Leif Bork Hansen: Nationalismen er venstrefløjens værste fjende
Med det såkaldte paradigmeskifte i dansk flygtningepolitik, bliver det kommende folketingsvalg et skæbnevalg for venstrefløjen, mener Leif Bork Hansen. Han er tidligere præst og nuværende aktivist i Bedsteforældre for Asyl. Valget står grundlæggende mellem et solidarisk menneskesyn og en nationalisme, der repræsenterer en foragt for mennesker. “Den er ikke blot uforenelig med kristendommen, men kan også ende med at aflive venstrefløjen indefra”. Christian Gorm har interviewet præsten for Solidaritet.

– Hvis ikke venstrefløjen siger fra nu, har den for altid lagt sig selv i graven.
Selv om jeg ved, hvad jeg er gået ind til, rammer sætningens alvor alligevel med forbløffende stor kraft, da jeg sidder over for den tidligere Lyngby-præst Leif Bork Hansen, som for alvor blev landskendt, da han tilbage i 1990erne skjulte udviste flygtninge fra det tidligere Jugoslavien.
Også dengang var hans brændende engagement og knivskarpe formuleringer et stærkt kendetegn. Siden modtog han både bøder – og som den første i Danmark en dom med en betinget fængselsstraf for at skjule flygtninge. I anledningen af påsken vil jeg høre hans syn på den nuværende politiske situation og de problemer, der for ham er de væsentligste i vor tid.
Jeg kender Leif fra dengang, jeg som antropologi-studerende havde det privilegium at tilbringe nogle måneder sammen med ham og hans kollegaer. Det var omkring menigheden i Lyngby Kirke tilbage i 2004. Også da var det en stærk personlig oplevelse søndag efter søndag at bevidne hans ufravigelige revsen fra prædikestolen af den udlændinge- og flygtningepolitik, som Fogh-regeringerne gennemførte med støtte fra det dengang nyligt stuerene Dansk Folkeparti.

Nationalismens livsforagt
I dag er han over 75 år og pensioneret, men den aktive bekæmpelse af det, han betragter som umenneskelige og uretfærdige vilkår, har på ingen måde fortaget sig. Tværtimod.
Sammen med en masse andre står han blandt andet troligt hver anden søndag med aktivistgruppen Bedsteforældre for Asyl foran udrejsecentret Sjælsmark i Nordsjælland, der huser udviste asylansøgere.
“Det er ikke magten, der skal redde venstrefløjen – det skal derimod det at stå fast på, hvad de egentlig står for: solidariteten med de mest udsatte.”
Ifølge Leif Bork Hansen er Sjælsmark endnu et udtryk for, at der er sket et ubegribeligt stort svigt i dansk retspraksis, hvor Lov 140 om at inddrage opholdstilladelser for flygtninge, indføre loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, samt nedsat ydelse for forsørgere – er seneste, skammelige eksempel.
– Der er jo et massivt flertal for den holdning på Christiansborg. Derfor er det så vigtigt, at civilbefolkningen siger fra, påpeger han med en blanding af indignation og vemod i stemmen, mens han ufortrødent fortsætter:
– Fordi jeg har håbet på venstrefløjen, er jeg rystet over det, der foregår. De kan ikke bare vente, til Inger Støjberg er færdig. Spørgsmålet er, om venstrefløjen lader sig gravlægge, eller om de tør tage opgøret nu. De tog ikke opgøret sidste gang; der gik det galt med SF. De havde så travlt med at få magten, at de forblødte på det. De ser ud til at være på vej ind i samme blindgyde igen.
Opgøret, han efterspørger, er et opgør med noget, som for Leif Bork Hansen er langt vigtigere end opgøret mellem højre og venstre i dansk politik. Bogstavleg er ikke et emne, der er oppe at vende i løbet af vores fem timers samtale.

– Det er simpelthen spørgsmålet om et opgør med nationalismen og den måde, hvorpå vi har gjort en dyd ud af at pine fremmede. Hele venstrefløjen risikerer at blive gravlagt af nationalisme – oven i købet af et parti der kalder sig socialdemokratisk. Hvad vil de forskellige venstrefløjspartier gøre? Vil de bare være spændt for vognen af en kusk, der siger “Hyp alle mine heste” – og kører det hele i sænk med en nationalisme, som er fuld af livsforagt for alle dem, der er anderledes end os?
Ufravigelig i sine overbevisninger, men altid åben for tilegnelse af ny viden, minder han mig om den enestående jødiske tænker og professor Yeshayahu Leibowitz, der igennem en menneskealder aldrig veg tilbage fra at kritisere både jødisk-ortodokse kredse, samt staten Israels besættelse af de palæstinensiske områder.
Også han satte ofte sindene i kog, som Leif gjorde det med flygtningesagen. Ligesom Leibowitz’s kritik falder hans ord tydeligvis ikke i egennyttens navn, eller fordi han nyder provokationen. For dem begge gælder, at man råber op, når det er nødvendigt.
– På højrefløjen har man fundet ud af, at det giver stemmer at rette ind efter Martin Henriksen og Inger Støjberg. Og alle retter de ind. De Konservative, Liberal Alliance. Og nu kommer Nye Borgerlige nok også ind. De retter ind alle sammen. Og hvad skete? Vi så på et meget vigtigt tidspunkt under almindelig tavshed, at Kristian Thulesen-Dahl og Mette Frederiksen indgik et … skal vi sige samarbejde – i fagforbundet 3Fs lokaler! Det var en skændselsdag for sociale holdninger i Danmark.
Skæbnevalg for venstrefløjen
Af den grund bliver det kommende folketingsvalg ifølge den pensionerede præst helt afgørende.
– Situationen er forværret i en grad, så vi står over for et folketingsvalg, der bliver en skæbnetime – både for højrefløjen selvfølgelig, men også for venstrefløjen, understreger han og spørger, om venstrefløjen vil ofre medmenneskeligheden til fordel for magten.
Øjnene lyser. Blikket som altid venligt, men fast – som vil han sige til mig, at det her gælder liv eller død.
– Socialdemokratiet siger: “I skal trække for den nationalistiske vogn. Ellers får vi ikke magten.” Men er magten vigtigere end igen at nå frem til en anstændig politik? Er det vigtigere at få magten til gengæld for, at børn i Sjælsmark skal fortsætte med at lide? Man taler om flygtningebyrden, som om det ikke er mennesker, siger Leif Bork Hansen, og når frem til den foreløbige konklusion:
– Hvis Socialdemokratiet med venstrefløjens støtte kommer til magten på en udlændingepolitik kendetegnet ved Lov 140, så er venstrefløjen i mine øjne færdig.
Venstrefløjen må stå ved sig selv
Problemet stikker med andre ord dybere end blot den førte politik, og vedrører en langt mere fundamental kerne om evnen til at følge samvittighed og dømmekraft – eller mangel på samme – i politikkens verden.
Han stopper op et kort øjeblik, og mindes Svend Aukens sidste offentlige optræden i 2009, hvor Auken talte til fordel for flygtningene i Brorsons Kirke i København, hvor han – naturligvis – også var aktivist.
Den stemme, som Svend Auken repræsenterede, er for længst gjort tavs i Socialdemokratiet, konstaterer han.
– Man har gjort, hvad man kunne for at adskille politik og etik. Hvad står så tilbage? Ren taktik. De sidder alle sammen som taktikere i Socialdemokratiet og på venstrefløjen. Hvor er baglandet i det gamle arbejderparti, hvor er deres dårlige samvittighed? Vi hører lidt småklynk rundt omkring, men de tør ikke sige fra. Jeg ved, der er folk i fagbevægelsen, som godt er klar over, at den er rivende gal. Men det er ikke trængt ind til Christiansborg.
Han spekulerer på, om ikke en del af problemet skal findes i det faktum, at de der er sat i verden til at kæmpe de svages sag; Socialdemokratiet, fagbevægelsen og venstrefløjen selv har fået det for mageligt.
– Det er fuldstændigt afsindigt, at man ikke for længst har sagt fra. Der har været tid nok. Man sidder og lurepasser! Og det betyder, at vi står over for et skæbnevalg. Sætter man ikke foden ned nu, da vil folk sige: “Da så vi, hvad venstrefløjen var i dansk politik. Den var så forhippet på magten, at det blev dens egen undergang.”

Hvad skal venstrefløjen så gøre med Socialdemokratiet?
– Den skal sige fra nu! De kan lige så godt først som sidst tage opgøret, i stedet for at gå med og så sige “Vi troede, vi fik muligheden for at sige stop undervejs”. Det er ikke (flertals)magten, der skal redde venstrefløjen. Det er derimod, at de menneskeligt står ved det, de selv har haft så travlt med at fremhæve – solidaritet. Det er jo egentlig beskæmmende, at det var de Radikale, der først satte foden ned og sagde, nu er grænsen nået.
“Det er ikke (flertals)magten, der skal redde venstrefløjen. Det er derimod, at de menneskeligt står ved det, de selv har haft så travlt med at fremhæve – solidaritet.”
For nyligt læste jeg et interview med den amerikanske tænker Francis Fukuyama, der i 1989 proklamerede det liberale demokratis historiske sejr over alle andre systemer. I interviewet beskæftigede Fukuyama sig primært med det faktum, at der i dag på venstrefløjen ikke er forståelse for at udvikle et klarere ideologisk ståsted.
På samme måde efterlyser teologen i Leif Bork Hansen, at man på venstrefløjen står på sit eget grundlag. Jeg kan ikke undlade at tænke på, hvornår sådanne tanker vil udgå fra venstrefløjen selv.
– Der er jo egentligt en larmende tavshed fra alle partier på venstrefløjen i dansk politik. De sidder alle sammen og siger: “Pas nu på! Vi skulle jo nødigt splitte venstrefløjen, for det er trods alt magten, der er det vigtigste.” Dertil må jeg sige: Nej, det er det ikke! For nu at trække på Kaj Munk: Det er knap det største, at vort land er til. Nej, det allerførste: at det Retfærd vil, siger Bork Hansen med sin sædvanlige lune, men uden at miste den alvorlige tone.
– Jeg kan kun gentage: Det er ikke magten, der skal redde venstrefløjen – det skal derimod være det at stå fast på hvad, de egentlig står for: solidariteten med de mest udsatte.
Retfærdighed er aldrig en flertalsafgørelse
At netop Kaj Munk indtræder i samtalen er intet under.
Præsten fra Vedersø, der i 1944 selv måtte lade livet for den tyske besættelsesmagts håndlangere, tjener netop ved sit eksempel med at stå op for sine holdninger – koste hvad det vil. For præstesønnen Leif Bork Hansen, hvis far kendte Kaj Munk personligt, står kampen i dagens Danmark omkring det, at man slet og ret bruger demokratiet som en legitimering af umenneskeligheden.
Da gælder det virkeligt om at sige fra. Jeg nævner Brecht og hans formaning om, at når ret bliver til uret, bliver modstand til pligt. Der nikkes samtykkende.
– Det er altid helt afgørende at stoppe op og sige, at ét er hvad loven siger, men hvad siger du selv? Kan du ikke selv skelne mellem rigtigt og forkert? Se blot til det, som Hannah Arendt skrev om processen imod Adolf Eichmann. Der sad han i Det Tredje Rige som en god embedsmand og passede sin pligt ved skrivebordet, alt imens han sendte millioner af jøder direkte til gaskamrene. – Men var han ikke personligt ansvarlig? siger han, og fortsætter:
– Eichmann undskyldte sig med, at det var tilfældigt, at netop han sad der; det kunne have været enhver anden, der havde tjent i den funktion. Hertil siger Arendt: “Jovist – men var det ikke netop dig, der sad i stolen?” Dermed rammer hun noget enormt vigtigt, når hun påpeger, at vi lader ting ske for øjnene af os.
– Vi har en udmærket embedsmands-stand her i Danmark; vi er et utroligt veluddannet folk, vi har lært at gøre vores pligt, men har vi også lært at være personligt ansvarlige. Det er i den konflikt, at det afgørende udspiller sig.
Hvordan stiller det så forholdet mellem lov og etik?
– Tænk på hvad Martin Luther King siger i et brev skrevet fra fængslet i 1963. Heri citerer han Augustin, når denne skriver, at en uretfærdig lov er ingen lov. En uretfærdig lov er en, der nedværdiger mennesket. Jeg er enig med Martin Luther King.
På den måde kommer vi frem til selve omdrejningspunktet for Leif Bork Hansen – det personlige ansvar. Og her kommer Søren Kierkegaard ind i billedet. Hans viden om denne tænker er uendelig og referencerne utallige.
– Hvem er det, der skal sige fra over for sådanne love? Det må den enkelte. Det er altid et problem, man må huske på: En menneskelig lov er det, der er flertal for. Ét er, hvad et lands love er; noget andet er, som Hannah Arendt siger, at man må være så uhøflig at gå ud fra, at ethvert menneske må skelne mellem rigtigt og forkert. Ret og retfærdighed – det falder ikke sammen. Der er noget, der er over loven.
Om nogen er det Kierkegaard, der har formet den aktivistiske præst, som stod fast på næstekærligheden og trodsede lovgivningen, da flygtningene bankede på hans dør den aften i 1990erne. De stod til at blive hjemsendt til repressalier i efterdønningerne fra den jugoslaviske borgerkrig.
– I den konflikt mellem uretfærdig lov og egen samvittighed, må enhver tage stilling. Ethvert menneske er forpligtet på sin samvittighed; det er ikke tilrådeligt at handle imod sin samvittighed, som Luther sagde. Dén konflikt er noget, vi alle sammen forstår, og når man udøver civil ulydighed, så rammer det noget i enhver: For det kan være mig, der bliver sat i en sådan situation. Det gjorde jeg så også med de skjulte flygtninge. Det undrer mig egentlig, at den lille sag, som den jo var, fik så stor betydning. Enhver kan jo sætte sig ind i sådan en sag og spørge sig selv … hvad ville jeg have gjort?
Den enkeltes ansvar er med andre ord uomgængeligt. Og det er den fordring om retfærd, som må bringes med ind i det politiske.
– Det problem er også aktuelt i dag: Kan vi acceptere det der sker, og bare affinde os med, hvad loven har bestemt? Vi ser jo, at et flertal kan bruge loven og dermed demokratiet til at legitimere umenneskelighed. Men retfærdighed – det er aldrig en flertalsafgørelse.
Mellem Marx og Kierkegaard
Han går straks videre til at fortælle om, hvordan hele affæren med de skjulte flygtninge fik ham til at læse Kierkegaard på en ny måde, som igen har kastet nyt lys over nutidens nationalisme.
– Der er en sætning hos Kierkegaard, som siger rigtig meget om lige netop det her: Det bestående guddommeliggjort. Det er præcis dét, der kan ske i en dansk nationalisme – at vi guddommeliggør det bestående. Vi har glemt, hvor vi kommer fra. Det begynder ikke med Danmark. Nej, det begynder med, som der står – for nu da jeg jo er teolog at citere den første sætning i Bibelen: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Der blev ikke talt om Danmark dér. Det er den glemsel, der er så frygtelig – når vi guddommeliggør det bestående.

I løbet af samtalen er det helt unødvendigt for mig at konsultere det ark papir, hvor jeg har noteret spørgsmål under min forberedelse til interviewet.
– Man vil glemme vores oprindelse, når man begynder med en dansk nationalisme. Vi hugger broen over, for nu at citere Kierkegaard direkte; vi guddommeliggør os selv, og det er livsfarligt. Vi ser nogle frygtelige konsekvenser af det, når vi ser på Sjælsmark. Mennesker med en anden baggrund har vi ikke respekt for, føler ingen forpligtigelse over for dem.
“Vi ser, at et flertal kan bruge loven og dermed demokratiet til at legitimere umenneskelighed.”
Vi afbrydes kort, da Leif og hans hustru får besøg af en ung flygtning fra Syrien, som kommer forbi til de dansk-lektioner, hustruen varetager frivilligt. Her i huset lever man, som man prædiker.
Leif Bork Hansen taber på ingen måde tråden, men fortsætter med vanlig sikker stemmeføring, der til tider afslører oprindelsen i det vestjyske.
– Martin Luther King har en stærk fortolkning af den barmhjertige samaritaner, som han udlægger helt fabelagtigt: Dér havde du alle dem, der gik forbi den lidende og sagde, hvad sker der med mig, hvis jeg hjælper ham, idet de frygtede følgerne for dem selv. Samaritaneren sagde derimod: Hvad sker der med ham, hvis jeg ikke hjælper ham? Det er helt fantastisk. Dér er egentligt det hele sagt.
Så civil ulydighed undergraver ikke demokrati?
– Det er jo tværtimod det, der holder et samfund åbent, holder det på plads – altså den enkeltes samvittighed. Civil ulydighed har jo spillet en enorm betydning igennem historien – altså ulydighed mod staten. Hvis den enkelte ikke tør følge sin samvittighed, så går demokratiet i krise.
Emnet bliver igen mere udtalt politisk. Der er ikke langt fra filosofi til politik for Leif Bork Hansen.
– Ifølge Marx er der kun tilværelsen, der er ikke noget over den. Det er der derimod for Kierkegaard. Der er det, han kalder for det transcendente. Marx taler om proletariatets diktatur, det vil sige den ene stands kamp imod den anden, men hos Kierkegaard er der altid tale om den enkelte. For ham drejer det sig ikke kun om at ændre systemet – men måden det sker på.
Stig af toget
Hvis venstrefløjen skal sige fra over for paradigmeskiftet i dansk udlændige- og flygtningepolitik, risikerer man at spille bolden over til et politisk flertal, der forfægter netop den politik – og dermed giver det fire år mere ved magten, så vi kun går fra ondt til værre? Hvorfor ikke søge indflydelse og påvirke den førte politik, den siddende regering?
– Må jeg godt sige noget? lyder det prompte.
