Kronik: Skattevejen til demokratiske virksomheder

Et af resultaterne af finanslovsaftalen for 2021 er nedsættelsen af en ekspertgruppe, der skal undersøge forholdene for demokratiske virksomheder, hvad enten de er medarbejder-, producent- eller forbrugerejede.

Deres analyse skal afdække og sammenligne demokratiske virksomheder med andre virksomhedsformer, herunder belyse mulige barrierer for henholdsvis at oprette nye eller udvikle eksisterende demokratiske virksomheder samt omdanne eksisterende virksomheder til demokratiske virksomheder. I analysen indgår en sammenligning med demokratiske virksomheders vilkår og beskatningsforhold i andre EU/EØS-lande.

Iværksættelsen af analysearbejdet er er ikke mindst fremmet af Enhedslisten, hvor der med indlæg fra en række medlemmer: Ulf V. Olsen, Jens Peter Kaj Jensen, Pelle Dragsted, Margit Kjeldgaard, Alex Larsen og Per Bregengaard i Solidaritet har udspillet sig en længere debat, især hvad angår medarbejderejede virksomheder. Også andre som Uffe Elbæk (De frie Grønne) og Peter Westermann (SF) har deltaget i debatten om demokratiske virksomheder.

Demokratiske virksomheder er en blandet landhandel

Demokratiske virksomheder, også kaldet kooperative virksomheder og andelsforeninger, er en blandet landhandel, der tjener vidt forskellige interesser. En kooperativ virksomhed er under alle omstændigheder en mere demokratisk selskabsform end enkeltmandseje, aktieselskab, fondsejede selskaber m.fl. Kooperative virksomheder er udtryk for et ‘interessent-demokrati’ og bygger på princippet om én andelshaver – én stemme. Alle medlemmer af kooperativet har i princippet lige meget at skulle have sagt, er med til at vælge ledelsen og bestemmer rammerne for virksomhedens drift.

I kooperativer er ejerskabet og dermed magten spredt ud til en større gruppe af virksomhedens interessenter. Det kan som omtalt være til medarbejderne, forbrugerne, en lokal gruppe af producenter eller et lokalt foreningslivs medlemmer. I kreditsektoren er det lånerne.

I kooperativer er ejerskabet og dermed magten spredt ud til en større gruppe af virksomhedens interessenter. I kreditsektoren er det lånerne.

En interessent-demokratisering er ensbetydende med forandringer i ejerforhold, ledelse og formuefordeling og kan medvirke til en mere ligelig fordeling af indkomster og forbrugsmuligheder. Den demokratiske virksomhed drives ud fra ønsket om at tilfredsstille et bestemt behov. Her er tale om et non-profitforetagende, hvor profit ikke er et mål i sig selv, men et middel til at indfri et veldefineret formål.

Det kan bl.a. være at ændre forbrugsmønsteret i en grøn og bæredygtig retning eller at sikre gode og billige forbrugsvarer. For kooperativer bestående af producenter kan det være at maksimere den enkelte producents profit. For kooperativer bestående af medarbejdere kan det være at levere en vare, man kan være bekendt, og sikre gode løn- og arbejdsvilkår.

At gå ind i og engagere sig i et kooperativ kan være en vej til at få mere magt over tilværelsen gennem denne form for udvidelse af demokratiet. Selvejende institutioner kan have nogle af de samme træk som kooperativer. Med det her indlæg vil vi gerne tage hul på den kommende debat om de helt nødvendige lovgivningsinitiativer og den skattemæssige favorisering, der er en forudsætning for at fremme demokratiske virksomheder.

Udenlandske erfaringer, vilkår og forskning

Udenlandsk forskning underbygger tesen om, at kooperative virksomheder klarer sig bedre i økonomiske krisetider i forhold til andre virksomhedsformer. Kooperativer er mere ”sejlivede” og har generelt set en højere grad af stabilitet i beskæftigelsen end andre virksomhedsformer. Undersøgelser viser, at medarbejderejede kooperativer i højere grad har ligeløn end andre typer af virksomheder.

Vi skal derfor overveje, om denne ejendomsform fortjener en særlig beskatningsform. Til det formål kan det være nyttigt at besinde sig på hvilke erfaringer, der er indhøstet med kooperative virksomheders gennemslagskraft og beskatning.

Den kooperative ejendomsform er særlig udbredt i Sydeuropa, langt mindre i Norden. I den italienske Emilia-Romagna region hidrører 30 pct. af BNP fra kooperativer. Produktion af boliger, landbrug, gartneri, fødevareindustri, detailhandel og social service er således præget af kooperative foretagender. Det er næppe tilfældigt. Kooperativerne udspringer af en historisk tradition, hvor de fællesejede virksomheder har udgjort en del af arbejderbevægelsens samlede styrke.

Kooperativernes beskatningsforhold har en afgørende betydning for deres position. I Italien fritager en lov fra 1977 kooperativer fra at betale skat af den del af overskuddet, der blev hensat til virksomhedens fortsatte beståen. I 1991 blev der skabt lovgivningsmæssige rammer for, at social service kunne drives af kooperativer, som tegnede kontrakt med kommunen. Der blev i 1992 etableret en national solidaritetsfond, Cooperazione Finanza Imprese, hvortil alle kooperativer skulle betale 3 pct. af deres overskud. Den er grundlaget for støtte til oprettelse af nye kooperative virksomheder.

