Michael Moore-filmen ‘Planet of the Humans’ udstiller løgnen om grøn kapitalisme

På ‘Jordens Dag’ 22. april i år lagde den amerikanske dokumentarist Michael Moore sin nyeste film ud på Youtube, frit tilgængeligt for alle. Filmen har nogle dybt problematiske pointer, men sætter også fokus på nogle vildt vigtige fakta, som det er livsnødvendigt at få frem i lyset. Filmen starter godt ud med spotlys på fire vigtige temaer:

1. Vedvarende energi kan ikke erstatte fossile brændstoffer med det nuværende energiforbrug

Michael Moore går i kødet på forestillingen om, at overforbrugssamfundet kan fortsætte som hidtil, bare med vedvarende energi i stedet for fossil. Det er et blændværk, som bliver fremsat og poleret og gentaget i en uendelighed af lobbyister og politikere fra hele det politiske spektrum. Ikke engang det rød-grønne Enhedslisten, som jeg selv er medlem af, står frem med de kolde og hårde fakta: vores energiforbrug skal skæres meget drastisk ned, hvis det skal kunne dækkes af vedvarende energikilder.

Selv hvis vi dækker 75 % af landet med biobrændsel, og dækker alle eksisterende tage og 5 % af landjorden med solceller – og desuden sætter havvindmøller op overalt i landet, hvor der ikke er for dybt, kan vi ikke få nok energi. Den britiske matematiker David MacKay har regnet på tallene, hvilket har inspireret professor ved DTU, Jens Wenzel Andreasen til at omregne til danske forhold. Deres konklusioner er ikke opmuntrende, hvis man havde en socialdemokratisk drøm om både at redde kapitalismen og planeten.

2. Greenwashing er en skadelig løgn

Ingen kan som Michael Moore fange ansigtsudtrykkene hos magthavere og kransekagefigurer, når de bliver taget i at lyve og pleje egne interesser. Det har han gjort i alle sine film, og gør det også suverænt i denne. Om det er General Motors repræsentant, når hun præsenterer en ny elbil, men ikke véd, hvor strømmen kommer fra, og også er pisse ligeglad, eller lederen af klimaorganisationen 350.org, der lader som om han ikke ved, hvor deres penge kommer fra.

Filmen afdækker veloplagt og veldokumenteret en række firmaer og stater, der prøver at se grønne ud, med et ubehjælpsomt monkey shine af slimet fernis over kulafbrænding, naturødelæggelse og egen vinding. Debatten om filmens fakta er allerede i gang, og det vil helt sikkert vise sig, om Moore har fat i det rigtige hele vejen igennem, eller nogle af filmens skurkefigurer kan forsvare deres ære på en overbevisende måde.

3. Biomasse er en falsk løsning

Filmen dokumenterer skadevirkningerne af den meget vellykkede iscenesættelse af biomasse som vedvarende energi. Den massive satsning på biomasse har gjort, at statsstøtte, som var tiltænkt den grønne omstilling, er blevet hældt ind i naturødelæggelse i stedet. Her i landet er hundredevis af dyre biomasseværker blevet opført under den falske forudsætning, at klimabelastningen er 0, selv om beregninger viser, at det i nogle tilfælde er mere belastende end at brænde kul, og i hvert fald ikke er bedre.

“Den britiske matematiker David MacKay har regnet på tallene, hvilket har inspireret professor ved DTU, Jens Wenzel Andreasen til at omregne til danske forhold. Deres konklusioner er ikke opmuntrende, hvis man havde en socialdemokratisk drøm om både at redde kapitalismen og planeten.”

Det er en mega aktuel diskussion, for den førte politik har også konkrete og uigenkaldelige følger for naturen i Danmark, hvor udryddelsen af arter i agerlandet får kæmpe turbo på lige nu. Gamle og hidtil skånede levende hegn, der var de sidste rester af mange dyrs naturlige levesteder, fældes og flises til biomasse over hele Danmark, kædesavene giver genlyd hele året overalt vest for Valby Bakke, kun afbrudt af pløjning, såning, gyllespredning og pesticidsprøjtning.

4. Planeten har andre problemer end klimakrisen

En anden af de mest vellykkede iscenesættelser, som den globale kapitalisme har skabt og læner sig op ad, er at usynliggøre produktionens miljøkonsekvenser for os forbrugere i den globale overklasse. Den fysiske adskillelse af minedrift og den mest beskidte produktion et sted, og forbrug et andet sted. Derfor lykkes det for de fleste af os ikke at vide noget om tingenes voldsomt belastende, økologiske rygsæk.

