Krigens matrix

Af Tony Wood

Oversat med tilladelse fra engelsk fra ’Matrix of War’, New Left Review 133/134, januar-april 2022 af Niels Frølich

   1

Kreml bærer ansvaret for at udløse denne krig og vil uanset udfaldet bære en tung moralsk byrde for den ødelæggelse, som den allerede har forårsaget. Midt i en bred bølge af sympati for Ukraine og fordømmelse af Putin – der kortvarigt også kom til udtryk i Rusland ved et udbrud af spontane demonstrationer mod krigen - har USAs og dets allieredes bestræbelser på at straffe og udstøde det nuværende regime taget fart. Men den berettigede forargelse og de umiddelbare krav om solidaritet med ukrainerne bør ikke få lov til at udelukke de større spørgsmål om historisk ansvar. Som den mest magtfulde blok i en årtier lang geopolitisk kamp om Ukraine spillede USA og dets NATO-allierede nødvendigvis en rolle i udformningen af baggrunden for invasionen, ligesom rivaliseringer mellem imperierne i La Belle Epoque^* lagde grunden til krigsudbruddet i august 1914. En analyse, der begrænser sig til Ruslands handlinger alene, eller som ikke ser længere end til indersiden af Putins hoved, er i bedste fald en ensidig illusion og i værste fald en bevidst fordrejning af kendsgerningerne.

En klar forståelse kræver, at vi holder os tre sammenfiltrede analysestrømme for øje: For det første Ukraines egen interne udvikling og prioriteringer siden 1991, for det andet NATOs og EUs fremmarch i det strategiske tomrum, der opstod i Østeuropa efter afslutningen af den kolde krig, og for det tredje Ruslands vej fra postsovjetisk tilbagegang til national selvtillid. Sammenstødene og sammenfaldene mellem disse tre dynamikker skabte den større kontekst, i hvilken Rusland derefter begik sin aggressionshandling.

2

Krigen i 2022 er på én gang udtryk for og resultat af en mere langsigtet dynamik, der har placeret Ukraine i centrum for rivaliserende geopolitiske og geoøkonomiske projekter: På den ene side det vestlige tvillingepar NATO og EU, der søger at udvide USAs strategiske dominans og indlemme Ukraine i EUs liberale, kapitalistiske arkitektur, og på den anden side russiske forsøg på at genetablere en indflydelsessfære i sit "nære udland". Magtbalancen – den militære, økonomiske og ideologiske - mellem disse to projekter har mildest talt været skæv, for at sige det mildt. I en stor del af 1990erne og 00erne kunne det ene af dem rykke uhindret frem, mens det andet kun forblev en kompenserende fantasi midt i Ruslands postsovjetiske forvirring. Men siden midten af 00erne, hvor Ruslands økonomi har fået nyt liv af indtægterne fra naturressourcerne, har disse to rivaliserende projekter været på kollisionskurs, og deres grundlæggende uforenelighed er blevet mere og mere tydelig.

Siden Ukraine opnåede selvstændighed i 1991, har landet i stigende tempo gennemgået parallelle processer hvad angår statsdannelse og nationsopbygning, samtidig med at landet har forsøgt at fremme sine egne interesser, uafhængigt af både Vesten og Rusland. Men efter at have forsøgt at balancere mellem Rusland og Vesten i 1990erne og begyndelsen af 00erne stod landet derefter over for et valg, der havde karakter af et nulsumsspil. Siden 2014 - efter annekteringen af Krim og især den igangværende krig i Donbas - er konfrontationen mellem de to projekter kun blevet intensiveret, hvilket har skabt en slags tektonisk forskydning, der har omformet det ukrainske politiske system, hvor landets ledere med fast hånd har drejet det i vestlig retning, selv om dets østlige områder fortsat var fastlåst i en russisk-sponsoreret separatistkonflikt. Putins invasion i 2022 var udtænkt for at bryde dette politiske og strategiske mønster op og derefter omforme det efter Moskvas retningslinjer. Alligevel vil invasionen måske blot bekræfte den underliggende historiske tendens, hvor Ruslands postsovjetiske naboer i stigende tempo bevæger sig væk fra Rusland og skaber netop den befæstede ring af provestlige stater, som russisk politik har brugt år på at forsøge at forhindre i at opstå.

3

Konsolideringen af et glødende provestligt ukrainsk politisk system, hvis holdning i vid udstrækning er defineret af behovet for at modstå russisk fjendtlighed, er et så meget desto mere forbløffende historisk resultat i betragtning af landets pluralistiske arv og dets betydelige grad af nærhed med Rusland. Når det gælder landets sammensætning, kultur og demografisk profil, var det Ukraine, der blev uafhængigt i forbindelse med Sovjetunionens opløsning, helt anderledes end f.eks. de baltiske stater, hvis territoriale konturer var blevet fastlagt efter Første Verdenskrig, og som forblev kulturelt forskellige fra resten af Sovjetunionen. Ukraines moderne grænser, der strækker sig fra den ukrainske nationalismes ​​ historiske kerneområde i vest til den sovjetiske industrielle modernitet i øst - fra barokkuplerne i Lviv til det konstruktivistiske Industriens Palads i Kharkiv - er arven fra både den imperiale og sovjetiske fortid¹. Det var bolsjevikkerne, der i kølvandet på borgerkrigen i 1922 definerede konturerne af den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik [SSR] og de sammenlagde Kiev og kernen af den middelalderlige Rus med de steppeområder, der oprindeligt blev erobret af Romanov-imperiet i det 18. århundrede, og med det industrialiserende Donbas. I begyndelsen og slutningen af Anden Verdenskrig blev der tilføjet yderligere ukrainsksprogede provinser i vest, som havde været habsburgske og derefter polske områder. I 1954 blev Krim - fra 1921 en autonom enhed inden for den russiske del af USSR, hvor hele den krimtatariske befolkning blev deporteret en masse i 1944 - overført til den Ukrainske SSR.

Den sovjetiske politik havde i begyndelsen i overensstemmelse med de leninistiske principper om selvbestemmelse tilskyndet til brug af det ukrainske sprog og til at gøre statsstrukturerne "indfødte"; 1920erne gav også anledning til en litterær og kulturel opblomstring, da de nationalistiske netværk, der tidligere havde været adskilt af kejserdømmernes grænser, opnåede statslig godkendelse. Men i slutningen af årtiet vendte Moskva på en tallerken og slog ind på en kurs med straffeforanstaltninger; Ukraines nationalistiske intelligentsia blev decimeret². Derefter indsnævredes rummet for udtryk for selv en sovjetiseret ukrainsk, national identitet betydeligt, selv om det kommunistiske Ukraines ledende lag fortsat var ukrainere. Demografisk set har der på trods af højlydte russiske forsikringer om, at ukrainerne var et "broderfolk", og at russerne altid har været både nedladende og egoistiske, siden tsartiden på alle samfundsniveauer været en betydelig migration mellem de to lande og et stort antal blandede ægteskaber. Hvis industrialiseringen af den østlige del af Ukraine indebar en tilstrømning af russisktalende, blev omvendt koloniseringen af Sibiriens landbrugsgrænseland i betydeligt omfang gennemført af ukrainske bønder. Anatol Lieven har sammenlignet ukrainernes rolle i det russiske imperium med skotternes snarere end irernes - bortset fra, at det på det juridiske og økonomiske område var "umuligt at sige, hvem der var "kolonisatorer" og hvem der var de "koloniserede"."³ Heri adskilte Ukraine sig fra de centralasiatiske og kaukasiske sovjetrepublikker, hvor der herskede noget, der nærmede sig et kolonialt forhold. I hele USSR havde russisk i de fleste tilfælde været sproget for den højere politik, uddannelse og social fremgang - mediet for sovjetisk modernisering, som Lieven udtrykte det⁴ - og den tosprogethed, der forventedes af ikke-russere, blev sjældent gengældt. Også her var Ukraine anderledes: Ved slutningen af sovjettiden var det meste af Ukraine reelt tosproget, med russisk som lingua franca eller modersmål i flere af de større byer og folk i Kiev og de centrale provinser, der talte dialekter, der blandede de to sprog.

Det, Ukraine delte med de fleste andre tidligere sovjetrepublikker, var en økonomisk struktur, der grundlæggende var tilpasset til at være en del af et system, der omfattede hele Sovjetunionen - og som derfor ville være i dramatisk ubalance, når landet blev en suveræn enhed. Ud over en stor landbrugssektor havde Ukraine miner og sværindustri i Donbas samt en betydelig militærindustriel sektor. Disse sektorer var allerede stagneret i 1980erne og fik lov at sejle deres egen sø ved Sovjetunionens sammenbrud, så Ukraine måtte kæmpe for at finde nye eksportmarkeder, selv om landet forsøgte at genoprette balancen i sin økonomi midt i en nedgang, der var endnu dybere end den, der ramte andre postsovjetiske stater: BNP faldt med over 60 % mellem 1990 og 1999, og selv i 2020 lå det stadig på knap halvdelen af niveauet i de sidste år af Sovjetunionens levetid⁵. Ukraine var også den sidste af de tidligere sovjetrepublikker, der indførte en permanent valuta: Den midlertidige karbovanets-kupon, der blev indført i 1992 og derefter hærget af hyperinflation, blev først erstattet af hryvnia i 1996.

Disse særlige forhold – en mangfoldighed på landets territorie, et unikt forhold til Rusland og arven fra den indbyrdes økonomiske afhængighed i Sovjettiden - gjorde i sig selv Ukraine til et mangfoldigt og potentielt mere splittet land end mange af de postsovjetiske lande, det var ligestillet med. Forholdene skulle lægge markante begrænsninger på landets udvikling i løbet af 1990erne.

4

Nationalistiske bevægelser - først og fremmest Rukh-partiet - spillede en fremtrædende rolle i Ukraines bestræbelser på at opnå suverænitet i slutningen af sovjettiden, selv om disse i praksis blev ledet af en del af den tidligere nomenklatura. Ved folkeafstemningen om uafhængighed i december 1991 opnåede man 91 procent ja-stemmer⁶. Dette overvældende mandat havde dog også været baseret på en forventning om større velstand, og da den ikke viste sig, voksede utilfredsheden med præsident Leonid Kravtjuk. I 1994 var det Leonid Kutjma – der var russisktalende fra Tjernihiv, som senere flyttede til Dnipropetrovsk – som vandt præsidentposten ved at føre valgkamp på en platform for bedre forbindelser med Rusland og løfter om decentralisering. Hans sejrsmargen var imidlertid snæver - 52% mod 45% for Kravtjuk - og tallene på landsplan skjulte dybtgående regionale ubalancer: Kravtjuk, der er født i Rivne, havde opnået over 90 procent i nogle vestlige provinser, mens Kutjma næsten havde vendt disse tal på hovedet i øst og syd, mens landets centrale dele var delt⁷. Efter valget blev decentraliseringen droppet, og mens den institutionelle dynamik i "ukrainiseringen" gik i stå, gjorde Kutjma en dyd ud af selv at lære ukrainsk.

Kutjmas tiår ved magten fra 1994 til 2005 medførte en strategisk afbalancering, der både afspejlede og opretholdt landets interne uligheder. Som Orest Subtelny udtrykker det: "Da de forskellige politiske kræfter i landet ikke kunne blive enige om, hvilken geopolitisk orientering de skulle anlægge, accepterede alle, at neutralitet indtil videre var den bedste løsning" ved i lovgivningen at indskrive Ukraines status som ikke tilknyttet nogen blok og vedtage en "udenrigspolitik med flere vektorer"⁸. På den ene side indgik Kutjma flere vigtige traktater med Jeltsin herunder en afgørende aftale fra 1997, der garanterede Ukraines suverænitet og aftalte en opdeling af Sortehavsflåden. I 2000-01 indgik han aftaler med Putin om gasrørledninger, som bl.a. gavnede en håndfuld oligarkklaner og skabte et lag af magnater med en materiel interesse i forbedrede forbindelser med Rusland⁹. På den anden side gjorde Kutjma også mange tilnærmelser til Vesten, idet han søgte tættere økonomiske forbindelser med EU og gik efter et samarbejde med NATO¹⁰. Det var også Kutjma, der sendte 1.700 ukrainske soldater af sted for at deltage i "stabiliseringen" af Irak efter invasionen i 2003¹¹.

Mere end at være et spørgsmål om kortsigtet politisk hensigtsmæssighed havde denne balancegang i sidste ende rod i de geopolitiske og økonomiske dilemmaer, som det postsovjetiske Ukraine stod over for: Skulle landet søge at integrere sig med Vesten med risiko for en halvpermanent degradering til udkantsstatus eller genoprette forbindelserne med Rusland med risiko for indskrænket suverænitet eller endog genindlemmelse i et renoveret USSR? Ukraines ambivalente holdning til Fællesskabet af Uafhængige Stater [Commonwealth of Independent States], som Jeltsin, Kravtjuk og Stanislav Sjusjkevitj fra Hviderusland i 1991 oprettede i fællesskab, skyldtes i høj grad frygten for det andet af disse scenarier. Bekymringerne for det første scenarie var i mellemtiden blevet drivkraften bag Kutjmas interesse i at genoplive de sektorer i Ukraines fremstillingsindustri, der havde en høj grad af værdiskabelse, for at kunne integrere sig i verdensøkonomien på bedre vilkår og for at skabe en stærk, national kapitalistklasse. Mens den første del af dette projekt blev forpurret af den fortsatte økonomiske katastrofe, blev den anden del realiseret i den perverse form af oligarkklaner, der var de statsligt udpegede modtagere af et privatiseringsbonanza i begyndelsen af 00erne¹².

Ikke desto mindre blev Ukraines handelsmønstre hurtigt diversificeret efter 1991. Mens 53 procent af Ukraines eksport i 1995 gik til Rusland, var det i 2009 kun 25 procent; omvendt gik Rusland fra at tegne sig for 43 procent af Ukraines import til kun 20 procent i samme periode¹³. En del af eksportunderskuddet blev absorberet af EU-landene: I 1996 tegnede disse sig for kun 11 procent af Ukraines eksport, men i 2009 var deres andel steget til 24 procent¹⁴. Disse skift illustrerer en mere udbredt, centrifugal tendens blandt de tidligere sovjetstater, som hver især skabte nye handelsforbindelser, i mange tilfælde bogstaveligt talt fra bunden, og tilsvarende slækkede deres økonomiske afhængighed af Rusland, uden dog at bryde den helt. Men den underliggende dynamik i den svindende russiske økonomiske indflydelse var klar.

