Massakren og den israelske selvopfattelse

Historie er ikke bare fjerne sagn og fortid. Opfattelsen af fortiden præges af den samtid, de fortolkes i, og jo mere nutidig relevans de har, desto mere indædt og dramatisk kan kampen være om historien. At ændre synet på fortiden kan ændre nutiden. Det viser den israelske filmmager Alon Schwarz tydeligt i sin film om den arabiske landsby Tantura i Palæstina, der forsvandt i 1948, efter indbyggerne var blevet fordrevet eller myrdet.

Det er ikke bare en film om nogle få døgn i en landsby. Det er også en film om magt og historie, om frontlinjen mellem forskellige syn på krigen i 1948. For den israelske stat og de fleste israelere er historien om statens oprettelse for 75 år siden en simpel fortælling om nødvendigt selvforsvar. For palæstinenserne er det al-Nakba, katastrofen, den tid, hvor forældre eller bedsteforældre blev fordrevet, og langt det meste af hjemlandet gik tabt.

Det er historien om en massakre, hvor erindringen blev søgt begravet med dens ofre i 1948 og flere gange siden. I anledning af 75-året for staten Israel og for al-Nakba prøver Alon Schwarz igen at sætte lys på en episode, som israelske universiteter og myndigheder er gået til yderligheder for at gemme væk.

Det er også en historie, som har en særlig dansk relevans. For dengang i den lille kystby var den nu afdøde chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, på pletten. Han var ung frivillig soldat for Israel i netop den brigade, der stod for myrderierne i Tantura, og han var i landsbyen få dage efter massakren. Også hans beretning i sine erindringer viser et israelsk samfund, der foretrækker myter frem for historie.

Al-Nakba og Tantura

Tantura var en arabisk fiskerlandsby mellem Haifa og Tel Aviv – et område, som den jødiske Alexandroni-brigade i foråret og sommeren 1948 opererede i. Staten Israel blev udråbt den 14. maj, og det førte til en krig mellem arabiske og jødiske hære. Dusinvis af palæstinensiske landsbyer blev indtaget, og beboerne enten dræbt eller tvunget til at flygte.

Det var etnisk udrensning som led i opbyggelsen af den nye stat Israel. Tantura-massakren fandt sted blot en uge efter krigens udbrud, da Alexandroni-brigaden efter at have indtaget byen deporterede kvinder og børn. En stor andel af mændene, måske over 200, blev skudt og begravet i en massegrav.

Fordrivelsen af palæstinenserne i Tantura og i resten af det nuværende Israel, var et afgørende led i opbygningen af en jødisk stat, der skulle være den sikre havn for jøder efter Holocaust. En FN-delingsplan fra 1947, som palæstinenserne og omgivende arabiske stater modsatte sig, delte territoriet mellem de to parter, men krigen og især fordrivelserne ændrede geografien.

Palæstinenserne endte med under halvdelen af den oprindelige andel, og i alt måtte 700.000 palæstinensere flygte i årene mellem 1947 og 1949 fra det nuværende Israel, som med fordrivelsen blev større og fuldt jødisk domineret.

Den israelske myte

Flere historikere i filmen argumenterer for, at det passer dårligt ind i den israelske selvopfattelse som en moralsk stat, at staten Israel blev bygget på en brutal folkefordrivelse. Og gennem tiden er staten gået langt for at holde ubehagelige kendsgerninger fra offentligheden. I slutningen af 1950’erne iværksatte regeringen historieforskning med et bundet mandat. Forskningen skulle vise, at palæstinenserne forlod Israel frivilligt.

I 1988, da hærens arkiver skulle åbnes i anledning af 40-året for Israel, skete det på den eksplicitte betingelse, at al materiale om overgreb begået af jødiske styrker skulle forblive hemmeligt.

Historieskrivning i Israel skal underbygge selvopfattelsen som det moralske foregangsland. Ellers slås der hårdt ned. Det fik historikeren Teddy Katz at føle, da han i 1998 indleverede et universitetsspeciale om Tantura-massakren. Trods en meget høj karakter og rosende ord fra lektor og eksaminator, blev specialet en tidlig afslutning på Katz’ akademiske karriere.

En forening af veteraner fra Alexandroni-brigaden trak ham i retten for injurier. Sagen blev præget af hårrejsende procedurefejl.  Således hørte dommeren aldrig Katz’ centrale beviser, nemlig interviews med 7 soldater fra Alexandroni-brigaden, som berettede om massakren. Atmosfæren var så hadefuld, at Katz så sig tvunget til at underskrive en erklæring om, at han havde optrådt uansvarligt og useriøst som akademiker.

Det fortrød han senere, men han fik ikke mulighed for at genoptage sagen. Katz’ karriere som akademiker var slut, hans speciale blev fjernet fra universitetsbibliotekerne, og i offentligheden var han stemplet som forræder.

Historie og nutid

Katz, som er tydeligt mærket af affæren og af to blodpropper, er en gennemgående figur i filmen. Men takket være et utal af andre interviews, får vi rigeligt med vinkler på Tantura fra begge sider og rigeligt med dokumentation. Filmen efterlader ingen rimelig tvivl om, at der fandt mange likvideringer sted i Tantura. Antallet kan dog næppe fastslås. Et klip af et ældre interview med en mand, som i sin tid blev bedt om at begrave ligene i en massegrav, giver os et omtrentligt antal ofre, cirka 270, men det er ikke muligt at sige meget præcist.

