Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. november. 2021

Klimahandling og kommunalvalg skal bindes sammen – tale ved Skanderborg KlimaMarch lørdag 6. november

Til klimamarchen lørdag d 6. november i Skanderborg holdt Jeppe Graugaard denne klimatale, der binder kommunalvalget i næste uge sammen med klimahandling.

Klimamarch i Skanderborg 6. november, 2021. Foto: Lars Søgaard-Jensen

Når vi mødes her i dag, mødes vi med nogle enkle og fornuftige krav. Vi kræver, at hvem der end sidder i borgmesterstolen efter dette valg skal bidrage politisk, økonomisk og moralsk til, at Skanderborg Kommune for alvor går ind i den grønne omstilling og forbereder sig på klimaforandringernes konsekvenser.

Vi er samlet, fordi vi forventer af de personer og de partier, vi stemmer på, at de – uanset fløj eller farve – for alvor begynder på lokalpolitisk plan at imødegå den virkelighed, klimaforandringerne bringer. Vi forventer, at de politikere – der bliver valgt til at lede vores kommune – sætter sig ind i, hvad klimaforandringerne kommer til at betyde for os alle sammen i de næste generationer, og at de handler derefter. Vi forventer af vores politikere, at de gør alt hvad de kan for at formindske vores CO2-udslip og vores aftryk på naturen.

Vi har brug for kommunalpolitikere, der tør sige, at de ikke længere går med til at investere i fossile brændstoffer. Vi har brug for politikere, der ikke sætter naturen – og menneskers helbred – op imod et økonomisk afkast. For hver gang vi gør det, så taber vi allesammen. Det er det, vi kan se nu med de globale ændringer i Jordens klimatiske system, som vil forandre den verden, vores hverdag vil udspille sig i for good. Vi har brug for politikere, der vil gøre Skanderborg Kommune klar til en verden, som er mindst 1,5 grader varmere, end den var i den før-industrielle tid.

I den seneste rapport fra IPCC viser scenarierne en jordklode, hvor Jordens middeltemperatur er steget 1,5 grader allerede i den første del 2030erne. Altså om 10 år måske. Ifølge IPCC betyder en 1,5 grader varmere jordklode døden for 70-90 % af Jordens koralrev. Vi ser hyppigere og hyppigere hedebølger i havene, og de store masse-afblegninger af koralrevene har allerede gjort det af med halvdelen af Great Barrier Reef i Australien. Mere end 1 milliard mennesker har koralrevene som føde- og indtægtskilde. Og det er bare én af de tusindvis af måder, hvorpå klimaforandringerne er i gang med at forandre livet på Jorden. Vi har efterhånden alle sammen hørt historierne om isen, der smelter, regnskovene der forsvinder, biodiversiteten der styrtdykker, og permafrosten hvor metanen står og afgasser.

Vores hverdag vil ændre sig i takt med klimaforandringerne

I Skanderborg Kommune mærker vi det måske stadig mest som ustadigt vejr og billeder, der strømmer hen over TV-skærmen, men når det globale klima ændrer sig, har det naturligvis konsekvenser for det lokale. Vi oplever det både som ekstremt vejr og som udsving i de finansielle markeder, hvor ressource-knaphed presser prisen i vejret på brændstof og basale fornødenheder.

Vores hverdag vil ændre sig i takt med klimaforandringerne. Ikke med et trylleslag, men med en fornemmelse af at der bliver kortere og kortere imellem afbrydelserne i hverdagens gænge. Vi har oplevet, hvordan det føles og ser ud – når Gudenåen flyder over sine vante breder. Vi skal bare kigge 700 km sydpå for at se, hvilke kræfter der er på spil – når klimasystemet går amok, som det gjorde i Tyskland denne sommer. Det vi kalder 100-års hændelser skal vi snart til at kalde noget andet, for statistikkerne er alle sammen imod os.

Forskningen anslår, at vi har 5 % chance for at holde klimaforandringerne på 2 grader ved udgangen af dette århundrede. Det er vores ansvar at kæmpe for de 5 %. I den globale opvarmnings store perspektiv virker det måske, som om vi som ganske almindelige borgere i det ganske almindelige danske land ikke har ret meget indflydelse på verdens gang. Men vi har vores stemmeseddel, vi har vores samvittighed. Vi har vores stemmer, og vi har vores privilegier som danskere.

Vi kan bruge vores stemmeseddel og vores stemmer til at sige til de politikere, der sidder på Skanderborg Fælled – at vi ønsker, de tager klimaforandringerne seriøst. Ikke bare som noget der handler om at tomle i stedet for at køre bil, men som noget der får indvirkning på vores fælles prioriteringer, vores pengepung og vores investeringer. Klimaforandringerne hører ikke til i et af byrådets underudvalg – de bør sætte retningen for den politik, der bliver først i Skanderborg Kommune.

Det handlerum vi har for at imødegå klimaforandringerne vil indsnævres væsentligt i årene, der kommer. Derfor er valget tirsdag 16. november også ekstremt vigtigt. Så lad os være helt på det rene med, hvilken dagsorden politikerne har på det grønne område – og hvad partierne gør klimamæssigt, når vi stemmer på dem. For vi kan ikke være tjent med politikere, der fortsætter ad den vej ,som har bragt os hertil. En vej der hedder BUSINNES AS USUAL, og som ender med en klode, der er 2,7 eller 3-4-5-6 grader varmere – WHO KNOWS hvor mange grader der venter, når udledningen af permafrostens metan eller afsmeltningen af Grønland og Antarktis er ude af kontrol.

Vi har brug for fremsynede politikere, der tør gå ind i det perspektiv, som åbner sig, når vi begynder at sætte os ind i – hvad den globale opvarmning reelt betyder. Vi har brug for en kommunalpolitik, som inddrager os allesammen i en samtale om fremtiden – og om hvordan vi kan bremse vores CO2-udledninger.

For der er stadig meget, vi kan gøre og meget, vi kan passe på. Der er meget, Skanderborg Kommune kan gøre. Men det kræver først og fremmest, at vi har modet til at prøve at gå en anden vej, til at blive nogle andre mennesker end forbrugere, der værdsætter naturen som noget, der bare er en ressource vi kan sælge og købe.

Så når vi går til stemmeurnerne på tirsdag den 16. november, så lad os stemme for den lille, men uendeligt vigtige, mulighed for – at vi sammen kan gøre noget, der kan ændre den kurs vi er på. Lad os stemme for hinanden, for vores børn, vores ældre, vores ægtefæller, kollegaer og naboer. Lad os stemme for dem, der er nødstedt nu og her, ikke bare fordi vi selv så let kan blive nødstedte, men fordi vi forstår, at vi er den del af en helhed, en menneskehed og et fællesskab, der er endnu større end det enkelte menneske. Lad os stemme for de fremtidige generationer, som skal arve klimaforandringernes komplekse problemstillinger. Lad os stemme for de arter af planter og dyr, som er ved at forsvinde. Lad os stemme for en Jordklode, hvor den vidunderlige diversitet af livsformer fortsat kan trives.

Lad os stemme for en verden, hvor vi ikke kun stemmer for os selv.

Om skribenten

Jeppe Graugaard

Jeppe Graugaard

Jeppe Graugaard er forsker, forfatter og underviser på Ry Højskole. Bl.a. i faget www.klodenkalder.com Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER