Kronik: Fængselsaftale i Kosova er endnu en symbolpolitisk udfordring af menneskerettighederne

I ugen før jul blev der indgået en aftale i kriminalforsorgen, hvori der også indgår en plan om udlicitering eller leje af et fængsel i Kosova,. Aftalen udløste en vis debat, som dog synes glemt efter jule- og nytårsdagene.

Bunden er nået

Dagbladet Politiken spurgte i sin leder 16. december rammende: ”Er der slet ikke nogen moralsk bundgrænse?” som kommentar til den nye aftale om kriminalforsorgen, hvori det indgår, at Danmark skal leje 300 fængselspladser i byen Gjilan i Kosova til udvisningsdømte udlændinge. Selvom kriminalforsorgsaftalen indeholder mange gode elementer skal aftalen – som lederen rettelig beskriver som bizar, deprimerende og forstemmende – primært bruges til atter at score symbolpolitiske point gennem en populistisk plan om at sende indsatte så langt væk som muligt.

“Siden den første nyhed om aftalen er der kommet flere skræmmende detaljer frem om aftalens indhold.”

Siden den første nyhed om aftalen er der kommet flere skræmmende detaljer frem om aftalens indhold, og kritikken fra juridiske eksperter og menneskerettigheds-ngo’er i både Danmark og Kosova er taget til i et omfang, så justitsminister Nick Hækkerup og udviklingsminister  Flemming Møller Mortensen i al hast mandag før jul valgte at drage til Kosova for at sikre en underskrift på en foreløbig aftale – inden spørgsmål og svar fra kritiske folketingspolitikere samt den stigende ngo-kritik sammen med de afskrækkende erfaringer fra lignende projekter kunne så tvivl om det fornuftige i aftalen.

Inden turen til Kosova nåede Nick Hækkerup dog at sende en replik til Politikens leder i form af et debatindlæg, som Politiken bragte 21. december. Her betegner justitsministeren Politikens kritik for populisme som ”useriøs”, og mener, at ”aftalen om leje af fængselspladser i Kosovo vil skabe større tryghed for danskerne – både inden og uden for murene.” Fra Hækkerups stol er aftalen: “… en reel løsning på de reelle og akutte problemer, som kriminalforsorgen står med.”

En fjer i hatten for Dansk Folkeparti

Men spørgsmålet er, om det er ønsket om en fornuftig aftale – eller snarere ønsket om at please og imødekomme Dansk Folkeparti, som sammen med de Konservative og – noget overraskende – SF udgør Socialdemokratiets forligspartnere, der har været drivkraft for Nick Hækkerup. Svaret kom hurtigt i form af en udmelding fra DF’s retsordfører: ”Der kommer altså nye boller på suppen, når man skal afsone i Kosovo, der har lidt andre standarder, end vi har i Danmark”, som Peter Skaarup uden omsvøb udtrykte det. Han kaldte aftalen ”en kæmpe sejr”, og uddybede: ”Dansk Folkeparti har kæmpet for det her udenlandske fængsel i mange år. Vi er gået efter en eneste ting, og det er at sikre, at når man begår kriminalitet i Danmark som udlænding, så kommer man ikke til at afsone i et dansk fængsel – som for mange er lidt af et ferieophold. Danmark er et slaraffenland for udenlandske indbrudsbander.”

Udover et opgør med dansk retspolitisk ”blødsødenhed”, lykkedes det også for Dansk Folkeparti med aftalen, at få Danmark til at udfordre såvel internationale menneskerettighedsstandarder som de internationale konventioner. Måske skal aftalen om leje af et fængsel i Kosova også bane vej for en aftale med Rwanda om at lade hele den danske asylbehandling foregå dér, for – i strid med Flygtningekonventionen – at forhindre, at asylsøgere overhovedet når frem til Danmark. Både aftalen om leje af et fængsel i Kosova, og planerne om at overføre asylansøgere til nyetablerede lejre i lande uden for EU underminerer de internationale konventioner og opfylder dermed tillige DF’s målsætning om at frigøre sig fra internationale konventioner og Folkeretten.

Alt i alt er fængselsaftalen først og fremmest en sejr for DF’s rets- og udlændingepolitik og det faktum, at Socialdemokratiet indgår en aftale med netop DF er udtryk for, at man endnu en gang i de seneste 10-15 år bid for bid har kopieret DF’s politik i et populistisk forsøg på at vinde de tidligere nu frafaldne vælgere tilbage. Og aftalen markerer den sidste åndedrætshjælp til et DF, der – forstærket af intern partikamp – ellers er stærkt svækket.

Milliardhøj husleje uden klarhed

Kosova er desværre hverken omfattet af de universelle eller europæiske menneskerettigheds-konventioner. Det er urimeligt, og skyldes primært internationalt pres fra Serbien, men Kosova er et af de få lande, som ikke er medlem af FN.  Kosova er heller ikke medlem af Europarådet. Derfor har landet siden selvstændigheden i 2008 ikke kunnet tilslutte sig FN’s menneskerettighedskonventioner eller den europæiske menneskerettighedskonvention. Og derfor er man i Kosova heller ikke ‘underlagt’ kritik fra FN-komiteer eller europæiske instanser.

