Leder: Selvfølgelig er Emma Watson ikke antisemit. Det må snart være tid til at vende pladen

Selv om året knap nok er gået i gang, har den britiske skuespiller Emma Watson allerede været blandt 2022’s store samtaleemner af flere omgange. I første omgang var det hendes medvirken i HBO-serien Return to Hogwarts, der markerede 20-års jubilæet for filmatiseringen af Harry Potter-bøgerne. Hurtigt blev fokus dog drejet væk fra de magiske trylleformularer på den fiktive kostskole, til et langt mere jordnært emne, da hun i et Instagram-opslag viste støtte til palæstinensernes frihedskamp, og citerede den britisk-pakistanske forfatter Sara Ahmed.

Watson har de seneste år været meget politisk aktiv, og hun har markeret sig som en stærk feministisk stemme i debatten. Hun er blevet dét, man med en ofte nedladende betegnelse kalder for en social justice warrior. Det kan derfor ikke overraske, at hun også i spørgsmålet om Israel-Palæstina har valgt side til fordel for de undertrykte. Hendes opslag, der var hendes første offentlige udtalelse om Israel-Palæstina konflikten, blev prompte kritiseret i vante vendinger af Israels FN-ambassadør, Danny Danon: “Træk 10 point fra Gryffindor for antisemitisme”, skrev han i et Tweet.

Kritik af den israelske besættelsesmagts opførsel må bunde i et indgroet had til jøder, lyder logikken. Anklagerne mod den aktivistiske skuespiller er den samme gamle, slidte traver, der som Die Hard eller Alene Hjemme bliver støvet af i juleferien, og kastet ud i æteren. Men i modsætning til julefilmstraditionerne, er der ikke noget hyggeligt ved den forventelige automatreaktion fra den reaktionære israelske regerings forsvarere.

“Definitionen på antisemitisme må siges at være blevet gradbøjet i det ekstreme, når selv støtte til palæstinensernes sag – uden en eksplicit kritik af Israel – kan gøres til et spørgsmål om jødehad.”

Sagen med Watson er imidlertid interessant, fordi Danon’s beskyldninger ikke har fået den sædvanlige opbakning fra det konservative mediebagland. Det skyldes formentlig, at hun ikke har kritiseret Israel direkte, men blot har udvist sympati med den palæstinensiske kamp. Der er ikke tale om en negativ kritik af Israel, men derimod en positiv støtteerklæring til Palæstina. Definitionen på antisemitisme må siges at være blevet gradbøjet i det ekstreme, når selv støtte til palæstinensernes sag – uden en eksplicit kritik af Israel – kan gøres til et spørgsmål om jødehad.

Det har været svært at forsvare, selv i mange traditionelt centrum-højreorienterede aviser. Den britiske avis The Telegraph – i UK kendt som The Torygraph for sin konservative bias – citerede i en nyhed om opslaget både Donald Moynihan, der kaldte Danons beskyldninger “en udvanding af begrebet antisemitisme” og den konservative eks-minister, Sayeeda Warsi, som kaldte det “et forsøg på at knægte al støtte til palæstinensernes sag”. I den London-baserede Jewish Chronicle, der traditionelt har været meget pro-israelsk, gjorde klummeskribent Sabrina Miller det klart direkte i overskriften: “Emma Watson’s opslag er ikke antisemitisk“. Og i den konservative israelske avis The Jerusalem Post opfordrede redaktionen til, at man bekæmpede den virkelige antisemitisme, i stedet for at bruge tid på nonsens som Emma Watson’s Instagram-opslag – og advarede imod en udvanding af begrebet antisemitisme.

Ved første øjekast kan det virke forfriskende, at selv konservative medier for en gangs skyld undlader at hoppe med på de falske antisemitisme-beskyldninger. Men det virker som en reaktion på, at anklagerne for en gangs skyld har været for langt ude, snarere end en grundlæggende erkendelse af, at der ikke er noget iboende antisemitisk i at kritisere Israels brutale opførsel over for de besatte palæstinensere.

De selv samme medier hoppede gladeligt med på løgnen om antisemitisme i Labour under Jeremy Corbyn, der stadig florerer den dag i dag. For nyligt gentog Jerusalem Post historien om udbredt jødehad på venstrefløjen, og kaldte Corbyns ledelse for “en ekstrem manifestation af antisemitisme i Labours ledende lag”. Realiterne var, at sagen mod Corbyn var en politisk orkestreret smædekampagne, der viste sig ikke at have noget på sig. Også i dansk politik lever den uærlige sammenkobling mellem antisemitisme og berettiget kritik af Israel i bedste velgående. Mette Frederiksens uklædelige – og i øvrigt fuldstændig ukonkrete – beskyldning mod ‘venstrefløjen’ sidste år, var blandt de mest opsigtsvækkende eksempler. Det var samtidig et udtryk for, at idéen også har vundet indpas langt ud over den radikale del af højrefløjen.

Selvfølgelig er Emma Watsons støtte til Palæstina ikke et udtryk for antisemitisme. Men der er brug for at rykke langt mere ved selve forståelsen af, hvad ordet antisemitisme betyder, hvis vi ikke skal høre den samme dårlige sang, næste gang der bliver udtrykt en legitim kritik af den israelske stats undertrykkende adfærd. Det må være tid til at vende pladen helt – i stedet for blot at hoppe et enkelt dårligt nummer fra Danny Danon overfra Danny Danon over.