For hvert gram guld i et smykke vi køber, ligger der fx 899 kg giftigt affald, der hvor guldet er udvundet. Det tal kan man lægge til alle de millioner tons giftigt affald, der har hobet sig op igennem århundreder. De stærkeste og mest forstemmende filmsekvenser i filmen ‘Planet of the Humans’ billedside er dronefilm af, hvordan landskaber skrælles og ødelægges af minedrift. Det er et vigtigt budskab at få igennem, at al industriel produktion har store konsekvenser. Også batterier, vindmøller og el-biler. Selvom vindmøller er det mindste onde, og klimamæssigt tjener sig selv hjem på få år, så er de stadig ressourcekrævende at producere. Ødelæggelserne er virkelige og spektakulære, og er lige så voldsomme, som de ser ud. Minedrift og andre miljøødelæggelser hænger tæt sammen med den anden af vor tids store katastrofer, arternes 6. masseuddøen, som måske er lige så alvorlig som selve klimakatastrofen.

Stop filmen her

Det allerbedste ville selvfølgelig have været, hvis filmen – efter at have slået sine fire temaer op på lystavlen med syvtommersøm – var gået over i en analyse, eller bare en forsøgsvis opstilling af, hvilke ægte alternativer til løgnen om grøn vækst man kan forestille sig, og som klimaaktivister og organisationer faktisk forestiller sig på en praktisk, gennemarbejdet måde. Rygterne siger, at det meste af filmen har ligget i skuffen i 8-10 år, og nu skulle den bare ud, færdig eller ej. Så det var måske for meget at forlange, men så skulle filmen hellere bare have stoppet dér. I stedet bevæger filmen sig desværre ud i en halvkvædet vise om, at ”det er ikke CO₂ – det er os” og noget om befolkningens størrelse.

Økofascismens glidebane

Argumentet om de for mange mennesker på kloden fører lige lukt ned i økofascismens malstrøm. For hvem er det, der er for mange af? Og hvordan skal vi blive færre? Argumentationen i filmen bliver ved det svævende ”vi er for mange”, men hvis man forfølger den snak, går den hurtigt i en racistisk og folkemorderisk retning. Faktum er, at klodens befolkning er i gang med at stabilisere sig, kurven flader ud. Der er dele af verden, der har en relativt ung befolkning, og derfor kommer til at have en stor befolkningstilvækst, lige meget hvor få børn den næste generation får. Det er i øvrigt de samme steder, hvor klimaaftrykket per person svarer noget bedre til klodens kapacitet, end de lande med en relativt ældre befolkning i det globale nord. Samtidig er det dér, hvor klimakatastrofens konsekvenser allerede nu ødelægger livsgrundlag og koster liv.

At Moore på denne måde trækker ofrene for katastrofen frem som syndebukke er forkasteligt, og puster til de højreekstreme gløder, som alle ikke-fascister i disse år skulle stå sammen om at slukke. Michael Moore har i sine andre film konsekvent sparket opad, og forsvaret underklassens ret til anstændige liv. Det er en kæmpe skuffelse, at han her forfalder til at sparke til dem, der ligger ned.

Se filmen med kritiske øjne, og kom ind i klimakampen

Debatten om klimakatastrofen – og hvordan vi skal klare os som art – er præget af, at det store flertal ikke ser problemerne i øjnene. De fleste har måske en anelse eller en ængstelse om, at det er værre, end deres massemedier og politikere fortæller dem, men det er mest bekvemt at tro på dem. Jeg ville ønske, at mange flere gik lige så grundigt og kritisk til fakta om klimaet, som folk har gjort det med Covid-19 pandemien.

Rigtig mange har sat sig ind i epidemiologiske begreber som smittetryk og latenstid, og lytter til forskere og diskuterer pandemi-strategier henover hækken. Vi kræver og forventer, at politikere straks tager de beslutninger, der vil føre til færrest dødsfald og mindst lidelse, og nærmest alle gør den nødvendige indsats for det fælles bedste. Mit håb er, at rigtig mange vil se Planet of the Humans, og at det vil være starten på en kæmpe bølge af faktasult og diskussioner og føre til akut, fælles handling for det fælles bedste. Det er vores chance for overlevelse som art.