Fængselsforholdene i Kosova har dog været udsat for international kritik fra bl.a. Europarådets komite til forebyggelse af tortur (CPT). En CPT-rapport om fire af Kosovas fængsler fra 2020 kritiserer skarpt, at CPT modtog adskillige troværdige anklager om vold med knytnæveslag og spark mod indsatte, korruption i forhold til vagter og dårlige fysiske rammer med knuste ruder og overfyldte celler i flere af fængslerne. Afsonere i Kosovas fængsler kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning isoleres i strafceller i op til 30 dage, og for almindelige strafafsonere gælder det, at de i nogle fængsler er låst inde på cellen i op til 21 timer i døgnet uden meningsfuld beskæftigelse.

“I praksis vil de meget besværliggjorte besøgsmuligheder udfordre de internationale menneskerettighedskonventioner for både de indsatte og deres familie.”

Det får Therese Rytter, der er juridisk chef i det danske Dignity og samtidig næstformand i CPT, til at konkludere, at rapporten viser, at der er flere områder, hvor man ikke lever op til de internationale eller de danske standarder, og at fængselsbetjentene ikke kender reglerne eller systemet i Danmark, som de i givet fald ville skulle håndhæve. Spørgsmålet er derfor, om de ville kunne leve op til de danske standarder. Med det samme personale vil der selvfølgelig være risiko for, at volden gentager sig.

Der er mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med aftalen om leje af 300 fængselspladser i Kosova. 1,65 milliarder kr. i leje for 10 år forekommer som et voldsomt højt beløb, men derudover kommer lønudgifter til fængselsbetjente, dobbelt administrativ ledelse og ekstraomkostninger i forbindelse med transport i forbindelse med besøg. Det er fortsat uklart, om der bliver tale om frivillighed eller egentlige tvangsoverførsler til fængslet i Kosova. Ligeledes er der ingen afklaring på spørgsmålet om jurisdiktionen. Ja, selv spørgsmålet om hvem der skal overføres er ubesvaret. Kosova har klogeligt betinget sig, at aftalen ikke omfatter terrordømte og ej heller ”høj risiko”- fanger, men om det også omfatter f.eks. de næsten mytiske ”rumænske røverbander” er uafklaret. Endelig er der ikke skabt klarhed om, hvad der skal ske med de udlændinge – der efter endt afsoning ikke kan udvises. Skal de tilbage til Danmark?

Afstanden til Danmark på 1700 km og dyr flytransport gør det svært og dyrt at leve op til den regel, der i Danmark giver ret til besøg mindst en gang om ugen. I praksis vil de meget besværliggjorte besøgsmuligheder udfordre de internationale menneskerettighedskonventioner for både de indsatte og deres familie.

De tre hundrede fængselspladser, som Danmark skal leje, betyder også, at 300 af de nuværende indsatte i fængslet i Gjilan skal overføres til andre, ældre fængsler, der har en lavere standard, og som betyder, at pårørende får længere rejser, når de skal besøge indsatte.

Støtte skal ikke hænge sammen med flygtningepolitik

Det er ikke første gang, at vesteuropæiske lande har forsøgt at leje fængselspladser i andre lande, men erfaringerne har været dårlige. Inden man indgik aftalen om leje af fængslet i Kosova, burde man fra dansk side have lært af de dårligere erfaringer, som fik Norge til – efter tre år – i 2018 at opsige en aftale med Holland, der skulle løse overbelægning i de norske fængsler.

Aftalen med Kosova er også i en bistands- og udviklingspolitisk sammenhæng hidtil uset. Det er første gang, at en flerårig milliardaftale om den danske kriminalforsorgs økonomi er blevet kædet direkte sammen med en regeringsbeslutning om hvilke lande, der skal modtage dansk udviklingsbistand. Dagen efter indgåelsen af forliget udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse, der annoncerede, at regeringen har besluttet, at Kosova de kommende år skal modtage cirka 45 millioner kr. årligt i udviklingsbistand fra Danmark. I pressemeddelelsen hedder det ligeud, at beslutningen er taget ”i forbindelse med aftalen om at leje fængselspladser i Kosova.”

Den pludselige beslutning om, at Kosova skal modtage udviklingsbistand fra Danmark, sker selvom Kosova hverken optræder som modtagerland for dansk bistand i den netop vedtagne finanslov eller i Regeringens Udviklingspolitiske Prioriteter 2022-2025 fra august i år. Det er uvist, om Kosova – som det første europæiske land – får status som et partnerland for Danmark, og hvor de 45 millioner kr. skal tages af budgettet for udviklingsbistanden.

Det er knap 25 år siden at Kosovas folk gjorde op med årtiers serbisk undertrykkelse og vandt en frihed, som 17. februar 2008 førte til udråbelsen af et uafhængigt Kosova. Kosova har både fortjent og har et stort behov for støtte – også fra Danmark.

Både politisk, hvor Danmark i EU og anden international sammenhæng burde arbejde mere aktivt for, at Kosova bliver anerkendt af flere lande, får sæde i FN og i europæiske organisationer som f.eks. Europarådet og OSCE samt – på længere sigt – et medlemskab af EU, hvis kosovarerne ønsker det, men også økonomisk. Tendensen til at økonomisk udviklings- eller klimapolitisk bistand kobles op på eller betinges af et lands villighed til at løse et dansk kriminalpolitisk eller flygtningepolitisk problem – eller indfri Socialdemokratiets ønske om at give DF en fjer i hatten er ikke seriøst. Meget tyder på, at fængselsaftalen viser, at der vitterligt ikke er nogen moralsk bundgrænse.