“Krigen har revolutioneret politik i Ukraine”. Interview med den ukrainske venstrefløjsaktivist Vladyslav Starodubtsev

Federico Fuentes: Der er i stigende grad kommet opfordringer fra lande uden for Ukraine om forhandlinger som en måde at begrænse yderligere tab af menneskeliv. De, der kræver forhandlinger, hævder ofte, at det er USA, Storbritannien, NATO eller andre fremmede magter, der presser Ukraine til at afvise forhandlinger, idet vestmagterne selv har en dagsorden om at få svækket Rusland yderligere. Hvordan ser du på dette?

Vladyslav Starodubtsev: Som jeg ser det, er situationen i virkeligheden den stik modsatte. USA, Storbritannien og Frankrig har alle været parate til at sælge Ukraine ud fra starten. Allerede før krigen gjorde de det klart, at de ikke ønskede at støtte Ukraine og så det som en tabt sag. Det er almen viden, at de i dagene før krigen talte med Zelenskij.

Magthavere som Macron og Scholz bad Zelenskij om at forhandle med henblik på en form for aftale, hvor Ukraine gav noget til Putin. De meddelte ham også, at amerikansk efterretningstjeneste anslog, at Rusland ville være i Kyiv inden for to dage, hvis de invaderede, og at den bedste løsning var for Zelenskij at forlade landet og forberede sig på partisankrig, idet besættelsen blev et faktum. Som bekendt kom det til at gå anderledes.

Udviklingen satte de vestlige magter i en akavet situation: Ikke alene gik det anderledes end forudset, men derudover er de blevet presset af deres egne befolkninger, som med rette har krævet støtte til Ukraine. Det er vestmagterne, der har været de vigtigste fortalere for forhandlinger, ikke ukrainere.

Folk i Ukraine er derfor meget forståeligt vrede på de imperialistiske magter, der presser på for at slutte fred med besættelsesmagten. Det er derfor, jeg siger, at situationen er den modsatte af, hvad kritikerne hævder: Det er de imperialistiske magter, der presser Ukraine for at sælge ud og lade befolkningen i stikken.

Den slags eftergivenhedspolitik vil kun bidrage til at styrke den rådende verdensorden, hvor den stærkestes ret gælder, og hvor landene med de største hære styrer verden – frem for en verdensorden, der styres demokratisk. Fredsforhandlinger i Ukraine vil motivere andre stater til lignende aggressioner og folkemordshandlinger, fordi de i sidste ende ved, at de kan forhandle sig ud af det igen.

Det er en kolonial måde at forholde sig til ukrainere, der er imod at blive besat, og som ikke ønsker at afgive områder til fjenden. Efter de brutale massakrer i Bucha og i Irpin er der ingen ukrainere, der så meget som overvejer at indgå forhandlinger. Endda i en grad så jeg vil sige, at rigtigt mange ikke bare kæmper for at få genoprettet 2014-grænserne, men for at styrte selve det russiske regime. Dette er den generelle stemning. Når folk hører nogen tale om at forhandle fred, bliver de meget vrede.

Ukrainerne og NATO

Federico Fuentes: Hvilken indflydelse har alt dette haft på den ukrainske holdning til NATO?

Vladyslav Starodubtsev: Det er interessant, fordi folk i Ukraine lige nu på samme tid virkelig elsker og virkelig hader NATO. Før krigen fortalte NATO Putin, at Ukraine aldrig ville få lov til at blive medlem. Dette blev endnu en gang bekræftet af Scholz i et interview for nyligt (interviewet er fra efteråret 2022, red.), hvor han sagde, at Putin her fik den samme besked.

Mange ser på den slags udtalelser som at give Putin grønt lys til at invadere – hvilket det også var – fordi NATO blot gik på kompromis og søgte at formilde Putin så meget som muligt, i lyset af en reel risiko for krig. På grund af dette hader folk virkelig NATO. De føler, at NATO kun ønsker at forfølge sine egne interesser. Samtidig forstår mange mennesker, at hvis Ukraine havde været i NATO i 2014, ville intet af dette være sket.

Alt dette skaber en meget mærkelig diskussion omkring NATO: På samme tid er der mange, der både idealiserer, men også hader NATO. Men personligt tror jeg ikke, at det ukrainske folk får brug for NATO, hvis vi vinder denne krig, og det russiske regime kollapser.

Spørgsmålet er ikke lige så vigtigt i dag, som det var før krigen, hvor drivkraften bag NATO-støtten handlede om at få forhindret en russisk aggression. Og da den værste frygt nu er gået i opfyldelse, er spørgsmålet om NATO-medlemskab gledet mere i baggrunden.

Livet under en fascistisk besættelsesmagt

Federico Fuentes: Hvad kan du fortælle os om livet i det russisk-besatte Ukraine?

Vladyslav Starodubtsev: Situationen i de besatte regioner er en besættelse, en fascistisk besættelse. Det betyder undertrykkelse, massedrab, gidseltagning af politiske aktivisters familiemedlemmer og undertrykkelse af LGBTIQ+-samfundet. Det er en terrorstat, hvor enhver, der udøver politisk aktivitet, bliver brutalt undertrykt.

Mange fagforeninger er blevet ødelagt eller tvunget til at acceptere vilkår, der stiller dem meget ringere end generelt i Ukraine, og alle strejker er blevet forbudt. Masser af mennesker er bare forsvundet; de tog afsted hjemmefra og er aldrig vendt tilbage. De russiske myndigheder foretager også åbne plyndringer og voldtægter. Forholdene er meget barske.

I de besatte områder er der blevet gennemført en radikal assimileringspolitik. I praksis er brugen af det ukrainske sprog blevet forbudt, mens det russiske sprog gennemtvinges overalt, herunder i skoler og offentlig administration. Fra 1. september 2022 er der ikke længere blevet undervist i det ukrainske sprog på skolerne i de besatte regioner: ingen studier på ukrainsk, ingen ukrainsk litteratur, ikke engang inden for faget udenlandsk litteratur.

Russiske myndigheder inviterer folk såsom lærere og politiske kommissærer fra Rusland til de besatte regioner for at overtage stillinger i uddannelsessystemet og den offentlige administration. Der er meget tydeligt en tvungen assimileringskampagne i gang for at gøre alle til russere. Forholdene er forfærdelige: Det er en fascistisk besættelse.

Situationen i Donbas – under og efter krigen

Federico Fuentes: Hvordan mener Sotsialnyi Rukh, at situationen bør løses i Donbas-regionen, idet nogle frygter, at en tilbagetrækning af de russiske tropper vil skabe risiko for ukrainsk undertrykkelse af dem, der bliver tilbage?

Vladyslav Starodubtsev: For det første tror jeg ikke, at situationen for folk i Donbas kan blive værre, end den er nu. Det er umuligt, fordi det, de har nu, er en autoritær stat, der udelukkende er baseret på undertrykkelse, og hvor enhver form for dialog er blokeret. Enhver form for genintegrering vil være bedre for befolkningen i Donbas, når man sammenligner med den nuværende situation.

For det andet tror jeg ikke, der er nogen generel følelse af had mod folk i Donbas. Selvfølgelig vil der være behov for at retsforfølge de mennesker, der var med til at få indført denne terrortilstand i Donbas, og som har deltaget i krigen mod Ukraine. Men alligevel ser jeg et ønske fra den ukrainske regerings side om at gå på kompromis med visse spørgsmål.

Jeg har svært ved at forestille mig en bølge af generaliseret undertrykkelse. Når det er sagt, vil reintegration ikke være en nem proces. I otte år har mennesker i Donbas levet et meget anderledes liv. Folk dér har levet i en stat, hvor politisk diskussion og aktivitet har været fuldstændig forbudt.

Den politiske kultur i Donbas er derfor meget anderledes end situationen generelt i Ukraine. Du har også de mennesker, der er blevet tvunget til at flygte fra Donbas, og som har forladt deres hjem og deres tidligere liv. Og så er der situationen med ukrainere, der er forblevet i Donbas, og som er blevet behandlet som undermennesker, mens alt russisk er blevet ophøjet.

Det vil klart kræve tid, før lokalbefolkningen igen vil finde ud af kunne leve sammen igen efter så mange år med stærkt forskellige virkeligheder.

Endelig vil der også være komplekse problemer, der skal findes løsninger på, som f.eks. spørgsmålet om sprog. Det vil ikke være let at komme til enighed, og tingene vil tage tid. Men der har ikke været nogen tegn fra regeringen på, at de har planer om at undertrykke de mennesker, der bor i Donbas.

