Massepsykose: Hvorfor Capitol Hill blev belejret – og årsagen til at USA ikke bliver socialistisk

Meritokrati handler bl.a. om troen på, at man fortjener sin succes, fordi man har den rigtige uddannelse og personlige dygtighed. En sådan tro er fordelagtig for eliten, og stortrives i USA.

---

Af Simon Hjortdal

---

Den 6. januar står for de fleste stadig klart i erindringen. Det lignede et apokalyptisk scenarie opfundet af Hollywood. Et portræt af hændelserne op til fremtidens afciviliserede tilstand, hvor man spiser egern på spid.

At den amerikanske kongres ville blive stormet kunne sagtens have været undgået. Politiske kommentatorer havde set det komme. Men ét er at forestille sig et politisk udfald af voldsom karakter i fantasien, noget andet er at se det i virkeligheden.

Der er imidlertid ikke noget unormalt over hændelsen i Washington DC, hvis man forstår den amerikanske mentalitet. Amerikanerne har længe været det folk i verden, der troede mest på, at vinderen fortjener succes. Derfor var der mange af dem, som stemte på Trump, der ikke forstod, at de har tabt. For Trump var en vinder, også før han blev præsident – og vil altid være det i deres øjne.

Vinderne som retfærdige mennesker

I den akademiske psykologi er der noget, som hedder The Just-World Fallacy. Det handler om, at uretfærdige og ubærlige begivenheder – som man oplever, at man ikke kan gøre noget ved – skaber en psykologisk tilbøjelighed til undgå at anerkende disse vilkår. Det gør man dels for at undgå en stressmæssig overbelastning og dels for at undgå en overrumplende følelse af afmagt.

I den akademiske psykologi er der noget, som hedder The Just-World Fallacy. Det handler om, at uretfærdige og ubærlige begivenheder – som man oplever, at man ikke kan gøre noget ved – skaber en psykologisk tilbøjelighed til undgå at anerkende disse vilkår. Det gør man dels for at undgå en stressmæssig overbelastning og dels for at undgå en overrumplende følelse af afmagt.

Som underbevidst copingstrategi opfinder sindet et billede af en let tilgængelig virkelighed, hvor gode handlinger generelt bliver belønnet, og uretfærdige handlinger bliver straffet. Når menneskelig lidelse skal tillægges mening (såsom fattigdom og armod), så er det nemmest at forstå lidelse som selvfortjent. På denne måde synes verden mere enkel. Individer, der har succes bliver, derfor betragtet som retfærdige, og ens begrebslige orientering i verdenen stemmer derfor overens med de moralske standarder, man har. Hvis folk på den anden side lider, er der en tilbøjelighed til at tænke, at det er selvfortjent.

I den amerikanske kongres den 6. januar var vi vidne til, hvad denne psykologiske dynamik kan betyde, når den bliver kollektiv. De mennesker, der stormede det amerikanske demokratis hovedsæde, vidste, at Trump havde vundet, og at de selv var på vinderholdet. De identificerede sig med Trump, og det krænkede deres retfærdighed, at vinderen ikke blev anerkendt som vinder, og at de selv havde tabt. De ville simpelthen ikke anerkende, at Joe Biden faktisk blev valgt som præsident. Selvom der er flere åbenbare grunde til at konkludere, at Biden blev valgt demokratisk, var det formentlig umuligt for dem, der stormede kongressen, at overveje, at det var sandt. Deres liv er ikke godt, og det er altså nemmest at forstå, hvorfor det er sådan, ved at forstå, at systemet har snydt dem igen.

Et sygt system gør vinderne til orakler

”The American dream is dead” erklærede Donald Trump allerede i sin valgkampagne i 2016, hvorefter den højreorienterede arbejderklasse jublede. Da Trump blev valgt og havde magten i fire år, fik han sine vælgere til at tro på, at America is great again med sloganet keep America great. Trumps kampagne byggede på, at de gamle spilleregler for succes på magisk vis var sat i funktion igen – fordi han var præsident. At Biden vandt præsidentvalget, stemte ikke overens med den virkelighed, og det bekræftede derfor blot, at systemet ikke fungerer – fordi vinderen ikke vandt.”

