1. Maj: København efter corona

---

Mere fokus på sociale indsatser, genoprettelse af kulturlivet og færre biler i byen: Enhedslistens gruppe i Borgerrepræsentationen giver i anledning af 1. Maj et bud på, hvilken retning København skal gå i efter coronakrisen.

---

Af Enhedslistens Borgerrepræsentation, København

I otte uger har Danmark været lukket ned. Din og min hverdag er for altid forandret- vores børn er ‘Corona-generationen’. De fleste af os drømmer om, at tiden før Corona skal vende tilbage, at vi kan fortsætte, hvor vi slap og glemme alt om tiden, hvor vi skulle være sammen hver for sig.

Men vi kommer ikke til at vende tilbage til tiden før. Verden er for altid forandret. I stedet for at begræde det, skal vi tale om, hvilke forandringer vi vil kæmpe for. Hvad er det for en hverdag, for et liv og for en by vi ønsker at skabe nu.

Corona-krisen har fået det værste og det bedste frem i byens borgere. Vores by har både været vidne til ublu handel med håndsprit og nabohjælp til indkøb. Vi har både set uprovokeret overfusning af kinesiske københavnere, og smilende vigen plads for andre med større behov end en selv. Og vi har både oplevet store grupper øge smitterisici, og kunstnere i gårdmiljøer – på behørig afstand – understøtte latter, eftertanke og fællessang.

Er der en ting, Corona-krisen har lært os, så er det – at alene kan man ingenting, men når vi står sammen, kan vi overkomme det meste.

Krisen fremhæver borgernes behov for omfordeling

København er rammen om københavnernes liv. Corona har gjort den vanemæssige brug af denne ramme umulig. Det har gjort det nødvendigt, at byens styre omfordeler byrummet og det personale, som tjener byen og dens indbyggere.

Omfordelingen af byens areal og opgaverne til personalet er det som muliggør, at børn under de nye vilkår kan møde andre børn og modtage en undervisning, der ikke er alt for fjern. Vi har børnehave i Tivoli. Hensynet til byens udsatte borgere har fjernet urimelig kontrol og åbnet nye rammer. Vi har overnatning for hjemløse i Bavnehøjhallen. Krisens markante reduktion i biltrafikken har vitaliseret debatten om en varig frigørelse af gaderummet fra bilernes dominans, for dermed at få plads til cykler, cafékultur og leg. Vi kan i vores luftveje mærke den enorme sundhedsgevinst ved den halverede luftforurening langs HC Andersens Boulevard.

Velfærdspersonalets akutte behov for værnemidler blev ikke imødekommet prompte, fordi kommunen i mange år har set bort fra beredskabshensyn og forsyningssikkerhed. Vi har haft knaphed på værnemidler, men takket været en fælles kommunal omfordeling mellem plejehjem, vuggestuer og sundhedshuse har vi afværget, at enkelte institutioner stod helt uden.

Vi kan altså forbedre vilkår for velfærd – når vi suspenderer markedets mekanismer og skaber en omfordeling, der hviler på rimelige principper om alles ret til adgang til de mest grundlæggende ressourcer. Vi har i årevis talt om, hvordan de forskellige forvaltninger fungerer som små, isolerede siloer – men under lockdown har forvaltningerne brudt ud af siloerne og samarbejdet om at skabe de bedste vilkår for byens borgere. 

Vi kan deles om job og lokal produktion til københavnere

Det er meget sandsynligt, at krisen skærpes. For selv om kommunen hyrer flere sosuer, pædagoger og rengøringsfolk, så er der udsigt til endnu flere fyringer i lufthavnen, banker og hoteller. Med udsigten til øget arbejdsløshed kan vi inspireres af de principper, som vi anvendte, da vi omfordelte de begrænsede værnemidler. Vi skal understøtte et arbejdsmarked, hvor vi deles om job, og hvor vi understøtter forsyningssikkerhed for byens borgere med mere lokal produktion til det københavnske marked og mere genanvendelse, så ingen ressourcer spildes. Klimakrisen understreger fornuften i at vælge lokal forsyning og cirkulær økonomi.

På foranledning af Corona-krisen har Folketinget suspenderet anlægsloftet og skabt en væsentlig åbning i serviceloftet. Det åbner nyt politisk spillerum for kommunerne.

