Michel Barnier – Macron forsøger sig med en højreorienteret teknokrat

Når man spiller Trivial Pursuit, er der nu to gyldige svar på følgende spørgsmål:

Hvilken politiker, der deltog direkte i styringen af den europæiske økonomiske og finansielle politik i 2010’erne, blev den ældste premierminister i sit lands historie i en alder af 73 år og var nomineret af en magtesløs præsident efter ugers krise?

De gyldige svar er: Mario Draghi i Italien i 2021 og Michel Barnier i Frankrig i 2024.

Nu ved vi, hvilket scenarie Macron valgte til at danne en ny regering, som vi spekulerede over i en tidligere artikel.

Macron kunne have brugt muligheden til at bringe noget nyt ind i fransk politik – et kompromis. Men han gik tilsyneladende efter den italienske teknokrat-løsning. Tilsyneladende.

En teknokrat ja, men en højreorienteret teknokrat

Mens Draghi var uafhængig, har Michel Barnier været direkte involveret i fransk politik i 50 år. I 1981 stemte han i parlamentet imod en lov, der havde til formål at afkriminalisere homoseksualitet fuldstændigt. For nylig har du måske hørt om ham som EU’s chefforhandler i Brexit-forhandlingerne.

I 2021 var han præsidentkandidat for Les Républicains (fransk højrefløjsparti, der fik 6 procent af stemmerne i sommerens parlamentsvalg). Ved valget stod han for en blanding af en liberal økonomisk politik med at gå ind for et fuldstændigt stop for indvandring.

Rassemblement Nationals Marine Le Pen – som ikke længere praler af sin modstand mod EU og eurozonen – havde svært ved at finde noget at sige til den slags programmer. Derfor modsatte Front National sig ikke direkte hans udnævnelse til premierminister.

Macron besluttede at sætte venstrefløjen til side og finde en premierminister, der kunne tilfredsstille både hans liberale og ”eurofile” parti og den ekstreme højrefløj.

Mélenchons urealistiske ambitioner

Vi kan ikke ignorere, at hovedforslaget fra Frankrigs venstrefløj og dens frontfigur Jean-Luc Mélenchon siden parlamentsvalget var at opstille en venstrefløjskandidat til at føre en venstrefløjs-dagsorden.

Det var helt urealistisk. Der var ikke noget kompromis fra nogen side, som ville have gjort det muligt at danne en regering, der ville have begrænset de negative konsekvenser af den nuværende politik for de mest sårbare.

Macron havde ikke brug for et skub i ryggen for at hoppe i armene på højrefløjspartierne. Han var på vej derhen, men venstrefløjen gav ham alligevel det sidste skub.

Som det ser ud nu, kommer der til at gå lang tid, før tilstandene i Frankrig bliver bedre. Skriften er på væggen. I hvert fald demokratisk.

Hvordan føles det?

At læse om andre landes politiske figurer og systemer kan være kompliceret, hvis ikke direkte kedeligt. For at forstå hvordan det føles for en fransk statsborger, er du nødt til at bruge din fantasi.

Forestil dig år 2041 i Danmark. Efter et overraskende jordskredsvalg for valgforbundet SF-Ø, foran Det Liberale Demokratiske Dansk Folkeparti og langt foran de Meget Moderat Socialistiske Konservative, indkalder en 35-årig kong Christian så Margrethe Vestager til at danne regering efter ugers krise.

Det lyder vanvittigt. Det var der heller ingen, der ville have troet på i Frankrig for bare få år siden.

Det er ikke et tilfælde

Det skete ikke tilfældigt. Franske ledere i politik og i de store medier har i 40 år banet vejen for højrefløjen.

Til at begynde med skete det sporadisk. Den socialistiske præsident Francois Mitterand reformerede valgloven i midten af 1980’erne, hvilket endte med at favorisere højrefløjen. Herefter forsøgte Jacques Chirac at charmere deres vælgere i begyndelsen af 1990’erne.

Det hele accelererede i 2000’erne, hvor politikere som Nicolas Sarkozy og hans klike gik helt over til ”den stærke højrefløj”. Venstrefløjen overgav sig til denne autoritære dagsorden og blev ”pragmatisk”.

De håbede alle, at de ved at kopiere de ekstreme højrepopulisters dagsorden kunne overbevise vælgerne om, at de skulle blive ved med at give dem magten.

Immigration, sikkerhed, globalisme, islamisme, wokisme… Det er emner, som de reaktionære kræfter har indført gennem deres investeringer i 24/7-nyhedskanaler (milliardæren Vincent Bolloré i Frankrig, Berlusconi i Italien, eller Murdoch i Storbritannien, USA og Australien) – og de har været kernen i den politiske debat i årevis.

Som set på TV

Når medielandskabet er ejet af reaktionære borgerlige, baner det en motorvej for højrefløjens vej til magten. Venstrefløjen bliver kun i stand til at svare igen, når medierne giver den en sjælden mulighed.

Mens det venstreorienterede medielandskab enten var ved at dø af økonomiske vanskeligheder eller valgte den ”pragmatiske” vej, forsøgte La France Insoumise i 2017 at skabe sit eget medie kaldet ”Le Média”. Det mislykkedes. Ydmygende, elendigt, med interne kampe og korruption.

Mediet eksisterer stadig, men det blev aldrig det, som den oprindelige støtte kunne have bragt det til. Venstrefløjen har ikke råd til at spilde de få chancer, den får, på grund af grådighed, ambition eller ego.

Det førte til andre projekter og forhindrede ikke andre journalister i at lave undersøgende og venstreorienteret arbejde. Men deres midler er begrænsede, og de taler i et ekkokammer. De er for begrænsede til at modvirke den magt, som milliardærer, der støtter flere aviser og tv-kanaler – har til at fremme deres egne dagsordener.

Derfor skal vi støtte alternative stemmer i at blive hørt og læst, så Murdochs og Bollorés vision om verden ikke bliver den eneste eller stærkeste historiefortælling, der er tilgængelig. Og så skal vi ikke være bange for at sætte vores egen dagsorden. Hvis vi ikke gør det, vil andre gøre det.