5

Ruslands bratte sammenbrud som stormagt i 1990erne var ikke kun årsag til en social og økonomisk katastrofe på hjemmefronten. Det var også en grundforudsætning for en storstilet, strategisk omstrukturering af Østeuropa. Nedlæggelsen af Warszawa-pagten blev ikke, som den sovjetiske ledelse naivt havde håbet, modsvaret af en symmetrisk afvikling af NATO¹⁵. Tværtimod var tilbagetrækningen af det sovjetiske militær en chance, som Washington var fast besluttet på ikke at lade gå fra sig. Da USA truede med at torpedere den tyske genforeningsproces, medmindre den skete inden for NATO, insisterede Sovjet ikke på neutralitet¹⁶. Da Sovjets tilbagetog overlod slagmarken til den eneste supermagt, var de østeuropæiske ledere ikke sene til at presse på for medlemskab af NATO, og Visegrád-gruppen - Tjekkiet, Ungarn og Polen - erklærede i fællesskab det som deres mål i 1992. I 1994 meddelte Clinton under et besøg i Polen, at optagelsen af nye medlemmer i alliancen "ikke længere var et spørgsmål om hvis, men hvornår og hvordan."¹⁷ De få stemmer i Washington, der var imod en udvidelse af NATO - herunder George Kennan, arkitekten bag inddæmningspolitikken [overfor Sovjet] - blev ignoreret, deres bekymringer over at provokere Rusland og tøven hos USAs NATO-allierede blev afvist. Militære overvejelser blev tilsidesat med den begrundelse, at "muligheden for, at Polen eller Tjekkiet rent faktisk ville have et forsvarsbehov, syntes fjern."¹⁸ Faktisk var hovedårsagen til, at NATO-udvidelsen kunne få så meget vind i sejlene netop, at Rusland ikke var en trussel. Dette momentum blev opretholdt ind i 00erne: Efter Visegrád-gruppen blev medlemmer i 1999, sluttede yderligere syv lande - de baltiske lande plus Bulgarien, Rumænien, Slovakiet og Slovenien - sig til i 2004, efterfulgt af Albanien og Kroatien i 2009.

Men selv om udvidelsen grundlæggende var baseret på Ruslands svaghed, krævede den i begyndelsen også et dække af tvetydighed for at mildne slaget for Moskva og især for at undgå at skade Jeltsins genvalg i 1996. USA førte en politik i to spor, hvor Rusland blev opmuntret til at samarbejde med NATO, men hvor man bevidst overhørte landets ønsker om et egentligt medlemskab. For russiske strateger var spørgsmålet om, hvad NATOs formål i sidste ende var, imidlertid stadig aktuelt: Hvis alliancen ikke var rettet mod Rusland, hvorfor skulle Rusland så ikke tilslutte sig den? Selve ønsket stammede fra den fremherskende "vestliggørende" linje i den tids udenrigspolitiske tænkning, hvor man søgte tættere integration med Vesten og etablering af en fælles sikkerhedsarkitektur "fra Vancouver til Vladivostok", som det blev udtrykt i 1991 af den amerikanske og den tyske udenrigsminister, og som blev gentaget af deres russiske kollega Andrej Kozyrev¹⁹. Denne linje dominerede fortsat langt ind i Putins regeringstid. I 2000 foreslog han endda russisk medlemskab af NATO og bekræftede Ruslands plads som "en del af den europæiske kultur"²⁰. Den vestlige godkendelse af hans krig mod Tjetjenien i 1999 blev modsvaret af russisk støtte til Bushs "krig mod terror" efter den 11. september 2001. Men de russiske forhåbninger om et mere udbygget partnerskab, endsige en revision af den globale sikkerhedsarkitektur, blev forpurret. I anden halvdel af 00erne voksede beviserne for, at russiske og vestlige interesser var fundamentalt uforenelige - og begivenhederne i Ukraine skulle komme til at spille en central rolle både i at bringe disse uforenelige modsætninger frem i lyset og uddybe dem.

6

Den "orange revolution" i 2004-05, hvor folkelige protester bragte den provestlige Viktor Jusjtjenko til magten i stedet for den russiskstøttede Viktor Janukovitj, førte landet ind på en politisk vej, der nu på afgørende måde afveg fra den, de fleste postsovjetiske lande fulgte. Dmitri Furman påviste, at de regimer, der kom til magten i begyndelsen af 1990erne lignede hinanden, og kaldte dem "imiterede demokratier".²¹ Udtrykket henviste til en kløft mellem demokratisk form og antidemokratisk indhold, en facade af valg, der dækker over, at et enkelt "magtparti" beholder magten. Men selv om Ukraine i 1990erne passede ind i dette mønster – Kutjma bekæmpede også ligesom Jeltsin og Kasakhstans Nazarbajev parlamentet og formåede som dem at indføre en ny forfatning - gjorde selve landets interne heterogenitet det umuligt at opretholde en herskerklike, der holdt sammen. Det politiske liv var mere varieret og konkurrencepræget end i de fleste andre dele af det tidligere Sovjetunionen; Ukraine oplevede også en mere polycentrisk udgave af den berigelse fra oligarkernes side, der havde fundet sted i Rusland, hvilket gav anledning til stridigheder mellem klanerne med regionale overtoner, som det var let at overføre til den politiske sfære²². Den trekantsrivalisering mellem Jusjtjenko, Janukovitj og Julia Timosjenko - fra henholdsvis Sumy, Donetsk-provinsen og Dnipropetrovsk - som udviklede sig i anden halvdel af 00erne, dulmede hurtigt den oprindelige eufori efter den orange revolution. Men bortset fra oligarkernes intriger blev en reel politisk konkurrence normen i samfundslivet på en måde, som det simpelthen ikke var tilfældet i Rusland. Dette skabte et rum, hvor massemobiliseringer potentielt kunne tippe balancen i kriseøjeblikke - uden dog i bredere forstand fundamentalt at ændre parametrene for Ukraines postsovjetiske politiske økonomi.

Jusjtjenkos sejr medførte også en intensivering af kampen mellem vestlige og russiske interesser om Ukraine, hvilket blev modsvaret af en skærpelse af Ukraines interne politiske forskelle. Jusjtjenko bevægede sig væk fra Kutjmas strategi om at navigere mellem Rusland og Vesten og foretog en drejning mod Vesten, både økonomisk og geopolitisk. I 2008 indledte den ukrainske regering drøftelser med EU om det, der skulle ende med blive en associeringsaftale, og i 2009 tilsluttede regeringen sig EUs Østpartnerskab. Jusjtjenko satsede stærkt på økonomiske forbindelser med Vesten, liberaliserede Ukraines finansmarkeder og stod i spidsen for en tilstrømning af udenlandske investeringer, der steg fra en nettotilstrømning på 1,7 mia. dollar i 2004 til 10,2 mia. dollar i 2007 (hvilket dog stadig var beskedent efter regionale standarder: Det tilsvarende tal i 2007 for Polen var 25 mia. dollar). Men i stedet for at puste nyt liv i Ukraines industrianlæg gik en stor del af investeringerne til finansiering og fast ejendom. Andelen af udenlandsk kapital i ukrainsk bankvæsen steg fra 13 procent i 2004 til over 50 procent i 2009; tre femtedele af denne andel var i hænderne på interesser fra seks EU-lande, mens russisk finansiering tegnede sig for yderligere en femtedel²³.

