Kronik: De Konservatives argumenter for at fjerne topskatten holder ikke vand

Det Konservative Folkeparti har fornylig fremlagt et forslag om at fjerne topskatten. En stor del af debatten har drejet sig om, hvorvidt antallet af offentligt ansatte vil formindskes – med 40.000 eller 33.000 ansatte.

Jeg vil i stedet se nærmere på, om forslaget om fjernelse af topskatten kan forventes at have de gunstige virkninger på samfundsøkonomien, som Søren Pape og partiet hævder.

Myte at topskattefjernelse vil øge beskæftigelse

I 2021 var der 435.000 skatteydere, som betalte topskat. Alle med skattepligtige indkomster under 544.800 kr. betaler skat. Overstiger man det beløb, betaler man derudover 15 procent i topskat. Udviklingen har siden 2008 været kendetegnet ved, at antallet af skatteydere, der betaler topskat, er blevet mere end halveret fra omkring 1.000.000. I 2022 skønnes der betalt 17,7 milliarder kroner i topskat. 32 % af dette provenu kommer fra de højestlønnede lønmodtager typisk akademikere og 29 % kommer fra ledere. Faglærte arbejdere betaler 8 % og ufaglærte 1 %; lønmodtagere på mellemniveau tegner sig for 13 %. Selvstændige erhvervsdrivende betaler 9 % af provenuet.

“Det er sjældent, at der bliver fremlagt nogen overbevisende dokumentation, som kan underbygge konservative og liberales påstande om topskatten.”

Moderne konservative og liberalister argumenterer ikke for fjernelse af topskat, fordi de rige fortjener det. I stedet hævder man, at når de rige får en større del af deres indkomst til egen disposition, så vil de skabe flere arbejdspladser. På den måde får arbejderbefolkningen bedre indkomstforhold og der bliver færre arbejdsløse, lyder det.

Det er imidlertid sjældent, der bliver fremlagt nogen overbevisende dokumentation, som kan underbygge påstanden. Der nævnes sommetider enkeltstående tilfælde, hvor en erhvervsdrivende siger, at han vil investere mere end hidtil, hvis topskatten fjernes.

Indkomst-tilvæksten hos de meget rige opspares. Og der er ingen automatik, som sikrer, at opsparingen bliver investeret i realkapital eller opkvalificering af de ansatte. Den kan lige så vel placeres i likvid form med henblik på spekulative aktiviteter.

En anden del kan placeres i kunst eller andre former for aktiver, hvor værdistigningen ikke beskattes. Hvordan skal det forstås, at kun 9 % af topskatteprovenuet stammer fra selvstændige erhvervsdrivende? Mange selvstændige sørger for, at de ikke får udbetalt indkomster over topskattegrænsen. Resten af indtjeningen bliver stående i virksomheden, og beskattes lavere end topskatten. Det kan i virkeligheden hævdes, at topskatten kan indebære, at erhvervsinvesteringerne bliver større end de ville have været uden dens eksistens.

De rigeste vil arbejde mindre

Men hvad sker der med indkomstforøgelsen hos de velhavende lønmodtagere – direktører, akademiske chefer og mellemgrupper – der tænkes fritaget for topskat? Tilhængerne af topskattens fjernelse hævder, at folk vil arbejde mere, når de får en større del til sig selv af deres indkomstfremgang. Empirien fortæller os imidlertid en anden historie. For lavtlønsgrupper vil arbejdsudbuddet vokse ved en skattenedsættelse uanset hvor den kommer fra.

Men for højindkomstgrupperne gælder, at mange allerede arbejder meget. De vil i stedet være tilbøjelige til at arbejde mindre for at kunne være mere sammen med deres familie, holde længere ferie, og gå tidligere på pension. De vil simpelthen få et bedre liv ved at deres topskat fjernes. Ikke fordi de får flere penge til forbrug, men fordi de nu får bedre råd til at gå ned i arbejdstid.

Altså vil arbejdsudbuddet gå ned – ikke op!

Hvad er formålet med De Konservatives forslag om at fjerne topskatten? De rige selvstændige betaler kun en beskeden del af topskatteprovenuet. Og de velhavende lønmodtagere vil bruge skattelettelsen til at gå ned i arbejdstid.