Med en roe i den ene hånd og en molotov i den anden gennem kapitalismens kommende ruiner

Katastroferne lurer på os fra ruinerne af det, der engang var en sejrrig produktionsmåde. De siver ubønhørligt ud fra skyggerne og omslutter vores allerede udsatte position. Anders Sørensens forsøg på at bygge fremtiden mens nutiden smuldrer – i en ny bog med samme titel – er så porøs som kapitalismens fremtid. Han griber ud efter de holdepunkter, han kan se, men alt hvad han rører ved synes at smuldre mellem fingrene på ham.

Pamfletten på omtrent 100 sider begynder med en opridsning af de dårligdomme, læseren kun alt for godt kender. Produktionsmåden er trådt ud over de planetære begrænsninger. Den våde vinter er kun endnu en indikator på de større følgevirkninger, der vil komme, når de mange enkeltstående kriser uundgåeligt smelter sammen. Fra mudderpølen lurer fascismen.

Svaret er ikke overraskende, når nu forfatteren er tidligere chefredaktør på det kommunistiske dagblad Arbejderen. Vi må af med markedet og kapitalismen.

Gå hjem!

I stedet skal vi producere efter behov. Jorden skal ejes i fællesskab, og i respekt for dens grænser skal vi overgå til en mere bæredygtig landbrugsproduktion, der giver plads til naturen på dens egne præmisser. Desuden skal politiet afskaffes.

”Hvis ikke politiet var der, kunne vi bare bede statsministeren om at gå hjem”, lader Sørensen sin bonusdatter på seks sige i den klareste formulering af politiets egentlige opgave, man kan forestille sig. Læseren skal vist forstå, at det er voldsmonopolet, der er den egentlige forhindring for arbejderklassens magtovertagelse.

For heller ikke her bliver vi overraskede. Der er selvfølgelig nogle betænkeligheder ved det privilegerede liv, danske arbejdere lever sammenlignet med de arbejdere, som producerer vores tøj. Ligesom forfatteren også opholder sig ved den store diversitet, den vestlige arbejderklasse har. Ingen af delene ændrer dog ved den urokkelige rolle som revolutionært subjekt, der kunne få det hele til at brase sammen, hvis dog bare arbejderklassen ville.

Revolutionær praksis

Da arbejderklassen ikke umiddelbart lader hele samfundet styrte i grus, springer teksten hastigt videre til, hvad vi så egentlig kan gøre i ”Boligforeninger, brugsforeninger, andelsforeninger, vejlaug, beboerhuse og lignende institutioner”, hvor fællesskabet kan skabes allerede nu og her. Kollektiviseringen af reproduktionen som udgangspunktet for den kommende kamp.

Med apokalyptisk skær tales der om at bygge øer af landbrugskollektiver, der skal fungere som sovjetter i den kommende situation. ”Bliver der mangel på mad i byerne på grund af strejker eller lockout fra arbejdsgivernes side […], må man stå klar til at dele den mad man producerer, med dem som ikke har mulighed for at skaffe sig mad uden gennem markedet.”

Revolutionen er ikke en dans på roser

”Jeg tror ikke fredelige demonstrationer er nok”, siger Jerome ved en demonstration i Paris,og forfatteren stemmer ivrigt i. Uden truslen om vold kan den sociale forandring ikke forestilles. Suffragetterne, Malcolm X og Fidel Castro fremholdes som sandhedsvidner. Rote Armee Fraktion fremhæves som eksemplet på, at individuel terrorisme ikke behøver at stå i modsætning til opbyggelsen af massebevægelser.

Men er det overhovedet massebevægelsen, der skal til? Efter sin lovsang til volden som våben gør Sørensen sig nogle taktiske overvejelser. Organisering er ligegyldigt. Om man er et parti, en føderation eller en støttegruppe, skal man overveje, hvordan man kan sende hemmelige beskeder og nå til forståelse af ”fjendens psykologi og moral”. Man skal kunne indsamle information og bygge en infrastruktur, der kan tilpasses omskiftelige situationer.

Betonblokke, sandposer, stål eller sten er de bedste materialer til at bygge barrikader. Det kan bruges i offensive eller defensive situationer, hvor ens gruppe skal lave checkpoints og kontrollere, hvad der med revolutionsromantisk schwung bliver kaldt de befriede områder. Her skal der laves overvågning, rekognoscering, etableres beredskabsplaner og – det er næsten et aber dabei – skabes kontakt til de lokale beboere.

Det kræver revolutionær disciplin at kunne komme til denne situation. Samtidig er prisen for den revolutionære enhed, at vi ikke skal kritisere de andre urimeligt. Alle må kæmpe de kampe, de synes er vigtigst med de midler, de nu har. Det handler trods alt først og fremmest om at lave fællesskaber.

Resten blev taget af tidevandet

Sørensen padler gennem de oprørte vande med ihærdighed, men hver gang han får fast grund at stå på i sin analyse, kaster han sig ud i bølgerne igen. Læseren bliver kastet med, fra jordbrugskollektiver til vejlaug, fagforeningens genopbygning, en arbejderklasse der skal organiseres, men alligevel have en langt mere avantgardistisk organisation der spiller den ledende rolle. Det er alt sammen orienteringspunkter på vores rejse – men hvad forbinder disse punkter?

Laissez-faire-holdningen til den revolutionære organisation gør det nærmest komisk at forestille sig en københavnsk gruppe, der tager ud for at befri Sønder Omme og i den revolutionære disciplins navn bekymrer sig om den lokale kirke. Men af alle orienteringspunkter som essayet optegner, hvorfor er det så revolutionsromantikken, der forfølges?

Det havde været langt mere interessant at få et kommunistisk blik på, hvordan vejlaug kan omdannes til dobbeltmagtsorganer. Om det er muligt at bruge nutidens civilsamfundsorganisationer i det nødvendige opgør med markedet, hvilket ville forbinde Sørensen med den diskussion om socialismen i vores tid, som blandt andre Pelle Dragsted har ført.

Civilisationens sammenbrud er en mere reel risiko nu end på noget tidspunkt siden anden verdenskrig. Socialismens demokratiske fællesskaber opstår dog næppe i borgerkrigens skød, og de organisationer, der benytter sig af hemmeligheder og topstyrede kommandostrukturer, har historisk vist sig at være dårligere ledere for frigørelsen.

Hvordan vi demokratisk kæmper for vores ret – også selvom vi får bank af politiet – er desværre et langt sværere spørgsmål at tackle end opskriften på en holdbar barrikade.

Anders Sørensen: At bygge fremtiden mens nutiden smuldrer
Forlaget Sophus Rasmussen.
108 sider.
120 kr.