Kommentar: Stemmefiskeri og nostalgisk vås

Man bliver helt nostalgisk af at læse argumenterne fra Mette Thiesen (DF) for at lukke Roskilde Universitet (tidligere Roskilde Universitetscenter, RUC): At RUC skulle være “et arnested for venstreorienterede ideologier”.

Det er præcis som for 40 år siden, da Bertel Haarder var undervisningsminister. Da var der også bud efter RUC – med tilsvarende argumenter, som også dengang var noget sludder. Endnu tidligere var blandt andre skolelærer og undervisningsminister Ritt Bjerregaard ude med riven. 

Tænk, at de gamle heste stadig kan trækkes af stalden – uden at den, der gør det, er til grin.

“RUC skal ikke slagtes … men laves om til handelshøjskole”

I 1983 besatte vi RUC. Jeg var med i en gruppe aktionerende studerende, som lavede en plakat med Døden, som svinger leen over RUC og teksten: “RUC skal ikke slagtes”. Det skete heller ikke dengang. 

Det gik snarere, som en af mine venner profetisk tilføjede på det eksemplar af plakaten, som hang på mit WC: “…men laves om til handelshøjskole”. 

Det gik tilmed så vidt, at kandidaterne fra RUC blev de mest eftertragtede af både offentlige og private arbejdsgivere. Det fremgik af en undersøgelse i Jyllands-Posten en gang i 1990’erne. Sandsynligvis var kandidaternes erfaringer med gruppearbejde en afgørende faktor. 

Siden da har en forfejlet mainstream-strategi sørget for, at gruppearbejdet nedprioriteres til fordel for kurser, som fortæller, hvordan man burde lave gruppearbejde – men som forhindrer de studerende i at gøre sig de praktiske erfaringer selv.

Alt det der med revolution, frigørelse, ligestilling, dobbeltkvalificering og så videre var noget, de ansatte og studerende sagde for at gøre sig mærkværdige. Efter endt studium blev selv de allermest rebelske og progressive studerende faste samfundsstøtter. Forskerne og underviserne på RUC var det i forvejen.

Mette Thiesen serverer altså en gang historieløst vås. Universiteternes funktion er at fastholde og udbygge magten hos dem, der allerede har den. Uanset hvad studerende og ansatte siger om sig selv og om deres arbejde. Mette Thiesens kritik er rent stemmefiskeri blandt ubefæstede sjæle, som ikke ved, hvad der er op og ned. Alt det med det venstreorienterede var og er rent vrøvl. 

Universitetets funktion

Universitets væsentligste funktion er at uddanne embedsværket (som om nogen er med til at fastholde magten hos dem, der havde den i forvejen) og at sortere de studerende, så de privilegerede får endnu flere privilegier, og de ikke-privilegerede mister deres. Men det sker på en måde, så det ser ud som om, tildelingen bygger på flid og dygtighed i stedet for social historie og opkomst. Det vil sige, at funktionen skjules og dermed fungerer mere effektivt.

Universiteternes monopol er ganske vist stærkt truet. Paradoksalt nok fra efteruddannelsesafdelingerne på universiteterne selv. Men indtil videre har universiteterne monopol på at tildele studiepoint (ECTS-point) og universitetsgrader. At undervisningen må foretages af aktive forskere, som underviser i det, de ved noget om, er en anden sag. Det samme gælder, at forskning og især grundforskning er sekundær. Enhver kan skrive en artikel og få den bragt i et tidsskrift som anerkendt forskning.

Praksis er ikke teori ført ud i livet

Et tredje aspekt handler om de idemæssige forestillinger: hvad de studerende overhovedet lærer på studierne. Drilagtigt udtrykt er universitetet “et arnested for højreorienterede ideologier.” 

Den gængse forestilling er, at først læser de studerende en bog, hvorefter de – efter eksamination, som består i at genfortælle det, bogen fortæller – kan udføre det, bogen giver en idealiseret udgave af. 

Det er selvfølgelig nonsens.

Men den ideologi bæres paradoksalt nok af de undervisere, forskere og studerende, som både dengang og nu står for skud, når politikerne demonstrerer deres uforstand og forlanger RUC forvandlet til den erhvervsskole, RUC allerede er.

Det praktiske læres først ved at komme i kontakt med det praktiske. Det formulerede Émile Durkheim for mere end 100 år siden. Det er med andre ord umuligt på skolebænken at lære sig andre praktiske kompetencer end at studere, anerkende og påberåbe sig en eksisterende fordeling af magt. Dét er det praktiske, en studerende kommer i kontakt med under sin uddannelse. 

Fordi de fylder i tid, risikerer uddannelserne at hindre de studerende i at lære de praktiske kompetencer, som kræves i de job, uddannelsen giver adgang til. Ikke som en konspirationsteori, men som en objektivering. 

Til gengæld lærer de studerende at tale om deres job på en socialt acceptabel måde. Det spiller dog næppe nogen rolle, om man taler om jobbet i termer af klassisk kinesisk litteratur eller i termer af en idealiseret udgave af det arbejde, man udfører – samtidig med at man udfører det praktisk mulige under de givne omstændigheder.

Universiteter sorterer efter sociale forskelle

Også det aspekt viser den sociale funktion af universitetet. Trods alle ideologierne findes universitetet ikke primært for, at nogen skal lære noget af direkte, konkret, praktisk relevans for et job, men for at foretage og legitimere en social sortering efter allerede eksisterende sociale forskelle. Helst uden at nogen forstår, hvorfor og hvordan det sker.

Man kan i dag nærmest ikke få et job uden en uddannelse. Derfor er det vigtigt, at de studerende ikke tvinges til at spilde tiden på erhvervsuddannelser, som i deres nuværende form frem for alt bidrager til at reproducere neoliberale ideologier, som genfindes over hele det politiske spektrum, og som dermed bidrager til at fastholde magten hos de allerede mægtige. 

Eksempelvis er forholdet på sygeplejerskeuddannelsen mellem tiden på uddannelsessted og tiden på arbejdssted gået fra 10/90 i 1939 til nu at være mindst 66/33. 

I stedet for at løse problemerne med, at de nyuddannede ikke føler sig forberedt til arbejdet, har udviklingen kun forstærket problemerne. Underligt nok har det ikke fået nogen politiker eller planlægger til at undersøge sagen lidt nærmere.

Det er en neoliberal (og falsk) forestilling, at det er på skolebænken, man lærer de praktiske kompetencer af relevans for sit job. Men det er de forestillinger, Mette Thiesen – og de dele af befolkningen hun appellerer til – tænker på, når hun vil nedlægge et påstået venstreorienteret universitet og erstatte det med ‘nyttige’ erhvervsuddannelser. 

Det eneste, der vil opnås, er at irritere en stor gruppe, som kan tænke selv, og som har opdaget at mange erhvervsuddannelser i heldigste fald er spild af tid. De har for længst gennemskuet det ideologiske vås, som forfægtes ikke kun af politikere og forskere, men også af fagforeninger og studenterforeninger i en uhellig alliance.

Problemet: Statslig styring af universiteter og forskning

Stemmefiskeriet af Mette Thiesen og tidligere politikere udtrykker og accentuerer et langt større problem: At nedmonteringen og den kraftigt øgede statslige styring og kontrol af universiteterne svinebinder den frie tanke og den frie forskning med stærke antidemokratiske konsekvenser. 

Det vidste allerede Immanuel Kant, da han i 1794 skrev om striden mellem fakulteterne på det moderne universitet. Det gælder især den øgede statslige styring og kontrol med den grundforskning, som underviserne udfører for at have noget fornuftigt at undervise i – frem for at tvinges til at undervise i ideologi om at omsætte teori til praksis. 

Fratager man folk muligheden for direkte eller indirekte via forskere og undervisere, at udfordre vedtagne sandheder, forsvinder muligheden for at få indblik i for eksempel sandheder som den, jeg præsenterer her. Med den konsekvens at demokratiet eroderes til fordel for despoti og totalitarisme.

Tomme løfter kan genbruges

Det korstog, Mette Thiesen genopliver, viser, hvordan valgkamp og politisk arbejde føres med løfter, som ikke kan holdes.

Det er smart, fordi løfterne så kan genbruges. Præcis som Mette Thiesen genanvender løfter, som tidligere ministre har givet, men som stadig er umulige at opfylde. At gå til valgkamp med løfter om at oprette flere erhvervsuddannelser, som med neoliberal automatik fyldes med kurser i “hvordan man gør”, er præcis lige så destruktivt, som når politikerne lader sig vælge på løfter om, at der skal bygges flere billige boliger, for derefter omhyggeligt at lade flere dyre boliger bygge. 

På hver sin måde står kurserne og de dyre boliger konkret i vejen for noget, som faktisk kunne løse problemer. Kurserne fylder i skemaet, boligerne fylder i landskabet.

Kun autonome universiteter kan redde demokratiet

Det eneste, som kan redde demokratiet, er et stærkt, relativt autonomt universitet, der er fri for statens indblanding. Med forskere som producerer viden af relevans for erhvervsuddannelser, og ikke mindst med modige og selvstændige forskere, der tør gå imod en politisk strøm og producere videnskab. 

Det kræver, at basismidler tildeles den enkelte undervisende forsker frem for efter ansøgning til statsligt eller privat kontrollerede bevillingshavere. Modkravet er videnskabelig produktion af kvalitet.

Universiteterne skal til gengæld holde orden i eget hus, i stedet for at lade ansatte slippe af sted med hvad som helst. 

I 2009 da forskningsrådssystemet i Danmark blev evalueret, blev der stillet en del forslag til forbedringer. 

I 2011 publicerede jeg en analyse af evalueringen. Det bemærkelsesværdige var, at ingen af forslagene i evalueringen handlede om at udvikle måder til at vurdere kvaliteten af forskningen. Det blev taget for givet, at målestokken for kvalitet er gode procedurer og antallet af artikler. Også det ligger inden for rammen af en neoliberal politik. Det bliver dog ikke mindre forkert af den grund.

Og imens hærger kapitalen frit.