Konkurrenceevnens tendens til fald

Trump spøgte i kulissen i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, da parterne inden for industrien forhandlede nye overenskomster for over en halv million ansatte på 20.000 virksomheder under Dansk Industri omfattet af overenskomst med CO-Industri. Med truslerne fra Trump både før og efter hans indsættelse som præsident om indførelse af høje toldsatser over for Europa er der blevet lagt op til handelskrig.

Bekymringen på arbejdsmarkedet og særligt i eksportindustrien er, at det kan koste ordrer og beskæftigelse hos især de små og mellemstore virksomheder med primært USA som deres marked. I alt fald hvis de ikke finder nye markeder til deres produkter, hvilket en del af virksomhederne allerede er begyndt at spejde efter. For en stor dansk virksomhed som Novo er en amerikansk toldmur derimod ikke en større trussel, da virksomheden i forvejen har etableret sig med produktionsanlæg i USA og kun i begrænset omfang leverer råvarer til fabrikkerne på den anden side af Atlanten.

Udfordringerne for en del danske virksomheder ligger geografisk tættere på. Et spøgelse går nemlig gennem Europa – den europæiske konkurrenceevnes tendens til fald. Dette fænomen har i særlig høj grad ramt Tyskland, der gennem årtier ellers har været Europas industrielle og økonomiske lokomotiv. Men tysk industri og ikke mindst bilfabrikkerne halter bagefter konkurrenter fra andre kontinenter – specielt Kina. Kinesiske bilfabrikker har været hurtigere til at omstille sig til udvikling og produktion af el-biler end Volkswagen, der er i krise og må gennemføre lukning af fabrikker og store fyringsrunder under protest fra fagbevægelsen.

Danske firmaer med til sammen omkring 140.000 ansatte er underleverandører til blandt andet den tyske bilindustri. Efter nedgang i ordrer fra Tyskland er hver fjerde af de danske underleverandører i gang med eller har gennemført afskedigelser og ser ikke for lyst på fremtiden for afsætning på det tyske marked. Den tyske krise får også følgevirkninger i andre EU-lande, hvoraf en del også døjer med økonomiske udfordringer som følgevirkning af Corona-pandemien og en svigtende konkurrenceevne.

Europa virker derfor til at tabe terræn, hvilket allerede i 2017 blev udpeget som en udfordring af den franske præsident Emmanuel Macron ved en tale på Sorbonne Universitet i Paris. De helt store advarselsklokker lød i september 2024 fra økonom og tidligere formand for Den Europæiske Central Bank Mario Draghi, der til EU-Kommissionen afleverede en dystert lydende rapport om et trængt Europa.

Dyster rapport om konkurrenceevnen

I den knap 400 sider lange rapport med titlen The future of European competitivness pegede Draghi på, at siden finanskrisen i 2008 er EU´s bruttonationalprodukt (BNP) steget med 28 procent, mens USA’s er steget med omkring 50 procent. EU´s andel af verdensmarkedet er faldet fra 21 procent ved årtusindeskiftet til nu 15 procent, og EU bruger omkring 270 milliarder euro færre end USA på forskning og innovation. Han kritiserer også EU for at mangle fokus, da prioriteterne i de fælles mål ikke er klare nok, ligesom de fælles midler ikke bruges tilstrækkeligt strategisk.

Ifølge Draghi-rapporten har de europæiske virksomheder ikke tilstrækkeligt gode vilkår at arbejde under. Et ufuldstændigt indre marked og for få investeringer gør det svært for virksomheder at vokse, hvilket yderligere besværliggøres af for mange regler på ikke mindst tech-området. Draghi anslår for eksempel, at EU´s databeskyttelsesforordning – kaldet GDPR – har reduceret europæiske tech-virksomheders profit med 15 procent. Efter hans opfattelse er kontrol og regulering gået for vidt. Han anmærker også, at EU har mere ambitiøse klimamål end konkurrenterne, hvilket både stiller større krav til de europæiske virksomheder og viser behovet for en mere effektiv og strategisk kombination af den grønne omstilling og konkurrencepolitik.

