Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
25. juni. 2021

Mediecensur: Regeringskritisk avis lukket i Hongkong

Hongkong-baserede ‘Apple Daily’ har fået lukket sin avis på nettet og den tilhørende app. Det møder kraftig fordømmelse blandt medieordførere i flere danske partier.

Sidste eksemplar sendt i trykken: Det er slut med at udgive aviser for Apple Daily, efter myndighederne i Hong Kong onsdag ransagede avisens kontorer og bl.a. anholdt chefredaktør Ryan Law. Foto: Dominic Chiu

Det kinesiske regime strammer endnu en gang kontrollen med Hongkong, efter det onsdag blev meddelt, at den regeringskritiske avis, Apple Daily, er blevet tvunget til at dreje nøglen om. “Vi takker vores mange abonnenter for at støtte Apple Daily. Vi må desværre meddele, at vores app og indhold på nettet ikke længere vil være tilgængeligt fra midnat 24. juni”, skriver avisens redaktion i en pressemeddelelse.

Apple Daily blev stiftet i 1995 og har været blandt Hongkongs mest læste dagblade. Avisen har traditionelt haft ry for at være en tabloidavis, men har – efter protesterne i 2019 begyndte – stillet sig klart på de regeringskritiske demonstranters side. Ifølge Hongkong-ekspert hos BBC, Yvette Tan, er avisen i manges øjne gået fra at være sladderblad til en samlende stemme for den systemkritiske modstand. Avisens redaktionelle linje har konsekvent støttet den såkaldt ‘prodemokratiske lejr’, der er en bred sammenslutning af stort set alle ikke-regeringsvenlige partier i det tætbefolkede område. Koalitionen vandt i november 2019 massivt frem i lokalvalgene, hvor man satte sig på 349 af de 479 sæder i det lokale parlament.

Også i andre sager har Apple Daily været en torn i øjet på regeringen i Beijing, der søger at skærpe kontrollen med den tidligere britiske koloni, som i 1997 igen blev en administrativ del af Kina. Avisen har blandt andet lavet kritisk dækning af sagen om Liu Xia, der sad i husarrest fra 2010 – 2018. Hun var gift med den nu afdøde kinesiske menneskerettighedsaktivist, Liu Xiaobo, der modtog Nobels Fredspris i 2010, mens han  sad i fængsel.

Razzia uden retssag

Forud for lukningen blev avisens kontorer i sidste uge ransaget af politiet, der ifølge BBC arresterede chefredaktør Ryan Law sammen med fire andre ansatte. De fem journalisters hjem blev ransaget, og avisen fik efterfølgende indefrosset flere millioner dollars i værdier. Ifølge Hongkong politi skete ransagningerne som følge af brud på den kontroversielle Nationale Sikkerhedslov, der blev vedtaget i juni 2020. Loven er blevet fordømt af 27 lande, herunder Japan, USA og Australien, og skabte også stor furore i Hongkong, ikke mindst fordi den blev vedtaget fra “Mainland China”, og altså udenom det traditionelt selvstændige juridiske apparat i Hongkong. Mange af millionbyens borgere frygter, at loven netop vil blive brugt til at kvæle protester mod Kinas forsøg på at indlemme Hongkong under resten af Kina. Regimet i Beijing har i forvejen gennemtvunget et forsamlingsforbud i Hongkong på mere end 4 mennesker under dække af netop sikkerhedsloven.

Læs også: Mediecensur: Israel-kritisk journalist fyret af Associated Press

Lukningen af avisen sker før nogen form for retssag, og beslutningen om at lukke avisen bliver af pro-democracy-lejren set som endnu et forsøg på at knække protestbevægelsen, der kæmper for at vælte den siddende pro-Beijing guvernør, Carrie Lam i 2022. “Det er død ved tusind snit”, forklarede Keith Richburg, der er professor i journalistik ved Hongkong Universitet til CNBC torsdag aften. Richburg påpegede, at beslutningen kun er seneste tiltag i en række beslutninger, der skal knægte presse- og ytringsfriheden i Hongkong. De kinesiske statsmedier beskylder til gengæld Apple Daily for at have været en ‘propaganda-avis’, der har haft til formål at løsrive Hongkong fra regimet i Beijing. Avisens grundlægger, Jimmy Lai, blev i april 2021 fængslet, og er nu ídømt samlet 20 måneders fængsel for at have “organiseret ulovlige protester”. Lais hjem er tidligere blevet brandbombet, ligesom også hovedkvarteret for hans mediekoncern, ‘Next Media’ er blevet ildspåsat.