– Kierkegaard har et fantastisk eksempel i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Der bruger han et meget morsomt billede af en mand, der sidder i et tog og klamrer sig til sædet og siger “Hold, hold, hold!” i håb om at kunne standse toget. Men frem for at fastholde en tro på, at det hjælper, kan det jo være, at man på et tidspunkt i stedet skal stige helt af og sige: “Nu er det slut!”, siger han og nævner venstrefløjen igen:
– Somme tider må man stige af toget, men det gør man ikke. Det er jo demokratiets svaghed – at man går efter folkegunsten. Der synes jeg, at det kniber lidt, understreger han og fortsætter med en mere målrettet kritik:
– Problemet er jo, at det åbenbart ikke må koste noget for venstrefløjen. Men der må jeg sige, at venstrefløjen må tage et bibelsk ordsprog til sig, som hedder: Den, som bjærger sit liv, skal miste det. Hvis ikke man tør sætte sig selv på spil og sige fra – ja, så er man færdig. De kan vente til Dommedag. Hvis man tror, det er et spørgsmål om magt, tager man fejl. Det drejer sig om noget langt dybere. Er det prisen værd at ofre børnene på Sjælsmark blot for at vinde magten?
Valget bliver en lakmusprøve: Har vi en venstrefløj i Danmark, eller tilhører også den – ligesom Socialdemokratiet – Dansk Folkeparti?

Den uomgængelige sammenhæng
En sådan kritik trækker paralleller til en generel problematik, der også kommer til udtryk inden for det virkefelt, som Leif Bork Hansen selv var og er en del af som præst, nemlig folkekirken.
– Min anke over for kirken er den samme – at den er larmende tavs. Hvorfor har man ikke for længst sagt fra? Man har vænnet sig til blot at afholde sine ritualer og sine gudstjenester. Man fik dog sagt fra under Anden Verdenskrig, men så hører man jo folk sige, at “det var også en særlig situation dengang”. Dertil siger jeg: Det er også en særlig situation i dag. Det er altid en særlig situation. Det kommer altid på tværs at vise medmenneskelighed.
Den sidste sætning bliver hængende i luften.
– Har de bølgeskvulp, der kommer fra de sunkne både med flygtninge i Middelhavet, ikke ramt kirkebænkene? Man lever videre, som om intet er hændt. Sådan er det i kirken, og er det ikke netop også sådan i det politiske?
Han understreger vigtigheden af, at man ikke skiller tingene ad, men derimod ser på dem i deres sammenhæng.
– Det, vi skal høre om, er jo det menneskelige. Var det ikke netop staten (den romerske), der slog Jesus ihjel, sådan som en stor teolog Bultmann har påpeget? Hvor er sammenhængen i kirken – og hvor er sammenhængen i politik – med det menneskelige? Tænk på, hvor kort der er fra Christiansborg og op til Sjælsmark. Det sker lige udenfor. Og de ser det ikke!
Jeg når knap at skrive det ned, inden han allerede er gået videre med en kritisk bemærkning om Luthers opdeling af det verdslige og det gejstlige:
– Den opdeling, den er farlig! Her er det meget vigtigt for mig at sige, at man ikke kan tale om, at politik eller love har deres eigengesetzlichkeit – altså at de kun er noget i sig selv. Politik og etik kan ikke adskilles. Den samme problematik gør sig gældende inden for kirken. Kristendommen er endt i det værste af alt – nemlig selvbeskyttelse. Kirken i den lutherske tradition er gået hen og blevet til nationalkirker. Det må vi gøre op med.
Han indskyder forskellen på Grundtvig, der så kirken og det nationale (eller folkelige) som uløseligt forbundet – og så Kierkegaard der netop siger, at det handler om den enkeltes forhold til troen.
– Derfor undrer det mig også, at Folketingets åbning begynder med gudstjeneste – som om det kun er kristne, der er danskere. Inden for folkekirken, men også inden for det politiske, lurer et opgør, som endnu ikke er kommet. Vi burde for længst have fulgt Sveriges eksempel og skilt stat og kirke ad.
Det er stærke ord fra en præst. Og fra en person der i den grad virker som et eksempel til følge, hvad angår det at handle i overensstemmelse med samvittigheden og stå ved sig selv, uanset hvad omkostningerne måtte være.
Af samme grund rammer en af samtalens sidste sætninger mindst lige så meget plet som den indledende:
– Det kunne være det var på tide, at også folkekirken – ligesom venstrefløjen skulle gøre det – mandede sig op og sagde fra over for den nationalisme, der er uforenelig med kristendommen, slutter Leif Bork Hansen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] været drivkraft for Martin Luther King, befrielsesteologien i Latinamerika og den danske præst Leif Bork Hansens kamp mod nationalisme og xenofobi. Den Jesus, som rasede mod grådighed og fremmedhad, trænger til en genopstandelse i […]