Mindeord: Bent Moos var strategisk tænker og pragmatisk fagforeningsmand

Lørdag 9. april døde Bent Moos (1945-2022). Han er ikke kendt af en bredere offentlighed, men har siden slutningen af 60’erne spillet en markant rolle internt på den danske venstrefløj.

Moos blev født i Sønderborg, og flyttede efter studentereksamen til Århus, hvor han startede på litteraturhistorie – et studie, som han aldrig fik færdiggjort. Han blev politisk aktiv i slutningen af 60’erne. I 1970 var han med til at danne ‘Leninistfraktionen’ i Venstresocialisterne, som i 1971 opnåede flertal på en af partiets kongresser. Fraktionen brød alligevel med VS et år senere for at danne Kommunistisk Forbund (KF) i januar 1973. KF eksisterede i syv år, inden organisationen meldte sig kollektivt ind i VS igen i 1980.

KF blev dannet for at opbygge en revolutionær, aktivistisk organisation med stærk fundering i arbejderklassen, bl.a. gennem systematisk fagligt arbejde. Det skete i løbet af de allersidste krampetrækninger af 60’ernes højkonjunktur. Få måneder efter satte oliekrisen ind, og den følgende massearbejdsløshed satte spørgsmålstegn ved så snævert et politisk perspektiv, som KF var dannet på.

Det blev understreget, da der fra 1974 opstod store massedemonstrationer med basis i de store industrivirksomheder imod de socialdemokratiske regeringers indkomstpolitik. De politiske opbrud i Sydeuropa, hvor diktaturerne i Spanien, Portugal og Grækenland faldt, og konturerne til et arbejderflertal med det eurokommunistiske PCI som dominerende kraft tegnede sig i Italien, stillede også nye krav til venstrefløjen om at udvikle en politisk strategi for omformning af hele samfundet, ikke blot at være en militant arbejderavantgarde på arbejdspladserne.

Kommunistisk Forbund udviklede i sin korte levetid derfor en veludviklet og særegen strategi for en overgang til et radikalt, socialistisk demokrati – der stadig er unik set med venstrefløjsbriller. Det skete dog ikke konfliktløst. Der var flere afspaltninger fra KF, men jeg tror alligevel, at de fleste af dets medlemmer oplevede organisationens udvikling som et frugtbart eksperimentarium mellem teoretiske diskussioner og politisk praksis i bevægelser og fagforeninger. Det skyldtes ikke mindst Moos.

Det var ham, der påtog sig opgaven at samle diskussionerne til et samlet strategi-papir, Vejen til socialismen, der blev udgivet som et særnummer af KF’s tidsskrift. Man opsamlede sine politiske erfaringer og sin politik i et ansøgningsdokument til Venstresocialisterne i 1979, der kan læses her.

Inviterede til medrefleksion

Moos var en samlende politisk figur, som kunne diskutere med alle fløje i organisationen – uden at politiske uenigheder udviklede sig til personlige fjendskaber. Han var usædvanlig lydhør og diskuterende, når andre rejste nye problemer og problemstillinger, og han justerede løbende standpunkter – uden på nogen måde at være holdningsløs. Tværtimod.

“Moos satte altid et aftryk i de politiske og faglige sammenhænge, han indgik i, men det var aldrig på en tromlende måde. Han inviterede i stedet til inklusion og medrefleksion.”

Moos satte altid et aftryk i de politiske og faglige sammenhænge, han indgik i, men det var aldrig på en tromlende måde, og det var forunderligt nok yderst sjældent sådan, at han føltes uundværlig. Moos inviterede i stedet til inklusion og medrefleksion.

Da Kommunistisk Forbund opløste sig selv i 1980, efter i nogle år at have været den stærkeste organisation fra ‘det nye venstre’ i de største provinsbyer, var vi mange, der troede, at Moos ville blive ledende og måske kendt repræsentant for VS.

Det skete ikke. KF’s aftryk på VS blev ret beskedent – Enhedslistens dannelse er måske det træk, der ligger mest i forlængelse af KF’s politik (uden at være et resultat af KF!).