Fotografer tager billeder af Apple Daily på vej i trykken fredag 18. juni. Foto: Kin Cheung

Frie Grønne: “Sidste søm i den demokratiske ligkiste”

Blandt flere danske politikere bliver beslutningen om at tvinge Apple Daily til at lukke mødt med fordømmelse. “Det er det sidste søm i kisten for ytringsfriheden i Hongkong”, siger medieordfører for Frie Grønne, Uffe Elbæk, til Solidaritet. For Elbæk er der ingen tvivl om, at Hongkong nu er blevet underlagt det kinesiske regimes magt, og må betegnes som lige så autoritært som fastlandet. Han mener heller ikke, det længere giver mening at tale om “ét land, to systemer”, der ellers er den officielle politik i forholdet mellem Kina og Hongkong. “Med den nationale sikkerhedslov har man effektivt kvalt selvstændigheden i Hongkong”, siger han og påpeger, at det kan være første skridt mod en langt mere aggressiv forfølgelse af systemkritikere. “Nu har man knægtet ytringsfriheden inde i landet. Næste skridt kan blive også at forsøge at lukke munden på kritikere uden for Kina.”

“Det er det sidste søm i kisten for ytringsfriheden i Hong Kong”

Uffe Elbæk, medieordfører for Frie Grønne

Uffe Elbæk har selv mærket konsekvenserne af netop dén nationale sikkerhedslov. Han har nemlig en arrestordre hængende over hovedet, fordi han hjalp politikeren Ted Hui med at flygte ud af landet. Det betyder, at han nu skal have følgeskab af en PET-agent, hvis han skal rejse uden for Danmark. Samtidig har Elbæk ikke længere mulighed for at rejse til lande, der har udvekslingsaftaler med Kina, da han kan risikere at blive arresteret og overdraget til de kinesiske myndigheder. Uffe Elbæk vil som dansk medformand for ‘Inter-Parliamentary Alliance on China’ (IPAC) tage sagen op med udenrigsminister Jeppe Kofod i Folketinget. Han fortæller også til Solidaritet, at der på et møde i IPAC-netværket i går blev lagt op til, at medlemmerne nu lægger pres på deres hjemlige regeringer for at kunne sanktionere kinesiske embedsmænd økonomisk. Den plan kan ses parallelt til den amerikanske ‘Magnitsky Act’, der har givet USA mulighed for bl.a. at indefryse russiske embedsmænds aktiver.

Enhedslisten: Kampen skal støttes indefra

Også fra Enhedslisten møder lukningen af Daily Apple skarp kritik. “Vi fordømmer kraftigt begivenhederne i Hongkong, og tager afstand fra den kinesiske regerings opførsel”, siger partiets medieordfører, Søren Søndergaard, til Solidaritet. Også Søren Søndergaard mener, at beslutningen er klart i strid med den aftale om ‘et land, to systemer’, der officielt styrer forholdet mellem Kina og Hongkong, men som med den nationale sikkerhedslov er blevet undergravet.

“Der er masser af social kamp og regeringskritik internt i Kina, og vores vigtigste opgave må være at støtte den kamp”

Søren Søndergaard, medieordfører (Ø)

Søndergaard er også åben for muligheden af at sanktionere Kina, men advarer dog imod at tro, det i sig selv kan løse problemerne. “Enhedslisten er åben for idéen om konkrete sanktioner, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det kinesiske regime kun kan væltes indefra. Den kinesiske regering er betydeligt mere bange for sin egen befolkning, end hvad vi mener i Vesten eller lille Danmark”, siger Søndergaard og understreger, at Kina faktisk er et af de lande, hvor der er allerflest protester i befolkningen. “Der er en forestilling om, at Kina er meget statisk og topstyret – det er en farlig fortælling. Der er masser af social kamp og regeringskritik internt i Kina, og vores vigtigste opgave må være at støtte den kamp. Det kan vi blandt andet gøre gennem faglige netværk og støtte til arbejderklassen i Kina”, siger han til Solidaritet.

Apple Daily har som nævnt allerede lukket sin onlineavis og den tilhørende app, og udsendte sin sidste fysiske avis torsdag. Avisen har normalt haft et oplag på 86.000 eksemplarer, men den sidste udgave blev torsdag 25. juni trykt i over én million eksemplarer.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER