Illustration: Alexander Finnegan
6 min. læsetid

Jesus var en radikal samfundskritiker, der rasede mod grådighed og fremmedfjendskhed. Desværre er mange af hans trofaste følgere ikke helt enige i dét budskab.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Morten Hammeken

Midt i det store forbrugerræs, og under den årlige fortæring af brun sovs i litervis og kartofler i mindst fire forskellige varianter, kan det være svært at huske på, hvorfor vi egentlig fejrer jul. Mange bruger det mest som en mulighed for at ses med familien, og for at få en pause i vintermørket. Nøjagtig som tidligere tiders “yule”-samfund har vi brug for at holde fri i de solfattige dage, og fejre det igen går mod lysere tider.

Men når vi skærer andefedtet væk, og for en stund tilsidesætter diskussionen om, hvornår hans fødselsdag egentlig var, handler det jo om at fejre den kristne frelser, i hvert fald på papiret. Hvem er det så egentlig vi fejrer? Svaret på dét spørgsmål lader til at være dybt afhængigt af, hvem man spørger. Så lad os se på, hvad hovedpersonen selv havde at sige.

Pas på! Vær på vagt over for alle slags grådighed. Livet handler ikke om, hvor meget man ejer” (Lukas-evangeliet, 12:15). “Igen siger jeg til jer, at det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige” (Mattæus 19:24). : “Alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. (Apostlenes Gerninger)”

Særligt i det sidste citat nærmer vi os vis læresætning, der blev formuleret af en anden samtidsrevsende jøde i 1875: “Enhver skal yde efter evne og nyde efter behov”. Ordene i det ovenstående stammer dog hverken fra Karl Marx eller Rosa Luxemburg, men bliver derimod tilskrevet dagens 2020 års-fødselar. Alligevel virker det ikke helt skævt på den baggrund at tænke, at også Jesus havde været rasende over at se, hvordan kapitalister og spekulanter opfører sig nu til dags. “Den, der elsker penge, har aldrig nok. Den der elsker sin rigdom er aldrig tilfreds med sin indtægt“, som der står i Det Gamle Testamente. Tydeligvis ikke ord, der har særligt stor gennemslagskraft på Danske Banks direktionsgang. Havde Jesus levet i vores tid, havde han sandsynligvis ikke siddet til bords med Christine Lagarde eller Jeff Bezos, men havde snarere stået på gaden og protesteret sammen med Occupy Wall Street-bevægelsen. “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Mattæus-evangeliet, 5:3).

Men når nu Jesus Kristus faktisk var noget af en radikal samfundskritiker – lang tid før der var noget, der hed kapitalisme eller socialisme – kan det undre, at mange af hans mest loyale følgere har en noget anden opfattelse af tingene.

I en amerikansk sammenhæng har nogle af Vorherres mest forskruede følgere, som tele-evangelisterne Joel Osteen og Kenneth Copeland, fået fordrejet Jesus’ budskab på en måde, så ligningen med kamelen og nåleøjet faktisk skal tolkes som en opfordring til at rage uhæmmet til sig. Med det såkaldte ‘velstandsevangelium’ gøres kristendom til et spørgsmål om at hylde grådighed. Deres hæmningsløse kynisme har senest vist sig under coronakrisen, hvor Osteens ‘kirke’ har udnyttet krisen til at score sig 25 millioner kr. af de penge, som skulle holde skruen oven vande for konkurstruede virksomheder. Andre kristne plattenslagere, som Mike Pence og Jair Bolsonaro, bruger deres magt til i Guds navn at fratage kvinder retten til at bestemme over deres egen krop, til trods for, at Jesus på intet tidspunkt udtalte sig om abort-spørgsmålet.

“Havde Jesus levet i vores tid, havde han sandsynligvis ikke siddet til bords med Christine Lagarde eller Jeff Bezos, men havde snarere stået på gaden og protesteret sammen med Occupy Wall Street-bevægelsen.”

Også i en dansk sammenhæng virker det, som om nogle af de mest prominente, kristne samfundsstemmer læser Jesus’ egne ord, som Fanden læser… nå ja. Fødselarens berømte læresætning om, at du skal elske din næste som dig selv (Markus, 12:31) bliver i Marie Krarups læsning til, at det jo altså kun gælder den ‘nære næste’ – flygtninge fra Jesus’ hjemstavn kan godt holde sig væk. Den indre missionske præst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund ‘forbløffes’ ligefrem over, at man kan mene, homoseksualitet er medfødt, og mener at præster, som vier personer af samme køn, sortlister sig selv. Heller ikke her er der nogle direkte ord fra Messias’ egen mund, der skulle berettige homo-hadet, om end Paulus’ Brev til Romerne ofte bruges til formålet. Nyere forskning hævder i øvrigt, at Paulus faktisk forsvarede homoseksuelles rettigheder, og at han er blevet misforstået!

Det virker nærmest som om man kan drage stik modsatrettede konklusioner om Bibelens budskab, og ikke mindst hvad Jesus egentlig prædikede. Men pointen er ikke, at Joel Osteen, Marie Krarup eller Henrik Højlund nødvendigvis har misforstået Jesu budskab. De ville sikkert kunne finde 100 passager i den godt 340 sider lange tekstsamling, der udgør Det Ny Testamente, som modsiger ovenstående eksempler. Pointen er snarere, at en religion som den kristne kan udlægges og bruges på 100 forskellige måder, og at religionens ‘sande kerne’ altid er til forhandling. At kristendom ligeledes er en foranderlig og påvirkelig størrelse, er måske tydeligst af alle steder i den katolske kirke. Johannes Paul II slog så sent som i 1993 fast, at homoseksualitet var en ‘iboende ondskab’. Bare 20 år senere havde piben fået en anden lyd, da hans efterfølger, Pave Frans sagde: “Hvis en homoseksuel søger Gud i god tro – hvem er jeg så at dømme?”

Kristendommen er blevet brugt til at begå nogle af de værste forbrydelser i historien: Fra historiske korstog og inkvisitioner til nutidig bombning af abortklinikker og Anders Breiviks terror. Men den har også været drivkraft for Martin Luther King, befrielsesteologien i Latinamerika og den danske præst Leif Bork Hansens kamp mod nationalisme og xenofobi. Den Jesus, som rasede mod grådighed og fremmedhad, trænger til en genopstandelse i den danske debat, og får en fødselsdagshilsen med på vejen herfra.


Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet.

Læs mere af Morten Hammeken