Kronik: Socialdemokraternes fortælling om billige boliger er en løgn

Diverse aviser har op til kommunalvalget givet utrolig meget spalteplads til Socialdemokratiets ordfører på Københavns Rådhus (A), som utrætteligt har anklaget Enhedslisten med flere for at gå imod byggeri af billigere boliger. Han har igen og igen søgt at skabe en fortælling om, hvor bagstræberisk en modstander Enhedslisten er af at bygge på Amager Fælled, Stejlepladsen og andre steder, hvor der er brug for rekreative åndehuller.

Der er imidlertid en ”modfortælling” til hans smukke visioner om Lynetteholm, Fælledbyen og den blomstrende fremtid på disse lokaliteter. Det er strengt taget ikke en “fortælling”, men en konkret kritik af de manglende miljøundersøgelser for disse projekters følger. Det gælder dels havmiljøet i Øresund, Køge Bugt og Østersøen, dels for klimaet og atmosfæren som følge af CO₂-udslip ved anlæggelse og byggeri. Hertil manglende redegørelse for mængden af metan og farlige udslip , som skorstene gravet ned i lossepladsen skal lede op i højre luftlag og fordele jævnt over resten af Amager. Samme problem rejser Stejlepladsen, som også ligger på en gammel losseplads. By & Havns konsulenter afviser dog konsekvent problemerne som værende ubetydelige.

S: Naturen hører til på landet

Jonas Bjørn Jensen har også en god ”fortælling” om sit syn på natur og biodiversitet. Han forsvarer mere byggeri, tæthed og øget befolkningsvækst i København med, at natur og biodiversitet hører til ude på landet og ikke i byen. Hans ræsonnement er så, at jo flere der bor i byen, jo mere plads er der til naturen derude. Alt andet lige så består det meste af det danske landskab jo af ørkener med enkeltafgrøder.

“Socialdemokratiet har siden 90’erne bevidst gået efter at få lavindkomstgrupper ud af byen, til fordel for den såkaldt kreative klasse,”

Hertil kommer også et stigende antal byboere, der køber og bygger nye store sommerhuse i kommuner, der er afhængig af turister og sommergæster, og derfor gladeligt bebygger natur og landbrugsarealer.

Begrebet ”fortællinger” forekommer ganske kritikløst overtaget fra reklamebranchen, hvor det bruges til at sælge hvad som helst. Antagelsen er, at bare det er koblet op på en historie, drages forbrugeren til at købe varen. Det overføres på politikken, så borgeren først og fremmest skal ses som bruger eller forbruger.

Socialdemokraterne i København har i den senere tid fremført rørende fortællinger om, at der skal være plads til sygeplejersker og SOSU’er. Hverken syge, pensionister eller ufaglærte er med i opremsninger af de grupper, der skal kunne bo i København.

Problemet med dén fortælling er bare, at Socialdemokratiet siden 90’erne bevidst har gået efter at få lavindkomstgrupper ud af byen til fordel for den såkaldt kreative klasse. Her har både erhvervsudviklingen, byfornyelsen og nybyggeriet været strålende redskaber til at skaffe plads til de kreative. De andre befolkningsgrupper er filtreret fra til fordel for den pengestærke del af befolkningen.

Vækstdynamoen København

Kommunalvalgets resultat er åbenbart kommet bag på socialdemokraterne.Men med vedtagelsen af Ørestadsloven i 1992 åbnede sosserne sammen med de andre borgerlige partier for en neoliberal udvikling ud fra ideen om, at København skulle udvikles som nordeuropæisk økonomisk vækstdynamo. Her tæller de mange dårligt lønnede ufaglærte i serviceerhvervene ikke rigtig med i det store regnskab.

Der skulle derimod åbnes op for alskens spekulativ kapital, kreative og intellektuelle iværksættere, og internationale og nationale ejendomsspekulanter, frem for håndens arbejdere, der før havde ført til byens velstand. Den befolkningsudskiftning har påvirket grundpriserne, da profit på jord og byggeri er det afgørende motiv for den finansielle sektor.

Alt snakken om billige boliger er en falsk og utroværdig påstand – eller fortælling – der ikke harmonerer med den form for kapitalistisk byvækst, Socialdemokratiet reelt har valgt at satse på. For nu handler det om højst mulige m²-pris, og så kan de billige boliger – som kunne tilvejebringes i de almene boligselskaber og non-profit andelsbyggerier – ikke være med. Også i deres tilfælde lader det til, at nutidens høje byggeomkostningern trumfer huslejen. En ny almen bolig er ofte lige så dyr som privat udlejning. Uden boligsikring har lavindkomstgrupper ikke råd til at bo her, og dén udvikling er blevet yderligere forstærket af den såkaldte ghettolov, der har begrænset deres adgang til boliger.

Udviklingen presser folk væk København

Kommunen og staten har bevidst solgt ud af offentligt ejede grunde, til fordel for udviklingsselskabet By & Havn I/S. Det har man netop gjort for at kunne skabe de rigtige betingelser for en neoliberal vækst i byen – foruden pengene til en afsindig dyr og underbudgetteret Metro. En metro havde DSB allerede på tegnebordet i 1960’erne, men selvfølgelig skulle den finansieres af staten ligesom S-togene.

Beton-mentaliteten hos mange politikere er så massiv, at de vedvarende ignorerer, at fortsat byggeri og anlæg er en direkte trussel mod klimaet og mod den natur, vi også har brug for i byen. I de seneste 20 år har vi været vidne til, at byen afsætter et højere og højere CO₂– aftryk, grundet kommunens egne indkøb, og borgernes øgede forbrug, bilejerskab, pendling og transport. Fordi alt dette slet ikke regnes med i byens CO₂ regnskab, så er ”fortællingen” om den CO₂ neutrale by i 2025 en decideret løgn.

“Beton-mentaliteten hos mange politikere er så massiv, at de vedvarende ignorerer, at fortsat byggeri og anlæg er en direkte trussel mod klimaet og mod den natur, vi også har brug for i byen.”

De fremturer ubekymret med havnetunnel, den unødvendige ø Lynetteholm, og byggerierne på de gamle lossepladser, som naturen har erobret, til glæde og gavn for mennesker og klima. De overser også, at der efterhånden er mange borgere, som føler sig groft klemt, både af stigende priser, men også af tæthed og trængsel i en sådan grad, at fraflytning nu overstiger tilflytningen. Alligevel taler politikere løs om en fortsat befolkningstilvækst, som dels bygger på gamle tal og dels på fejlbehæftede antagelser om fra- og tilflytninger. Meget af den vækst, de taler om, stammer fra nyfødte, der ikke har brug for en bolig foreløbig.

Desuden er mange af de unge, der er flyttet til byen, ikke som mange af de indfødte opvokset på brostenene, men på landet eller i byer med nærhed til grønne område og gode idrætsfaciliteter. Når de unge er færdige med at feste og får børn, så mærker mange, at byen ikke kan tilfredsstille deres behov, hvilket også er en af forklaringen på fraflytningerne.

Ladt i stikken af Socialdemokratiets boligpolitik

Jonas Bjørn Jensens hyggelige ”fortællinger” om byen, gælder også for metroen, som han påstår, alle københavnere er så glade for. Han har ovenikøbet udtalt, at metroen og den kollektive trafik fremmer fællesskabet i byen. Men det er kun ca. 22 % af byens indbyggere, der bruger metroen. Pensionister og dårligt gående er blevet ladt i stikken, for den har indebåret store forringelser af buslinjerne for alle, der bor i områder langt fra metroen. Ikke desto mindre skal vi alle sammen betale til gildet og gælden, der først og fremmest er kommet op at stå for at fremme den byudvikling, som styres af By & Havn.

“Hvor ejendomsspekulanter før opkøbte i Berlin og London, har de opdaget, at de kan få ligeså høj profit på ejendomme i København.”

Selvfølgelig føler rigtig mange københavnere sig ladt sig i stikken af Socialdemokratiets manglende sociale boligpolitik, som er en naturlig følge af et kapitalistisk marked, der bestemmer prisen. Det er tydeligt, at vi har brug for langt flere almene og andelsejede boliger, end de 25% der er vedtaget, men som ikke bygges grundet afsindige grundpriser og manglende politisk vilje til at styre priserne.

Udviklingen er også fulgt op af en liberaliseret boliglovgivning. I dag udsættes lejere i de private lejeboliger for voldsomme urimeligheder af de udenlandske ejendomsspekulanter, der har købt ejendomme op. Det gælder også for de danske pensionskasser, som er gået grassat her i byen. Hvor de før opkøbte i Berlin og London, har de opdaget, at de kan få ligeså høj profit på ejendomme i København.

Ordet fortællinger, som florerer i alle kredse, udvander begrebet politiske argumenter og udsagn. For det er jo grundlæggende dét, det handler om: At fremsætte argumenter og ord for forskellige politiske holdninger, tolkninger og mål, i stedet for at bruge et ord der skal bløde det op, som om det er en eventyrfortælling for børn.

Det er trist, at magten og lovgivere og politikere ikke vægter kritik og faglige analyser, eller gør sig mere overordnede politiske, miljømæssige og sociale refleksioner end tilfældet er.

I København har vi brug for et antikapitalistisk, kritisk blik på byudviklingen, og tiden er overmoden til, at vi kommer med løsninger på byens fremtid, der kan være et modstykke til Socialdemokratiets og de andre borgerlige partiers hyldest til økonomisk vækst. Deres uvederhæftige fortællinger handler i virkeligheden om projekter, som blot bidrager til at øge klima- og miljøkrisen.