Klimakampen har brug for flere kvinder forrest

“Jo højere man kommer op, desto færre kvinder er der.” Den betragtning, som den kenyanske Nobelpris-vinder og klimakæmper Wangari Maathai satte ord på, afspejler et velkendt problem for mange kvinder, som igennem tiden har forsøgt at få lederstillinger. Det problem har fået ny mening i takt med klimakrisens intensivering. For selv om det allerede står klart, at kvinder og piger verden over er langt mere udsatte, og må bære den største del af klimabyrden, bliver de ved med at være groft underrepræsenterede i klima- og miljøforhandlinger.

“At det ikke lykkes at sikre en ligelig repræsentation, og give kvinder samme mulighed for at tackle klimaforandringerne og tabet af biodiversitet, er i bedste fald kortsynet – og potentielt hensynsløst.”

I 2019 bemærkede FN’s “United Nations Gender Composition Report”, at antallet af kvinder repræsenteret i UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change, FN’s klimapanel, red.) ikke stemte overens med bestræbelserne på at opnå en balance mellem kønnene. Som reaktion på det vedtog medlemsstaterne en handlingsplan for kønsbalance på klimatopmødet COP25 i 2019.

Planen anerkendte, at ”kvindernes fuldstændige, meningsfulde og ligeværdige deltagelse i alle aspekter af UNFCCC’s arbejde og ledelse og i den nationale og lokale klimapolitik og klimaindsats er afgørende for opfyldelsen af de langsigtede klimamålsætninger.” Alligevel var meget lidt forandret omkring to år senere, da COP26 løb af stablen. Den britiske ledelse ved COP26 var helt overvejende domineret af mænd, og kun 11 af de 74 nationale repræsentanter fra Afrika var kvinder.

Verdens kvinder rammes hårdest

FN’s Konvention om Biologisk Diversitet viser samme tendens: Der er omkring 60 flere mandlige forhandlere end kvindelige. At det ikke lykkes at sikre en ligelig repræsentation, og give kvinder samme mulighed for at tackle klimaforandringerne og tabet af biodiversitet, er i bedste fald kortsynet – og potentielt hensynsløst. Problemet bliver stadig mere påtrængende.

Sidste måned mødtes delegerede fra hele verden i Geneve til en af de sidste runder i forhandlingerne om at afslutte FN’s nye ramme for global biodiversitet. Hensigten var at sætte fart under tingene, for at bremse yderligere tab af arter og tackle klimaforandringerne. Det er forsamlinger som denne, der kommer til at forme den globale indsats mod både klima- og biodiversitetskrisen i mange år frem. De seneste rapporter fra FN’s Klimapanel har vist omfanget af disse kriser, og har entydigt dokumenteret, at det er menneskelig aktivitet, der opvarmer overfladen af vores planet, med deraf følgende hurtigt skiftende vejrsystemer, tab af biodiversitet, og en stadig mere usikker adgang til ressourcer. I år 2100 vil 50 % af Afrikas fugle og pattedyr kunne være forsvundet.

Vi er potentielt på vej ind i en sjette masseuddøen, og hvis ikke problemet kommer under kontrol, vil vores adgang til mad, vand og medicin blive mere og mere truet. Størstedelen af verdens fattige er kvinder, og de er ulige mere berørt af disse kriser. I udviklingslandene er de helt overvejende ansvarlige for at sørge for mad og vand til deres familier, og kvinderne er ofte dem, der tager initiativet i husholdningen, eller når der skal samles brændsel. Kvinder udgør også næsten halvdelen af verdens småbønder, og producerer 70 % af Afrikas fødevarer..

Kvindelige politikere får gennemført mere

Kvinder og piger er som sådan ofte de første, der mærker klimaforandringernes barske realiteter. Men på grund af de gennemgribende uligheder, som har begrænset deres adgang til uddannelse og sundhed, de ulige beskæftigelsesmuligheder og deres lave repræsentation i den offentlige administration, har de ringere muligheder for at deltage i beslutningsprocesserne end mændene.

Hvis der er noget, der er blevet tydeligt gennem de seneste to år er det, at det er vigtigt med kvinder, der går forrest i disse omtumlede tider. Ifølge et nyt studie i 194 lande, var den umiddelbare indsats mod Covid-19 pandemien systematisk bedre i lande med kvindelige ledere. På samme måde har forskningen afdækket, at ”repræsentation af kvinder får lande til at vedtage mere stringente politiske indsatser mod klimaforandringerne”, og at en høj grad af kvindelig repræsentation i parlamentet gør det mere sandsynligt, at et land vil underskrive de internationale miljøtraktater.

Afrikanske kvinder viser allerede vejen

Kvinder er ikke bare mere ambitiøse, men bidrager også med andre perspektiver og erfaringer. Derfor fører deres bidrag i sidste ende til en mere nuanceret og inkluderende miljøpolitik. I Afrika er det endnu mere vigtigt, at der kommer flere kvinder i front. Her er klimaforandringer og tab af biodiversitet allerede synligt for enhver.

“Kvinder og piger er ofte de første, der mærker klimaforandringernes barske realiteter. Men på grund af de gennemgribende uligheder, har de ringere muligheder for at deltage i beslutningsprocesserne end mændene.”

I Nigeria har miljøminister Sharon Ikeazor talt for, at man får opbygget en ”koalition med høje ambitioner for naturen og folket”, og hun har presset på for, at tilskud til fossile brændstoffer erstattes af investeringer i bæredygtig udvikling med lav CO₂-udledning. I Rwanda har miljøminister Jeanne d’Arc Mujawamariya fået stor ros for sin inkluderende indsats for bevarelse af regnskoven. I Chad er miljøaktivisten Hindou Oumarou Ibrahim stadig en forkæmper for Afrikas lokalsamfund og indfødte folk på FN’s højeste niveau.

I min egen by Freetown i Sierra Leone, planter vi én million træer i løbet af tre regntider for at skabe modstandsdygtighed i forhold til klimakrisen – og samtidig at skabe grønne job. Alle disse kvinder, herunder mig, er fortalere for den globale kampagne ”30×30”, der skal beskytte 30 % af jordens overflade i 2030. Hvis vi når det mål, vil det forhindre yderligere ødelæggelse af økosystemet, og indsatsen kan føre til verdens første globale aftale om at forhindre ødelæggelsen af naturen.

Mange flere kvinder kæmper mod tab af biodiversitet og klimaforandringer, herunder indfødte kvinder, der bruger deres unikke kendskab til landskabet til at dyrke mere bæredygtigt og beskytte skrøbelige økosystemer. Håbefulde politikere stiller op på fælles politiske programmer, der forbinder sundhed, uddannelse og beskyttelse af miljøet. De, der allerede sidder i ledende stillinger må sørge for, at disse kvinder også får en chance for at bidrage.

Meget er forandret siden 2004, da Maathai fik Nobelprisen for sine bidrag til en bæredygtig udvikling, demokrati og fred. Udledningen er steget kraftigt, og ekstreme vejrfænomener er blevet hyppigere og kraftigere. Men meget er også ved det gamle: Kvinder bliver stadig holdt væk fra ledende stillinger, og verden bliver ved med at betale prisen for det. Mens de afsluttende forhandlinger om FN’s nye ramme for global biodiversitet fortsætter, og mens vi nærmer os FN’s Konference om Biodiversitet (CBD COP15, red.) i Kunming, Kina, er det vores pligt at gøre noget ved disse mangler. Hvis vi ikke får flere kvinder til at sidde med ved bordet, er klimakatastrofen nærmest garanteret på forhånd.

Oversat af Poul Bjørn Berg for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Project Syndicate.