Den afgåede præsident er for mange amerikanere stadig arketypen på den rene vinder. Faktisk er han så meget en vinder – at han vinder, selvom han reelt taber. Det lyder helt absurd, men der er en forklaring. I USAs befolkning er det så indforstået, både på højrefløjen og venstrefløjen, at systemet ikke fungerer for flertallet, inklusiv det demokratiske valgsystem (mange progressive sætter stadig spørgsmålstegn ved de demokratiske primærvalg sidste år). På højrefløjen er det nu blevet tilstrækkeligt at være vinder, så snart man opfører sig som en vinder og taler som en vinder. Konkurrencen og kampen for at blive en vinder er dermed sprunget over – fordi systemet ikke fungerer.

”The American dream is dead” erklærede Donald Trump allerede i sin valgkampagne i 2016, hvorefter den højreorienterede arbejderklasse jublede. Da Trump blev valgt og havde magten i fire år, fik han sine vælgere til at tro på, at America is great again med sloganet keep America great. Trumps kampagne byggede på, at de gamle spilleregler for succes på magisk vis var sat i funktion igen – fordi han var præsident. At Biden vandt præsidentvalget, stemte ikke overens med den virkelighed, og det bekræftede derfor blot, at systemet ikke fungerer – fordi vinderen ikke vandt.

Meritokratiets illusion

For at blive mere klog på, hvorfor de som stormede kongressen ikke kan eller vil forstå, at de har tabt, så må vi kigge på fænomenet meritokrati.

Meritokrati handler om, at det enkelte menneske helt isoleret fortjener sin egen medgang eller modgang. At det, der opnås i livet, udelukkende er baseret på individets egne meritter, valg og egenskaber. Et forhold der gjorde sig særligt gældende, og faktisk langt henad vejen virkede i 50’erne og 60’ernes USA, da der dengang kunne være tale om faktisk social mobilitet i landet.

Meritokratiets grundantagelse er, at hvis du har pengene og/eller den sociale status, så skyldes det din personlighed – en personlighed som er fast og uforanderlig. Ulighed ligger indlejret i meritokratiet som ideologi, da total lighed i sådant et system ikke kan lade sig gøre. Når pladsen til den bedst kvalificerede kun begrænser sig til én, så vil der naturligvis selekteres på baggrund af den, der kan et lille nyk mere end den, der kommer på 2. pladsen. Og der vil altid være en 2. plads – og mange sidste- pladser.

Det betyder, at der er en retfærdiggørelse af ulighed helt fra starten, også når det kommer til materielle ressourcer såvel som anerkendelse via social status. Så længe social mobilitet er fuldstændig uanfægtet af samfundet, er det ikke nødvendigvis et problem, at det er sådan. Når the American dream er afskaffet – samtidig med at meritokratiet stadig lever i bedste velgående – skaber det imidlertid problemer. De der brød ind i husets kamre vidste godt, at deres liv er fyldt med lidelse og ikke er blevet bedre, lige meget hvor hårdt de arbejdede – men det er ikke ”vinderens” skyld. Skylden ligger i systemet og hos nogle få mennesker i forlængelse af et konspiratorisk narrativ. Det vender jeg tilbage til.

Rige amerikanere bliver dygtige, meget dygtige

Juridisk professor Daniel Markovits fra Yale University udgav i 2019 bogen ”The Meritocracy Trap”. Her blotlægger han systematisk den amerikanske drøms kollaps de seneste 50 år. I bogen redegør han for den økonomiske dynamik der har afmonteret den amerikanske middelklasses sociale mobilitet og gjort skellene mellem indkomstklasserne i USA endnu større.

Markovits fokuserer på den sociale og kulturelle kapital, hvor uligheden tilsvarende er blevet markant større. Det skyldes, at de ressourcestærke amerikanere skaber ressourcestærke børn. Rige forældre køber deres børns eliteuddannelse. Forældrene muliggør også børnenes adgang til deres egne netværk – og vigtigst i en meritokratisk kontekst hyrer og lønner forældrene private undervisere, der kultiverer evnerne og dygtigheden i børnene, så de kan klare de adgangstests, som skal til for at komme ind på eliteuddannelserne.

Markovits understreger, at der ikke kan sås tvivl om, at de veluddannede rige er de dygtigste til deres arbejde, og at deres børn næsten altid bliver det samme. Hvad der kan sås tvivl om, er retfærdigheden i dette aristokrati. Et forhold hvor status og materiel succes mestendels bliver nedarvet.

Markovits gør det klart, at meritokratiet er blevet legitimeringen af det 21. århundredes aristokrati. Det fungerer som en belejlig illusion for den ressourcestærke amerikaner, der er interesseret i at opretholde sin position og opfatte sin sociale status og finansielle succes som selvfortjent. For resten (de 99 procent) er meritokratiet tiltagende blevet en farce.

I virkeligheden, fortæller Markovits, har den amerikanske elite længe skabt spillereglerne for udviklingen af deres egen og deres børn succes – og dermed gjort det til en forudsætning, at man bliver en succes lige fra fødegangen. Dermed fjerner eliten den sociale mobilitets aktualitet. Den sociale mobilitet er blevet umulig, idet den i praksis ikke fungerer. Der er nærmere tale om en social immobilitet, hvor eliten forbliver selvtilstrækkelig på toppen af samfundet.

Med meritokratiet bliver selv vinderne tabere

De velhavendes succes har resulteret i, at de optager de mest afgørende positioner i det amerikanske samfund, hvormed de både vedligeholder og former de institutionelle regler for, hvordan social mobilitet fungerer. Det angår ikke kun de folkevalgte politikere, der har afgørende indflydelse på lovgivning og offentlig regulering af private aktørers gøren og laden, men også ledelsen af uddannelsesinstitutionerne, den finansielle industri (dvs. bankerne) og magten over arbejdsmarkedets betingelser.

Markovits skriver også, at denne magt kommer med en pris for eliten som mennesker. For hvis de skal retfærdiggøre deres højtstående status i et samfund, der bedømmer menneskers status efter hvor hårdt de arbejder, så medfører det en permanent arbejdsbyrde. Det betyder en arbejdsuge på 100 timer eller mere, og Markovits dokumenterer, hvad det betyder for deres psykiske helbred. Om pengene og den sociale status er en pris, der er værd at betale for et godt liv målt i livskvalitet og lykke, kan der selvfølgelig sås tvivl om. Markovits’ påstand er, at meritokratiet derfor heller ikke fungerer for eliten.

Superhelte mod superskurke

At store dele af den amerikanske befolkning føler sig snydt, er altså ikke en tilfældighed. Detmeritokratiske ideal er ved at briste helt for både venstre- og højrefløjen. Dets igangværende affortryllelse skaber et værdimæssigt tomrum, hvor alle kneb gælder i forhold til at skabe mening om USA’s tilstand og fortællingen om, hvorfor amerikanernes liv ikke udartede sig, som de blev lovet fordi de arbejdede hårdt og stemte på de rigtige.

Den polarisering, som gør sig gældende, er kulmineret i konspirationsteoretiske bevægelser. QAnon er et eksempel på, hvordan The Just-World Fallacy kan lede mennesker til at opdigte historier, hvor antagonisterne bliver forstået som umiskendeligt onde, og hvor de som bekæmper skurkene (dem selv) er superhelte.

