Finn Sørensen: Nej til EU-dikteret mindsteløn – ja til fælles kamp!

“Er det usolidarisk, når fagbevægelsen i de nordiske lande blankt afviser en EU-dikteret mindsteløn, som flere af deres kolleger i andre EU-lande ellers er varme tilhængere af? Nej, mener Finn Sørensen: “EU-regulering af løn og ansættelsesvilkår er ikke vejen til at styrke den faglige solidaritet blandt Europas arbejdere – som der er så hårdt brug for”.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Finn Sørensen, Arbejdsudvalget for Fagbevægelsen mod Unionen

Den nye EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen har bebudet, at hun i begyndelsen af det nye år vil fremsætte forslag til en ”retsakt”, som indfører regler for en EU-fastsat mindsteløn. Det har fået en gammel strid til at blusse op i den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS). Fagbevægelsen i Danmark og Sverige er enige om blankt at afvise EU-regulering af lønnen. De mener slet ikke, at kommissionen har ret til at fremsætte sådan et forslag.

Formanden for EFS og flere fagforeninger i de øst- og syd-europæiske lande støtter kravet om en EU-dikteret mindsteløn. De mener, det er nødvendigt, hvis man skal hæve mindstelønnen i deres lande, hvor de kollektive overenskomster og den faglige organisering er trykket helt i bund. Et synspunkt, som også støttes af dele af den europæiske venstrefløj.

I strid med frie forhandlinger

Hvad bliver konsekvensen af at overlade regulering af lønnen til EU? Ingen kan benægte, at det vil være et klokkeklart indgreb i den frie forhandlings- og konfliktret. Det er nemt at forstå fra en skandinavisk synsvinkel. I Danmark er det for eks. arbejdsmarkedets parter, der forvalter og fortolker overenskomsterne via det fag- og arbejdsretlige system. Men nok så vigtigt: Det er medlemmerne af fagbevægelsen, der i sidste ende bestemmer, om de vil acceptere indholdet i en overenskomst, eller tage en konflikt for at forbedre vilkårene.

Selv i de tilfælde, hvor en regering griber ind for at stoppe en overenskomstkonflikt, har man muligheden for at få et andet flertal i Folketinget, og ad den vej gennemføre en anden politik. Men i samme øjeblik der indføres en EU-regulering af mindsteløn, har man overladt det til andre landes regeringer – og i sidste ende til EU-Domstolen – at afgøre, hvilke vilkår vi skal arbejde under – uden mulighed for at lave om på det – med mindre man kan overbevise de andre EU-lande, eller ved at melde sig ud af EU.  

Underordnet de økonomiske ‘friheder’ og nedskæringspolitikken

Faglige ledere i de syd- og østeuropæiske lande afviser ikke den sammenhæng. De mener bare, de står så svagt, at de er nødt til at bede EU om hjælp til at hæve mindstelønnen. De selvsamme faglige ledere understreger, at de allerhelst vil have et kollektivt aftalesystem som vi har i Danmark, med landsdækkende, kollektive overenskomster, forhandlet uden statens indblanding, og med dertil hørende konfliktmuligheder. Men hvorfor så bede EU om at regulere fastsættelse af mindstelønnen?

Jo mere man overlader til EU at regulere løn- og ansættelses-vilkår, jo mindre indflydelse får arbejderne på deres egne vilkår, og jo mere magt får EU-domstolen. Sporene skræmmer. Tænk bare på Domstolens afgørelser i en række sager, med Laval-dommen som den vigtigste, hvor svenske bygningsarbejderes konflikt for at skaffe svensk løn til lettiske arbejdere blev dømt ulovlig. Og Rüffert- og Luxembourg-dommene, hvor en tysk delstat og staten Luxembourg fik at vide, at de ikke må kræve gældende overenskomster overholdt af udenlandske virksomheder.

Harmonisering af medlemslandenes arbejdsmarkedspolitik

Kommissionen er sat til at vogte over reglerne om fri bevægelighed og den traktatfæstede nedskæringspolitik, som er drivkraften bag den massakre, der har været på de kollektive overenskomster og strejkeretten i en række sydeuropæiske lande den seneste halve snes år. Kommissionen lægger heller ikke skjul på, at en EU-regulering af mindstelønnen vil være led i – dvs. underordnet – selv samme nedskæringspolitik, og sidst men ikke mindst underordnet de såkaldt ”økonomiske friheder”- den fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Det fremgår krystalklart af den ”Erklæring om en social søjle” fra 2017, som Kommissionen tager udgangspunkt i, når den taler om EU-reguleret mindsteløn.

Det ligger også i forlængelse af, at Kommissionen i flere år har brugt de årlige anbefalinger til landenes beskæftigelsespolitik til at give henstillinger om, at landene skal gøre deres lønsystemer mere ”fleksible”, med sigte på at skabe større sammenhæng mellem løn- og produktivitets-udvikling. Så nej. Det er ikke omsorg for de lavtlønnede i EU, der ligger bag Kommissionens ideer om en EU-reguleret mindsteløn. Det er ønsket om harmonisering af medlemslandenes arbejdsmarkedspolitik.

Faglig solidaritet

Det er vigtigt, at de nordiske landes fagbevægelse lægger vægt på disse argumenter, når de skal forklare modstanden mod EU-regulering af lønvilkårene. Det er ikke kun af hensyn til vores egen overenskomstmodel. Det er for at begrænse EU’s indflydelse på den frie forhandlings- og konfliktret mest muligt, for at sikre de bedst mulige kampvilkår for fagbevægelsen i hvert land. Det er sikkert ikke nok til at overbevise de øst- og sydeuropæiske kolleger, og de dele af den europæiske venstrefløj, der har stirret sig blind på, at EU skal løse problemerne.

Fagbevægelsen i de nordiske lande må samtidig give håndslag på at skrue op for den praktiske solidaritet, den allerede yder i dag. Fagbevægelsen i en række syd- og østeuropæiske lande er utroligt svag, og har brug for endnu mere praktisk hjælp til faglig uddannelse med henblik på organisering og overenskomstdækning. Det handler også om at mobilisere danske arbejdere til konkret hjælp, når vores kolleger i andre lande tager kampen op mod deres arbejdsgivere og regeringer for højere mindsteløn. Et led i det kan være en fælles faglig kampagne på europæisk plan, for at støtte hvert lands fagforeninger i kampen for at hæve mindstelønnen i deres eget land.

Kan det stoppes?

Men i første omgang har fagbevægelsen i de skandinaviske lande og venstrefløjen ikke andet valg, end at forsøge at stoppe et direktiv om EU-mindsteløn. Første – og måske eneste – mulighed er den korte høringsfase efter at Kommissionen har præsenteret et udkast. Her skal parlamenterne i alle medlemslande forholde sig til, om Kommissionens udkast er i overensstemmelse med ”nærhedsprincippet”. dvs. om det overhovedet er noget, EU skal regulere. Hvis 1/3 af de nationale parlamenter siger nej, skal Kommissionen genoverveje udkastet, og evt. trække det tilbage. Det er lykkedes før, for eksempel da Kommissionen i 2004 ville have ret til at begrænse konfliktretten, hvis den var til gene for det indre marked. Hvis det ikke lykkes, og direktivet bliver fremsat som konkret forslag, bliver det rigtig svært. Intet land kan nedlægge veto. Det kræver et såkaldt ”blokerende mindretal” i Rådet at stoppe direktivet.

Ingen lovhjemmel

Den danske regering vil sikkert – med rette – hævde, at Kommissionen ikke har lovhjemmel i traktaten til at regulere lønforhold. Det vil bare ikke i sig selv stoppe direktivet. Danmark kan rejse en sag, når direktivet er vedtaget – ved EU-domstolen! Et dansk krav kan også være, at Danmark får en undtagelse fra direktivet, men det er svært at forestille sig, da det vil være i strid med et direktivs formål – nemlig at det skal gælde for alle de lande og borgere, som det retter sig imod.

Den danske fagbevægelse og dens støtter i folketinget skal derfor stå meget tidligt op, hvis man skal forhindre EU i at skære endnu en luns af den danske overenskomstmodel. Her hviler et særligt ansvar på Socialdemokratiet, der jo siden 1972 utallige gange har lovet os, at EU-indgreb i den kollektive overenskomstmodel aldrig kunne finde sted!