hidtil har set i de år, jeg har arbejdet med dette spørgsmål. Jeg sætter pris på den ånd, som McCoy slutter sin bog i, og som medlem af samme generation afspejler min egen ånd.

"Lad mig slutte med en personlig bemærkning og undskylde på vegne af min egen babyboom-generation for at have efterladt nutidens unge en klimakrise, hvis omkostninger vil være smerteligt tydelige i 2050 - når jeg for længst er død, og I er midaldrende, opdrager jeres egne børn og kæmper for at overleve i et stadig vanskeligere miljø . . . Held og lykke og Gud velsigne jer. I vil få brug for begge dele."