Og jeg tror heller ikke, at der er problemer, som umuligt kan overvindes – navnlig hvis der bliver indført et socialt sikkerhedsnet, og hvis befolkningen får lov til at deltage i dialogen.

En neoliberal regering i spidsen for den ukrainske krigsindsats

Federico Fuentes: På trods af krigen har Ukraines parlament fortsat sit virke og både indført progressive love (f.eks. Istanbul-konventionen mod vold i hjemmet og lige rettigheder til ægteskab), men også flere reaktionære love (bl.a. i forhold til arbejdsmarkedet og fagbevægelsen). Hvordan ser Sotsialnyi Rukh på Zelenskij-regeringen?

Vladyslav Starodubtsev: Selv før krigen var det en af de mest populære regeringer, Ukraine har haft – hvilket ikke betyder, at den er god, men at den blot ikke har været lige så forfærdelig som de forudgående.

Zelenskijs parti, Folkets Tjener, er i dag det mest progressive parti i parlamentet i sociale spørgsmål som LGBTQ-rettigheder, modstand mod vold mod kvinder og så videre. Men det meste af politikken er blevet fremmet med europæisk integration i tankerne, og ikke fordi partiet i sig selv er progressivt.

På den økonomiske front er Zelenskijs parti absolut neoliberalt og med en markedsfundamentalistisk orientering. Samtidig har krigen givet den sit livs chance for at gennemtvinge enhver upopulær reform, som den nogensinde kunne drømme om.

Krigen har givet regeringen carte blanche til at gøre, hvad den vil. For eksempel er der blevet indført en fuldstændigt neoliberal lovgivning for at deregulere arbejdsvilkårene, hvilket har svækket både de kollektive overenskomster og fagbevægelsen. På grund af dens fundamentalistiske markedssyn ser regeringen på fagforeninger og enhver form for demokratisk indflydelse på økonomien som skadelig, og grundlæggende ønsker den at ødelægge fagforeninger. En drøm, som den nu er gået i gang med at realisere.

Regeringen har også vedtaget en skattereform og presser på for endnu en omgang reformer kaldet “10-10-10”. Det indebærer at sætte skattesatserne til 10 procent for indkomstskat, 10 procent for selskabsskat og 10 procent for vare- og tjenesteafgifter. Det skattesystem vil fuldstændigt underminere enhver form for funktionel offentlig sektor og navnlig i en krigssituation. Det vil betyde, at slutresultatet ultimativt bliver nul sundhedsvæsen, nul sociale ydelser, nul uddannelse, nul offentlig transport og nul militærindustri.

Zelenskij-regeringen har også midt under krigen besluttet at presse på for privatisering. Dette er i modstrid med, hvad næsten enhver krigstidsregering nogensinde har gjort. Altså at centralisere økonomien og mobilisere folket til at producere, hvad der er nødvendigt for at vinde krigen.

For eksempel var der under anden verdenskrig en samlingsregering i Storbritannien, hvor de forskellige partier arbejdede sammen for at forfølge en samfundsmæssig vision. Også Labour var med i regeringen, og fagforeningerne havde en særlig rolle ude i virksomhederne.

Borgerskabet forstod på dette tidspunkt, at de var nødt til at gå på kompromis med arbejderne under krigen, fordi de havde behov for social fred og social stabilitet. Det var afgørende for krigsindsatsen. Så arbejdere mobiliserede og producerede så mange våben, som de kunne.

Men vores regering mener åbenbart, at der ikke er behov for at producere våben, fordi Vesten vil give os alt, hvad vi har brug for. Selv midt under krigen bliver fabrikker, der producerer militært udstyr enten lukket, underfinansieret eller privatiseret, og arbejdere bliver fyret.

Vores regering saboterer fuldstændig krigsindsatsen: Den har besluttet ikke at nationalisere økonomien, og i stedet har den ødelagt krigsøkonomien og besluttet at fortsætte med sin neoliberale, oligarkiske pro-business dagsorden. Den styrer ikke Ukraines økonomi i retning af at opfylde befolkningens behov eller producere militært udstyr.