Læren fra tidligere globale kriser som finanskrisen og krisen efter Wall Street-krakket i 1929 er, at nedskæringer på offentlige arbejdspladser og offentligt finansierede anlægsarbejder forlænger og forværrer kriserne, mens investeringer i jobs, nye anlæg og sikring af en minimums-indkomst for de fattigste bringer os om på den anden side som samfund.

København må navigere gennem krisen ved at sikre, at alle – også udsatte og fattige – har levevilkår, der giver adgang til basal sundhed, kultur og natur – og samtidig sikre, at vi som by kommer ind bag grænserne for, hvad der er sundt og bæredygtigt.

I første fase af corona-krisen var vi vidne til næsten daglige pressemøder, hvor regeringen vedtog den ene kriselov efter den anden, som lukkede samfundet ned, og senere begyndte en langsom genåbning. Men det er kommunerne, der har vist vejen for, hvordan både lockdown og genåbning skal fungere i praksis. Kommunerne har bevist, at de bedst kan sikre velfærden og vitale funktioner. Derfor er det også helt naturligt, at det er kommunerne, der tager styringen i at genopbygge Danmark post-corona.

1. Indsatser for unge i København

De unge i København er en gruppe, som har udsigt til at blive ekstra hårdt ramt af den krise, der ligger forude.

De hårdest ramte brancher i København er servicefag, bl.a. inden for turisme-området, caféer og restauranter, som er kendetegnet ved at have mange unge medarbejdere. Ungdomsarbejdsløsheden har udsigt til at stige i de kommende år.

Beskyttelsen af unge københavnske arbejderes rettigheder – f.eks. til løn under sygdom – er truet af, at mange firmaer – fx i transport af friske færdigretter – snedigt har indrettet sig med et netværk af daglejere. Vi skal som kommune gå forrest – og kun anvende og anbefale virksomheder med ordnede arbejdsforhold.

Nedlukningen under Coronakrisen har betydet et voldsomt efterslæb, når det drejer sig om nye praktikpladser, og hvis der samtidig bliver færre ordrer til håndværkerfagene og en generel nedgang i økonomien, så vil der ikke alene blive flere arbejdsløse håndværkere, men også færre praktikpladser inden for en lang række områder.

Hvis ikke vi skal tabe en generation, så er det nu, der skal handles. Der er derfor behov for forstærkede indsatser for unge arbejdsløse. Flere praktikpladser – også inden for håndværkerfagene – må oprettes i kommunalt regi, og der skal stilles stærkere krav om praktikpladser i forbindelse med alt offentligt byggeri.

Og det offentligt finansierede byggeri må ændre karakter. Det kræver mere uddannelse, omtanke og håndelag, når vi skal genbruge flere byggematerialer og ombygge flere, gamle bygninger til nye formål. Derfor skal vi ved at investere i uddannelsen af unge håndværkere sikre et generelt løft af håndværkets kvalitet i København. At sætte kvalitet i håndværk på dagsordenen vil også være vejen til at unge københavnere vil finde håndværksfag mere attraktive.

“Hvis ikke vi skal tabe en generation, så er det nu, at der skal handles. Der er derfor behov for forstærkede indsatser for unge arbejdsløse”

Unge – der i forvejen havde svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet – får det endnu sværere nu. Flere måneders nedlukning af tilbud har efterladt mange i et mellemrum, der gør, at kommunens tilbud skal være endnu mere lydhøre over for de unges behov, når der genåbnes.

Fremtiden for de studerende, der er afhængige af studiejobs for at kunne gennemføre deres studier, bliver også mere usikker. Vil der være job til alle dem, der har brug for at supplere SU´en? Kampen for at få et job efter endt studie vil også blive skærpet. Derfor er det helt afgørende, at vi kæmper for, at samfundet ikke går i stå.

2. Nyt fokus i forebyggende sociale indsatser og beskæftigelsesindsatsen

Over en årrække er der gennemført en række socialreformer, som har ramt de mest sårbare på arbejdsmarkedet. Det startede med halveringen af dagpengeperioden og blev videreført med forringelser for sygdomsramte, kontanthjælpsloftet og kontanthjælpsreformer. Det har skabt huller i det sociale sikkerhedsnet, hvor konsekvensen er et hurtigere fald fra en tilværelse som arbejdende middelklasse, til regulær fattigdom. Vi er ikke længere sikret retten til en ordentlig og værdig forsørgelse under arbejdsløshed.

