Af Gabriele Michalitsch

Oversat fra tysk af Magne Pihl

I den individualiserede konkurrence forsvinder den modsætning mellem arbejde og kapital, som kendetegner kapitalismen. Solidariteten bliver undermineret, og det enkelte menneske må tilpasse sig så godt det kan til markedsvilkårene, som altid er bestemt af kapitalen. Undervejs går det, der ikke kan værdisættes - fra poesi til modstandsdygtighed – lidt efter lidt tabt. Til syvende og sidst er "Markedet" og dets spilleregler ikke til forhandling. Mens monopoler og oligopoler i stigende grad bestemmer den globale økonomi, må enkeltpersoner uundgåeligt konstant konkurrere med hinanden - og er således fuldstændig underlagt antidemokratisk styring. Endelig skal nedskæringer i de sociale ydelser, som på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre eksistensen, hvis man ikke har en lønnet beskæftigelse, integrere så mange mennesker som muligt i det deregulerede arbejdsmarked. På trods af usikker beskæftigelse, lave lønninger og working poor (dem, der ikke tjener en løn, som de kan leve af, selv om de arbejder fuld tid), dårlige arbejdsforhold og arbejde uden grænser, som næsten ikke længere kender til fritid, forbliver arbejdsudbuddet således fortsat sikret.

Neoliberalismens uomgængelige nødvendigheder

Men neoliberalismens uomgængelige nødvendigheder kan man næsten heller ikke komme udenom uden for erhvervsarbejdet. De præger, når det kommer til stykket, den offentlige diskurs i en ren og skær endeløs gentagelse. Ansvar for sig selv, iværksætteri [det at starte egen virksomhed, o.a.], fleksibilitet og succes betragtes som uomgængelig for alle og tages nu for givet. En nærmere betragtning viser imidlertid, at de fører de neoliberale samfund i en autoritær retning.

 ​​ ​​​​ - Ansvar for sig selv: Kravet om selvansvar for sig selv lægger ansvaret for sig selv på hver enkelt. På den ene side indebærer det, at individet alene får ansvaret for sin egen eksistens, og på den anden side udelukker det ansvaret for andre. I modsætning til den hidtil dominerende betydning af ansvarlighed er det netop de sociale og samfundsmæssige dimensioner, der er blevet udvisket. Når det på denne måde reduceres til personligt ansvar, bliver det i stigende grad et spørgsmål om at styre et åbent, mangfoldigt selv, som skal optimeres i alle sine facetter. Mens (lønnet) arbejde betragtes som selvrealisering, bliver det at spise også til arbejde, da alene spørgsmålet om den "rigtige" kost er en permanent udfordring i lyset af den voksende og konstant skiftende viden om ernæring.

​​ 

Ansvaret for en selv omfatter derfor også ens egen krop. Subjektet er ansvarligt for sit eget helbred. Sygdom bliver et tegn på mangelfuld selvforvaltning og manglende forebyggelse. Sygdom indebærer derfor ikke nødvendigvis ret til velfærdsstatens medicinske behandling, men er i stigende grad afhængig af den enkeltes "problemløsningskompetence". Det gør ikke blot grænsen mellem arbejde og fritid flydende, men også grænsen mellem liv og død synes - om ikke at kunne ophæves - så i hvert fald at kunne flyttes individuelt. Kravet om selvansvar, selvforvaltning og selvoptimering fører til en forståelse af selvet som et "selvprodukt", der abstraherer fra samfundsmæssige rammebetingelser såvel som individuelle biografiske forudsætninger. Social marginalisering og udstødelse går så hånd i hånd med tilskrivning af personlig skyld, mens subjekterne bliver radikalt individualiseret og gjort historieløse.

 ​​​​ - Iværksætteri: Selvansvaret fører uden videre direkte til kravet om universelt iværksætteri. Det kræver af det enkelte individ, at ikke blot dets arbejde, men hele dets tilværelse udformes som iværksætteri, at individet konstituerer sig selv som et "iværksætter-jeg" (Bröckling 2007). Dermed forankres ikke kun markedsprincipper i den enkelte, men også sociale konflikter. Enhver iværksætter er jo samtidig en vare, der skal markedsføres som et produkt. Modsætningen mellem arbejde og kapital flyttes således ind i subjektet, og klassemodsætninger og sociale interessekonflikter erstattes af en konkurrence, der kun opfattes som individuel konkurrence i tilsyneladende social harmoni.

Iværksætteren legemliggør det modsatte af velfærdsstatens subjekt-model, der i stigende grad reduceres til modtager af sociale ydelser, og som nu karakteriseres som passiv, risikouvillig og tryghedssøgende, traditionelt forbundet med det kvindelige. Denne angivelige passivitet bliver holdt op imod generel aktivitet. Den uproduktive fritid står over for den aktive fritid, hvor roen i intet tilfælde må indfinde sig. Fitness og wellness supplerer hinanden og sikrer på forhånd en effektiv reproduktion i konkurrencen [i fritiden, o.a.] til konkurrencen [på arbejdsmarkedet, o.a.]. - Ligesom kapital kender menneskelig kapital ingen grænser.

