Naomi Klein: Venstrefløjen mistede sig selv i 1990’erne. Nu har en ny generation genoplivet den

Jeg voksede op i 90’erne, og fik mit første rigtige journalistarbejde som redaktør på et lille venstrefløjsmedie. Vi kæmpede med faldende abonnementer og forskellige færre tilskud. Vi var konstant på nippet til at udgive vores sidste nummer. Bladet hed This Magazine, og var allerede blevet grundlagt i 1960’erne. Dengang bredte venstreorienterede idéer sig som en steppebrand. Men i midten af 1990’erne var ilden gået ud, og vi kunne kun puste til de sidste gløder for at forhindre den i at slukket helt.

Ved et af mine første redaktionsmøder foreslog jeg, at vi kunne afholde en offentlig begravelse for venstrefløjen, så vi kunne tage ordentligt afsked med dens mange centrale idéer. I stedet råbte vi i munden på hinanden, hvordan Francis Fukuyama tog fejl, og historien ikke var afsluttet; at Margaret Thatcher havde løjet for os – der var altid et alternativ – at de multinationales handelsaftaler ikke var ‘frie’, men derimod tog sig dyrt betalt fra arbejdere, levemåder og naturen.

Læs også: Naomi Klein: Nu ser vi de første tegn på klimabarbariets æra

Jeg forestillede mig ofte, at den forholdsvis lille og marginaliserede gruppe, der stadig så sig selv som venstreorienterede havde mast foden ind i historiens døråbning, for at forhindre de nyliberale i at lukke den helt. Vi fik ømme tæer, men formåede trods alt at holde døren på klem. Det var lige nok til, at den nye generation kunne sparke døren op igen. Det er ikke ligefrem en bedrift, der vil blive sunget heltekvad om – “de holdt døren en smule åben!” – men det var heller ikke ingenting.

Kapitalismens brølende motor

Vi fik gjort nogle ting rigtigt i årenes løb, og tog fejl på andre områder. Vi var ivrige internationalister, og var begejstrede over det stadig unge internets muligheder for at binde bevægelser sammen på tværs af landegrænser, at skabe alliancer mellem arbejdere i Indonesien og forbrugere i Frankrig. Men i Nordamerika og Europa var alt for store dele af venstrefløjen hvid, og for mange af dens folk gjorde alt til et spørgsmål om klasse. Derfor kunne man ikke se, hvordan hvid herskermentalitet blev brugt som brændstof i kapitalismens brølende motor.

“Diskussionen [om revolution] var ofte forvist til små sekteriske grupper, der holdt fast i en forstenet analyse af kapitalen, som med kulturteoretikeren Stuart Halls ord blev til en historisk anakronisme.”

Det var rigtigt af os at kritisere handelsaftalerne, men også den globale dagsordens bærende institutioner, såsom World Economic Forum og dets årlige topmøde i Davos. Vi var for bange for at identificere kapitalismen som drivkraften bag udviklingen, og brugte i stedet omskrivninger som virksomheds-globalisering og markedsfundamentalisme. Vores analyse var stærk, når det drejede sig om at forklare, hvordan systemet undergravede lønningerne, og fik alle steder til at virke fremmede, men vi var også for langsomme til at forbinde det hungrende profitmonsters nedskæringsiver med klimakrisen. Den største begrænsning var Den Kolde Krigs antikommunisme, der havde sat sig så dybt i vores fælles forestillingsevne i de år, at vi blev ved med at være bange, selv efter vi begyndte at kalde os antikapitalister. Vi turde ikke sætte ord på en sammenhængende vision for en verden efter kapitalismen: Med forbindelse til naturen, feminisme, demokrati, afkolonisering og socialisme.

Der var også undtagelser, selvfølgelig – folk, der stadig turde tale om socialisme og revolution. Men den diskussion var ofte forvist til små sekteriske grupper, der holdt fast i en forstenet analyse af kapitalen, som med kulturteoretikeren Stuart Halls ord blev til en historisk anakronisme. Politologen Wendy Brown beskrev et årti senere, hvordan venstrefløjen “var fanget i en melankolsk tilknytning til en særlig udgave af sin egen døde fortid, hvis ånd er som et spøgelse, og hvis struktur begærligt kigger mod fortiden, og bebrejder sig selv.

Et par måneder efter blev min første bog, No Logo udgivet. Den havde trodsigt iført sig kapitalismens egne klæder. Analysen var ikke perfekt, men forsøget på at finde frem til svaghederne i den næste generation af ansvarsfraskrivende brands, fremstillet af underleverandører uden noget ejerskab over produktionsforholdene, havde den i det mindste noget på hjerte. Bogen var et forsøg på at engagere sig i dén verden, der var på vej op gennem ruinerne af en pulveriseret venstrefløj – snarere end den verden, der kunne have været.

Omsorg, gengældelse og kærlighed

I 2020, hvor hele verden lukkede ned i forsøget på at stoppe en ny form for virus, fyldte No Logo 20 år – og jeg blev 50. De runde tal føltes tunge, og hjalp mig til at forstå, at vi igen er trådt ind i en ny æra, hvor der ikke er tid til forstenede, spøgelsesagtige analyser. Kapitalismen har igen skiftet karakter. Vores omverden ændrer sig med hastige skridt, og højrefløjen har på skræmmende vis fulgt med.

“At slippe af med kapitalismens grusomme logik – og i stedet gøre omsorg, gengældelse og kærlighed til vores etiske fundament – bliver omdrejningspunktet i den næste frigørelseskamp.”

Men heldigvis har venstrefløjen også ændret sig. Den bliver ikke længere holdt sammen af en flok gamle nostalgiske fortidslevn. Dens analyser er tværtimod ved at blive mere mainstream, og den vokser også i antal. Venstrefløjens ledere er endelig blevet et bredt udsnit af befolkningen, sådan som den altid burde have været, og med diversiteten er der også kommet nye dristige visioner, der er resultatet af hårdt tilkæmpede erfaringer fra frontlinjen af kampen mod kapitalismens barbari.

Venstrefløjens største udfordring er nu, at kapitalens kolonisering af verden er så altomfattende, at markedslogikken – herunder virksomhedernes branding af sig selv – er blevet til en del af dens egen identitet. Den måde at være på, at tænke på, som spiller alle ud mod hinanden som en direkte antitese til solidaritet, er nu med til at præge vores identitet som individer – for slet ikke at tale om de informationsstrømme, der binder os til hinanden i samtale.

At slippe af med kapitalismens grusomme logik – og i stedet gøre omsorg, gengældelse og kærlighed til vores etiske fundament – bliver omdrejningspunktet i den næste frigørelseskamp. Kun derefter kan vi endeligt erklære 90’erne for borte.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Naomi Klein. Læs den oprindelige artikel på The Nation.