Regeringen bruger krigen til at gennemtvinge sin liberalistiske og markedsfundamentalistiske vision. Den presser hårdt på for at cementere privilegier i erhvervslivet og udnytter det faktum, at fagforeninger og medier er bundet på grund af krigen. Det er på denne måde, at den absolut saboterer krigsindsatsen.

Zelenskijs regering er for neoliberal til vestlige politikeres smag

Federico Fuentes: Jeg forestiller mig, at det også gælder for Zelenskijs vision for genopbygning af Ukraine efter krigen. Eller har der været en form for modstand mod dette?

Vladyslav Starodubtsev: Ja, det samme gælder for genopbygningen efter krigen. Zelenskij-regeringen presser på for den mest mulige neoliberale genopbygning. Den ønsker at skabe en slags “vilde vesten” neoliberal økonomi og sælge så meget af Ukraine til Vesten, som den kan. Det er selvfølgelig et forfærdeligt scenarie.

Desværre er der i øjeblikket ingen reel offentlig diskussion om alternative forslag til genopbygning. I Sotsialnyi Rukh prøver vi at få mest mulig opmærksomhed om vores vision for en socialt progressiv genopbygning. Mange mennesker i Ukraine forstår ikke umiddelbart forskellen, men når man forklarer det, er folk med på tanken.

Desværre står vi over for en stor indsats, for i øjeblikket har regeringen monopoliseret diskussionen. Da medierne er fuldstændig fokuseret på krigen, er det meget svært overhovedet at få sat diskussionen i gang.

Ironisk nok er det i øjeblikket Vesten, der siger til den ukrainske regering, at den er for radikal i sine økonomiske foranstaltninger, og at den bør overveje nogle flere keynesianske greb og en vis form for socialt sigte. Eller med andre ord: “I er endnu værre end os.”

Det er en stor udfordring, og der er klart behov for at tage de store debatter. Vi arbejder på sagen, for det er noget, vi ser som helt afgørende. Vi er nødt til at presse den ukrainske regering i sociale spørgsmål som f.eks. med vores kampagne mod de nye arbejdsmarkedslove. Hvis vi ikke gør det, ender vi med en meget neoliberal genopbygning, hvor fokus udelukkende er på velfærd for de mest privilegerede.

Bliver Ukraine nogensinde medlem af EU?

Federico Fuentes: I lyset af dine kommentarer om, hvordan nogle vestlige lande ser på Zelenskijs politik, hvordan ser Sotsialnyi Rukh på EU’s tilbud om medlemskab til Ukraine? Hvilken holdning har I til EU-medlemskab?

Vladyslav Starodubtsev: Det meste af venstrefløjen i Ukraine støtter europæisk integration. Vi forstår fuldt ud problemerne, der er forbundet med EU og dens neoliberale politikker. Faktisk har Ukraine allerede lidt under de negative konsekvenser af EU-associeringsaftalen og handelsaftalerne, der indebar, at man fjernede protektionistiske foranstaltninger for ukrainske virksomheder og statslige selskaber. Det resulterede i, at vores handel kollapsede. I den forstand har Ukraine allerede oplevet de værste sider af EU; hvad vi endnu ikke har oplevet, er de gode elementer.

For eksempel har EU en meget stærkere beskyttelse af lønarbejderes rettigheder i sammenligning med, hvordan det lige nu står til i Ukraine. EU har også meget mere socialt progressive politikker, som ukrainere ville drage fordel af som del af Den Europæiske Union.

Så jeg vil ikke sige, at EU-integration nødvendigvis vil skade Ukraines muligheder for at bevæge sig i en mere progressiv retning, da EU er meget mere progressiv, end Ukraine er i øjeblikket. Medlemskab ville endda kunne forhindre nogle af de mest reaktionære tiltag fra Ukraines herskende klasse.

Ved at lade sig integrere i EU ville Ukraine – som det geografisk største land i Europa – desuden være i stand til at deltage i unionens politik. I øjeblikket bliver alle beslutninger truffet andre steder, og uden at vi bliver spurgt. Integration vil skabe et nyt rum for at drive politik, og som venstrefløj vil vi forsøge at bruge dette rum.

Jeg tror, at ukrainsk medlemskab også kan være meget vigtig for EU’s fremtid, da unionen vil blive nødt til at ændre sine politikker for at lette Ukraines indtræden. Det vil gøre det muligt at tænke i retning af en anden form for Europa og for at udvikle socialt progressive, endda socialistiske, alternativer til det neoliberale projekt i EU.

