Nekrolog over Toni Negri – arbejdermagt og ekskluderende venstreopposition

Toni Negri døde 90 år gammel kort før jul i Paris, hvor han havde levet store dele af sit liv i eksil. Negri var filosof og politisk aktivist, der med Empire fra 2000 for alvor blev internationalt kendt. Det var den første større refleksion over den nyliberalistiske vending i den globaliserede økonomi på et marxistisk grundlag.

Negri nåede at blive udråbt til en af de mest indflydelsesrige intellektuelle i verden. Men han var også meget omstridt og blev klassificeret snart som en dårlig læremester, snart som en genial tænker og snart som en uretfærdigt forfulgt akademiker.

Negri gennemlevede som få de yderste paradokser i det opbrud i de vestlige samfund, der gerne forbindes med ‘1968’. Det bærer hans enorme produktion af bøger og artikler præg af, og det kom til at præge hans personlige liv, da hans aktiviteter førte til et nærmest permanent mellemværende med det italienske retsvæsen.

Negri var med til at give radikaliteten i den italienske arbejder- og studenterbevægelse i 1960’erne en teoretisk overbygning i tidsskrifter som Quaderni Rossi og Classe operaia, der lancerede en særlig ‘arbejderisme’.

Det Nye Venstre i 1960’erne og 1970’erne

1960’ernes øgede uro på arbejdsmarkedet og på universiteterne kulminerede i ‘det varme efterår’ 1969. Der blev i dette klima skabt nogle sociale og teoretiske præmisser for dannelsen af et Nyt Venstre til venstre for det store kommunistiske parti, PCI.

Det italienske samfund var inde i en generel venstredrejning, der fortsatte ind i første halvdel af 1970’erne med flere rettighederne til arbejderne inden for fabrikkens mure. Kvinderne og de unge frigjorde sig fra patriarkalske familiemønstre.

Som følge af denne udvikling opstillede Det Nye Venstre optimistisk egne partier til parlamentsvalgene. Ingen af disse partier var dog i stand til at mobilisere mere end nogle få procent endsige true PCI’s altdominerende rolle på venstrefløjen. Faktisk øgede kommunisterne deres tilslutning ved flere valg i 1970erne.

Denne periode så også begyndelsen på tidens politiske terrorisme i Italien, da 1969 sluttede med et bombeattentat i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano, der kostede mange livet. Det kom senere frem, at en nyfascistisk gruppe stod bag.

Det blodige attentat var et vidnesbyrd om, at der var stærke kræfter, som modarbejdede ikke bare venstredrejningen, men hele den demokratiske orden. Negri definerede sig ind i dette minefelt men tog så også konsekvenserne af, at Det Nye Venstre ikke havde succes med den parlamentariske vej.

Han billigede heller ikke, at PCI under Enrico Berlinguers ledelse var slået ind på et ‘historisk kompromis’ med kristendemokraterne fra efterkrigstidens evige regeringsparti DC.

Udviklingen bekræftede mange på den yderste venstrefløj i, at den parlamentariske vej ikke ville føre nogen steder hen og uundgåeligt ende dér, hvor PCI mentes at være endt: et parti i ‘klassefjendens og undertrykkelsens tjeneste’.

Intellektuel og aktivist

I denne historiske periode eksperimenterede Negri med mere konfrontatoriske aktionsformer end dem, som de traditionelle venstrepartier og fagforeninger kunne byde på.

Sideløbende med et professorat i politisk filosofi ved universitetet i Padova deltog Negri aktivt i etableringen af den ekstraparlamentariske gruppe Potere Operaio (Arbejdermagt, red.) allerede i 1967 og gjorde sit til, at det politiske ordforråd efterhånden blev overtaget af ord som partito armato (bevæbnet parti, red.), sabotaggio (sabotage, red.) og violenza politica (politisk vold, red.).

Volden var angiveligt et svar på den vold, der allerede var indbygget i den kapitalistiske produktionsmådes modeller for social disciplinering. Det blev blot tydeliggjort, da der i 1960’erne og 1970’ernes Italien også meldte sig en voldsparat højreekstremisme på scenen, der tyede til terrorismen som politisk våben.

Der blev lagt afstand til PCI’s visioner om et progressivt demokrati – et italiensk alternativ både til den stalinistiske model i Sovjetunionen og Vestens rene markedsøkonomi – med afsæt i den ret vidtgående demokratiske forfatning fra 1948, som kommunisterne selv var med til at udforme.

I 1970 dukkede Le Brigate Rosse (De Røde Brigader, red.) op og optrappede voldsretorikken i praksis. De gik snart over til en egentlig terrorisme og gennemførte de første spektakulære bortførelser og drab, der kulminerede i 1978 med likvideringen af den kristendemokratiske leder Aldo Moro.

Der var næppe helt vandtætte skotter mellem De Røde Brigader og en gruppering som den, Negri repræsenterede, selv om han i sine skrifter demonstrerede et langt mere nuanceret intellektuelt niveau end brigadisternes ledere Renato Curcio og Mario Moretti.

Negri bedyrede ved flere lejligheder, at han altid havde afvist terrorismen, og at han under flere møder med De Røde Brigaders top gav udtryk for sin uenighed.

Med til vurderingen af dette spørgsmål hører imidlertid også, at da Potere Operaio valgte at opløse sig selv i 1973, blev mange af aktivisterne politisk hjemløse. Nogle af dem valgte at slutte op om De Røde Brigader.

I myndighedernes søgelys og politisk eksil

Disse tvetydigheder fik myndighederne til 7. april 1979 – året efter Aldo Moro-affæren – at udstede en arrestordre mod Negri og flere andre. Det var det store net, som en trængt stat kastede ud ved at gøre brug af antiterrorlovgivningens paragraffer om præventiv fængsling på ubestemt tid. Amnesty International advarede mod denne form for frihedsberøvelse.

Anklagerne mod Negri specifikt var ganske omfattende, da han blev fremstillet som De Røde Brigaders leder, hvorfor han også blev stillet til regnskab for flere røverier og terrordrab.

I 1983 blev Negri opstillet til parlamentsvalget for det lille Partito Radicale, der havde specialiseret sig i rettighedsspørgsmål. Han blev valgt ind. Han benyttede den parlamentariske immunitet til at flygte til Paris.

Negri opholdt sig de næste fjorten år i den franske hovedstad, hvor han nød godt af den såkaldte Mitterand-doktrin, som gav asylret til mange italienere, der var på kant med det italienske retsvæsen for deres politiske aktiviteter.

Negri kunne desuden trække på sine akademiske kontakter til det intellektuelle miljø i Paris med navne som Michel Foucault, Gilles Deleuze og Félix Guattari, der også gav ham muligheder for ansættelser ved flere parisiske universiteter.

I 1997 valgte Negri dog at vende tilbage til Italien og afslutte regnskabet med de retsmyndigheder, der havde idømt ham hårde straffe under hans eksil. De alvorlige anklager blev efterhånden frafaldet, men tilbage stod nogle mindre domme for at have udøvet statsundergravende virksomhed.

Han havnede på ny i fængsel, men på lidt lempeligere vilkår, som tillod ham at pendulere mellem fængslet uden for Rom og privatboligen inde i byen.

Empire

Disse forhold indledte en ny periode i Negris intellektuelle liv – langt fra det tidligere militante livs direkte aktionsformer. Det førte blandt andet til hovedværket Empire fra år 2000.

Sammen med den amerikanske litteraturprofessor Michael Hardt behandlede Negri den kapitalistiske produktionsmåde, der i sin seneste globale fase brutalt afregulerede de tidligere modeller.

Socialstaterne, fagforeningerne og socialdemokratierne var kommet under pres. Arbejdskraften mistede sine hidtidige forankringer og blev i stigende grad underlagt den nye internationale arbejdsdeling. Arbejdsmarkedet indførte flere tidsbestemte ansættelser og decentrale aftalesystemer. Illegale indvandrerarbejdere blev budt på slavelignende vilkår i dele af det syditalienske landbrug og i tekstilindustrien.

Selv om Negri trak på sine teoretiske og praktiske erfaringer fra 1970’erne, vidste han også, at den traditionelle industriarbejderklasse ikke længere fandtes. I stedet introducerede han en ny historisk aktør, ‘mængden’ (på engelsk multitude).

Udtrykket er en fælles betegnelse for de mange grupper, der lever og agerer på én gang i og uden for ‘Imperiet’ – og i sig rummer et potentielt alternativ.

Negri blev hurtigt en af de førende tænkere i antiglobaliserings-bevægelserne, som bl.a. havde markeret sig under demonstrationerne i Seattle i 1999 mod verdenshandelsorganisationen WTO.

Filosoffen Toni Negri

Negri udgav også flere skelsættende værker om den hollandske oplysningsfilosof Baruch Spinoza. Det var især den hollandske filosofs fokus på lidenskaberne over for fornuftdyrkelsens ‘tænkende jeg’, der havde interesse.

Fornuft over for følelser var et tema, der allerede var oppe at vende på venstrefløjen. Negris parisiske kolleger Gilles Deleuze og Félix Guattari udgav i 1972 deres Anti-Oedipe, som blev en slags grundbog i 1977, da studenterne og det Negri-inspirerede Autonomia Operaia gik på gaden i den kommunistiske mønsterby Bologna.

Det udviklede sig til gadekampe, og blev hurtigt set som en konfrontation mellem en repressiv rationalitet, repræsenteret af PCI, og de unge, der aktionerede for at frisætte deres undertrykte behov og følelser.

Det er i denne sammenhæng tankevækkende, at Negri i et interview fra august 2023 vendte tilbage til sin katolske opdragelse i ungdomsafdelingen i Azione Cattolica og fremhæver middelalderens Frans af Assisi og dennes budskab om nødvendigheden af at bevare glæden (la gioia) i det politiske sprog. Det forener unægteligt Negris tænkning med en understrøm af politisk religion.

Den radikale venstrefløjs fejl og mangler

Det giver imidlertid grund til eftertanke, når de brudflader i den kapitalistiske produktionsmåde – som Negri slog ned på i 1960’erne og 1970’erne og fulgte videre i de senere værker – ikke skabte de forventede løsninger.

I stedet har udviklingen banet vejen for stærke følelsesdrevne bevægelser på den politiske højrefløj, der i det italienske tilfælde siden 1990’erne har kunnet mønstre berlusconisme, højrepopulisme og nu også en postfascistisk regering.

Når man derfor ser på Negris indsats over tid, efterlader den indtrykket af en teoretisk praksis og af en organisatorisk erfaring med stærkt ekskluderende træk. Negris udgave af venstrefløjen har givet været for indsnævrende i forhold til den kompleksitet, som samfundene udvikler sig efter.

Negri var symbol på et i sig selv legitimt behov for at eksperimentere og afprøve grænser. I denne henseende har et demokrati vide rammer – eller burde have det. Et eksperiment kan imidlertid både bringe succes og fiasko.

Dele af Negris eksperiment løb løbsk og bragte i sin yderste konsekvens selve den demokratiske fortælling i fare. Det rejser det presserende spørgsmål, om den politiske blindgyde, mange på venstrefløjen endte i, ikke svækkede idéudviklingen på venstrefløjen ved at underminere en bestemt politisk og teoretisk kulturs troværdighed.

På lidt længere sigt har den radikale venstrefløjs fejl og mangler også hæmmet et bredere centrum-venstres muligheder for at imødegå de nyliberalistiske og populistiske offensiver og give et godt politisk svar på de nye geopolitiske konstellationer og de stadig mere truende økologiske katastrofer.

Se også Socialistisk Biblioteks samling om Antonio Negri.