Kravet om et forbud mod atomvåben er mere aktuelt end længe

I USA opfordrer en senator til, at Israel kan kaste en atombombe over Gaza.

I Sverige åbner statsminister Kristersson op for, at der kan udstationeres amerikanske atomvåben på svensk jord i krigstid. 

Rusland svarer igen på flere NATO-landes udmeldinger om, at det ikke kan udelukkes at sende tropper til Ukraine ved at annoncere militærøvelser med taktiske atomvåben.

Atomvåbenspørgsmålet er så sandelig mindst lige så presserende nu som under den lange periode efter Anden Verdenskrig, der går under betegnelsen Den Kolde Krig.

Den amerikanske senator Lindsey Graham argumenterede for nylig på live-tv for, at det vil være o.k., at Israel kaster en atombombe over Gaza. Graham er et fremtrædende medlem af det Republikanske Parti og talte 12. maj på NBC News for, at Israel kunne “afslutte krigen mod Hamas” med en atombombe, ligesom USA angiveligt afsluttede Anden Verdenskrig med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.

I november sidste år og igen i januar i år foreslog den israelske minister Amichai Eliyahu det samme.

De to atombombe-fundamentalister kan ikke bare verfes til side som ekstremister. Trusler om atomvåben og inddragelse af atomvåben i militære strategier er igen ved at blive mainstream.

Det danske atomvåben-forbehold og USA-baser

I vores NATO-naboland Sverige åbnede statsminister Ulf Kristersson 13. maj op for, at amerikanske atomvåben kan udstationeres i Sverige i krigstid. Hvis der bliver krig her hos os, “nyder hele Nato godt af den atomparaply, der skal eksistere i demokratierne, så længe lande som Rusland har atomvåben”, sagde han i Sveriges Radio.

Set med danske øjne er denne tilkendegivelse værd at bide mærke i. Sverige er jo – ligesom Danmark – ved at indgå en baseaftale med USA. Rigsdagen står over for i den kommende tid at skulle stemme om aftalen, der giver USA adgang til 17 svenske militærbaser.

Kristersson afviser foreløbig, at der gives adgang for amerikanske atomvåben i fredstid. 

Herhjemme står det danske Folketing over for at skulle behandle den baseaftale, som regeringen indgik med USA i december sidste år. I den hedder det:

“Intet i denne aftale ændrer dansk politik i forhold til oplagring eller deployering af atomvåben på dansk territorium.” 

Spørgsmålet er så, hvad det betyder. Officielt hedder det sig, at Danmark ikke tillader atomvåben på dansk jord. Men historien har vist noget andet. Et skitseagtigt tilbageblik:

Tilbage i 1957 sagde den daværende regering nej til atomvåben på dansk jord “under de nuværende omstændigheder”. Danmark støttede dog stadig NATO’s strategi, som var baseret på atomvåben. Det danske militær modtog fly, missiler og artilleri, som kunne fremføre atomvåben.

I 1960 blev der indgået et forsvarsforlig, hvor det danske nej til atomvåben blev fastholdt.

Atomvåben-forbeholdet blev derefter reelt accepteret af NATO, fordi det med formuleringen ”under de nuværende omstændigheder” blev betragtet som fleksibelt nok til at have en afskrækkende virkning i kraft af, at det danske forsvar i princippet kunne udstyres med atomvåben i en krise eller krig. Der blev omkring 1960 bygget særligt sikrede depoter til atomvåben i Danmark.

I 1980’erne blev det danske nej til atomvåben en mærkesag, og et flertal i Folketinget fastholdt den såkaldte fodnotepolitik over for NATO og USA.

Midt i 1990’erne blev det så endegyldigt afsløret, at det officielle Danmark havde spillet med fordækte kort over for befolkningen. I 1957 havde stats- og udenrigsminister H. C. Hansen således i al hemmelighed givet USA ret til at udstationere de våben, der blev anset som nødvendige i Grønland. Det inkluderede atomvåben.  Så regeringen accepterede i det stille, at USA placerede atomvåben ved de amerikanske styrker i Grønland. Mildt sagt fifleri med det principielle nej til atomvåben.

Hvad betyder forbeholdet i virkeligheden?

Bemærk igen teksten i den nye baseaftale med USA: 

“Intet i denne aftale ændrer dansk politik i forhold til oplagring eller deployering af atomvåben på dansk territorium.” 

Spørgsmålet er jo, hvad dansk politik er i praksis? Historien viser i hvert fald, at det er nødvendigt med en endog stor portion skepsis over for officielle politiker-tilkendegivelser. 

Frygten for en atomkrig er reel, som verden ser ud. Krigen i Ukraine fortsætter nu på tredje år. Den føres med konventionelle våben, men atomtruslen er hele tiden til stede. I øjeblikket er Rusland i offensiven. Ukraine er på den anden side ved at modtage våben, der kan nå langt ind i Rusland. Macron og andre har luftet muligheden for at sætte NATO-enheder ind i Ukraine. Rusland har herefter oplyst, at man vil afholde en militærøvelse med landets taktiske atomvåben.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad yderligere optrapning kan føre til.

Atomvåben er ulovlige ifølge folkeretten

I 2017 vedtog FN’s generalforsamling en Traktat om Forbud mod Atomvåben. Fire år efter, i januar 2021, havde så mange lande tilsluttet sig traktaten, at den blev en del af folkeretten og international lov. Traktaten kan udgøre et redskab til at nedruste, nedskalere og afskaffe atomvåben.

Men Danmark har ikke tilsluttet sig traktaten. Det har de siddende regeringer lige siden afvist, blandt andet med henvisning til vores NATO-medlemskab. Daværende udenrigsminister Jeppe Kofod sagde således 22. januar 2021 i Folketinget, at “vores stilling i NATO selvfølgelig (er) afgørende”:

“NATO har siden 1949 udgjort hjørnestenen i dansk sikkerhed. Regeringen deler NATO’s politik i forhold til nukleare våben…. NATO’s politik er, at så længe atomvåben eksisterer, er der ingen anden mulighed, end at NATO forbliver en nuklear alliance.”

Så længe dét er holdningen, er der kun udsigt til yderligere eskalation.