Mens væksten i BNP i gennemsnit lå på over 6 procent mellem 2004 og 2008, var frugterne af denne vækst ujævnt fordelt socialt og geografisk. De vestlige provinser, der historisk set var fattige, da de var en del af Østrig-Ungarn og Polen, var fortsat længst bagud - landbrugets vægt i deres økonomier og arbejdsløsheden gjorde, at de var dårligere stillet end landets centrale og østlige områder, hvor sidstnævnte blev hjulpet af efterspørgslen på kul, koks og stål²⁴. Den langvarige elendighed i disse områder var en af forudsætningerne for de nationalistiske mobiliseringer i 2014; den EU-venlige stemning blev i mange tilfælde underbygget af et uopfyldt ønske om at få del i de bedre muligheder, som selv de lavere trin på EU-arbejdsmarkedernes stige tilbød. Men selv om regeringens provestlige orientering med sikkerhed blev delt af en stor del af befolkningen, var og blev de østlige provinser både økonomisk og kulturelt tæt knyttet til Rusland. De forblev en tilstrækkelig stærk base for Janukovitj til, at han med succes kunne udfordre magten i 2010 - en påmindelse om, at Ukraines valg mellem de rivaliserende blokke mod øst og vest ikke var blevet endeligt afgjort, og at valget i sig selv var en splittelsesfaktor i ukrainsk indenrigspolitik.

7

Sideløbende med bestræbelserne på at integrere sig tættere med EU øgede Jusjtjenko Ukraines bestræbelser på at opnå fuldt medlemskab af NATO. På det tidspunkt var der ikke noget folkeligt mandat til en sådan kurs, og den ukrainske forfatning forbød udenlandske militærbaser²⁵. Men den ukrainske regerings ønske blev godkendt på NATOs topmøde i Bukarest i april 2008 sammen med Georgiens. I det officielle kommuniké stod det klart og tydeligt, at "disse lande vil blive medlem af NATO"²⁶. Men der blev ikke fastsat en tidsfrist for processen på grund af Putins indvendinger mod ukrainsk eller georgisk medlemskab. Dette var et afgørende vendepunkt, og et punkt, hvor det er nødvendigt at fremhæve den rolle som historisk set skyldig, USA spillede som den drivende kraft bag NATOs udvidelse. Bush-regeringen var klar nok over de russiske bekymringer til at afholde sig fra at tilbyde Ukraine og Georgien en umiddelbar vej til medlemskab, men den tilsidesatte franske og tyske betænkeligheder og insisterede på, at processen alligevel skulle køre. Dette lod de to kandidatlande sidde tilbage i venteposition uden de formodede fordele ved et medlemskab, samtidig med, at det forstærkede de russiske bekymringer. Denne politik, der blev knæsat af Washington fra en sikker afstand på 5.000 miles, bragte bevidst Georgiens og Ukraines befolkninger i fare, en skammelig strategisk kalkule, som hidtil kun ikke-NATO-medlemmer har måttet betale prisen for.

NATOs antagelse kan meget vel have været den, at Rusland simpelthen ville være nødt til at sluge den næste udvidelsesrunde, som det havde gjort med de tidligere. Men Ruslands midlertidige magtesløshed over for alliancens vækst i 1990erne var ikke det samme som permanent accept, og man kan roligt gå ud fra, at NATOs planlæggere forudså, at der før eller senere ville komme en reaktion. Den kom knap fire måneder efter mødet i Bukarest i form af den russisk-georgiske krig. Selv om den kun varede nogle få dage, skabte krigen i august 2008 et mønster, som man senere i 2014 skulle følge i Ukraine. Kreml retfærdiggjorde den med et humanitært "ansvar til at beskytte" - og vendte dermed den retorik, Vesten tidligere havde anvendt, mod Vesten selv - men Ruslands indgriben bevirkede, at de interne splittelser størknede til "nedfrosne" separatistkonflikter, hvis klare hensigt var at fungere som en blokering for fuldt medlemskab af NATO. Samtidig fremhævede den russisk-georgiske krig Kremls mangel på andre overtalelsesmidler end magt, der herefter i stigende grad blev et udenrigspolitisk redskab som andre - en farlig sænkning af tærsklen for brugen af militær magt. Men selv om det var oplagt, at Ruslands holdning havde ændret sig, forblev de overordnede parametre for USAs politik de samme, hvilket gjorde yderligere sammenstød næsten uundgåelige.

8

Maidan-protesterne i 2013-14 og deres efterspil udkrystalliserede en række stærke polariseringer i ukrainsk politik, hvor valget mellem eksterne økonomiske og geopolitiske kræfter fremstod som skarpt binært og af eksistentiel karakter: Vesten eller Rusland, NATO eller Putin, EU versus den russisk-ledede Eurasiske Union, ja, endog civilisation eller barbari. Disse modsætninger blev midt i en økonomisk stagnation overlejret landets ujævne politiske, sociale og demografiske landkort. Efter at være faldet drastisk i og med den globale økonomiske krises indtræden - BNP faldt med 15 % i 2009 - og derefter kortvarigt have rettet sig op, var væksten i 2013 helt stoppet. De økonomiske frustrationer blev forværret af korruptionen og den autoritære karakter af Janukovitjs styre. Den tidligere guvernør i Donetsk og hans klan var klart tilbøjelig til at begunstige russiske, materielle interesser - og naturligvis til at drage personlig fordel af dem - men forhandlingerne med EU om en associeringsaftale tog fart under Janukovitj, hvilket fastholdt landets vestligt rettede dynamik. Det var dog også tydeligt, at mange af Ukraines egne industrier ville lide stor skade på grund af betingelserne i associeringsaftalen, og selv nogle af landets oligarker havde forbehold, især hvad angik uforeneligheden mellem en tættere sammenvoksen med EU og fortsat handel med Rusland²⁷.

Det var Janukovitjs kovending med hensyn til at underskrive aftalen i december 2013, efterfulgt af en hård undertrykkelse af de indledende Euromaidan-protester, der udløste det udbredte oprør, som førte til hans afsættelse i februar året efter. Maidan afslørede mange af det tidligere systems dysfunktionaliteter og viste samtidig, hvor skrøbelig støtten til de prorussiske politikere var. Med Janukovitj og hans ligesindede i dyb miskredit blev den politiske scene snart domineret af provestlige personer, der manøvrerede for at opnå Maidans godkendelse. Den tilsyneladende konsensus, der sås i Kyivs gader, var dog langt fra et landsdækkende fænomen, og den politiske udvikling i hovedstaden åbnede en kløft i forhold til den østlige, russisktalende del af landet, som Kreml derefter ihærdigt arbejdede på at gøre større ved at annektere Krim og bevæbne separatistiske styrker i Donbas. Disse handlinger var stærkt medvirkende til at bekræfte ukrainske nationalisters længe fremførte påstande om, at Rusland udgjorde en trussel mod deres lands territoriale integritet. Krigen i Donbas og annekteringen af Krim bidrog i sidste ende også til at skabe netop det resultat, som man med disse handlinger ville afværge: Styrkelsen af et Ukraine, der er fast forankret i Vesten, med voksende bånd til EU og NATO.

9

Ukraine-krisen i 2013-14 markerede også et vendepunkt for Rusland, både hvad angår dets indenrigspolitik og dets internationale orientering. Udadtil var dens resultat utvivlsomt et geopolitisk nederlag for Kreml, idet den cementerede Ukraines provestlige orientering og skærpede fjendtlighederne med USA og Europa. Internt blev annekteringen af Krim imidlertid af Kreml udråbt som en sejr, fordi et område, som man betragtede som "en uadskillelig del af Rusland", som Putin kaldte det i sin tale i marts 2014, hvor han bekendtgjorde Krims indlemmelse i Den Russiske Føderation, vendte tilbage til den nationale fold²⁸. Dengang var annekteringen meget populær og skabte en "Krim-konsensus", som gjorde det muligt for Putin nemt at klare den efterfølgende konfrontation med Vesten, hvor sanktionsordningen blev fremstillet som blot en anden facet af et større vestligt angreb på Rusland. Men den vellykkede etablering af denne konsensus pegede i sig selv på en anden afgørende udvikling: Den russiske stormagtsnationalismes nye fremtrædende rolle inden for officiel ideologi og praksis.

