Foto: Majbritt Press / Solidaritet
14 min. læsetid

Hvorfor skal Bwalya Sørensen interviewes, som om hun var en minister, der har begået lovbrud? Black Lives Matter Denmark skylder ikke nogen forklaring på, hvorfor de selv vil organisere en demonstration mod anti-sort politivold, i stedet for at lade sig indkalde under Amnesty Internationals banner.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Nina Trige Andersen

Den 9. juni kunne man læse i Solidaritet, at en demonstration i Aalborg var blevet aflyst ”efter pres fra Black Lives Matter Denmark”. Artiklen gik forudsigeligt nok viralt. Den passer nemlig perfekt til den hvide fortælling om, at det er vanskeligt at lave antiracistisk arbejde sammen med people of color, fordi de ikke forstår eller sætter pris på gode hensigter. I øvrigt tjekker de åbenbart heller ikke mails og eller facebookbeskeder (fra folk de ikke kender). Og så bliver det jo helt umuligt.

Jeg er sådan set ret sikker på, at det ikke var skribentens hensigt at skabe den effekt, som artiklen har. Her tænker jeg ikke kun på, at ”nyheden” glubsk blev taget op af højreorienterede medier. Her tænker jeg også på den effekt, som artiklens struktur i sig selv producerer – nemlig at caste Bwalya Sørensen, talsperson for Black Lives Matter-Danmark, som urimelig og konfliktskabende og nogle aalborgensiske gymnasieelever og Amnesty International som gode antiracister, der blev forhindret i at vise deres solidaritet.

Men den effekt er desværre indbygget i selve den måde, artiklen er skåret på, og derfor er dette også historien om et bebudet (karakter)mord. I dette tilfælde på Bwalya Sørensen, der gennem et klassisk journalistisk skema bliver tildelt rollen som skurk, allerede før hun har fået mulighed for at sige et ord.

Hvem kan ikke trække vejret?

Forbrydelsen? At hun ikke lod sig indkalde under Amnesty Internationals banner til en antiracistisk demonstration, og at det kollektiv, hun repræsenterer, selv valgte dagen og udtryksformen for protest mod den vold, der konkret former netop deres liv. Et kollektiv af mennesker, hvis kropstegn sætter dem i direkte forbindelse med George Floyd, som blev slået ihjel af politiet i USA alene af den grund, at han var sort, og hvis mord er den aktuelle anledning for en bølge af protester verden over.

Og jo-jo, racisme strukturerer klasse og er en magtstrategi sammenvævet med kapitalisme og patriarkat, og derfor angår racisme og antiracisme i en eller anden forstand os alle – uanset kropstegn og familiehistorie. Men racisme indvirker altså mere konkret og håndgribeligt på nogles liv end på andres, og dem, der mærker undertrykkelsen på egen krop, behøver ikke stå til ansvar overfor dem, der ikke gør, når det angår kampens former og hvem der kan indkalde til hvad og hvornår.

“Det er ikke mig, der risikerer at blive slået ihjel af en panser på grund af min hudfarve. Og det risikerede min norske fjeldabefar jo i øvrigt heller ikke.”

Jeg er selv hvid med et temmelig traditionelt dansk efternavn, og selvom man ikke skal længere tilbage i generationerne end min far, der blev kaldt fjeldabe fordi han kom til Aarhus fra en norsk landsby i 1950’erne (ja, mere skal der såmænd ikke til for at blive udsat for racisme i en eller anden form), bliver jeg ikke udsat for racisme rettet mod min person. Derfor skal jeg selvfølgelig heller ikke stå til en protest og råbe I can’t breathe, for det kan jeg godt. Det er ikke mig, der risikerer at blive slået ihjel af en panser på grund af min hudfarve. Og det risikerede min norske fjeldabefar jo i øvrigt heller ikke.