Anerkendelse af ansvar – det synes at være instruktørens ærinde. Professor Avner Giladi fra Haifa Universitet ligner den mand, som får lov til at konkludere: ”Anerkendelse er måden at begynde på. At sige det eksplicit: I 1948 blev frygtelige uretfærdigheder begået over for palæstinenserne. Røveri, plyndring, deportation og massakrer. Men det kan man end ikke se et lille glimt af på horisonten af det offentlige liv i Israel.”

Det efterlader filmen ingen tvivl om. Også i Nachsholim, kibbutzen på det sted, hvor Tantura lå, er modviljen til at tage og føle på blandt de første beboere efter palæstinensernes flugt. En kvinde mener at tale for de fleste, da hun afviser tanken om et monument for de tidligere beboere:

”Hvis de (palæstinenserne) bad om det, ville det betyde, at det er vigtigt for dem. Og hvis det er vigtigt for dem, skader det mig,” mener hun. Men måske på sigt, siger hun. ”Men først, når de anerkender, at vi er her – jøderne,” tilføjer hun. Med andre ord, først når det står klart, at der ingen forbindelse er mellem en anerkendelse af historien, og hvad der skal ske i Israel i fremtiden.   

Pundik i Tantura

Med denne stærkt politisk ladede diskussion af historien, er det selvsagt interessant, hvordan den samme historie læses andre steder. Smitter tavsheden og hemmelighedskræmmeriet? I Danmark er det oplagt først at henvende os til et vidne, der var på pletten dengang i Tantura. Det var, da en ung Herbert Pundik, chefredaktør på Politiken fra 1970-1993, kom til Tantura få dage efter byen var indtaget.

Han indgik i selvsamme Alexandroni-brigade under det israelske arbejderpartis Haganah-bevægelse, der indtog Tantura, og hvis væbnede styrker kort tid efter blev omdannet til de officielle israelske forsvarsstyrker (IDF). Han har skrevet om begivenhederne i erindringsbogen ”Det er ikke nok at overleve” fra 2005, som bl.a. beretter om hans oplevelser under krigen i 1948.

Om hvad der var sket i Tantura skriver han kort og konstaterende, at indbyggerne ”var flygtet i deres fiskerbåde.” Altså en version, som ligger milevidt fra al dokumentation, der var indsamlet og fremlagt af Teddy Katz nogle år forinden. Pundik skulle senere sige til Dagbladet Information, at han vitterligt intet vidste om nogen massakre. ”Jeg kunne ikke hebraisk, jeg kunne ikke spørge nogen, og jeg vidste ikke noget,” sagde han i 2010.

Pundiks stædige uvidenhed

Det var i så fald en meget stædig form for uvidenhed, den nu afdøde Pundik led af. Det er utænkeligt, at han ikke kendte til Teddy Katz-affæren, der var en stor sag i hans adopterede hjemland Israel, og som også blev omtalt i danske medier. Mens andre dele af hans erindringsbog inddrager viden, han senere har fået, lader han en utvetydig erklæring om en helt udokumenteret flugt i fiskerbåde stå tilbage som den skinbarlige sandhed om Tantura.

Sandheden om flugten er, at dem der overhovedet kunne forlade Tantura, først blev sendt til nabolandsbyen, hvorfra de siden blev sendt afsted med eskorte.

Og så er der Pundik og massakren, likvideringerne. Han erkendte, at der fandt én massakre sted på den tid, nemlig i byen Deir Yassin, hvor hans eget Haganahs konkurrent – den mere radikale og højrenationalistiske Irgun, stod for mordene på flere end 100 palæstinensere. Men i erindringsbogen gør han sig umage for at beskrive den forbrydelse som et randfænomen, begået af folk langt fra den daværende israelsk-jødiske mainstream.

Men i den region, som Pundiks Alexandroni-brigade havde ansvar for, blev palæstinenserne fordrevet fra dusinvis af landsbyer, mens Pundik endnu var i Israel. Og i forbindelse med Tantura, er Pundiks eneste bidrag en utroværdig påstand.   

1948 som politisk skillelinje

Som mange andre fra det såkaldt liberale Israel, ser Pundik Israels besættelse af Gaza og Vestbredden i 1967 som vendepunktet, hvor det moralske Israel blev til det undertrykkende Israel. Begivenhederne i 1948 er urørlige. At erkende, at al-Nakba var etnisk udrensning med voldelige midler, er et skridt for langt for det israelske samfund af dengang og i dag.

Det kan vi andre ikke lade os påvirke af. Den palæstinensiske katastrofe begyndte ikke i 1967. Fordrivelserne i 1948 er også en levende uretfærdighed, som skal indgå i en løsning, når den dag kommer. Også selvom den lykkelige, retfærdige udgang på konflikten mellem Israel og Palæstina ser ud til at være meget langt væk i dag. For som den israelske historiker Ilan Papé siger i Tantura: ”Man kan ikke bygge en sikker havn ved at skabe en katastrofe for andre.”

Derfor er filmen om Tantura så væsentlig.

Tantura havde premiere i Danmark i maj 2023. Den er tilgængelig på iTunes og Amazon Prime Video.