Mere militært isenkram må ikke skubbe velfærden bagi køen

“Danmarks originale bidrag til verden er jo den danske velfærdsmodel. Den kan godt stå distancen: Tryghed, frihed, miljø, menneskeværd og i virkeligheden verdens mest flittige og arbejdsomme folk. På disse centrale områder skal Danmark være et foregangsland – ikke bare en dårlig kopi af store samfund, der ikke har løst ret mange af deres grundlæggende problemer.”

De kloge ord faldt i statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale om “nationens tilstand” ved indgangen til 1997. 

“I første omgang vandt baglandet i Socialdemokratiet og fagbevægelsen armlægningerne om velfærdens fremtid, men i virkelighedens verden fortsatte toppen begge steder den såkaldte fornyelsesproces”

Formuleringerne er vejet på en guldvægt af en statsminister og formand for Socialdemokratiet, der ville prøve at skræve – uden bukserne sprang – henover kampene i partiet mellem dem, der ville bevare velfærden som en universel samfundsmodel for alle, med lige rettigheder, lige muligheder og fællesskabsinstitutionerne som fundamentet, og så dem, der ville målrette velfærdsydelserne til de svageste, indføre mere brugerbetaling og lukke profitdrevne virksomheder ind på de bløde velfærdsområder. Dér, hvor mennesker arbejder med mennesker på børneområdet, undervisningssektoren, sygehusvæsenet, ældreplejen, handicaphjælpen og indsatsen for de svageste.

Baglandet i både Socialdemokratiet og fagbevægelsen strittede imod dette opgør med den danske velfærdsmodel, mens partitoppen og fagbevægelsens top anså omfattende forandringer nødvendige. Først og fremmest som et svar på en voksende kritisk holdning i dele af befolkningen til “det offentlige” og dernæst af økonomiske grunde som følge af ændringerne i befolkningssammensætningen.

Der er såmænd ikke noget nyt under solen i de senere års debatter om konsekvenserne af, at der bliver flere ældre, som lever længere – uden en modsvarende tilgang af unge. Det har været en kendt og forudsigelig udfordring, som beslutningstagere gennem de seneste tre-fire årtier skal have levet med bind for øjnene for ikke at have opdaget for længst.

Velfærdsydelser som forbrugsvarer

I første omgang vandt baglandet i Socialdemokratiet og fagbevægelsen armlægningerne om velfærdens fremtid, men i virkelighedens verden fortsatte toppen begge steder den såkaldte fornyelsesproces, der førte til forandringen af kollektivt besluttede velfærdsydelser til individuelt valgte velfærdsvarer fra hylderne i velfærds-supermarkedet, da Anders Fogh Rasmussen og senere Lars Løkke Rasmussen samlede stafetten op. Desværre godt hjulpet af den for velfærden og fagbevægelsen katastrofale Helle Thorning Schmidt-regering.

Nyrups beskrivelse af den danske velfærdsmodel er nu igen blevet aktuel.

Ikke fordi beskrivelsen af et foregangsland dækker serviceniveau og kvalitet i nutidens velfærdsydelser, men fordi Nyrup ganske godt beskriver det velfærdssamfund, som vi er på vej til at sætte over styr, og dermed også angiver, hvor vi skal hen, hvis vi skal tilbage til det grundlæggende fællesskab og den afgørende solidaritet – som var og fortsat burde være det danske velfærdssamfunds adelsmærke.

Gode signaler om kursændring

Den nuværende socialdemokratiske mindretalsregering og dens støttepartier sendte i deres fælles forståelsespapir ved regeringens dannelse nogle gode signaler om en velfærds-kursændring, der både sigter på at genopbygge og fejlrette.

Statsminister Mette Frederiksen har ved flere lejligheder lagt afstand til de seneste fire årtiers besparelser, nedskæringerne, effektiviseringer og centraliseringer inden for den fælles velfærd. Hun har erkendt, at der skal tilføres flere penge til velfærdsområdet.

Noget er sket, men den store plan for genopbygningen af den danske velfærdsmodel mangler endnu. Opgaven er så voldsom – også selvom Mette Frederiksen nok vil kalde det for en genopretning – at det vil blive nødvendigt med en egentlig investeringsplan over en årrække.

Der er ikke noget at sige til, at regeringens fokus har været rettet mod først håndteringen af corona-pandemien og derefter Ruslands militære overfald på Ukraine. Til gengæld var netop 1. Maj i år som arbejderbevægelsens egen dag den oplagte mulighed for Socialdemokratiets formand til at fremlægge visionen for velfærdens genopbygning.

1. Maj-talen mindede om en nytårstale

Det blev dog ikke et hovedemne i Mette Frederiksens 1. maj-tale. Langt fra endda. Det blev i stedet i mine øjne mere en nytårstale til danskerne end en 1. maj-tale til lønmodtagerne. Der var i år oplagt, at talerne på 1. maj-dagen måtte være præget af krigen i Ukraine og behovet for hjælp til og solidaritet med den ukrainske befolkning.

“Vi skal åbent og ærligt tale om, at genopbygning af velfærd og skattekroner hænger uløseligt sammen.”

I mine øjne indeholdt partiformandens tale dog for meget folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, for meget kommende folketingsvalg og for lidt velfærd og klima.

Og dermed fik vi heller ikke i denne omgang Socialdemokratiets bud på vejen til Nyrups vision om Danmark som foregangsland, når det gælder “tryghed, frihed, miljø, menneskeværd”. Og vi fik ikke løftet sløret for konturerne af en langsigtet investeringsplan for velfærden, der kan sikre, at vi kan genopbygge velfærdens kerne: Mødet mellem en borger med et behov og en professionel med kompetencer og kundskab i rygsækken.

Det er i dét møde, velfærden skabes. Vel at mærke, hvis borgeren og den professionelle har tid nok til i samarbejde at skabe den rigtige, individuelt tilpassede løsning. Og tid handler om tilstrækkeligt mange kvalificerede ansatte. Det var godt, at Mette Frederiksen talte om at bringe velfærden sikkert gennem vanskelighederne.

Og det er godt, at regeringen vil lovfæste, at udgifterne til velfærden skal afspejle befolkningen og dermed stige, når befolkningens sammensætning ændrer sig, og ændringerne udløser større udgifter.

Men ingen af delene er tilstrækkeligt til at genopbygge den velfærd, der forsvandt eller blev forringet gennem de utallige sparerunder. Så skal der mere til. Det er lige dér, det giver mening at minde om Nyrups beskrivelse af Danmark som et velfærds-foregangsland. Med den vision skal vi åbent og ærligt tale om, at genopbygning af velfærd og skattekroner hænger uløseligt sammen. Og så skal vi sikre, at anskaffelse af mere militært isenkram ikke får lov til at skubbe velfærden ud af køen.