Kronik: Glemmer regeringen de mest udsatte?

SF meldte ud med ultimative krav, Enhedslisten truede med at vælte regeringen og Socialdemokratiet lovede i forståelsespapiret et grundlæggende opgør med fattigdommen i Danmark. Derfor var forventningerne store, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i juni landede den politiske aftale om ydelsessystemet for mennesker på kontanthjælp eller andre offentlige ydelser. Vi har ført set, at det er muligt at tage et livtag med fattigdom. Thorning og Corydon afskaffede både kontanthjælpsloftet og de laveste fattigdomsydelser uden meget vigør.

“Politikerne har fremhævet, at kontanthjælpsloftet er afskaffet, men reelt har de kun omdøbt det.”

Desværre blev vi socialrådgivere, børneorganisationerne og andre socialpolitiske aktører skuffede, da regeringen og dens parlamentariske grundlag offentliggjorde den nye aftale. Godt nok var der en række positive elementer. Men ydelsesaftalen – og en næsten samtidig aftale om beskæftigelsesindsatsen – efterlader indtrykket af en regering, der har mistet interessen for de mest udsatte i samfundet.  En regering som hellere vil fokusere på de mest ressourcestærke arbejdsløse i dagpengesystemet. En politisk situation, hvor beskæftigelsespolitikken har vundet over socialpolitikken, når regeringen og venstrefløjen laver aftaler om ydelser og indsatser til arbejdsløse og udsatte.

Fattigdomsydelser og kontanthjælpsloft består

Aftalen førte ikke til et nyt ydelsessystem, men til en række mindre tilretninger. Der indføres bedre tilskud til medicin og fritidstillæg til børn, ligesom det midlertidige børnetilskud permanentgøres. Vigtige forbedringer, der får stor betydning for de omfattede.

Til gengæld bliver der hverken gjort op med selvforsørgeles- og hjemsendelsesydelsen eller ungeydelsen. To ydelser der efterlader mennesker med hhv. 6.228 kroner og 7.552 kroner om måneden før skatten trækkes, medmindre man får et tillæg. Begge ydelser gør det yderst svært at leve et sundt og værdigt liv i et dyrt land som Danmark. Desuden har man holdt fast i 225-timersreglen, der for nogle ægtepar betyder, at to voksne skal klare sig for én kontanthjælp.

Fakta: Ny kontanthjælpsaftale

◉ Den nye aftale om kontanthjælp blev fremlagt i juni 2022, og er indgået mellem regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og KD. Her lægges der op til “at sikre bedre vilkår for børn af folk på kontanthjælp.”

◉ Kontanthjælpsloftet er i aftalen blevet erstattet af en trappe med fast niveau for, hvor meget man må tjene uden det påvirker den offentlige ydelse.

◉ Alle borgere, som har været i kontanthjælpssystemet i over to år får desuden afklaringsret, og kan genansøge om fleksjob. Også retten til ferie med supplerende kontanthjælp er blevet forhandlet på plads. Tidligere har kontanthjælpsmodtagere principielt skullet stå til rådighed hele tiden.

◉ Du kan læse mere om aftalen på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

+

Politikerne har fremhævet, at kontanthjælpsloftet er afskaffet, men reelt har de kun omdøbt det. Der har alle dage været en grænse for, hvilket beløb du maksimalt kan modtage i kontanthjælp, boligsikring, børnepenge osv. tilsammen. Men da man for en årrække tilbage vedtog reglerne om kontanthjælpsloft, blev den samlede mulige indtægt sænket med flere tusinde kroner. Den nedsættelse er ikke fjernet, selvom en del mennesker får nu lidt mere udbetalt.

Når fattigdomsydelserne, 225-timersreglen og loftet består, er det problematisk, fordi fattigdom i sig selv kan blive en barriere for at få et job, og fordi det kan skabe sociale problemer. Når man mangler penge, bliver alt i livet sværere. Vi ved fra forskning, at det at leve med den konstante bekymring og stress over, om du har penge nok, tærer på overskud og dine evner til at træffe langsigtede beslutninger. Men ikke mindst gør familiernes fattigdom arbejdet for os socialrådgivere yderst vanskeligt. Fire ud af fem socialrådgivere angav i en rundspørge sidste år, at lave ydelser står i vejen for det langsigtede sociale arbejde. Når man politisk fastholder mennesker i fattigdom, skubber det dem altså væk fra arbejdsmarkedet og gør det sværere at hjælpe dem med deres andre livsvanskeligheder. Det er uklogt.

Forenkling og tidsgrænser mangler stadig

Ydelseskommissionen, der lavede det faglige oplæg til politikerne, var optaget af skabe et mere simpelt system, og få knæsat princippet om, at kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse. To gode formål, som desværre ikke blev til virkelig i den politiske aftale.  

Forenklingen har man ikke løst. Særligt ønsket om at fastholde en særlig lav ydelse for mennesker med anden etnisk baggrund har betydet, at man har holdt fast i en række særydelse. Og kontanthjælpsloftet er erstattet af 11 nye niveauer i ”trappemodellen”. Det fastholder et ydelsessystem som er umuligt at forstå for borgerne, og næsten lige så svært for os socialrådgivere at navigere i.