I en situation med flere arbejdsløse er der behov for at gentænke måden, vi fordeler arbejdet på. Der skal populært sagt være tid til mere og job til flere. Vi vil have 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. 30 timers arbejdsuge fordi vi er solidariske med hinanden. Men også fordi corona-krisen har vist os, at livet er mere end arbejde, weekend og ferie. At livet kan leves på en anden måde, hvor vi har mere tid til hinanden hvor vi har mere tid til bare at være.

Den voksende gruppe arbejdsløse giver behov for flere socialrådgivere. Beskæftigelsesindsatsen har i årevis handlet mere om kontrol af de arbejdsløse, end om at formidle jobs til dem. I en periode med dramatisk voksende arbejdsløshedstal, så skal det fokus fuldstændig ændres. Vi må droppe meningsløse afklaringsprojekter og gratis arbejdskraft til store butikker ved praktikker. Og i stedet satse på uddannelse, rigtigt arbejde og værdighed.

Københavnere fra etniske minoritetsgrupper er overrepræsenterede i de lavtlønnede job i servicesektoren. Derfor kommer nedgangen i disse arbejdspladser til i særlig grad af ramme dem. Når vi som by reorganiserer vores rengøring og vedligehold, skal vi derfor gøre det på en måde, der sikrer, at disse grupper ansættes på vilkår, hvor de reelt får tilknytning til kolleger på arbejdspladsen.

Som følge af corona-tiltagene, er mange – særligt udsatte borgere – blevet afskåret fra fællesskaber. Ophold på væresteder, herberger og sociale tilbud har kun fundet sted i begrænset omfang.

Byens udsatte børn og unge har det svært. De kan ikke komme i skole, og i 20 % af hjemmene fungerer hjemmeundervisning ikke. De udsatte unge har set meget lidt til de ekstra voksne, som skal hjælpe dem, og de mangler det knus, der gør livet til at holde ud.

Samtidig kan man mærke de mange sagsbehandlere, gadeplansfolk, pædagogers bankende hjerte. Der er midt i Corona-tiden genopstået en kultur, som handler om at hjælpe, og ikke finde veje i lovgivningen til et afslag. De går langt for at beskytte og hjælpe byens udsatte børn og unge.

Ingen må samles i byrummet. For nogen betyder det, at man samles i smug. Vi skal passe på ikke at kriminalisere dem, som gør det. Vi skal ikke tvinge unge og børn hjem til dårligt fungerende familier. Vi skal passe på dem, og guide dem i stedet for at presse dem.

3. Krisen kræver en ændret erhvervspolitik og planpolitik i København

I en lang årrække har der været et meget ensidigt fokus på serviceerhverv og ikke mindst turismeområdet i København. Der er blevet bygget tusindvis af nye hotelværelser, og der har været et enormt fokus på at få stadig flere turister, konferencer og krydstogtsskibe til København.

Der vil sandsynligvis være en nedgang i den globale turisme i en betydelig årrække. Det gælder ikke mindst krydstogtskibene, hvor turister og besætningsmedlemmer i ugevis var fanget på smittefælder, hvor ingen måtte gå fra borde.

Overborgmesterens erhvervspolitik har med sit fokus på turisme og servicefag banet vej for dét, der længe vil være en alt for stor hotelkapacitet. Derfor vil vi arbejde for, at de tomme hotelbyggerier kommer byens fastboende befolkning til gode – for eksempel ved at de nyindrettes som almene kollegieboliger til unge. Det kan naturligvis også være som bolig for udvekslings-studerende, når grænserne igen åbnes. Men masseturisme i form af svipture med fly til København hører fortiden til – og derfor kan vi lige så godt indlede omstillingen nu.

Samtidig udstiller Corona-krisen, hvor uholdbar de seneste 25 år udvikling i retning af udflytning af produktion og styring af forsyninger til både offentlige og private virksomheder efter just-in-time principper har været.

“Overborgmesterens erhvervspolitik har med sit fokus på turisme og servicefag banet vej for dét, der længe vil være en alt for stor hotelkapacitet.”

Der er behov for forsyningssikkerhed til vores vitale velfærd. Vi skal have en erhvervspolitik, der satser på mere lokal produktion. En lang række produkter har vist sig at have afgørende betydning for beredskabet til at håndtere krisesituationer.