I en stor del af 1990erne optrådte den russiske nationalisme som hunden, der ikke gør, hvilket modbeviste forudsigelserne om, at en revanchistisk politik ville opstå efter ydmygelserne i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud. En del af årsagen hertil var den opløsning, der herskede på statsniveau, og det omfattende kaos i samfundet, som gjorde det usandsynligt, at omfattende nationalistiske mobiliseringer eller nogen former for massepolitik ville lykkes. Men en anden grund til den russiske nationalisme i begyndelsen udviste svaghed lå i Ruslands egen status som en multinational føderation, hvor russerne udgjorde det store flertal - 80 % ifølge den første postsovjetiske folketælling i 2002 - sammen med snesevis af andre etniske grupper, hvoraf mange var nationaliteter - med autonome republikker eller regioner, der havde navn efter disse nationaliteter. I en sådan struktur ville en åbenlyst etnisk russisk nationalisme virke destabiliserende. Derfor har man valgt at anvende forskellige udtryk for at betegne etniske russere - russkie - og borgere i Den russiske Føderation - rossiane - og i officielle erklæringer er man generelt påpasselig med at anvende sidstnævnte betegnelse. Putins kolonikrig i Tjetjenien blev ikke udkæmpet i en etnisk russisk dominans’ navn, men i "antiterrorismens", en samlebetegnelse, der snart kom til at betegne oprørsbekæmpelsen i hele det muslimske Nordkaukasus, men som aldrig blev oversat til eksplicit nationale udtryk.

Fra 2012 og frem og med Putins tilbagevenden til præsidentposten trådte elementer af nationalistisk tænkning imidlertid i stigende grad i forgrunden i Kremls udtalelser, pakket ind i "civilisatoriske" termer, der gav Rusland en ledende rolle i forsvaret af "traditionelle værdier" mod et liberalt angreb²⁹. Nedkæmpelsen af afvigende meninger og holdninger efter protesterne i 2011-12 tog ofte form af en intern kulturkrig mod antinationale elementer. Det var også en såret russisk nationalisme, der blev mobiliseret i Ukraine-krisen i 2013-14, og som blev brugt til at retfærdiggøre russisk intervention på de russisktalendes side i Donbas. Den sammenblanding af sprog og statsligt tilhørsforhold, som dette indebar, var tegn på enten en bevidst instrumentalisering eller en grov misforståelse: Mange af Ukraines russisktalende betragtede sig selv som ukrainere, der tilfældigvis talte russisk, snarere end som inderst inde russere, der på en eller anden måde var fejlplaceret. Donbas-krigen åbnede også op for en række mere alarmerende muligheder: Hvis Rusland var villig til at sætte spørgsmålstegn ved Ukraines grænser under dække af forsvaret af "russerne", hvilke andre grænser kunne så blive genstand for revision og på hvilket grundlag?

Den nye fremtrædende rolle, som nationalistiske motiver spillede i Kremls syn på verden, var i sig selv et signal om et større skift, som Ukraine-krisen i 2013-14 både gjorde tydeligt og forværrede: En afkobling mellem den russiske magts økonomiske og territoriale logik³⁰. I løbet af 00ernes boomår for naturressourcer var Ruslands geopolitiske prioriteter og de russiske kapitalisters interesser stort set bragt på linje med hinanden, eftersom magtprojektionen i det "nære udland" var forenelig med de russiske virksomheders investeringslyst i udlandet; symptomatisk for denne tætte overlapning var et manifest fra 2003 af Anatolij Tjubais, der stod bag Jeltsins privatisering, hvori han opfordrede Rusland til at skabe et "liberalt imperium" som "den eneste, unikke og naturlige" magt i de tidligere sovjetlande. I Ukraine var disse to logikker sammenflettet i et usædvanligt omfang, især på grund af den rolle som de rørledninger, der transporterede russisk gas til de europæiske markeder, spillede. Efter 2014 blev de to logikker imidlertid skilt ad: Donbas-krigen medførte fysisk ødelæggelse af mange russiskejede industrielle aktiver, mens annekteringen af Krim førte til vestlige sanktioner, der hindrede både investeringer i Rusland og russiske investeringer i udlandet. At Kreml anså disse sanktioner som værd at udholde, viser det underliggende skift i den russiske magts natur.

10

Maidan-protesterne var et symptom på en langvarig krise i den politiske repræsentation i Ukraine - en krise, der er fælles for alle postsovjetiske stater, men som i Ukraines tilfælde fik en særlig polariserende drejning på grund af de interne konsekvenser af landets status som geopolitisk genstand for eksterne stridigheder³¹. Langt fra at løse denne krise har den ukrainske politiks forløb efter Maidan imidlertid kun uddybet den, og landets interne kløfter blev endnu større, selv om dets regeringer intensiverede landets parallelle geopolitiske og geoøkonomiske integration med Washington og Bruxelles.

Petro Porosjenko, der blev valgt i 2014, underskrev en Dyb og Omfattende Frihandelsaftale med EU, som trådte i kraft i 2016, mens USA lukkede op for massive tilførsler af bistand, ca. 4 mia. dollar mellem 2014 og 2021, hvoraf ca. 2,5 mia. dollar var militær bistand³². Amerikanske diplomater var tæt involveret i forhandlingerne om de første overgangsregeringer efter Maidan og arbejdede derefter tæt sammen med det ukrainske militær og efterretningsapparatet. Med et hurtigt faldende BNP og en voksende gæld indledte Porosjenko også en drastisk neoliberal omstrukturering ved hjælp af besparelser, der var anbefalet af IMF - "Det ville være trist at spilde denne krise", som hans litauiskfødte økonomi- og handelsminister, Aivaras Abromavičius, sagde³³.

Men hvis den orden, der opstod efter Maidan, i disse henseender medførte en intensivering af allerede eksisterende dynamikker, så repræsenterede den på andre områder et klart brud med det, der gik forud. Et af de karakteristiske træk ved det politiske liv efter Maidan var den pludselige styrkelse af højreorienterede, nationalistiske bevægelser. Efter at have været den mest fremtrædende organiserede kraft på selve Maidan, bevarede de i kølvandet på denne begivenhed en langt større mobiliseringsevne end nogen anden tendens. De provestlige liberale havde ikke den samme numeriske vægt, selv om de var solidt forankret i politiske kredse og ngo'er. Sidstnævntes svaghed blev forværret af manglen på en institutionaliseret politisk og ideologisk grænse mellem den liberale fløj i civilsamfundet og den yderste højrefløj, som Volodymyr Ishchenko udtrykker det³⁴. Dette gjorde det muligt for højrefløjen at opnå en grad af ideologisk og institutionel indflydelse, der ikke stod i forhold til dens faktiske størrelse og, hvad der er afgørende, til dens valgpræstationer: Mens partier som Svoboda faldt igennem ved stemmeurnerne, blev højreekstreme slogans normaliseret i den offentlige diskurs, og højreekstreme paramilitære formationer blev integreret i statens sikkerhedsapparat af indenrigsminister Arsen Avakov i løbet af hans syvårige embedsperiode (2014-21). Det er denne kontrast mellem den begrænsede evne til at få tag i vælgerne ved valget og den omfattende statslige støtte samt den faktiske adgang til våben, der har adskilt den ukrainske højrefløj fra de voksende neofascistiske tendenser andre steder.

I forbindelse med den fortsatte Donbas-krig vandt den nationalistiske højrefløjs fremstilling af Ukraine som under permanent angreb fra sin fjendtlige nabo desuden en indlysende genklang. Konflikten i Donbas skabte en bølge af dødsofre og massefordrivelser i sine første seks måneder - omkring 4.000 døde på begge sider i oktober 2014, med op mod en halv million registrerede internt fordrevne i Ukraine og titusinder flere, der var flygtet til Rusland - og skabte en stadig strøm af ofre derefter³⁵. I maj 2018 var der i alt ca. 3.000 døde og mindst 7.000 sårede civile ofre, selv om det var svært at finde pålidelige tal; ifølge et skøn skete ca. to tredjedele af tabene i de mere tætbefolkede separatistkontrollerede områder³⁶.

Den våbenhvile, der blev aftalt i Minsk i februar 2015, var i bedste fald teoretisk og en nyligt styrket nationalisme, der i bedste fald så enhver aftale med Rusland som en utålelig straf og i værste fald som forræderi, følte sig dybt krænket. På afgørende tidspunkter mobiliserede en betydelig blok i den offentlige mening, der spændte fra liberale til den yderste højrefløj, for at blokere for tiltag, der blev opfattet som tegn på indrømmelser til Rusland. Denne dynamik forklarer til dels, hvorfor de forfatningsmæssige ændringer, der blev fastsat i den anden Minsk-protokol fra 2015 - decentralisering af magten og tildeling af særstatus til provinserne Donetsk og Luhansk - ikke blev gennemført hverken under Porosjenko eller hans efterfølger, Volodymyr Zelensky, som begge blev valgt med betragtelige mandater for fred.

Zelenskys sejr i 2019 illustrerede den ovenfor nævnte repræsentationskrise. Hans overvældende margen ved valgrunden i april - 73 procent mod Porosjenkos 24 - blev modsvaret af en lavine i den lovgivende forsamling i juli, hvor hans parti "Folkets tjener", der blev opkaldt efter hans meget populære tv-show og kun var få måneder gammelt, vandt 43 procent af stemmerne og 254 ud af i alt 450 pladser. Holdninger rettet mod det ukrainske establishment var et centralt element i Zelenskys tiltrækningsevne - holdninger der er affødt af frustrationen over den fortsatte økonomiske stagnation og oligarkiets korruption. Men hans løfter om at skabe fred i Donbas og hans mere forsonende holdning over for de russisktalende - Porosjenko havde lukket for pensioner [til de personer, der boede i de separatistkontrollerede områder, o.a] og indført et forbud mod handel med de områder, der var kontrolleret af separatisterne, samt begrænset brugen af russisk i det offentlige rum - var også centrale, især i de østlige provinser, hvor han overhalede Porosjenko med endnu større marginaler.

At denne platform forsvandt, efter at Zelensky blev præsident, vidner om den stærke kombinerede vægt af nationalistiske og provestlige impulser i det ukrainske politiske system. Den udflydende grænse mellem liberale og højreekstremister gjorde beskyldninger om at "sælge ud" til Rusland til et særligt effektivt våben i de interne politiske kampe; selv om det ofte blev brugt opportunistisk af rivaliserende oligarkklaner, havde det en selvforstærkende nationalistisk effekt, der øgede polariseringen og samtidig indskrænkede regeringens manøvrefrihed. I oktober 2019 meddelte Zelensky for eksempel, at hans regering accepterede "Steinmeier-formlen", det tekniske instrument, der tidligere var aftalt i Minsk, til at gennemføre en særstatus for de separatistiske enheder. Alligevel blev dette straks mødt med protester under sloganet "Nej til kapitulation" og vejblokader fra den yderste højrefløjs side for at forhindre en troppeadskillelse ved fronten³⁷.

Hvis den politiske tone i Ukraine lagde klare begrænsninger på tiltag til gennemførelse af Minsk-aftalerne, har den omvendt kun øget momentum for landets strategiske reorientering mod vest. I februar 2019 blev Ukraines forfatning ændret for at omgøre landets status som ikke tilknyttet nogen blok og for at bekræfte "uigenkaldeligheden af Ukraines europæiske og euro-atlantiske kurs" og for at forankre en forpligtelse til et fremtidigt NATO-medlemskab. På det tidspunkt tydede undersøgelser på, at kun ca. 45 procent af den ukrainske befolkning støttede medlemskab af NATO³⁸.

Den tilstand af militariseret krise, der efter 2014 rullede henover landet i bølger, var en kraftig katalysator for styrkelsen af en national ukrainsk selvforståelse, der i stigende grad blev defineret af modsætningsforholdet til den større nabo. Som under så mange tidligere historiske konjunkturer blev de ukrainske nationsopbygnings- og statsdannelsesprocesser fra 2014 og fremefter overhalet af eksterne kræfter og forvrænget af krig.

11

Putins tv-tale den 21. februar 2022, der havde til formål at legitimere den kommende invasion, udviste en karakteristisk blanding af holdninger til Ukraine. Hver af dem spillede en rolle i Kremls beslutning om at angribe sin nabo; ingen af dem er begrænset til Putin alene. Disse holdninger, der er sammenblandet i politik og praksis, men analytisk set er forskellige, er forankret i forskellige lag af tænkning inden for Ruslands elite, og deres pludselige overlapning forklarer til dels den blanding af rationel beregning og et imperiums selvovervurdering, der ligger bag invasionen.

Et niveau i hans tænkning er strengt geopolitisk, og ser Ukraine som et vigtig strategisk område, som ingen russisk regering frivilligt bør afgive til NATO. Et andet niveau, der trækker på både sovjettidens antagelser og den russiske nationalismes kilder, fastholder den overbevisning, at Ukraine "ikke er et rigtigt land", som Putin angiveligt sagde til George W. Bush i 2008. Denne grundlæggende opfattelse af det moderne Ukraine som en i bedste fald tilfældig historisk konstruktion er vidt udbredt i Rusland og er formuleret af en række personer lige fra Gorbatjov til Solsjenitsyn, der begge selv trækker på en lang række af fortilfælde fra kejserdømmet³⁹. Et tredje sæt fordomme om Ukraine er af nyere dato og vedrører landets status som netop et beslægtet, men særskilt land, der bevæger sig i en anden politisk retning end Rusland. Hvor Rusland har opretholdt systemet med et "imiteret demokrati", har Ukraine gentagne gange væltet det gennem folkelige opstande - Maidan fremmanede spøgelset om en politisk uorden, der udgør en direkte trussel mod Kremls styre. For det fjerde er der Ukraines geoøkonomiske status: Ikke blot er det stedet, hvor rørledningerne, der transporterer russisk gas til de vigtigste europæiske markeder, ligger, men det er også det største potentielle marked for alle regionale økonomiske projekter under russisk ledelse.