En forestilling om at Europa er førende inden for teknologi og infrastruktur er ikke blot optimistisk, men forældet ifølge Draghi. ”Uden handling vil vi være nødt til at gå på kompromis med vores velfærd, vores miljø eller vores frihed”, lød det fra ham, da han fremlagde sin rapport for EU-Kommissionen. Rapporten rummer 170 hovedanbefalinger til, hvordan konkurrenceevnen kan øges og modvirke, at EU vil skrumpe – ”ikke kun økonomisk, men også i vores globale relevans”.

Konkurrenceevnekompas skal vise vej

Den nye EU-Kommission tog Draghi-rapportens budskab til sig og fremlagde i begyndelsen af det nye år et såkaldt konkurrenceevnekompas, der præsenterer en række initiativer til styrkelse af konkurrenceevnen i løbet af de kommende fem år. Overordnet skal der handles på tre felter:

Innovation skal styrkes og fremme brugen af kunstig intelligens (AI) og rumme handlingsplaner rettet imod bio-, robot- og kvanteteknologi, ligesom forhindringer for nye virksomheders vækst skal modvirkes.

Reduktion af CO2-udledninger skal ske gennem en konkurrencedygtig tilgang baseret på en aftale om en ren industriel produktion og handlingsplaner for særligt energitunge sektorer såsom stål- og kemiindustri, ligesom der skal gøres en indsats for at sikre lavere og mere stabile energipriser.

Afhængighed af forsyninger fra lande uden for EU skal nedbringes via handelssamarbejder med lande i hele verden gennem oprettelse af en række nye partnerskaber, der skal sikre levering af råstoffer, ren energi og bæredygtig transport. Også reglerne om offentlige udbud skal gennemgås med henblik på at harmonisere udbudsreglerne inden for kritiske sektorer og teknologier.

Et gennemgående træk på alle tre områder er fem tiltag:

Der skal gennemføres en regelforenkling, som ”drastisk” reducerer de lovgivningsmæssige og administrative byrder for virksomhederne.

Barrierer på det indre marked skal formindskes gennem en ny strategi.

Finansieringen af en forbedret konkurrenceevne skal baseres på etablering af en europæisk opsparings- og investeringsunion.

Udvikling af faglige kompetencer og kvalitetsjob skal opnås gennem en kompetenceunion.

Et konkurrenceevne koordinations-værktøj skal sikre en bedre koordinering i EU og mellem medlandslandene.

Udmøntning af konservativ politik

Kompasset udmønter ikke blot anbefalinger fra Draghi-rapporten, men matcher også indholdet i det manifest, som de kristent-konservative partier samlet i EPP udformede op til EU-parlamentsvalget sidste år. I manifestet slås fast, at konkurrenceevne tæt forbundet med sikkerhed udgør partiernes hovedprioritet. De afviser en såkaldt ideologisk tilgang til grøn omstilling, men går ind for en grøn vision, der sætter fokus på konkurrenceevne. Friedrich Merz som ny forbundskansler i Tyskland vil skubbe på for at udmønte disse tanker til handling i både Tyskland og resten af EU.

De europæiske konservative ligger helt på linje med tonerne i den såkaldte Antwerpen-deklaration, hvori 73 ledere af de største virksomheder i EU for et år siden over for EU-Kommissionen fremlagde deres ønsker til en handlingsplan for styrkelse af industrien. Handlingsplanen skulle føre til afskaffelse af unødig kompleksitet og overdreven rapportering gennem udvikling af et såkaldt Omnibus-forslag til korrigering af al eksisterende EU-lovgivning. Dette tiltag skulle efter erhvervsledernes opfattelse være det første skridt for den nye EU-Kommission til ny lovgivning.

Disse hensigter afspejles da også tydeligt i planerne for den nye EU-kommissionens kommende virke. Den genvalgte formand og medlem af det tyske CDU, Ursula von der Leyen, gengiver i sine retningslinjer for kommissærernes arbejde de næste fem år, at EU´s grønne omstilling og konkurrenceevne hænger tæt sammen og skal gennemføres gennem en aktiv industripolitik. Til det formål skal eksisterende regler gennemgås, og nye regler gøres enklere og mere tilgængelige, overholde proportionalitetsprincippet og tilvejebringe bedre regulering, hedder det blandt andet i retningslinjerne. Denne gennemgang skal ske med inddragelse af repræsentanter for erhvervslivet.