Den sydeuropæiske filosofi lyder: Den kooperative virksomhed udgør en særlig ejendomsform, hvor der skabes overskud for at styrke den kooperative ide. Derfor bør ejendomsformen have sine egne lovgivningsmæssige rammer, herunder sin særlige beskatningsform.

Også i EU er der opmærksomhed på kooperativer. I en udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2012) hedder det, at den kooperative identitet styrker værdier som demokrati, lighed, solidaritet, gennemsigtighed og socialt ansvar – og har potentiale til at frembringe en sociale merværdi. Derfor bør denne ejendomsform fremmes ved offentlige indkøb, ved kvalitetsmærker, ved forbrugeroplysning, ved uddannelse til socialt iværksætteri og ved en differentieret beskatning. På det sidste felt trådte man dog varsomt. Ingen havde lyst til at binde sig til et konkret forslag. Der tales i generelle vendinger om incitamenter til indfrielse af almennyttige formål.

Sådanne incitamenter findes allerede i store dele af den sydeuropæiske skattelovgivning i form af fritagelse for selskabsskat, når det gælder de såkaldt udelelige reserver. Dette begreb henviser til den del af overskuddet, som udelukkende anvendes til at polstre virksomheden eller styrke den kooperative virksomheds udbredelse. Den udelelige reserve må derfor ikke udbetales til medlemmer eller ansatte hverken som udbytte eller i forbindelse med salg eller konkurs. De udelelige reserver er netop forbeholdt investeringer, der kan fremme et kooperativs almennyttige formål.

Skattevejen til demokratiske virksomheder

I Danmark beskattes kooperative selskabers overskud med 14,3 pct., mens andre typer af selskaber beskattes med 22 pct.

Enhedslisten har i udspillet ”Et mere demokratisk erhvervsliv” fra 2019 foreslået, at hver eneste krone af et overskud, der anbringes i den udelelige reserver, undtages fra beskatning. Det er i nøje overensstemmelse med den sydeuropæiske tradition for kooperativ skattelovgivning. Ved salg eller opløsning skal de udelelige reserver overdrages til en kooperativ fond, der virker som en national solidaritetsfond til fremme af nye kooperativer.

“Skal man spille djævlens advokat, kan man spørge om det ikke er at skyde sig selv i foden, hvis venstrefløjen i Danmark insisterer på skattefritagelse for virksomhedsoverskud hos ”vennerne”, når den selv samme venstrefløj normalt træder frem med krav om skærpet selskabsskat renset for fradrag?”

Hvor stor en del af overskuddet, der bør anbringes i den udelelige reserve, tager Enhedslisten ikke stilling til. Skal det være 60 pct. af overskuddet som det spanske kooperativ Mondragon har vedtaget? Skal det være 30 pct. af overskuddet som i Italien, 20 pct. som i Spanien eller 15 pct. som i Frankrig, hvor det i praksis dog er 45 pct.?

Jo flere midler kooperativet eller staten bestemmer, der henvises til fællesfonde, jo større mulighed er der for, at den kooperative sektor kan ekspandere og være et modspil til den kapitalistiske profitsektor.

Skal man spille djævlens advokat, kan man spørge om det ikke er at skyde sig selv i foden, hvis venstrefløjen i Danmark insisterer på skattefritagelse for virksomhedsoverskud hos ”vennerne”, når den selv samme venstrefløj normalt træder frem med krav om skærpet selskabsskat renset for fradrag?

Hele øvelsen med en udelelig reserve, der fritages for enhver form for beskatning, forudsætter, at skatteborgerne har tillid til, at der ikke kan fifles med de udelelige reserver. Almenvellets interesser skal sikres.

Kooperativ fællesånd

En sikring af almenvellets interesser kræver opfyldelsen af tre krav:
– Der skal ved lov vedtages en definition på den kooperative ejerform.
– Der skal oprettes en statslig myndighed, som efter lovfæstede kriterier kan give en virksomhed status af et kooperativ.
– Der skal være lovmæssigt definerede grænser for medlemmer og ansattes goder f.eks. begrænsning på lønniveauer og frynsegoder, udbytter og afregningspriser.
– Erhvervsstyrelse og skattemyndighed skal have muskler til at kontrollere anvendelsen af de udelelige reserver.

Også når en virksomhedsejer eller arving vælger at afhænde sin virksomhed til medarbejderne eller virksomhedens brugere/forbrugere, vil det være relevant at indføre princippet om udelelige reserver, der er skattefrie. Foreningen bag den kooperative virksomhed skal samtidig slippe for at betale bo- og gaveafgift.

Skattereglerne skal her være mindst lige så fordelagtige som ved overdragelse af en virksomhed til en erhvervsdrivende fond. Den før omtalte kooperative fællesfond kan i den form for virksomhedsoverdragelse optræde som långiver og investor.

Ingen af de føromtalte krav er imidlertid opfyldt i dag. Et første lille skridt er det saglige analysearbejde, der igangsættes med finanslovsaftalen. En kommende indfrielse af kravene er ikke umulig, og der er også inspiration at hente hos vores naboer. I Norge har man således en specifikt lovfæstet, kooperativ selskabsform, kaldet samvirkeforetak. Kunne en sådan løsning være mulig i Danmark? Der er i hvert fald brug for nytænkning af ejerformerne.