Kronik: Justitsmordet på Katrine Dirckinck-Holmfeld dækker over en uvilje til at erkende Danmarks slavehandler-fortid

Den tidligere institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Katrine Dirckinck-Holmfeld tog ansvaret for den aktion, hvor aktivister smed busten af Frederik 5. i havnen. Hun er efterfølgende blevet kriminaliseret og ekskluderet af såvel akademiråd som kulturminister, og politianmeldt af den racismedømte Morten Messerschmidt.

Der er blevet begået et moderne justitsmord mod Dirckinck-Holmfeld, som allerede er dømt før hun har været for retten. Medieplatforme, politikere og kulturfolk har været dommere og fordømmere. Få har til gengæld taget billedkunstneren i forsvar, så det vil jeg gøre her.

Globalt opgør med fortiden

Busteaktionen er en lille del af en global opstand over hele verden mod slavegørelse, kolonimagt og racisme. Man kan diskutere, om busteaktionen var kunstnerisk veludført og dokumenteret. Men at kriminalisere Dirckinck-Holmfeld og ekskludere hende på baggrund af busteaktionen, virker voldsomt. Der er tale om en kopi af en kopi af det hoved, som sidder på kroppen af Frederik 5., der troner på sin hest ud over Amalienborg Slotsplads.

I sin tid som konge oprettede Frederik 5. såkaldte ‘kronkolonier’, da han opkøbte majoriteten af aktier i Vestindisk-Guineisk Kompagni. Kongen stiftede også Det Kongelige Danske Kunst Akademi i 1754. Frederik V fejres hvert år ved det, der på Kunstakademiet kaldes Stiftelsesfesten. Her kommer Dronning Margrethe, kulturministeren, Akademirådet og kunstnere, der skal hædres med medaljer – og fejre Frederik V. Han ønskede nemlig, at man hvert år skulle fejre hans fødselsdag ved en stiftelsesfest, hvilket i sin tid blev indfriet af Carl Gustaf Pilo, der ledede det første Kongelige Danske Kunstakademi.

På Kongens Nytorv sidder hans oldefar Christian 5. og troner på en hest, der træder en lidende, skrigende mand under hoven. Han var som konge medstifter af Vestindisk-Guineisk Kompagni, som stod for slavehandel i Caribien og Afrika. Det var Christian 5., der byggede slaveforterne på Guldkysten i Ghana, hvor tusindvis af sorte mennesker blev fængslet og brændemærket, før de under umenneskelige forhold blev fragtet med slaveskibe mod Dansk Caribien. Her sad de sorte slaver i op til 3 måneder, opkøbt for spiritus og våben af høvdingestammer i Ghana. De blev udsat for ufattelige lidelser, og mange døde undervejs mod livet som slaver i Caribien.

Danmark sakker bagud i opgøret med fortiden

Denne skammelige fortid fik mig til at undres over, at Dirckinck-Holmfeld ovenpå busteaktionen skulle behandles på den måde. Hun har blot gjort opmærksom på monarkiets aktive rolle i Danmarks tid som slavenation, ved at smide en uægte gipsbuste Københavns havn.

Rundt omkring i verden rives der statuer ned, mens tusindvis af mennesker jubler og fotograferer med deres mobiltelefoner. I England er en bronzestatue af slavehandleren Edward Colston ligefrem endt på museum i liggende positur, med rester af maling fra protesterne. I stedet har byen Bristol anbragt en statue af en sort kvinde! Den reaktion må siges at være noget anderledes end den danske, hvor udskamning, fordømmelse og eksklusion har været svaret.

Over hele verden har folk fået nok af at kigge på kunst, som fejrer racistiske kolonialister. Men i Danmark har debatten om Danmarks tid som slavenation været alt for fraværende. Det Kongelige Kunstakademi har en lang og spændende historie bag sig som kunstnerisk uddannelsessted, og har igennem årene stået for stærke kunstneriske udsagn, debatter, forelæsninger og samarbejder. Men tiden er også inde til at erkende fortiden – og fjerne buster af Frederik 5.

“Over hele verden har folk fået nok af at kigge på kunst, som fejrer racistiske kolonialister. Men i Danmark har debatten om Danmarks tid som slavenation været alt for fraværende.”

I samme ombæring kunne man fjerne den føromtalte rytterstatue af Frederik 5. på Amalienborg Slotsplads, der langtfra fortæller den egentlige historie om kongen, men snarere er et udsagn om Danmarks storhed som slavenation. Kunst, der hylder og repræsenterer Danmarks tid som slavenation, hører hjemme på et kolonimuseum, ikke på prominente pladser og bygninger.

Der lever i dag mennesker på de Caribiske øer, som ikke ved, hvor de kommer fra, eller hvilken stamme de tilhørte i Ghana. Vi har frataget dem deres historie og identitet. Ligeledes lever mange mennesker på øerne stadigvæk i fattigdom. De mangler uddannelse og arbejde. Problemerne menes at kunne føres tilbage til kolonitiden. Det er nemlig det, vi har brug for i kulturdebatten.

Det er på tide, at vi som danskere anerkender, at vi har tjent penge på handel med sorte mennesker, og at vi står i gæld til de tidligere koloniserede territorier. Både med en officiel undskyldning fra kongehus og regering, og ved at betale erstatning. Samtidig er der brug for, at kunstnere, kulturfolk og andet godtfolk deltager i debatten. Den må ikke blive styret af konservatisme og manglende demokratisk debat.