Den nye strategi, som kompasset er udtryk for, hilses da også velkommen af erhvervsorganisationerne i Danmark og resten af EU, mens klimabevægelsen er bekymret. De frygter, at sammenkoblingen af grøn omstilling og konkurrenceevne udhuler regler og initiativer til fremme af en mere bæredygtig udvikling. Frygten baserer sig blandt andet på, at en gennemgang af al EU-lovgivning skal reducere de administrative byrder med 25 procent gennem en lempelse af kravene til grøn rapportering og for tilladelser til grønne projekter, hvilket kan indebære en risiko for greenwashing.

En forsmag på udvanding af den grønne omstilling kan anes i den af EU-Kommissionen udformede vision for en reform af EU´s landbrugspolitik. Den er meget ukonkret, hvilket Greenpeace kalder for vagt. Den vækker også bekymring hos det europæiske netværk af miljøorganisationer, European Environmental Bureau (EEB), der i en udtalelse kalder visionen svag og skuffende – en vision uden visioner.

EEB finder det kritisabelt, at der ikke lægges op til at ændre på, at landbrugsstøtte er baseret på arealstørrelse, hvilket har medvirket til industrialisering af landbruget, frem for en mere målrettet støtte. Det var der ellers lagt op til i et tidligere udkast, men blev fjernet i den endelige udgave af visionen. Der er ifølge EEB en total mangel på miljømæssige mål og midler såvel som økonomisk understøttelse af grøn omstilling, ligesom der med henblik på regelforenkling pønses på afskaffelse af de få regler til fremme af miljøtiltag via tilskud.

Også den danske erhvervsorganisation Landbrug og Fødevarer udtrykker en vis kritik af den fremlagte vision og mener, at EU kunne være lidt ”mere ambitiøs på den grønne dagsorden”, men er imod at lægge et loft over, hvor meget der kan gives i landbrugsstøtte. Kritikken af de eksisterende landbrugsordninger har ellers – fra især miljøbevægelsen – været, at arealstøtte er mest til gavn for de store. industrialiserede landbrug.

Lempelse af regler om bæredygtighed

Som led i gennemgangen af eksisterende eller planlagt lovgivning tages om kort tid fat på to direktiver, har mediet Politico afsløret. Den såkaldte Omnibus-pakke har til formål at forenkle tre af de større grønne regelsamlinger, der retter sig imod virksomhederne. Forenklingerne angår dels direktivet om rapportering af bæredygtighed og dels direktivet om bæredygtig adfærd, som pålægger virksomheder at sikre såvel miljø som menneskerettigheder i hele forsyningskæden.

Kommissionen lægger i sit forslag op til, at virksomheder med under 1000 ansatte undtages fra rapportering. Det vil ifølge Børsen (d. 26.2.25) betyde, at 2000 danske virksomheder fritages for rapportering, så kun 130-150 af landets største virksomheder er forpligtet til at rapportere. Derudover lægges op til otte ændringer, der vil indskrænke virksomhedernes forpligtelser til kun at gælde for de direkte leverandører og ikke leverandører længere ude i kæden. I Omnibus-pakken forventes tillige at indgå lempelser i afgifterne på CO2-udledninger.

Børsen skriver også, at udover Kommissionens eget forslag er der også fra flere af EU-landenes regeringer kommet forslag til lempelse af rapporteringskravene. Fra Danmark har erhvervsminister Morten Bødskov anbefalet at udskyde implementeringen af kravene i to år.

“Dette er ikke regelforenkling, men ren deregulering”, lyder kommentaren til forslaget fra Maria van der Heide fra NGO´en ShareAction. Hun peger på, at regelændringerne gennemføres med rekordfart og bag lukkede døre. Fra Amnesty lyder også kritik af, at en gennemførelse af forslaget vil slække menneskerettighederne.

I det hele taget er der blandt mange organisationer bekymring over de tiltag, der er på vej fra EU. I et fællesopråb fra 270 faglige organisationer og miljø- og klimaorganisationer lyder en kraftig advarsel imod konkurrenceevnekompasset, der efter organisationernes opfattelse ikke styrker virksomhedernes konkurrenceevne. “De udfordringer, som visse brancher står overfor, skyldes ikke overdreven regulering, men snarere regeringers og virksomheders manglende evne til at planlægge, investere og tilpasse sig de nødvendige omstillinger”, hedder det blandt andet i det fælles opråb.

I konkurrenceevnekompasset lægges der op til, at virksomheder skal kunne vælge at følge fælles EU-regler, der er mindre krævende end national lovgivning på et givet område. Ligeledes skal der indføres et trestrenget regelsystem, hvor små- og mellemstore virksomheder friholdes for en del regler, de lidt større virksomheder friholdes for nogle regler, mens de helt store virksomheder fuldt ud skal følge reglerne.

EU-Kommissionen har da også i kompasset ”taget bestik af”, at virksomhederne mener, at de grønne målsætninger er ”gået for vidt”, lyder vurderingen fra professor Niels Thygesen i Berlingske Tidende den 30. januar. Erhvervslivets interesser søges derfor imødekommet med forskellige initiativer. Det er blandt andet såkaldte implementeringsdialoger med repræsentanter for virksomheder, hvor de får mulighed for at klage over national implementering af EU-regler. Der skal også gennemføres en systematisk jagt på nationale barrierer ved hjælp af en lov, der forbyder barrierer for det indre marked. Som noget af det første tages fat på forenkling eller afskaffelse af regler på arbejdsmarkedet og på skatteområdet.

Kritik fra fagbevægelsen

De mange undtagelser for eller lempelser af regler kan få konsekvenser på mange områder, også løn- og arbejdsforhold. Derfor har den europæiske faglige sammenslutning, ETUC, meldt ud, at den ikke kan støtte konkurrenceevnekompasset, da det undergraver rettigheder og standarder på arbejdsmarkedet.

I en udtalelse fra ETUC beklages det, at intentionen om at skabe kvalitetsjob undermineres af det store fokus på deregulering. Det vil medføre, at virksomheder kan operere uden om den gældende nationale lovgivning. ETUC kritiserer, at mens der gives mange løfter til virksomhederne, er der ikke et eneste initiativ til gavn for de ansatte, herunder hvordan de kommer godt igennem den teknologiske og grønne omstilling. ETUC kritiserer også, at kompasset lægger op til at hæve pensionsalderen. Derudover finder ETUC det kritisabelt, at kompasset lægger op til at give offentlige tilskud til virksomheder uden sikring af, at pengene bruges til at skabe kvalitetsjob og ikke blot ender som højere bonusser til direktørerne.

Den europæiske faglige sammenslutning for offentligt ansatte, EPSU – en sektor inden for ETUC – er også kritisk og afviser den simple forklaring om den svigtende konkurrenceevne som forårsaget af administrative byrder og for mange regler. En overset faktor fra Draghi og EU-Kommissionen er de utilstrækkelige investeringer i offentlig velfærd siden finanskrisen i 2008 og de tilbagevendende nedskæringer i den offentlige sektor, så der er et stort økonomisk efterslæb især inden for børne- og ældreforsorg.  

EPSU peger også på, at der er gjort for lidt for at bekæmpe de store virksomheders skatteunddragelse og finder kravene fra Business Europe om lempelse af EU´s skatteregler for uantagelige, når der tværtimod er behov for skærpet lovgivning og øget indsats for at sikre, at alle virksomheder beskattes og ikke kan benytte sig af skattely. I det hele taget er EPSU bekymret for, hvad deregulering kan betyde for borgere og forbrugere, der som følge af lempelse eller afskaffelse af regler kan risikere tab af rettigheder.

Deregulering står også højt på dagsordenen i USA, hvilket effektiviseringsminister Elon Musk meget illustrativt viste ved på et møde i den højreorienterede Conservative Political Action Conference at svinge med en motorsav, som han havde fået af den højreorienterede, ultraliberalistiske argentinske premierminister Javier Milei.

En bølge af deregulering på begge sider af Atlanten kan blive en konsekvens af krigen mellem USA og EU om at opnå større konkurrencedygtighed. Hvis der sættes turbo på dereguleringsbølgen, kan den udvikle sig til det, som den engelske tænker Thomas Hobbes for 400 år siden betegnede som alles krig mod alle, når den samfundsmæssige styring og orden nedbrydes. Det kan blive et kapløb om at deregulere mest under pres fra erhvervslivets lobbyister, frygter fagbevægelsen. ETUC er derfor utilfreds med, at de modsat arbejdsgiverne slet ikke har været inddraget i udarbejdelsen af kompasset, som organisationen anser for at være ensidigt til fordel for arbejdsgiverne og derfor har afvist en invitation til at tilslutte sig aftalen.

Kun begrænset påvirkning af nye overenskomster

Hverken Trumps trusler om handelskrig eller EU´s konkurrenceevnekompas har sat voldsomt synlige aftryk i den nye treårige overenskomst mellem DI og CO Industri, der har lagt linjen for de øvrige overenskomstfornyelser, herunder den nye overenskomst for 180.000 butiksansatte. Deres overenskomst er ligesom industriens og overenskomsten inden for bygge- og anlægsområdet minimallønsoverenskomster, hvor den afgørende del af lønforhandlingen foregår decentralt ved de årlige lønforhandlinger på arbejdspladserne. Det er derfor altid op til de enkelte virksomheders situation og de lokale styrkeforhold, hvor meget disse decentrale forhandlinger kaster af sig.

Forhandlerne på begge sider af bordet forudser, at reallønnen vil blive sikret blandt andet i kraft af, at fritvalgskontoen forhøjes. I 2026 og 2027 bliver indbetalingerne til fritvalgsordningen hævet med 1 procent hvert år, så der i 2027 vil blive betalt 11 procent af lønnen ind på fritvalgskontoen fra 2027. Pengene kan enten udbetales som løn, pension, frihed eller omsorgsdage. På industriens område hæves mindstelønnen med 10,75 kroner over tre år, så den i 2027 er på næsten 147 kroner i timen, hvilket dog kun får minimal praktisk betydning, da langt de fleste har tillæg, der ligger betydeligt over disse beløb.

Større betydning kan forhøjelse af mindstelønnen betyde på butiksområdet, hvor mindstelønnen i den nye overenskomst mellem HK Handel og Dansk Erhverv giver en stigning i mindstelønnen med 1.723 kroner om måneden i løbet af de tre år, som overenskomsten varer. Arbejdsgivernes indbetaling til pension og fritvalgskonto stiger også i løbet af de tre år – med en procent i år, og i både 2026 og 2027 ryger der en ekstra procent oven i fritvalgskontoen. Butiksansatte med tillæg kan dog risikere, at der i forhandling af forhøjelse af disse vil blive foretaget modregning svarende til stigningen på mindstelønnen. Det kan derfor være meget forskelligt, hvor meget hver enkelt i løbet af overenskomstperioden opnår af lønstigninger. Nogle vil opleve reallønsfremgang, andre fastholder reallønnen, mens andre igen vil få et reallønstab. Især lavere lønnede vil på grund af høje priser på dagligvarer kunne få svært ved at bevare købekraften.

Mere entydigt tegner lønudviklingen sig på normallønsområdet, hvor det første forlig blev indgået på transportområdet. Den nye aftale medfører en stigning i timelønnen på fem kroner i 2025, 4,75 kroner i 2026 og 4,50 kroner i 2027. Samlet set svarer det til en stigning på 2.300 kroner om måneden for en fuldtidsansat, hvortil kommer et løft af fritvalgskontoen svarende til 700 kroner månedligt. Om de aftalte lønforhøjelser kan sikre reallønnen de næste tre år, kan kun fremtiden vise. Udover risikoen for højere priser som følge af indførelse af toldmure i USA kan købekraften blive påvirket af mange andre forhold lige fra stigende priser på importerede fødevarer som følge af klimaskabt tørke, oversvømmelse og orkaner rundt om i verden til indførelse af krigsskat til finansiering af militær oprustning.

Fra arbejdsgiverside har der lydt bekymring hos nogle butiksejere over de aftalte lønstigninger; men de toneangivende eksportorienterede virksomheder i industrien har ikke set løntilbageholdenhed som en afgørende faktor i forhold til konkurrencedygtighed. Overenskomstparterne har haft tiltro til så stabil en samfundsøkonomisk udvikling, at der er satset på treårige overenskomster, som udover lønforhøjelser blandt en række andre elementer også rummer enkelte konkurrencefremmende tiltag.

Unødig deregulering

Aftalen på industriens område rummer blandt andet en række nye rettigheder til familiefrihed, hvilket vil øge den administrative byrde. Men sådan er det, hvis man vil være en moderne arbejdsplads, lød det som forklaring fra DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl, der tilføjede, at industriforliget dog fjerner langt mere papirarbejde, end det skaber. Ifølge DI’s topforhandlere er gevinsten for virksomhederne, at der er luget kraftigt ud i det administrative bøvl for virksomhederne, hvilket DI har gjort til en mærkesag og har lagt “stor vægt på under forhandlingerne,” som viceadministrerende direktør Kim Graugaard formulerede det i A4 efter indgåelsen af forliget.

På nogle områder har arbejdsgiverne også fået øget fleksibilitet. Der er åbnet mulighed for, at de lokale parter kan aftale at arbejde mere end 48 timer, når der er brug for det i forbindelse med rådighedsvagter. Der gives også øget adgang for virksomhederne til at udbetale overarbejde i stedet for afspadsering, Antallet af timer, der ikke skal afspadseres, forhøjes fra 8 til 12 timer inden for en fire ugers periode og fra 12 til 18 timer ved reperationsopgaver, ligesom den periode, hvori overarbejdes skal afspadseres, udvides fra fire til seks måneder. Noget tilsvarende indgår også i forliget på transportområdet, hvor det også blev aftalt, at den mindste garanterede timeantal for fuldtidsansatte på en arbejdsdag reduceres fra syv til seks timer, hvilket med aftalens ordlyd ”skal give større fleksibilitet for både medarbejdere og virksomheder”.

Der er således ved årets overenskomstforhandlinger taget nogle få og små skridt i retning af regelforenkling i de kollektive aftaler, men er på ingen måde i nærheden af den deregulering, som de store europæiske virksomheder med Antwerpen-deklarationen har sat på den politiske dagsorden i EU, og EU-Kommissionen nu er ved at gøre til virkelighed. Mens svigtende konkurrenceevne slår igennem især i Tyskland såvel som i en del andre EU-lande, er det ikke en tendens, som præger danske virksomheder og i særlig udpræget grad plager dansk erhvervsliv.

Hovedproblemet i en del virksomheder i eksportsektoren ligesom i hjemmemarkedsorienterede erhverv som byggebranchen, servicesektoren samt i sundheds- og plejesektoren er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Den udfordring løses ikke gennem en omfattende deregulering af EU-lovgivning med afskaffelse eller lempelse af regler, der via implementering i national lovgivning også gælder i Danmark. Faren for den danske model lurer derfor indtil videre et andet sted, nemlig i den deregulerings- og centraliseringsbølge, som EU-Kommissionen er ved at sætte på skinner.

Konkurrenceevnekompasset indebærer også en centralisering, hvor lokale og nationale beslutninger og hensyn underkendes af fælles EU-regler og procedurer, der skal fremme en koordinering og mindske de enkelte landes muligheder for egne regler og standarder. Dermed indskrænkes de enkelte landes råderum til fordel for en centralisering af magten i EU.

Gennem den igangsatte deregulering i EU pålægges Danmark en række ændringer, der kan underminere den grønne omstilling og forringe regler om arbejdsmiljø, ydre miljø, biodiversitet, fødevaresundhed, forbrugerbeskyttelse og datasikkerhed. Dereguleringen tager heller ikke hensyn til, at et land som Danmark ikke står med de udfordringer, som på flere felter præger mange andre EU-lande i forhold til at følge med udviklingen.

På tech-området kan Danmark ikke påstås at halte voldsomt bagefter, da Danmark er ét af de mest digitaliserede lande i verden og tre gange af FN er blevet kåret som verdensmester i digitalisering. En række danske virksomheder er i samarbejde med forskningsinstitutioner ret langt fremme med teknologi til brug for den grønne omstilling. Men de kan løbe ind i forhindringer, når præsident Trump sætter stop for opførelse af vindmølleparker i USA og ensidigt vil satse på udvinding og brug af fossile brændstoffer, hvilket dog ikke har meget med konkurrenceevne at gøre, men betyder tab af danske arbejdspladser.

Udover at borgerne i hele Europa som arbejdere og forbrugere kommer til at betale prisen for de store koncerners problemer med at kunne konkurrere på verdensmarkedet, kommer vi i Danmark til at betale for løsning af et problem, som vi stort set ikke har.

Kilder:
EU-Kommissionen, ETUC, DI, EEB, DEO (Demokrati i Europa), Politico, Børsen