Klimaforræderiet mod de unge
Forud for folketingsvalget, 2019 pegede alt på klimahandling. Nu er ambitionerne tilsyneladende gemt af vejen til fordel for politiske alliancer og ønsker om at bevare magten. Men både de unge og de politiske støttepartier vil formentlig slå hårdt igen.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
For lidt over et år siden gik tusindvis af mennesker på gaden over hele landet for at kræve politisk handling. Det skete efter stærke opfordringer fra FN; og folketingsvalget i 2019 blev et klimavalg. Den forrige regering talte kun om klima som et modeord i tiden og ville ikke foretage sig noget. Men de unge tog teten og med ‘Fridays for Future’ og andre rammer for demonstrationer og happenings, krævede de handling her og nu, for at Danmark i det mindste kunne leve op til Parisaftalens mål. Det var en tydelig protest mod alle de gamle partiers passivitet. Så krævede Alternativet og Enhedslisten, at Danmarks mål for CO2-reduktioner skulle skrues op til 70 %, og da SF og Radikale gik med på det, måtte også Socialdemokratiet acceptere dette princip for at kunne danne regering efter valget. Det var næppe et programpunkt, som lå lige for, men Mette Frederiksens rådgivere kunne se nødvendigheden. En folkestemning anført af de unge, der ville være med til at bestemme deres egen fremtid førte til et politisk skifte og en ny regering.
Klimaet bliver fejet ind under gulvtæppet
Det er nu et år siden. Efter valget ebbede klimademonstrationerne ud. Nu havde man jo nået et resultat. Eller hvad?
Der blev efter påfaldende lange forhandlinger bragt et ‘forståelsespapir’ til verden som baggrund for støtte til en socialdemokratisk regering. Og så gik det hele i stå. Trods utallige opfordringer og pres fra støttepartierne har regeringen ikke haft travlt. Der kom til at gå næsten et år med bare at få vedtaget den klimalov, som man i princippet havde været enige om siden sidste sommer, og som alle partier bakkede op om. Efter pres fra Radikale og Enhedslisten kom der så forleden et spinkelt udspil til dele af en klimahandlingsplan. Den består af fornuftige ting som flere vindmøller, omlægning af varmesystemer og penge til forskning i teknologi, men rækker ikke langt. Måske kun til 10 % af målet. I stedet for at gå i gang nu med nødvendige tiltag handler det åbenbart for regeringen om ikke at bekymre befolkningen med klimaspørgsmål. Og coronakrisen har næsten været en foræring til regeringen på lige dette område, fordi det har virket rimeligt at udsætte andre spørgsmål til efter normaliseringen. Undskyldningen om ikke at kunne forhandle om andet end coronaåbning i denne periode holder ikke. Og klimaministeren opererer åbenbart med den absurde opfattelse, at det handler om kun lige akkurat at kunne nå målet 31. december 2030. Mellemregninger år for år kommer ikke på tale. ‘Noget vil vise sig’, må være hans udgangspunkt. Og for endelig ikke at forhaste sig har Dan Jørgensen så også udsat alle udspil og forhandlinger om transportområdet og landbruget til ‘efteråret’. Med det manglende hastværk kan denne udsættelse sikkert blive endnu større.
CO2-afgifter er afgørende
De politiske støttepartier, Klimarådet – og samtlige ngo’er der beskæftiger sig med klima i Danmark, har slået fast, at dét middel, der omgående skal tages i anvendelse, er afgifter på CO2 -udledninger. CO2-afgifter er det helt afgørende, fordi det lægger op til den adfærdsregulering, som både er det eneste, der rækker, og som samtidig inddrager hele befolkningen og samtlige erhverv i at opnå klimamålene. Afgift på flyrejser, bilkørsel med benzin- og dieselbiler samt kødforbrug må være obligatorisk for at få klimahandlingen i gang nu. Dertil kommer naturligvis tilsvarende afgifter på den tunge industri, det industrielle landbrug og byggeriet.