Til gengæld kender jeg udmærket den maskine, Bwalya Sørensen i disse dage bliver trukket igennem, fra andre former for strukturel undertrykkelse. Jeg kender den som freelancer i et fagforbund domineret af fastansatte. Jeg kender den som kvinde i en verden, hvor mænd vil definere feminismens udtryksformer og grænserne for feministisk kamp. Jeg kender den som lesbisk aktivist, hvor jeg mere end én gang er blevet belært af heteroseksuelle om, hvad der vil gavne den seksualpolitiske kamp mest, og hvorfor jeg skulle tage at bakke om op deres initiativer og holde op med at være så rabiat.

Imod racisme og undertrykkelse: Solidaritet dækker den globale Black Lives Matter-bevægelse.

‘Massernes grænse’

Ikke mindst er jeg blevet belært om, hvor grænserne går for, hvad ”masserne” kan forstå, og hvorfor det er vigtigt, at jeg ligesom respekterer det og ikke går for vidt. Så der kan det være godt liiiiige at vise sig lidt mere samarbejdsvillig overfor de fastansatte, mændene, de heteroseksuelle. Og da især overfor dem, der faktisk har rigtig gode intentioner.

Det er også, hvad Hans Hyttel fra Amnesty International Aalborg venligt, men forgæves – forstår vi på artiklen – har forsøgt at forklare Bwalya Sørensen: Ved at insistere på deres egen demonstration ville Black Lives Matter skabe ”voldsom forvirring” og “dårlig dækning i medierne”, som han skrev i en henvendelse, hvor han opfordrede BLM-DK til at rykke deres demonstration til en anden dag.

Jeg forventer ikke, at Hans Hyttel forstår det – ligesom så mange andre, jeg selv er blevet forsøgt omfavnet af gennem tiden i forbindelse med andre kampe, heller ikke har forstået det – men det er simpelthen så provokerende skrevet.

Tilbage til selve artiklens opbygning. Den starter med at redegøre for forløbet: Nogle gymnasieelever (det fremgår ikke af artiklen, om de selv har fx kropstegn eller navne der gør, at de bliver konkret udsat for racisme) ville gerne lave en demonstration i Aalborg imod racisme og politibrutalitet i kølvandet på protesterne mod George Floyd-drabet. De tog kontakt til Black Lives Matter Denmark, men fik ikke svar, og begyndte så selv at organisere demonstrationen med Amnesty International’s lokalafdeling som medarrangør. Herfra tager artiklen en drejning, der bliver formativ for alt, hvad der siden sker i teksten – og for de effekter, den har skabt.

”Arrangørerne har over for Solidaritet dokumenteret, at de 4. juni også havde inviteret Bwalya Sørensen, der er talsperson for BLM-DK, til at være taler ved denne demonstration,” står der. Med dette ordvalg – ”dokumenteret” ledsaget af en dato – har vi fået slået an, at dette er en slags undersøgende journalistik. Et hændelsesforløb bliver kortlagt ved hjælp af dokumentation og tidsangivelser, og dem, der kan dokumentere ting og har kronologien og mailboksen i orden, de har som bekendt retten på deres side.

Inden for det følgende døgn sker der så det, at BLM-DK ikke svarer ”men i stedet varslede en anden demonstration på samme dato”. Igen bliver det antydet med ordvalget ”i stedet” at BLM-DK ikke blot uhøfligt ignorerer invitationen, men simpelthen vælger at obstruere ved at lægge noget samme dag.

Den oplagte løsning

I forhold til selve hændelsesforløbet kunne den situation, der i artiklen fremstilles som en konflikt skabt af BLM-DK, nemt have været undgået. Der er nemlig en meget oplagt løsning, som skribenten forsømmer at undre sig over: Hvorfor valgte Amnesty International og gymnasieeleverne ikke at droppe forberedelserne til ”deres” demonstration og i stedet gå all in på at mobilisere til den demonstration, som de nu havde konstateret, at BLM-DK havde indkaldt? Var det ikke netop dét, de havde ønsket sig – altså at der kom en Black Lives Matter demonstration i Aalborg?

I stedet for at stille dette oplagte spørgsmål, får læserne i stedet en gennemgang af Amnesty International’s credentials: ”Hans Hyttel og Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg har gennem årene taget initiativ til talrige demonstrationer på Krystalnatten, for kvinderettigheder, for flygtningesolidaritet og imod krænkelser af menneskerettighederne.”
Amnesty International har med andre ord et funklende antiracistisk CV, så det er ret strengt, at de nu er blevet presset af banen. Måske fordi Amnesty-repræsentanten Hans Hyttel afviser at stille op til interview – hvilket ikke problematiseres, men snarere fremstilles som en helt naturlig reaktion på at være blevet sat i så ærgerlig en situation – bliver resten af artiklen til et kritisk interview med Bwalya Sørensen.

Hun bliver først afkrævet svar på, hvorfor BLM-DK valgte at lægge en demonstration samme dag som Amnesty havde indkaldt. I stedet for at spørge åbent til BLM-DK’s mobiliseringstrategi, planlægning, politiske tanker og udtryksformer, hvilket ellers kunne have været nok så interessant, så bliver det allerede i første spørgsmål konstateret, at BLM-DK har opført sig obstruerende.

“Gennem valg af vinkel og interviewoffer er det på forhånd fastlagt, at det er BLM-DK, der har et forklaringsproblem. Genren, der er valgt, er det kritiske interview, hvor spørgsmålene strukturelt bygger op til en afsløring af, at interviewpersonen ikke har rent mel i posen”

Når Bwalya Sørensen så svarer, at BLM-DK faktisk indkaldte før Amnesty, bliver hun trukket rundt i en spørgemaskine, hvor hun skal redegøre for, hvilke mails og invitationer de havde fået hvornår, og hvorfor de gjorde nogle ting og undlod at gøre andre ting osv., osv. Ikke på en åbent spørgende, men på en inkvisitorisk måde.

Spørgsmålene er fulde af formuleringer som ”ifølge mine oplysninger”, og Bwalya Sørensen bliver konfronteret med egne ordvalg (”Men for kort tid siden kaldte du det for “lodret løgn”…”) og gang på gang afkrævet forklaring på valget om ikke at lade sig indkalde under Amnestys banner, men i stedet organisere en Black Lives Matter demonstration og selv vælge tid og sted.

Gennem valg af vinkel og interviewoffer er det på forhånd fastlagt, at det er BLM-DK, der har et forklaringsproblem. Genren, der er valgt, er det kritiske interview, hvor spørgsmålene strukturelt bygger op til en afsløring af, at interviewpersonen ikke har rent mel i posen.

Black Lives Matter-demonstrationerne til støtte for den amerikanske protestbevægelse har samlet titusinder af danskere på gaden de seneste uger. Det er Amnesty International, der skylder en forklaring på, hvorfor de prøvede at presse BLM-DK til at rykke deres demonstration, og ikke omvendt, mener Nina Trige Andersen. Foto: Majbritt Press / Solidaritet.

Det er clickbait

Det kritiske interview, hvor man foreholder interviewofferet en række fakta fx omkring et hændelsesforløb – og bygger spørgsmålene op på en måde, der enten vil få interviewofferet til at afsløre ting, de ikke ønskede at få frem, eller om ikke andet afsløre, at de har noget at skjule – er en genre, der kan give mening overfor personer på magtfulde poster. En minister for eksempel, eller en direktør, eller en repræsentant for en international NGO. Men hvorfor skal genren iværksættes overfor BLM-DK’s talsperson? Kan det på nogen måde gøre os klogere på de politiske valg og positioner, Bwalya Sørensen og BLM-DK indtager?

Det kritiske interview kræver, at man har sin dokumentation i orden, og altså i princippet, at man kunne have skrevet sin ’afsløring’ uden det kritiske interview. Dermed kan man også sige, at det kritiske interview til dels er spil for galleriet. Det er underholdning. Det handler om at vise publikum, hvordan interviewofferet vrider sig for at undgå at falde i fælden, og vise reaktionen, når det så alligevel lykkes den fremragende journalist at få interviewofferet på glatis.

Med andre ord: Det kritiske interview er clickbait og går i sin logik både ud på at udstille interviewofferet som den skurk, man allerede gennem sin research har konstateret, at vedkommende er, og at fejre journalisten som ikke bare sandhedens tjener, men en sandhedens tjener, der kan sit kram.
Når jeg indledningsvist skriver, at jeg ikke tror, skribenten havde til hensigt at skabe de effekter, som artiklen fik, handler det blandt andet om, at jeg tvivler på, skribenten var sig denne logik bevidst. Mig bekendt er skribenten for det første ikke journalist, og for det andet aner journalister ofte ikke, hvad de har gang i og hvorfor. Men uvidenhed er som bekendt magtens privilegium, og er i den forstand aldrig nogen god undskyldning.
Det er imidlertid ikke mit ærinde at hænge skribenten ud, eller for den sags skyld hænge andre ud. Hele ”sagen”, og artiklen om ”sagen”, er jo belagt med gode intentioner. Men gode intentioner er ikke nok. Og det er vi nødt til at tale om og forholde os til.

Læs også: Black Lives Matter USA: Nej til lykønskninger – nej til selvpineri

Vi er nødt til at tale om, hvordan undertrykkelse bliver produceret konstant og hele tiden, også af folk, der ønsker at bekæmpe undertrykkelsen. Og i en mediekontekst – især et medie, der som Solidaritet ønsker at gøre noget andet end de borgerlige medier – er man nødt til at reflektere over, hvad en genre og en formidlingstilgang gør ved indholdet. Hvad det gør ved selve måden, vi forstår ting på – og hvad vi ikke får mulighed for at forstå – og ved måden, ting kan blive (mis)brugt på.

For eksempel kunne præcis den samme ”sag” have været behandlet under en fuldstændig anden rubrik. Som jeg personligt ville mene var mere dækkende, nemlig: ”Amnesty International vil kun mobilisere til antiracistisk demonstration, hvis de får deres navn på”.
Faktisk er det komplet ligegyldigt, hvem der kom først, og hvem der allerede havde lejet lydvogn, og hvem der sendte en mail eller facebookbesked hvornår, og hvem der ikke svarede og hvorfor.

Åbne spørgsmål giver indsigt

For så vidt jeg kan læse mig til – ud fra den ”dokumentation” som artiklen fremlægger – er sagen jo, at de eneste, der forsøgte at presse nogen til noget, var Amnesty International. De ville have, at BLM-DK skulle flytte deres demonstrationsdato. Hans Hyttel fra Amnesty International tillod sig endda i sin henvendelse at give det alfaderlige råd, at det først og fremmest ville være BLM-DK, der kom i problemer, fordi de efter hans mening var kommet for sent i gang.

Det faldt ham åbenbart ikke ind at sige til BLM-DK: ’Det er kommet til mit kendskab, at I har planlagt en demonstration samme dag som os og med samme formål – så vi aflyser selvfølgelig vores og mobiliserer i stedet til jeres, hvis altså vi er velkomne, og I må også gerne låne vores lydvogn’. For hvis han havde gjort det, havde Amnesty International jo nok ikke fået sit navn på som arrangør. Og så er det åbenbart ikke vigtigere, det der antiracisme, eller hvad?

I stedet for at gøre en ”sag” ud af det, kunne man have lavet en artikel, der faktisk gjorde læserne klogere på, hvad BLM-DK ville med sin demonstration i Aalborg, hvordan og hvorfor, og hvad deres holdninger og strategi i øvrigt er. Det havde ikke behøvet at være mikrofonholderi. Men i stedet for på forhånd at caste Bwalya Sørensen og BLM-DK som nogen, der skylder en forklaring, kunne man have spurgt åbent. Nysgerrigt. Hvis altså man reelt gerne ville høre svarene og prøve at forstå dem. En sådan artikel var desværre nok ikke gået viralt, men til gengæld kunne dem, der havde gidet læse den, måske have fået noget indsigt.


Nina Trige Andersen er freelancejournalist og historiker, og er aktiv inden for faglig organisering og seksualpolitik.