Undersøgelser viser, at en stor del af den amerikanske befolkning i nogen grad tror på, at QAnon er sand. QAnon er en konspirationsteori, der antager, at der findes en magtfuld elite – som bl.a. drikker blod, tilbeder satan og i øvrigt er pædofile. Ifølge QAnon så er Barrack Obama, Hillary Clinton og Bill Gates en del af denne elite. Når narrativets antagonister er så overlagt onde, er det nemt at forstå, hvorfor de skal nedkæmpes. Det gør disse konspirationsteoretikeres kamp mere forståelig og bekæmpelsen af deres modstandere mere eksplicit moralsk. Det er en kamp, der er nemmere at forstå end kampen mod dem, som gør deres i forvejen forarmede liv nemmere ved at levere pakkerne til tiden (Amazon) og sælge produkterne til den laveste pris (Wallmart).

Det kollektive ansvar er ikke en del af amerikansk kultur

Hvis erkendelsen af den egentlige samfundsøkonomiske årsag til den faldende levestandard skal indfinde sig hos f.eks. dem, der klandrer systemet for at være ledt at satanister, så skal der tilsvarende komme en erkendelse af, at disse ting kun kan løses med kollektiv og organisatorisk indsats, med en politik hvor omfordelingen af ressourcer, f.eks. via skatter, er nødvendig.

At blive socialist betyder, at man også må lade ens velvære afhænge af andres arbejdsindsats. For en Trump-tilhænger er det imidlertid svært at stole på andre, når verdensbilledet afhænger af en mand, der idealiserer vindere, og tillader at det snyd og bedrag – som holder ham oppe – er en nødvendighed i et dysfunktionelt system. De fleste ved nemlig godt, at Trump snyder, men det er indbegrebet af en succesfuld forretningsmand i et sygt økonomisk system. Det er med andre ord ikke ham, der er noget galt med.

Der kan kun foregå fair konkurrence i et meritokratisk samfund, hvis samfundet tillader – at udgangspunktet for succes er noget nær det samme for alle samfundets individer. Om det kan lade sig gøre at skabe et samfund, hvor alle der bliver født i princippet får det samme udgangspunkt for et succesfuldt liv, er stærkt tvivlsomt. Men som udgangspunkt er det værd at efterstræbe, da et samfund altid er bedst tjent med tilfredse og dygtige arbejdere og ledere.

At organisere meritokratiet kollektivt via omfordeling af ressourcer ligger imidlertid langt fra den populær, meritokratiske ideologi, der stadig dominerer kulturen og den enkelte amerikaners bevidsthed om sig selv. Gamle vaner dør langsomt. At forstå socialistiske løsninger som legale vil betyde, at den selvtilstrækkelighed – som amerikanere blev opdraget med i 1980’erne og 90’erne og fremefter – ikke længere kan opretholde deres selvværd. Højrefløjen er imidlertid et individualistisk fællesskab, hvor man stadig betragter sig selv som hårdtarbejdende vindere – og derfor ikke er afhængig af fælles løsninger.

At blive socialist betyder, at man også må lade ens velvære afhænge af andres arbejdsindsats. For en Trump-tilhænger er det imidlertid svært at stole på andre, når verdensbilledet afhænger af en mand, der idealiserer vindere, og tillader at det snyd og bedrag – som holder ham oppe – er en nødvendighed i et dysfunktionelt system. De fleste ved nemlig godt, at Trump snyder, men det er indbegrebet af en succesfuld forretningsmand i et sygt økonomisk system. Det er med andre ord ikke ham, der er noget galt med.

QAnon eller Trumps tweets var nemmere at forstå end USA’s reelle tilstand: Et komplekst finansielt system, hvor systemisk, økonomisk ekskludering samt kulturel og uddannelsesmæssig udelukkelse blev årsagerne til, at flertallets ambitioner ikke blev indfriet – lige meget hvor hårdt de arbejdede. Trumpvælgere og QAnon-teoretikere ved godt, at deres liv ikke er blevet bedre, men årsagen er umulig at forstå – for det vil betyde, at ”fanatiske kommunister” har ret.