S-regeringsmagten er vigtigere end klimaet, de unge og støttepartierne
Det ville være nemt for Mette Frederiksen at slå til med CO2-afgifter, som regeringens støttepartier og nu også hendes egen klimarådgiver Connie Hedegaard har foreslået. Men hverken landbrug eller industri – og dermed heller ikke Venstre og Konservative – ønsker afgifter. Med Mette Frederiksens invitationen til de såkaldte Klimapartnerskaber, og forsikringer om at ville arbejde ‘hen over midten’ i dansk politik, har regeringen reelt indgået et samarbejde med de borgerlige, særligt Venstre.
”Selvom de borgerlige ikke inviteres til ministerposter, sidder Jacob Ellemann nu for den anden bordende, og Lars Løkkes vision om S-V samarbejdet er tilsyneladende ved at tage form. Så for Socialdemokratiet må hensynet til klimaet og de nødvendige CO2-afgifter foreløbigt vige for den strategiske overvejelse om – hvordan man kan bevare regeringsmagten lang tid fremover.”
Selvom de borgerlige ikke inviteres til ministerposter, sidder Jacob Ellemann nu for den anden bordende, og Lars Løkkes vision om S-V samarbejdet er tilsyneladende ved at tage form. Så for Socialdemokratiet må hensynet til klimaet og de nødvendige CO2-afgifter foreløbigt vige for den strategiske overvejelse om, hvordan man kan bevare regeringsmagten lang tid fremover.
Et samarbejde med først og fremmest Venstre kan tage brodden af et samlet borgerligt stormløb på et senere tidspunkt, og lige netop klimaafgifter på rejser og bilkørsel er no-go, fordi en stor del af vælgerne kunne opfatte dem som en ekstra skat. Regeringen har tidligere indvendt, at afgifter på flyvning og benzin/diesel ville kunne vende den tunge ende nedad, men har vedblivende ignoreret blandt andet Enhedslistens forslag om at modregne afgifterne for den mindre formuende del af befolkningen over den grønne check. Med Dan Jørgensens nylige udsættelse af forhandlinger om tiltag over for landbruget og transportområdet generer man ikke de borgerlige og forfølger også den overordnede strategi for folketingsvalg, som er det helt afgørende. I meget god tid inden næste valg skal der kun blæse milde vinde over folks hverdag og forbrug, så ordet afgifter vil ikke blive aktuelt med regeringens gode vilje de næste tre år. Regeringens ambition er at bevare magten i rigtig mange år.
De unge er stærkere end regeringsmagten
Men Mette Frederiksen har antagelig forregnet sig: Når coronakrisen er ovre, og hendes meningsmålingstal er blevet normaliserede, vil de unge genoptage deres kampagne for klimahandling nu. Støttepartierne vil blive holdt til ilden af nye demonstrationer og vil skulle forholde sig til det, der på klimaområdet var hele rationalet bag dannelsen af regeringen. Vi vil se større manifestationer fra de unge, der med rette vil føle sig svigtet af den regering, som mange af dem selv bragte til veje.
”Vi vil se større manifestationer fra de unge, der med rette vil føle sig svigtet af den regering, som mange af dem selv bragte til veje. Dette klimaforræderi kan blive anledningen til at vælte Mette Frederiksens dronninge-ambitioner.”
Dette klimaforræderi kan blive anledningen til at vælte Mette Frederiksens dronninge-ambitioner. Samme dag som Dan Jørgensen definitivt afviste CO2-afgifter i Folketinget, havde de politiske ungdomsorganisationer fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og til Venstre og Konservative en kronik i Information, hvor de netop krævede CO2-afgifter indført nu. Denne udmelding er ganske epokegørende, idet et lignende fælles udspil om en så vigtig politisk sag næppe er set før. Hvis regeringen fortsætter sin stædige linje, vil støttepartierne med Enhedslisten i spidsen blive nødt til at overveje støtten til Mette Frederiksen. Og de unge vil være med i en ny offensiv for klimahandling. Måske mere tværpolitisk end tidligere. Det er deres fremtid det handler om.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER