Korruptionen i tysk politik stikker dybere end ‘mundbind-skandalen’

Her er en historie fra Paraguay: Lederen af landets største parti tog imod en kuvert fuld af pengesedler. Afsenderen? En yderst lyssky våbenhandler, som til gengæld fik politisk gunst. Han blev senere afsløret, og måtte undskylde. Men han endte ikke i fængsel, eller bare i retten. Han blev i stedet forfremmet, blev landets økonomiminister og senere formand for landets parlament. Sikke dog et korrupt land!

Den eneste hage: Historien handler ikke om Paraguay, men derimod om Tyskland. Politikeren hedder Wolfgang Schäuble, og han er siddende formand for Forbundsdagen. Han modtog mindst 100.000 D-Mark fra våbenhandleren Karlheinz Schreiber i 1994. Det gav ingen ridser i lakken for Schäubles videre karriere.

Tyskland ser sig selv som et land med meget lav grad af korruption, og indtager med en score på 80 ud af 100 en niendeplads på Korruptionsindekset udarbejdet af Transparency International. Til sammenligning ligger Paraguay på 137.-pladsen. Det er også derfor, at den korruptionsskandale der lige nu omslutter Merkels CDU-parti har været så chokerende for den tyske offentlighed.

Spiegel International har dokumenteret, at to konservative parlamentsmedlemmer, Georg Nüßlein og Nikolas Löbel, er blevet taget med fingrene nede i kagedåsen. Førstnævnte har trukket sig fra CSU (Christlich-Soziale Union, bayersk konservativt parti der indtager samme rolle som samarbejdspartiet CDU i resten af Tyskland, red.), mens Löbel har forladt både partiet og parlamentet.

Den korrupte filt

I begyndelsen af pandemien, mens alle desperat ledte efter mundbind, tænkte en stribe tyske politikere at de kunne give de værste ågerpris-virksomheder en hjælpende hånd. Nüßlein hævede for eksempel 660.000 € som ‘gebyr’ for at lade tvivlsomme virksomheder sælge medicinske mundbind til staten til omkring fire gange normalprisen. De penge blev overdraget til ham gennem et skuffeselskab i skattely.

“… korruption er ikke noget nyt fænomen i Tyskland. Og det er for den sags skyld heller ikke et konservativt problem.”

I Tyskland bliver korruption kaldt for Filz, altså filt. Det hænger sammen med, at den – ligesom fibrene i et stykke filt – er så kompakt og sammenvævet, at den ikke kan trækkes fra hinanden. Korruptionen binder politikere og kapitalister sammen i endeløse tråde.

I den trykte udgave af Der Spiegel bliver Löbel omtalt som et eksempel på en ny generation af konservative politikere, som ikke lader til at have noget som helst politisk kompas, ud over et ønske om at blive rige. CDU blev smadret ved lokalvalget forrige weekend (14. marts, red.) i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz, hvor man fik det værste valg i partiets historie. Det har fået den konservative ledelse til at straks at placere skylden blandt nogle enkelte rådne æbler.

Men korruption er ikke noget nyt fænomen i Tyskland. Og det er for den sags skyld heller ikke et konservativt problem. Tag bare et andet, nyligt eksempel: Tönnies er blevet den største slagterivirksomhed i Tyskland gennem kynisk udbytning af østeuropæisk arbejdskraft. Mindst 1.000 arbejdere på Tönnies’ slagterier er blevet smittet med Covid, hvilket gør Tönnies til en af Tysklands oprindelige superspredere. Og hvem finder vi på deres lønningsliste?

Sigmar Gabriel, den tidligere leder af det socialdemokratiske SPD (fra 2009-2017, red.), som var tysk vicekansler indtil 2018. Han fik 10.000€ om måneden af Tönnies for at være ‘rådgiver’. Gabriel har fastholdt, at han ikke gjorde noget ulovligt. “Jeg er ikke politiker længere”, sagde han, og tilføjede at 10.000 € “ikke er særligt mange penge i den branche”. Gabriel arbejder som rådgiver for en lang række firmaer og har givetvis ret i, at han holder sig inden for lovens rammer – han har trods alt været med til at udforme dem. Men fordi noget er lovligt, kan det vel godt stadig være korrupt?

Fra SPD til AfD

De tyske politikere får allerede en kæmpe løn. Medlemmer af Forbundsdagen tjener mere end 10.000 € om måneden (beløbet er ifølge parlamentets hjemmeside nærmest præcis 75.000 kr. om måneden, red.), foruden de mange privilegier der følger med et sæde i parlamentet. Ministre tjener mere end 15.000 €. Alligevel lader det til, at de fleste forsøger at score kassen så snart de er ude af politik.

Tag bare SPD’s Gerhard Schröder og De Grønnes Joschka Fischer, som stod i spidsen for Tysklands rød-grønne regering fra 1999 – 2005. De kom fra en arbejderklasse-baggrund, og er efter deres exit fra politik begge blevet skamløse mangemillionærer. De tjener uhyrlige summer på at ‘rådgive’ og ‘tale’ – men hvad er det dog for nogle råd eller taler, der kunne være så mange penge værd? Det handler snarere om at sælge indflydelse til højestbydende.

Et andet eksempel: Tysklands kriminelt inkompetente sundhedsminister, Jens Spahn fra CDU, der har arbejdet som lobbyist for medicinalindustrien, mens han sad i Forbundsdagens sundhedsudvalg. Det lader også til at have været fuldt ud lovligt. Og det er ikke en gang hele historien. Efter Spahn blev minister, var han tilsyneladende også indblandet i en skummel aftale om at købe en lejlighed fra en manager i et medicinalfirma. Det er dog vand ved siden af, hvor mange penge der venter Spahn, når han er færdig med politik.

Eller hvad med de offentligt ansatte, som fik til opgave at regulere den finansielle sektor, men som på mystisk vis formåede at overse det milliardstore Wirecard, der viste sig at være et kæmpe fupnummer? De handlede naturligvis selv med Wirecard-aktier, og tjente styrtende på det. Igen må man bare konstatere, at det hele lader til at være fuldt ud lovligt.

Og så har vi ikke nævnt det højre-ekstreme Alternative für Deutschland (AfD) endnu. Her er der ellers tale om et parti, der hævder at forsvare manden på gaden mod en korrupt elite. Det er dog undtagelsen fra reglen, at der går mere end en uge imellem afsløringer af ulovlige donationer til partiet fra ejendomsspekulanter eller milliardær-arvinger. Ganske som højrefløjs-populister i resten af verden har de på besynderlig vis brandet sig på at ville “dræne sumpen” – mens de samtidig er mere korrupte og tilsølede end alle andre.

Legaliseret korruption

Jeg kunne fortsætte med at nævne eksempler i det uendelige, men billedet er ret klart. Hvilken politiker eller embedsmand ville, med den indbringende mulighed i baghovedet, ikke være tilbøjelig til at indgå aftaler med sine kommende arbejdsgivere? Korruption i Tyskland er mere eller mindre blevet legaliseret – og den eneste regel er, at man bliver nødt til at vente et par år med at få sin betaling. Så behøver man til gengæld heller ikke gøre det i det skjulte, så længe man bare sørger for at betale skat af sine indtægter.

Lenin skrev, at korruption i en demokratisk republik har “udviklet sig som en exceptionel kunstart”. Og tyske politikere lader til at være dens virtuoser.

Hele affæren får mig til at tænke på en samtale jeg havde med en boliviansk intellektuel. I dennes hjemland var en af landets ministre blevet taget med en kuffert fuld af kontanter. Tyskeren ville sige: “Det ville aldrig kunne ske i vores land”. Og det er også rigtigt, sagde bolivianeren. For den mængde penge, tyske politikere modtager, ville aldrig kunne være i en kuffert.

Oversat af Morten Hammeken fra Exberliner: Red Flag: Crooked politics in Germany goes way beyond masks