 ​​​​ - Fleksibilitet: En allestedsnærværende konkurrence og en altomfattende iværksætterkultur kræver konstant overvågning af konkurrencesituationen og tilsvarende hurtig tilpasning, uudtømmelig kreativitet og permanent innovation – det vil sige fleksibilitet i enhver henseende. Hvor stabilitet er lig med stivnen og regelmæssighed med manglende evne til at ændre sig, skal individerne præsentere sig selv som ubundne og ubegrænset formbare og tilpasningsdygtige subjekter. Det efterspurgte "fleksible menneske" (Sennett 1998) kender ingen langsigtede bånd og ingen definitive beslutninger. Erfaringsbaseret viden, traditioner og rutiner bliver overflødig og begrænsende ballast. Fortiden muterer til en hindring for en åben fremtid, der tilsyneladende kan indrettes, lige som man vil. Selvet forbliver fleksibelt og ubestemt - og så meget desto lettere at definere.

- Succes: På samme måde bliver neoliberalismens uomgængelige nødvendigheder kronet med fordringen om succes, som sammen med den indirekte opfordring til at arbejde utrætteligt med sig selv i stigende grad præsenteres som et personlighedstræk. I succesens lys fremstår det angiveligt selvproducerede subjekt som et suverænt individ, der har sejret i den (a)sociale konkurrence. Indikatorerne på succes er - selv om de fortrinsvis er markedsrelaterede sejrstegn som penge og magt - udskiftelige, når hele livsførelsen går over til at være konkurrence. Succes i sig selv bliver afgørende. Selv de mislykkede må håndtere deres fiasko med succes. Jo flere, der stræber efter succes, jo oftere mislykkes den uundgåeligt, fordi den kun kan opnås af nogle få. Og legitimeret med præstationer og integreret i omfattende diskurser om frihed og valgfrihed, bliver den til den ​​ perfekte retfærdiggørelse for social ulighed og social hierarkisering.

Autoritarismeⁱ

Disse neoliberale krav, der supplerer hinanden, og som er centrale elementer i de "neoliberale store fortællinger" om frihed og valgfrihed, løsriver individerne fra deres sociale og samfundsmæssige sammenhænge. De udhuler den sociale samhørighed og solidaritet, individualiserer og afpolitiserer subjektet. Samtidig er de i høj grad klassespecifikke og mandsorienterede i deres karakter. Når alt kommer til alt, er det - måske mere end nogensinde før - primært de økonomiske startbetingelser, der afgør den enkeltes succes. Det ulønnede reproduktive arbejde, som primært er tildelt kvinderne, viser sig at være lige så uforeneligt med disse neoliberale krav som de stadig dominerende konstruktioner af kvindelighed, der forbinder kvinder med passivitet, svaghed, social binding, og at de er følelsesladede.

​​ 

På den anden side er dominerende mandlighedsidealer, som er forbundet med aktivitet, styrke, autonomi og rationalitet, også bestemmende for den neoliberale konkurrencemodel. For konkurrence er en civiliseret form for kamp. Den konkurrerende er i sidste ende en fredelig kriger, som skal bevise sin sejhed og styrke på markedet. Aggressiv aktivitet er ikke kun nødvendig, men også ønskværdig. Når man kun forholder sig til sig selv, får andres lidelser en positiv betydning. Konkurrenternes svaghed eller fald styrker i sidste ende ens egen konkurrencemæssige position. Konkurrence er således forbundet med en "hårdhedens kultur" (Fach 2000), som indebærer ufølsomhed over for andres smerte - men i sidste ende også over for ens egen smerte.

​​ 

Neoliberalismens implicitte autoritarisme bliver tydelig: kamp, styrke, hårdhed og mangel på empati bliver idealer. Samtidig svækker selvansvarlighed og fleksibilitet de sociale relationer og fremmer en social opdeling i "os" og "dem". Mens det først og fremmest er den økonomiske succes, der bestemmer subjektets værdi, underminerer den allestedsnærværende iværksætterkultur dets selvværd, da det permanente behov for at optimere altid peger på utilstrækkeligheder og mangler. I sidste ende fører den neoliberale konkurrencedoktrin ikke kun til betingelsesløs konformitet og underkastelse, men også til mangfoldige undertrykte frustrationer og aggressioner, som giver anledning til destruktive udbrud - til glæde for alle højreorienterede ledere.

Litteratur

Bröckling, Ulrich (2007): Das unternehmerische Selbst. Soziologie einer Subjektivierungsform, Suhrkamp Taschenbuch Wissenschaft, Frankfurt/Main.

Fach, Wolfgang (2000): Staatskörperkultur. Ein Traktat über den „schlanken Staat“, in: Bröckling, Ulrich/Krasmann, Susanne/Lemke, Thomas (Hg.): Glossar der Gegenwart, Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main, 110-130.

Sennett, Richard (1998): Der flexible Mensch. Die Kultur des neuen Kapitalismus, Berlin. På dansk: (1999) Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, Hovedland.