Alle disse motiver optrådte i beslutningen om at invadere landet. Putins tale den 21. februar bød på en velkendt opsummering af anklagerne mod NATOs ekspansion og vestlig dobbeltmoral samt en kritik af Ukraines "aggressive nationalisme og nynazisme" efter Maidan, hvilket forstærkede et yndlingstema i de russiske statsdrevne medier. Men størstedelen af talen var en lang historietime, der skulle bevise den kunstige karakter af Ukraines nuværende grænser. Putin rettede især sin vrede mod Lenin og mod bolsjevikkernes politik i det nationale spørgsmål: "Hvorfor var det nødvendigt at give så generøse gaver, som overgår de mest nidkære nationalisters vildeste drømme? I forhold til nutiden hævdede Putin, at hvis det, som de ukrainske nationalister virkelig ønskede, var "afkommunisering" - og henviste primært til Rada-lovgivningen fra 2015, der forbød "kommunistiske" organisationer og symboler og opfordrede til en omfattende omdøbning af gader - "så passer det os fint"; underforstået, at ukrainerne skulle være parate til at miste områder, som kommunisterne havde "givet" Ukraine. Anerkendelsen af Donetsk- og Luhansk-folkerepublikkernes uafhængighed var et første skridt i denne retning. Den historiske fantasi, der var i spil her, var ikke en genoprettelse af Sovjetunionen og dermed genindlemmelse af et underordnet, halvsuverænt Ukraine; det var snarere en opløsning af arven efter Sovjet og en tilbagevenden til imperiets grænser, hvilket fremkalder det genfærd, der hedder Ukraines opsplitning.

Har dette i virkeligheden hele tiden været målet for den russiske politik - en revanchistisk neoimperialisme, der er opsat på at undertvinge sin periferi, for en tid skjult bag indvendinger mod NATOs udvidelse, men nu endelig afsløret i den ødelæggelse, der er sluppet løs på Ukraine? For mange liberale kommentatorer beviste den russiske invasion, at det i virkeligheden ikke drejede sig om NATOs udvidelse, men snarere om et alibi for Ruslands manglende evne til at acceptere et suverænt Ukraine eller dets modstand mod EU⁴⁰. Mens det amerikanske og europæiske establishment har en åbenlys interesse i at fjerne NATOs udvidelsen fra billedet, har nogle på venstrefløjen også taget en version af dette argument til sig og kritiseret både sig selv og deres ligesindede for at gå ind for fortællingen om NATOs rolle⁴¹. Andre har ment, at man ikke var tilstrækkelig opmærksom hverken på nationalismens selvstændige vægt i Kremls beregninger og dens farlige evne til at omgå alle rationelle overvejelser om økonomiske eller politiske interesser eller på Ruslands aktive rolle med hensyn til at udøve et neoimperialistisk pres på sine omgivelser, snarere end blot at reagere på vestlige tiltag⁴².

Alligevel er den tilsyneladende dikotomi, der nu udvikler sig mellem to forklaringsskemaer - et der fremhæver NATOs ekspansion, et andet den russiske nationalismes længe skjulte kraft - et der angiveligt undskylder Rusland, et andet der nedtoner NATOs rolle - i sidste ende falsk. Der findes ingen virkelig verden, hvor der ikke har fundet en udvidelse af NATO sted, og fremkomsten af en stadig mere selvhævdende og militariseret russisk nationalisme er uløseligt forbundet med denne proces, fordi den i høj grad blev fremskyndet og forstærket af den. Med hensyn til Ukraine har nationalistiske russiske fantasier vedvarende været vævet sammen med geostrategiske beregninger, fremme af oligarkernes interesser med og det "imiterede demokratiske" systems selvopretholdelse. Man kan diskutere, hvilken vægt vi tillægger disse faktorer, men at de eksisterer samtidig bør ikke være til diskussion. Anerkendelsen af deres eksistens mindsker desuden på ingen måde Ruslands ansvar for invasionen af Ukraine. Det bidrager snarere til at klarlægge dette ansvar ved at sætte os i stand til at udpege de forskellige led i den årsagskæde, der har bragt os frem til dette øjeblik, og til at skelne mellem de enkelte aktørers grad af skyld. En konsekvent antiimperialistisk politik kræver ikke blot en fordømmelse af kriminelle krige, når de udfolder sig, men også en forståelse af det felt af stormagtskonflikter, der gentagne gange frembringer dem.

12

Ruslands beslutning om at invadere Ukraine overraskede selv dem, der i månedsvis havde forudsagt, at den var lige op over. Nogle af de mere klarsynede observatører havde forventet, at Ruslands anerkendelse af Donbas-småstaterne ville blive fulgt op af en begrænset militær operation for at udvide disses territorier. Det indledende chok over den meget større invasion, der i stedet fulgte, blev forstærket af den tilsyneladende vrangforestilling, som Kremls erklærede krigsmål var: Demilitarisering og "afnazificering" af Ukraine, hvilket ikke kun indebærer tiltag for at lamme det ukrainske militær permanent, men også for at indsætte et nyt politisk regime. Pegede dette på en dybere irrationalitet fra Kremls side - en afkobling af beslutningstagningen fra grundlæggende strategiske ræsonnementer? Tanken om, at Rusland i 2022 skulle kunne påtvinge et land, hvor Rusland ikke engang var i stand til hjælpe med at manipulere et valg i 2004, en marionetregering, var utroværdig. Alligevel afspejlede den indledende militære strategi, der indebar forsøg på hurtigt at indtage Kiev og hugge hovedet af regeringen, denne ambition. I løbet af få dage var denne plan tydeligvis mislykkedes, hvilket førte til en justering og en omlægning til de artilleribombardementer og belejringsmetoder, som man så i Tjetjenien. Rapporter om de russiske styrkers grusomheder i de besatte områder fremkaldte en yderligere genklang af dette dystre fortilfælde.

Det forfærdelige paradoks i den russiske militærstrategi er, at det meste af ødelæggelserne indtil videre er sket i den østlige og sydlige del af Ukraine - det vil sige i de mere "russiske" områder, som Kreml hævdede at "befri". Selv om Putins tale den 21. februar kunne have været et forvarsel om en "samling af de russiske lande", har krigens første resultat været ødelæggelsen af Ukraines russisktalende områder, hvis sandsynlige konsekvens vil være at støde en befolkning, som Kreml længe har betragtet som et mindretal i Ukraine, der stillede sig blokerende i vejen for regeringen, fra sig. Den manglende hensyntagen til dens velfærd tyder enten på en usandsynlig efterretningsmæssig fejl - var der virkelig nogen på magtens top, der troede, at russiske soldater ville blive hilst velkommen som befriere? - eller en mere grundlæggende forståelse på et eller andet plan af, at der er tale om en befolkning, der adskiller sig fra den russiske befolkning. Selve det faktum, at de russiske strateger overhovedet overvejede at føre denne krig, vidner i sidste ende om, at de er klar over, at Ukraine faktisk er en separat, suveræn enhed, der med voksende fart har kurs væk fra en position som Ruslands satellit. Ved fysisk at ødelægge den fælles sovjetiske arv, som engang bandt Rusland og Ukraine sammen, bekræfter krigen blot den underliggende politiske virkelighed.

13

Efter fem uger er det stadig uvist, hvordan krigen vil udvikle sig. Det værst tænkelige scenarie, der indebærer en krig i fuld skala mellem NATO-magterne og Rusland, er endnu ikke blevet til virkelighed. Men jo længere krigen fortsætter, jo større er muligheden for en optrapning med potentielt katastrofale konsekvenser. Bidens krigeriske påstand under et besøg i Polen i slutningen af marts om, at Putin "ikke kan forblive ved magten", øgede udsigterne til et sådant resultat. Vestens koordinerede økonomiske krigsførelse, der er af hidtil uset omfang, har allerede klart antydet det, og nu er et regimeskift eksplicit, om end uofficielt, blevet opstillet som målet for USAs politik.

Et andet scenarie ville være et militært nederlag for Rusland, hvor en kombination af sanktioner og amerikanske og europæiske våbenleverancer ikke blot ville bidrage til at bremse den russiske fremmarch, men også til at fremtvinge en tilbagetrækning uden nogen fredsaftale. Dette forekommer usandsynligt i sig selv - alene størrelsen af det russiske militær betyder, at det kan fortsætte med at kæmpe i et stykke tid, hvis der er politisk vilje - og i mangel af en fredsaftale ville det blot være et midlertidigt pusterum for Ukraine.

En tredje mulighed, og den mest katastrofale for Ukraine, er en forlængelse af konflikten på ubestemt tid, hvor den langt større russiske hær står over for ukrainske styrker, som konstant oprustes af USA og de europæiske magter. Resultatet ville være, at Ukraine ville blive scenen for en ubarmhjertig stedfortræderkrig, hvor hjælp fra USA og dets allierede ville bidrage til at lægge hindringer i vejen for de russiske våbens destruktive kraft uden at neutralisere den. Det er derhen, de vestlige regeringers samordnede politik peger i øjeblikket, og konsekvenserne af denne politik er en hån mod deres tilsyneladende bekymring for ukrainernes velfærd. Den 28. februar beskrev Hillary Clinton på MSNBC Afghanistan i 1980erne som "den model, folk nu ser på", selv om "lighederne ikke er noget, man skal satse på". Syriens eksempel virker ikke mindre skræmmende relevant.

Et fjerde, mindre pessimistisk scenarie indebærer en hurtig fredsaftale. I midten af marts var en ny række russiske krav dukket op under samtaler mellem ukrainske og russiske udsendinge: Ukrainsk neutralitet, anerkendelse af russisk suverænitet på Krim og af Donetsk- og Luhansk-provinsernes uafhængighed. I slutningen af marts fremlagde ukrainske forhandlere en tipunktsplan, hvori de foreslog, at landet skulle antage en alliancefri og atomvåbenfri status, der skulle sendes til folkeafstemning, og at dets sikkerhed skulle garanteres af en sammenslutning af andre stater. Drøftelserne om Krim skulle udskilles i en separat, bilateral proces, og Donbas blev ikke nævnt. Uanset konturerne af en eventuel fredsaftale og trods Washingtons og dets allieredes stillen sig an, synes der at være bred enighed om, at et NATO-medlemskab for Ukraine bør udelukkes. I betragtning af hvor lidt beskyttelse muligheden for medlemskab af NATO har givet Ukraine, og hvor meget NATO selv har gjort for at gøre konflikten mere sandsynlig i første omgang, vil den ukrainske befolkning måske opfatte det som en acceptabel betingelse for fred. Men med russiske styrker, der tilsyneladende er gået i stå i deres fremrykning, og med amerikanske og europæiske våben, der fortsat strømmer ind, kan den ukrainske regering i stigende grad mangle tilskyndelse til at acceptere en løsning med en pistol for panden, især hvis regeringen bliver opmuntret af sine allierede til at tro, at denne pistol i sidste instans vil blive tvunget til at trække sig tilbage. Hvis der kommer yderligere grusomheder frem i lyset efter dem, der blev afsløret i Butja i begyndelsen af april, vil det også blive endnu sværere at argumentere moralsk for at forhandle fred med Rusland.

En femte mulighed, der ligger et sted mellem de to foregående scenarier, er, at et militært dødvande ikke fører til en fredsaftale, men til en våbenhvile. På den ene side kan de russiske besættelsestropper ende med at få kontrol over et tilstrækkeligt stort område til at gennemtvinge en de facto deling [af landet], mens de ukrainske styrker på den anden side med støtte fra NATO vil stå langs en front, der strækker sig over hundredvis af kilometer. Russiske tiltag fra slutningen af marts, der gik ud på at fokusere den militære indsats på Donbas signalerede klart en sådan mulighed. Dette ville være en langt mere omfattende udgave af den befæstede våbenhvilelinje mellem Nord- og Sydkorea og ville indebære en permanent militarisering, ikke blot af de politiske systemer på begge sider, men af store dele af Europa.

14

Krigen har allerede kostet Ukraine uacceptabelt meget, og under alle omstændigheder ser landets fremtid vanskelig, hvis ikke dyster ud. At reparere de fysiske skader og få flygtningene tilbage til deres hjem efter den fredsslutning, der til sidst vil komme, vil ikke være nogen let opgave; at genopbygge landets suverænitet vil være en opgave af en helt anden størrelsesorden, som afhænger af eksterne kræfters planer og pres. En russisk tilbagetrækning, som man kan håbe på sker snarest muligt, ville gøre det muligt i det mindste at påbegynde genopbygningsarbejdet. Men invasionen har sået et fjendskab, som vil leve videre.

I selve Rusland har krigen allerede ført til en mere åbenlyst autoritær drejning. Udbruddet af protester mod invasionen udløste en intern undertrykkelse med tusindvis af anholdelser i snesevis af byer. Selv om den folkelige appetit på krigen fortsat er lav, kan den samlede forøgelse af det vestlige pres på regimet og den større europæiske militarisering, som konflikten vil medføre, meget vel tilskynde til at man samler sig om regeringen snarere end til massedesertioner eller oprør. Uden et sådant politisk jordskælv vil regimet heller ikke være særlig tilbøjeligt til at etablere positive forbindelser med Ukraine. På længere sigt vil Rusland, hvis den sanktionsbaserede afstraffelse af Rusland bliver institutionaliseret, stå over for et valg mellem et autarki, der gemmer sig bag et panser, og en tættere økonomisk integration med Kina. Uanset hvad vil landets afhængighed af eksport af naturressourcer og de kæmpestore uligheder, som den nuværende økonomiske model indebærer, sandsynligvis blive større, samtidigt med at militærudgifterne optager en stadig større del af Ruslands faldende nationalindkomst.

Også Europa vil sandsynligvis militariseres yderligere, og Tysklands meddelelse i slutningen af februar om, at landet vil øge militærudgifterne til over 2 % af BNP, er et dystert varsel om, hvad der venter os. Hvis den herskende politisk-økonomiske orden fortsætter, er det svært at forestille sig, at denne optrapning af militærudgifterne ikke vil ske på bekostning af den smule, der er tilbage af de sociale sikkerhedsnet. De neoliberale sikkerhedsstater vil bytte vækst for endnu flere missiler og barberbladspigtråd. Det er svært ikke at se paralleller til La Belle Epoques tusmørke. Dengang som nu gav spændingerne mellem imperierne næring til et hæsblæsende våbenkapløb. Dengang som i dag var den offentlige mening også let at samle bag de nationale regeringer. I 1914 fulgte venstrefløjens parlamentariske partier trop og stemte for krigskreditterne i deres nationale parlamenter og muliggjorde dermed det blodbad, som de havde lovet at afværge to år tidligere. Vi befinder os naturligvis i et andet århundrede, og venstrefløjen er i en langt svagere position og har langt mindre indflydelse på begivenhedernes gang. På samme måde er den meget mere sårbar over for at blive trukket med eller fejet til side af en militariseret stormagtskonfrontation, som den ikke har været med til at skabe. Nogle af de gamle redskaber - internationalisme, klassesolidaritet, en skånselsløs og kompromisløs analytisk klarhed - vil være nødvendige for at ruste venstrefløjen mod denne nye runde af stridigheder mellem imperierne: Mod de mægtige, mod både deres krige og deres fred.

6. april 2022