Militærkup i Niger – den autoritære offensiv og USA’s vaklende hegemoni

26. juli 2023 trådte en gruppe militærklædte personer frem på tv-skærmene i Niger og erklærede, at de havde taget magten fra den demokratisk valgte præsident Mohamed Bazoum. I første omgang så det ud til, at det var officerer fra Nationalgarden, der havde ansvaret for magtovertagelsen i Niger, mens militæret støttede præsidenten.

Det ændrede sig dog, da den øverstkommanderende for det nigerske militær på Twitter annoncerede, at man støttede kupmagerne med den begrundelse, at man ønskede at ”undgå konfrontationer, der kunne medføre blodsudgydelser” og advarede samtidig om at udenlandsk militær intervention ville have ”katastrofale og utilsigtede konsekvenser”.

Siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960 har Niger gennemlevet fire militærkup. Det har det meste af tiden som uafhængigt land levet under forskellige former for militært styre. I 2020-21 afholdtes et demokratisk valg i landet, der skabte håb om en bedre fremtid. Det var første gang siden uafhængigheden, at en magtoverdragelse skete på demokratisk vis.

Præsidenten og kupmagerne

Mohamed Bazoum blev valgt som præsident den 2. april 2021. Han er en erfaren politiker og leder af partiet Nigerien Party for Democracy and Socialism (PNDS-Tarayya). Hans valgløfter indeholdt blandt andet familieplanlægning, uddannelse specielt rettet mod piger, kamp mod klimaforandringer, udvikling af Nigers sikkerhed mod islamistiske grupper og bekæmpelse af korruption.

Bazoum er den første præsident, der kommer fra den arabiske Diffa-stamme (som kun omfatter 1,5 procent af befolkningen i Niger) og er sunni-muslim. I skrivende stund holdes præsident Bazoum fanget i præsidentpaladset.

Talsmanden for kupmagerne var i første omgang oberst Amadou Abdramane. Han blev dog hurtigt afløst af general Abdourahamane Tchiani, som 28. juli 2023 udråbte sig selv til præsident af Niger og leder af National Council for the Safeguard of the Homeland, som juntaen kalder sig selv.

Tchiani kommer fra Tillaberi regionen i det vestlige Niger, hvorfra mange af hærens officerer traditionelt rekrutteres. Han var chef for Nationalgarden og har tidligere været involveret i det kup, der tvang tidligere præsident, Mahamadou Issoufou, fra magten for at give plads til de demokratiske valg i 2020-21.

Militærkup og islamistisk terror

Kuppet i Niger er det syvende i rækken af militærkup i Vestafrika inden for de seneste to år. Vestafrika har samtidig gennem de sidste 10 år været præget af stærke islamistiske terrorgrupper. Og de er blevet stærkere og stærkere år for år.

Frank Gardner, BBC News, fremhæver den skrøbelige situation i Vestafrika og konkluderer: ”For de to vigtigste oprørsbevægelser i regionen, som er associeret med henholdsvis Islamisk Stat og al-Qaeda, er militærkuppet i Niger gode nyheder. De trives, når der er usikkerhed, dårlig regeringsførelse og lokal modstand.”

Udenlandsk indflydelse

USA’s udenrigsminister Anthony Blinken, besøgte i marts 2023 Niger, hvor han blandt andet lovede økonomisk bistand på 150 millioner USD. Han betegnede I den forbindelse landet som “et eksempel til efterfølgelse hvad angår modstandskraft, demokrati og samarbejde.” Både Frankrig og USA har tropper stationeret i Niger. Det skønnes, at der ved kuppet var cirka 1000 amerikanske soldater i landet og omkring 1500 franske.

Den 6. juli 2023 offentliggjorde Kina, at man havde diskussioner med Niger om en samarbejdsaftale, der blandt andet omfattede etableringen af en industrizone, konstruktionen af en 2000 kilometer lang olierørledning samt driften af en uranmine. Der har ikke været nogen officielle kinesiske reaktioner efter militærkuppet, udover at ambassaden i Niamey advarer kinesiske borgere i landet om at være forsigtige.

Regeringerne i Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Mali og Tchad har forkastet Frankrig og USA som de centrale internationale samarbejdspartnere og har valgt, at de hellere vil samarbejde med den russiske Wagner gruppe. Niger blev af Vesten anset som en sikker allieret, og Frankrig havde flyttet hovedkvarteret for deres operationer til netop Niger. Alt sammen forgæves, ser det nu ud til.

Der er noget tankevækkende i, at en menneskemængde, initieret af kupmagerne i Niger, den 27. juli 2023 demonstrerer i hovedstaden Niamey og nedbrænder hovedkvarteret for præsidents politiske parti, PNDS, mens de vifter med russiske flag.

Udlandets reaktioner

Der har været massive fordømmelser af militærkuppet fra mange forskellige sider. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrede kupmagerne til øjeblikkeligt at løslade præsident Bazoum. Den franske præsident Emanuel Macron, fordømte kuppet, ligesom USA’s udenrigsminister Anthony Blinken.

ECOWAS – Det Økonomiske Samarbejde i Vestafrika – fordømte på et møde d. 30. juli kuppet. De udstedte rejseforbud for Nigers militærfolk og indefrøs Nigers indestående i landenes centralbanker. ECOWAS gav kupmagerne en frist på en uge til at gå tilbage til demokratiske tilstande, og truer med ”at tage alle fornødne foranstaltninger for at genoprette forretningsordenen i Niger.”

EU har ligeledes fordømt kuppet og meddelt et fuldstændig stop på al økonomisk bistand til Niger, hvortil der var allokeret 503 millioner euro for perioden 2021-24.

Danmarks rolle

Danmark har, som sine vestlige allierede, set Niger som et bolværk mod både russisk indflydelse, islamisk terrorisme og som et sted, hvor man kan sætte ind mod de migrantstrømme, der går fra Vestafrika mod Europa.

I maj måned meddelte Udenrigsministeriet, at man ville underskrive en samarbejdsaftale med Niger om bekæmpelse af klimaforandringer, bekæmpelse af terrorisme, fattigdomsbekæmpelse, uddannelse og håndtering af migranter.

Aftalen, som Kronprins Frederik og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen underskrev i Nigers hovedstad Niamey, har en værdi af 920 millioner kroner. Med militærkuppet er der meget, der tyder på, at dette initiativ nu vil blive sat på pause.

Meget tyder på, at det danske øgede fokus på netop Niger hænger sammen med den europæiske (og i denne sammenhæng hovedsageligt franske) erkendelse af nødvendigheden af at styrke båndene til et land i Vestafrika, når en række af de øvrige lande er blevet anti-vestlige, som det er sket for Burkina Faso, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Samtidig har der fra dansk side været et perspektiv i at fokusere på årsagerne til den massive migration fra blandt andet Vestafrika mod Europa.

Hvorfor bekymre sig om et kup i Afrika?

Den danske politik i forhold til Afrika har inden for det seneste års tid ændret sig på den måde, at regionen er kommet højere op på dagsordenen. Den er med den seneste overordnede udmelding fra regeringen blevet et af fem prioriterede områder. I maj tog en dansk delegation som nævnt til netop Niger for at underskrive en aftale, der ville betyde, at Danmark ville fordoble støtten til landet.

Dengang var det blot et af eksemplerne på det øgede fokus på Afrika. Nu er rejsen blevet et eksempel på den gamle talemåde ’for lidt og for sent’, som ofte har været brugt, når politikere har været for langsomme i forhold til de problemer, de har forsøgt at løse.

I stedet for at være en ny privilegeret samarbejdspartner for Danmark er Niger blevet en del af en bølge af autoritære magtovertagelser i Afrika, hvor anti-vestlige følelser og aggressioner kommer til udtryk. Militærets offensiv i Niger er med andre ord en del af den aktuelle kupepidemi, som FN’s generalsekretær Antonio Guterres har kaldt den.

Denne er på sin side en del af den autoritære (illiberale, militære, m.m.) bølge, vi ser i hele verden, og som figurer som USA’s Donald Trump, Ruslands Vladimir Putin, Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan og Ungarns Viktor Urbán legemliggør. Som sådan bør den bredere analyse af, hvad der er sket i Niger, og hvordan landets udvikling skal forklares, tage udgangspunkt i generelle forhold og tendenser, der ligger uden for Niger selv.

Kuppet i Niger som udtryk for USA’s hegemonikrise

USA har siden Sovjetunionens sammenbrud haft et politisk hegemoni, der var så selvfølgeligt, at det blot blev opfattet som den almindelige fælles fornuft: Selvfølgelig kører præsident Clinton, Bush, Obama med klatten, selvfølgelig skal vi have demokrati og markedsøkonomi, selvfølgelig skal vi gøre op med de autoritære rester af den kolde krig. Og så videre.

Sådan er det ikke helt i dag. USA er stadig den stærkeste enkelte magt, men med finanskrisen og ikke mindst med Trumps aggressive fremfærd blev dets lederskab undergravet. USA fremstod for mange ikke mere som garanten for økonomisk fremgang og politisk stabilitet, men som en kriseplaget, snæversynet magt, der med førstemandens egne ord, bare ’satte USA først’.

Det gjaldt både i de gamle ’vestlige’ kernelande og i de lande, som havde set til USA som en støtte, der kunne føre dem ud af noget, der i årtier havde lignet permanent krise. Joe Biden har forsøgt at genoprette USA’s position. Det er sket med begrænset succes og med en højrepopulistisk opposition på bagsædet, som enhver udenlandsk partner gør klogt i at indstille sig på igen at skulle forhandle med om få år.

På baggrund af denne analyse, kan man fremsætte den påstand – hypotese om man vil – at autoritære magthavere og wannabes nu ser muligheder for andre udviklingsstrategier. Dels er USA og dermed dets støtte til demokrati svækket i forhold til tidligere. Dels fremstår både Kina og Rusland styrkede som kræfter med bud en alternativ verdensorden.

I dette verdensbillede står USA ikke længere som det eneste bud på fremtidens lederskab. Den autoritære kinesiske ledelsesstil med dens baggrund i bedre økonomiske væksttal end de amerikanske, er blevet det nye globale forbillede for nogle elitære grupper. Set i dette lys er den autoritære bølge en nærmest direkte følge af USA’s relative hegemonikrise.

Når det er sagt, skal det imidlertid huskes, at USA stadig udgør det stærkest funderede bud på globalt lederskab, og at de fleste nationale magtgrupper, når sandhedens time kommer, stadig støtter USA. Det har vist sig, når FN’s generalforsamlinger i 2022 og 2023 har diskuteret fordømmelser af Ruslands angreb på Ukraine.

Her har USA fået overvældende opbakning til sin linje, mens Rusland kun har kunnet mønstre en forkølet samling af seks, syv stater med Nordkorea, Belarus og Syrien som nogle af de typiske. Ikke noget prangende afkast på en storstilet og dyr satsning. USA’s aktuelle svækkelse er derfor kun relativ, men dens effekter er ikke desto mindre meget mærkbare.

Kuppet i Niger og Putins angreb på Ukraine er bare to eksempler, hvor det mærkes, at autoritære kræfters frygt for USA’s reaktioner er blevet mindre.