I forvejen var den globaliserede masseproduktion af billige varer under uhyrlige arbejdsvilkår i Fjernøsten – hvorfra varer transporteres tværs over kloden – hverken bæredygtig eller socialt forsvarlig.

København skal spille en aktiv rolle i understøttelsen af lokal produktionsvirksomhed og lokal lagerkapacitet på et bæredygtigt grundlag. Det kræver, at København fastholder arealer til produktion og erhverv i den fysiske planlægning af byen, frem for de hidtidige ambitioner om at erhvervsarealer over en bred kam skal omdannes til boliger.

Erhvervslivet i København og Københavns opland skal kunne skabe basal forsyningssikkerhed og øget bæredygtighed. Vi skal befri byggeri, rengøring og landbrug fra den form for migrantarbejde, der alene fungerer i kraft af social dumping, hvor arbejdere udefra underbyder herboende arbejdere i en nedadgående spiral for løn og arbejdsforhold.

Corona-krisen har begrænset arbejdskraftens frie bevægelighed. Men vi har stadig brug for malere, gulvvaskere og jordbærplukkere. Dem skal vi også kunne finde blandt københavnerne. For hvilken københavner synes det er rimeligt, at jordbærrene ikke vil blive plukket dette forår og denne sommer, fordi vi ikke selv blandt københavnere kan finde nogle til at gøre arbejdet – under overenskomstdækkede forhold?

Vi skal også bruge den aktuelle nedgang i verdenshandelen til at justere på vores forbrug af nye ressourcer og omlægge forbruget til at være cirkulært.

Emballage og bæreposer skal indrettes, så de genbruges. Vi producerer alt for meget plast-affald. Vi skal turde sætte Københavner-standarder for emballage til råvarer og take-away, der kan genanvendes. Vi skal ikke i kommunen fremme forbrug af emballage, der ikke genanvendes.

4. Sæt gang i byggeriet og de grønne klimaløsninger

København har allerede afsat milliarder til helt nødvendige renoveringer, nye daginstitutioner og skoler, trafikløsninger og meget andet. Men anlægsloftet har betydet, at vi ikke har kunnet iværksætte opgaverne. Så mange som muligt af disse projekter bør derfor fremrykkes og igangsættes nu, så København kan være en motor for at sætte skub i flere job til håndværkerfagene og alle de afledte erhverv. Men det skal ske med skærpede kvalitetskrav til byggeriet – kvalitetskrav, som kommunen har musklerne til at kræve indfriet.

Der er nemlig alt for mange københavnske eksempler på, at nybyggerier, renoveringer og vedligeholdelsesopgaver skæmmer gamle bygningers arkitektoniske kvalitet, er uhensigtsmæssige og med dårlige arbejdsforhold for håndværkerne. København skal derfor styrke sin kapacitet til at sikre kvalitet og arbejdsmiljøet.

Samtidig med at vi skal stille krav til kvalitet og arbejdsmiljø, når vi skriver kontrakter med private entreprenører, så ønsker Enhedslisten også at genoprette kommunens håndværksafdeling, så kommunen selv kan bygge og reparere, når det kommer til mindre opgaver, som ligger under udbudsgrænserne, så vi kan spare på udbudsjuristerne og bruge kommunens penge på at bygge og istandsætte i stedet for. 

Ved at have inhouse kapacitet til at bygge og reparere, kan kommunen både rykke hurtigt ud til mindre opgaver og afgive kontrolbud, når kommunale bygningers vedligehold sendes i licitation. Ved at afgive disse bud kan kommunen fastholde erfaringer med vedligehold af bygningsmassen og sikre sig et styrket blik for krav til både håndværksmæssig kvalitet og rimelig pris, når der vælges mellem leverandører. Det er afgørende, at håndværksafdelingen samler et bredt spektrum af håndværk, således at erfarne og fagligt respekterede VVSere, elektrikere, malere, murere, snedkere mv. er blandt de ansatte.

Håndværksafdelingen skal også påtage sig et særligt ansvar for at sikre attraktive praktikpladser og at gøre håndværksfagene attraktive for unge københavnere. 

5. Genoprettelse af kulturlivet i København

Efter 8 uger herhjemme har vi forstået, hvor vigtigt det er med kulturen. Vi ser film – vi lytter til musik- vi læser bøger – kigger på kunst.