Med aftalen indfører man en såkaldt ”afklaringsret”. Intentionen er virkelig god, men det er udelukkende formuleret som retten til at søge om fleksjob eller ressourceforløb, og indeholder ikke nogen garanti for, at man ikke bliver hængende mange år endnu på kontanthjælp. Derfor er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt vi faktisk vil se et fald i mennesker der lever 5, 10 eller 15 år på kontanthjælp. Det vil være noget, vi fra socialrådgivernes side vil følge tæt.

Hvis vi faktisk skal have mennesker videre fra kontanthjælp, kræver det at man hurtigt får afklaret deres arbejdsevne, og vurderet om de skal matches med et job, skal videre i uddannelse, kan klare et flexjob eller om de skal tilkendes en førtidspension. Det er i dag en langvarig proces. Men vi socialrådgivere ved, at den proces kan gøres hurtigere! I Hjørring og Aabenraa har ansættelse af flere socialrådgivere sparet millionbeløb på ganske få år, fordi man fik folk videre fra kontanthjælp hurtigt. Det giver mening for den enkelte og for samfundet. Altså ved vi, at en hurtigere vej til arbejde, uddannelse eller afklaring kræver, at man ansætter flere, og at man prioriterer at ansætte dygtigt uddannet personale. Desværre blev der på Christiansborg for nylig indgået en anden aftale, der gør det stik modsatte.

Massive nedskæringer på hjælpen til arbejdsløse

Aftalen om tilretninger i ydelsessystemet er kun én blandt en række større politiske aftaler, der blev underskrevet, inden sommerferien satte ind.  Herunder den såkaldte ”nytænkning af beskæftigelsesindsatsen.” Nytænkningen betyder i dette tilfælde nedskæringer på 1 milliard kroner på beskæftigelsesindsatsen. Hvilket svarer til at skære 8 % af samtlige penge, der bruges på området. En gigantisk nedskæring.

“Selvom du måske ikke forventer det, kan sygdom og langvarig uarbejdsdygtighed ramme os alle. Vi har derfor alle en interesse i at sikre, at det nederste sikkerhedsnet er intakt og trygt.”

Der er i den grad behov for nytænkning af beskæftigelsesområdet. Fra socialrådgivernes side har vi lavet et omfattende forslag til reform, hvor alle med truet arbejdsevne flyttes ud af jobcentrene og tilbydes langt bedre socialfaglig hjælp. Hvor man styrker borgernes rettigheder. Og hvor vi sikrer en afdækning af arbejdsevne, der bygger på tillid til socialrådgivernes faglighed og borgerens selvoplevede arbejdssituation. En reel nytænkning kalder på mere faglighed, et system der bygger på respekt og at indsatsen tager udgangspunkt i den enkelte. Med de varslede massive besparelser får vi forventeligt mindre af det.

Næsten 4 ud af 5 kontanthjælpsmodtagerne er overhovedet ikke jobparate, men har problemer udover ledighed og ofte været på kontanthjælp i mange år. Netop de udsatte ledige har brug for sociale indsatser, som styrker deres livsmestring. Vejledning og opkvalificering er indsatser, som tager hånd om de barrierer hos den enkelte, for at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. Nu skal der spares næsten 400 mio. kroner på denne type indsatser. Det kan betyde, at udsatte ledige bliver sendt i virksomhedspraktik, selvom de har brug for en mere helhedsorienteret hjælp, før de kan hjælpes ud af deres sociale problemer og komme i arbejde. Det er dumt og dyrt at spare her, både samfundsmæssigt og for den enkelte borger.

Behov for socialpolitisk oprustning

Aftalen betyder også, at forsikrede ledige ikke skal være i kontakt med jobcenteret de første måneder af ledighed, men hjælpes af deres egen a-kasse. En ændring der har gjort mange og a-kasser og forsikrede ledige glade. Regeringen har desuden besluttet, at man får højere dagpenge i de første 3 måneders ledighed. Man sidder derfor tilbage med et samlet indtryk af en regering, der på beskæftigelsesområdet er optaget af faglærte og ufaglærte, der periodevis er ledige. Denne gruppe er oftest blandt de mest ressourcestærke ledige.

Det kan umiddelbart lyde som en god ide, og en måde at sikre opbakning til dagpengesystemet. Men som socialrådgiver ved jeg, at selvom du måske ikke forventer det, kan sygdom og langvarig uarbejdsdygtighed ramme os alle. Vi har derfor alle en interesse i at sikre, at det nederste sikkerhedsnet er intakt og trygt. Fremfor at skære ned i indsatserne for de, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, er der behov for en socialpolitisk oprustning. Fremfor status quo er der behov for et reelt opgør med fattigdom. Der er tid til, at socialpolitikken igen får en plads i beskæftigelsesindsatsen, når det drejer sig om udsatte menneskers vej til job.