For eksempel ved vi, at der er negative sider ved EU-medlemskab, såsom konkurrenceloven. Vi ved også, at hvis Ukraine vinder denne krig, bliver vi nødt til at genopbygge landet. Men enhver genopbygning vil være umulig, hvis vi bliver nødt til at indføre konkurrencelove, der forbyder statslige investeringer i infrastruktur, i produktion, i jobsikkerhed. Vi er nødt til at begynde at kæmpe nu for europæisk integration på grundlag af særlige betingelser for at give Ukraine mulighed for at gennemføre en social genopbygning.

Men vi bør være meget klare: EU ønsker ikke at acceptere Ukraine. De har konstant skabt nye barrierer for Ukraines indmeldelse, fordi de absolut ikke ønsker at bruge flere penge og tid på at integrere os. De har allerede etableret en magtrelation i forhold til Ukraine, som de vil forsøge at fastholde.

Alle Europas privilegerede klasser kæmper mod ukrainsk integration. Det europæiske bureaukrati vil modsætte sig enhver integration af Ukraine, med eller uden særlige betingelser. De vil fortsætte med at opfinde nye, fantasifulde barrierer og betingelser for at holde Ukraine ude.

Og hvis Ukraine faktisk bliver optaget, vil de søge at udnytte Ukraine så meget som muligt og at indgå så få kompromiser som muligt. Det gør de allerede i dag, hvor de siger, at vi kun kan deltage på denne eller hin betingelse. Men vi kan pege på eksemplet med Danmark, der meldte sig ind i EU og fik vedtaget en række forbehold. Den slags vilkår bør Ukraine også kunne få med henblik på genopbygningen, så vi kan rekonstruere en social stat efter krigen.

Krigen har skabt potentiale for nybrud i ukrainsk politik

Federico Fuentes: Sotsialnyi Rukh blev startet som et alternativ for ukrainske arbejdere til oligarkisk politik. Hvordan har krigen – og mobiliseringen af hundredtusindvis af ukrainere for at imødegå den russiske trussel – påvirket det ukrainske politiske landskab og dets rutiner? Hvilke muligheder, hvis nogen, er der åbnet for SR?

Vladyslav Starodubtsev: Krigen har ændret ukrainsk politik dramatisk. Der er et citat fra Franz Fanon om, hvordan situationer med krig og revolution kan give folk en oplevelse af, at de kan styre sig selv, idet de befinder sig i en situation, hvor de er nødt til at organisere sig kollektivt for at kæmpe mod deres undertrykker.

Det er det, vi ser i Ukraine: Folk organiserer sig som frivillige i hæren, på fabrikkerne, overalt, hvilket alt sammen har opbygget en stærk følelse af solidaritet og samarbejdsånd i samfundet. Folk har fundet nye måder at samarbejde på, nye måder at organisere sig på, og der er blevet langt mere selvbevidsthed. Befolkningen forstår, at det er dem, der står i spidsen for denne krigsindsats snarere end landets magthavere, og at uden dem ville slaget være tabt.

Det har revolutioneret opfattelsen af politik, og jeg tror, at det vil udmønte sig i mere folkelig aktivitet efter krigen, fordi denne opfattelse ikke vil slutte, blot fordi krigen slutter. En anden effekt, som krigen har haft, er, at den sociale basis for de gamle politiske partier i Ukraine er brudt sammen.

Før krigen var der primært enten pro-russiske eller pro-europæiske partier. Sådan en kløft findes ikke længere. Partierne er nu nødt til at definere sig ud fra nye spørgsmål og nye måder at vinde vælgere og blive valgt på. Der vil opstå en masse nye diskussioner; folk vil ikke bare tale om det samme gamle skel mellem pro-Europa/pro-Rusland.

Jeg vil også sige, at med krigen er mange flere mennesker blevet skeptiske over for ideen om Vesten og neoliberalismen. Generelt ville mange mennesker før krigen sige: “Vesten er så fantastisk, vi skal være som Vesten”, og de så op til, hvad der blev vedtaget i Tyskland eller USA.

Men nu, især med al denne stræben efter kompromiser med Rusland og idet folk ser, at Europa ikke fuldt ud hjælper Ukraine, mister folk troen på den europæiske verden. Folk ser dem nu som forrædere, der ikke hjælper os med at vinde vores berettigede nationale befrielseskrig. De siger: “Hvorfor skulle vi følge dem, vi ønsker ikke at være som dem.”

Venstrefløjen er også blevet meget stærkere og mere accepteret som følge af krigen. Da Maidan-revolutionen fandt sted, og krigen startede i Donbas i 2014, blev venstrefløjen generelt set som forrædere, fordi vi desværre havde en masse stalinistiske, pro-russiske venstreorienterede og ingen stærk antiimperialistisk venstrefløj. Venstrefløjen blev anset for at være nogen, der støttede eller ønskede at gå på kompromis med russisk imperialisme.

Nu hvor Sotsialnyi Rukh og andre venstrefløjsorganisationer – anarkister, socialister, socialdemokrater – alle deltager i krigsindsatsen, er dette argument kollapset, og folk siger nu: “OK, venstrefløjen er for ukrainere, de støtter os og bekymrer sig om vores problemer. De er med folket og ikke imod folket.”

Dette har skabt et nyt og fordelagtigt miljø for at opbygge støtte til venstrefløjspolitik og udvikle et venstreorienteret politisk subjekt, der lige nu er fraværende på grund af venstrefløjens svigt i forhold til Maidan og krigen i 2014. Nu har alt forandret sig, og selv personer med en nationalistisk orientering er blevet meget mere åbne over for venstrefløjen.

Det er venstrefløjens opgave at bakke op om Ukraine

Federico Fuentes: Vestlige venstreorienterede har det ofte dårligt med at stå på samme side som deres regeringer i spørgsmålet om Ukraine-støtte. Hvilke krav kan venstreorienterede i vestlige imperialistiske lande stille til deres regeringer? Hvordan kan venstreorienterede i vestlige imperialistiske lande tilbyde praktisk solidaritet til det ukrainske folk?

Vladyslav Starodubtsev: For det første bør den vestlige venstrefløj fortsætte med at presse deres regeringer til at støtte Ukraine, for det er i deres regeringers interesse at opgive Ukraine og sælge ud.

De har ikke bedt om nogen af de problemer, der er skabt af Putins invasion af Ukraine; de ønsker at fortsætte deres forretninger med Putin som normalt. De vil have Ruslands gas, de vil have nye kontrakter, nye handelsaftaler, de vil formilde deres kapitalister. På grund af dette ønsker de at bakke ud af deres erklærede støtte til Ukraine.

Venstrefløjen burde mobilisere på gaden for at presse dem til at fortsætte med at støtte Ukraine. Venstrefløjen burde være dem, der siger: “Hvis I ikke vil hjælpe Ukraine, så går vi imod jer, og vi vil være dem, der står op for Ukraine ved at kræve mere støtte”. Vi er som venstrefløj nødt til at kæmpe for en mere demokratisk verden og ikke en verden baseret på militære invasioner, hvor den stærkeste undertvinger de andre.

Venstrefløjen bør også fortsætte kampen for at tage imod alle flygtninge. De kan bruge den særlige velkomst, som ukrainere har fået, til at sige: ”OK, vi har denne situation i Ukraine. Men vi har lignende situationer over hele verden: Hvad er forskellen i forhold til Syrien? Hvad med Palæstina? Med ethvert land, der gennemgår konflikt, krig, undertrykkelse, besættelse? Hvorfor skal Ukraine gøres til en undtagelse?”

Behandlingen af ukrainske flygtninge bør rejses som grundlag for at argumentere for, at alle flygtninge bør få hjælp. Konflikten i Ukraine har udstillet de fleste vestlige regeringers racisme, og dette skal fremhæves.

Så er der spørgsmålet om sanktioner. Hvis der ikke bliver pålagt stærkere sanktioner mod Rusland, vil der komme mange flere dødsfald, mange flere flygtninge, meget større socialt sammenbrud og meget mere sult. Vi er nødt til at sanktionere Rusland, så det ikke har råd til at betale for soldaterlønninger eller mere militært udstyr. Hvis de ikke kan gøre dette, stopper krigen. Så vi skal fortsætte med at presse på for sanktioner.

Venstrefløjen bør også føre kampagne mod vores regerings neoliberale handlinger, for eksempel arbejdsmarkedsreformerne. For venstrefløjen skal ikke kun kæmpe imod imperialismen, men også for vores egen vision om en fremtid efter krigen og ikke kun for Ukraine.

Hvis Ukraine vinder – og det håber jeg, at vi gør – vil det ændre den herskende verdensorden, især hvis det russiske regime kollapser. Tænk over det: Vi bliver nødt til at genopbygge vores land, og for at gøre det bliver vi nødt til at reformere EU. Desuden bliver vi nødt til at gøre noget ved Rusland. Der bliver brug for en diskussion om, hvordan en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur skal se ud, og hvordan den skal kunne håndtere lignende problemer i fremtiden, sammen med problemer som f.eks. gæld.

Alt dette vil skabe muligheder for at presse på for en socialt progressiv vision for den nye verdensorden. Og dette skal starte i Ukraine – og nu – ved at tage alle disse problemer op; såsom gæld, genopbygning osv., fordi verdens øjne i øjeblikket er rettet mod Ukraine.

Hvis Ukraine rekonstrueres langs neoliberale linjer, så vil de herskende klasser bruge denne model til at udbrede vedtagelsen af lignende politikker i deres egne lande. Men hvis Ukraine genopbygges langs sociale linjer, danner det præcedens. Så det er en meget vigtig kamp.

Der er også spørgsmålet om internationale politiske strukturer og herunder FN. Det faktum, at denne krig fandt sted, viser, at der er noget galt med de eksisterende strukturer.

Venstrefløjen skal gennemtænke, hvordan en demokratisk verdensorden kan se ud. Ikke en verdensorden baseret på kompromiser mellem imperialister på bekostning af mindre nationer, men én, hvor forskellen mellem stormagter og mindre stater er stærkt reduceret; hvor lande som Ukraine, de baltiske stater og Taiwan får en stemme og har en demokratisk måde at beskytte sig mod imperialistiske magters indflydelse. Denne diskussion skal starte nu.

Endelig kan alle på venstrefløjen komme her for at yde direkte støtte og hjælp. Ukraine er et meget fattigt land; landets hær er meget underorganiseret og underudviklet, så enhver hjælp er stærkt værdsat. Der har været flere gode eksempler på fagforeningskonvojer, som venstrefløjen har organiseret for at yde solidaritet med og støtte til arbejdere, der kæmper ved fronten.

At støtte ukrainske arbejdere i denne kamp er en meget venstreorienteret ting at gøre, og mange flere mennesker burde gøre dette. Den måske mest radikale måde at støtte Ukraine på er at komme her for at kæmpe. Mange mennesker taler om Azov-bataljonen, men hvis der bare var en bataljon bestående af internationale venstrefrivillige, ville ingen tale om Azov; i stedet ville alle tale om dem, og hvordan venstrefløjen støtter Ukraine.

Desværre er der stadig sket for lidt af det ovenstående pga. racisme og fordomme over ukrainere for blandt mange venstreorienterede, der betragter os som nazister eller “NATO’s marionetter “. Ved altid at tale om Azov og uden at yde nogen støtte i øvrigt, bidrager den slags venstreorienterede i Vesten alene med at give indtryk af, at venstrefløjen er imod Ukraine, og at kun højreorienterede hjælper Ukraine, hvilket er absolut vrøvl.

Alt i alt er venstrefløjen nødt til at gentænke sig selv og stå for praktisk solidaritet med befolkningen i stedet for at bare tale hen over hovedet på andre mennesker. Det er udbredt blandt mange venstreorienterede. I Ukraine har denne situation været en stor udfordring for os.

Det er en udfordring at erkende, hvordan venstrefløjen kan genskabe sig selv og gøre de ting, som netop venstrefløjen bør gøre: Kæmpe for menneskers frigørelse og opbygge international solidaritet.

Men denne krig har også skabt en masse muligheder for venstrefløjen, i Ukraine og internationalt. For eksempel taler vi med hinanden, selvom der er tusindvis af kilometer imellem os. Dette ville aldrig være sket uden denne krig. Alt dette er med til at skabe nye forbindelser og nye muligheder for en ny form for international solidaritet. Disse muligheder bør udvikles, og det håber jeg, at de vil.

Interviewet er først bragt i det australske magasin Links. Det er oversat til dansk af Bjarke Friborg.