Kulturen er med til at forme os og bringer os nye steder hen. Vi er i vores små subkulturer derhjemme, og vores redning er kulturen. Det er her, vi griner, græder og berøres.

Kulturlivet er i særklasse hårdt ramt af coronakrisen. Museer, spillesteder, teatre, biografer, idrætsanlæg, boldklubber m.m. har i måneder stået uden entreindtægter. Den manglende indtægt rammer ikke alene institutionerne, men også indtægtsgrundlaget for alle musikerne, underviserne, kunstnerne og hele kulturlivet.

I årevis har der ikke været synderlig politisk interesse for eller prioritering af kulturlivet og kulturinstitutionerne fra hverken Christiansborg eller kommunernes side. København skal derfor gå forrest og investere i at genoprette København som et kulturelt kraftcenter, der på sigt kan trække hele den kulturelle sektor i gang igen i Danmark.

Hvis København skal bestå som en kulturby, så er der behov for investeringer og ikke besparelser i kulturinstitutionerne. Støtten til kulturaktiviteter skal samtidig øges, og der skal ses på, hvordan der målrettet kan iværksættes nye kulturaktiviteter på tværs af byen.

Kulturelle institutioner er en central del af den indsats, der skal gøre det mere attraktivt for københavnerne at koble af, tænke frit, holde fri og holde ferie i København.

6. Sundt og frit udeliv – med færre biler

Vi har også brug for at sikre og udbygge udelivets herlighed. Flertallet af københavnere er blot en cykeltur fra at kunne hoppe i vandet. Vi skal sætte stærkere ind for at sikre kvaliteten af badevandet ved at undgå, at spildevand udledes i havnen.

Tilsvarende skal vi ikke længere tillade, at grænseværdier for luftforurening overskrides. Der skal foretages direkte trafikbegrænsende indgreb de steder, hvor grænseværdier overskrides, f.eks. på HC Andersens Boulevard og i forhold til krydstogtsskibe, der ikke vil modtage landstrøm.

Vi skal sikre, at mange af de initiativer – der under Corona-krisen har banet vej for børns adgang til byen – breder sig ud mellem husene. Hvis vi kom igennem med at begrænse hastigheden til 30 km /t overalt i byen, ville børnene vinde langt større frihed til at bruge byrummet. 30 km /t er også cirka den hastighed, der afvikler mest biltrafik på kortest tid. 

Med færre biler og færre parkeringspladser vil vi dermed endnu lettere kunne genoverveje, om plads mellem husene skal domineres af bilkørsel i samme grad som nu. Og dermed sikre plads til ophold i byen til at lege eller sidde og drikke en kop kaffe eller en øl frem for parkeringspladser. Vi skal have bredere cykelstier, hvor to ladcykler let kan køre side om side, og sikre et realistisk plangrundlag for at lægge de spor, der forvandler kørebane til letbane, fx på brogaderne.

De fleste københavnere har under nedlukningen søgt mod de grønne områder, hvor man går en tur i parken, om mosen, om søen eller på fælleden. Det er en udvikling, som vi tror vil holde ved. Vi skal derfor ikke have mindre grønt i København. Vi skal sikre, at der er natur i byen. Vi skal arbejde for, at Naturpark Amager kommer til at omfatte hele Amager Fælled og ønsker derfor at frikøbe Lærkesletten fra byggeplaner, så Naturparken vil være et sammenhængende naturområde for alle københavnere. Vi skal samtidig styrke arbejdet for, at alle københavnere højest har fem minutter til et grønt anlæg.

Der var allerede brug for en ny retning inden corona-epidemien ramte os. Krisen har gjort det klart, at vi ikke længere kan bruge nedskæringer og status quo til noget. Vi håber I vil støtte vores kamp for, at vi sammen kan vælge den rigtige vej at gå ned af, både for verden, Danmark – og København. Glædelig 1. Maj!

---

Solidaritet er et demokratisk netmedie. Vi er uafhængige af partier og organisationer, selvom vi ikke er politisk neutrale. Solidaritet bringer nyheder, debat og analyser fra Danmark og verden. Her kan du læse den kritiske vinkel, som de andre medier ikke bringer, og det sidste nyt fra de aktivistiske bevægelser.
Følg os på Facebook for daglige opdateringer.

---