Bartender og fagforeningsmand

Moos prioriterede da heller ikke VS-arbejdet, men kastede sig i stedet over fagforeningspolitisk arbejde frem til sin pension. Han startede i midten af 70’erne som bartender på Æsken – et medarbejderdrevet værtshus på 2. sal i en gammel æskefabrik, hvor store dele af den århusianske venstrefløj mødtes for at kværne bajere, sladre og diskutere.

Han blev derfor medlem af Hotel- og Restaurationspersonalets Fagforening (HRF), der ud over bartendere også organiserede opvaskere, stuepiger og andre ufaglærte grupper i restaurationsbranchen.

Moos blev aktiv i Århus-afdelingen af HRF under en lønkonflikt på Århus-Kalundborg-færgerne i 1978, hvor de ansatte i færgerestauranterne blev modarbejdet af den lokale afdelings forperson.

Det førte til opgør i lokalafdelingen, hvor venstrefløjen satte sig på flertallet, bl.a. med Moos som medlem af bestyrelsen. HRF var en fagforening med en svag faglig organisering, og dermed uden et stærkt eller traditionsrigt fagligt apparat. Moos blev medlem af forbundets hovedbestyrelse i 1979, og valgt som formand i 1982. Det sidste førte til, at han flyttede til København, hvor han mødte Kirsten, som han var kæreste med i resten af sit liv.

Balancegang

Moos var som fagforeningsleder yderst bevidst om at balancere mellem personligt at sympatisere med den radikale venstrefløj, og samtidig være formand for hovedsageligt socialdemokratiske tillidsfolk og medlemmer.

“Moos var som fagforeningsleder yderst bevidst om at balancere mellem personligt at sympatisere med den radikale venstrefløj, og samtidig være formand for hovedsageligt socialdemokratiske tillidsfolk og medlemmer.”

Men det betød ikke, at han veg tilbage fra at stille radikale forslag, eller at han ikke satte betydelige faglige aftryk. Da Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke blev stiftet, var han med til at få fastlagt lønningerne til de faglige ledere på et niveau, der ikke stak helt af fra medlemmernes. Det betød lønnedgang for en del ledere – og begrænsede også hans egen løn.  

Op igennem firserne var Moos stærkt involveret i flere store og afgørende faglige konflikter. Her skal jeg nævne to, der begge endte som sejre:

Det ene drejer sig om La Cabana i Herning. Natrestauranten nægtede i 1983 at indgå overenskomst og betale nattillæg for sine tjenere, og fagbevægelsen aktionerede med blokader, demonstrationer og leveringsstop for øl og vand fra 1983 til 1989, inden en ny ejer indgik overenskomst med de ansatte.

Den anden handlede om McDonalds’ burger-restauranter. De første forsøg på at skaffe en overenskomst startede i 1982, men først i 1989 lykkedes det at få burgerkæden til at indgå overenskomst. Aftalen sikrede med det samme de ansatte en lønstigning og nye rettigheder. Og det var én af de første gange på verdensplan, at kæden overhovedet indgik overenskomst.

Moos’ faglige og politiske engagement fortsatte også efter hans pensionering, blandt andet i Enhedslistens faglige landsudvalg. Moos deltog helt frem til sin pludselige og uventede død i ugentlige møder med Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske ordførere i Folketinget.

Markant og åben

Moos har siden min pure ungdom været et af mine politiske forbilleder. Udogmatisk, revolutionær, markant – og åben og demokratisk. Jeg har personligt haft den store fornøjelse at genopfriske mit venskab med Moos i de sidste par år ved sammen med ham at lave træf for gamle KF-medlemmer.

Her har vi bl.a. diskuteret brugbarheden af KF-arven – hvor én af Moos centrale pointer har været, at partiets rådsbaserede socialismeopfattelse var mangelfuld. Det burde have været videreudviklet med visioner om gennemført demokratiske samfundsstrukturer.

Det kan der være noget om.

Men basisdemokrati og pluralisme har samtidigt været grundingredienser i alle de sammenhænge, jeg har indgået i med Moos – personificeret i hans egen behagelige personlighed og praksis.

Hvor jeg dog vil savne ham.

Vil du vide mere? Hør Vand under Broen med Bent Moos her