Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. februar. 2024

Netanyahu driver religiøs kampagne for sin krigsførelse

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har overtaget ortodokse jøders brug af bibelske referencer til at påvirke soldater, når de drager i krig i Gaza. Har man Gud på sin side, kan soldater ikke gøre noget forkert, synes logikken at være.

Før Hamas’ angreb 7. oktober 2023 drog rabbinere rundt til kasernerne og prædikede om Bibelens påbud om at ødelægge Amalek – israelitternes værste fjende. I dag personificeret af Hamas, skrev den israelske avis Haaretz i oktober

Det fulgte Netanyahu op på efter 7. oktober, og i dag strør han om sig med citater fra Bibelen om gengældelse og den brændte jords politik. I Gaza handler det ikke ”kun” om øje for øje, men om en hævn af bibelske dimensioner. 

Netanyahu påberåber sig (28. oktober 2023) den fuldstændige ødelæggelse af den bibelske person Amalek og hans stamme, amalekitterne. Dermed viderefører det israelske militær (IDF) en 3.000 år gammel arv fra 2. Mosebog 17-16: ”Gud Herren vil have krig med Amalek … fra den ene generation til den anden.” 

Også kapitel 15, vers 3 i Samuels bog indgår i Netanyahus krigsretorik: “Gud fortalte profeten Samuel om at instruere Kong Saul til at angribe amalekitterne, ødelægge dem og alt hvad de ejer. Skån dem ikke, dræb mænd, kvinder, børn og nyfødte, kvæg og får, kameler og æsler.” 

Det bud er ikke et krav om en retfærdig krig, men om total krig i Guds navn. Natanyahu bruger også Prædikerens Bog til at afvise en våbenhvile: “Der er en tid for fred, og en tid for krig – og nu er der tid for krig.” 

Også 5. Mosebog vers 17-19 er nyttig i Netanyahus propaganda: ”Glem ikke hvad Amalek gjorde mod dig, efter at du havde forladt Egypten. Hvordan han angreb dig, da du var træt og næppe var i stand til at gå ét skridt, nådesløs var han og viste ikke Gud hensyn. Da din Gud gav dig hvile fra alle de fjender, der omgav dig i det arvede land, og som Gud gav dig til eje, så skal du fjerne Amaleks navn fra jordens overflade.” 

Med bibelcitaterne mener Netanyahu, at han har fået Guds mandat til at føre hellig krig.

I sine taler og offentlige erklæringer refererer Netanyahu til den hebræiske Bibel, Tanakh, og han understreger igen og igen retfærdigheden i det, israelerne foretager sig. Han skildrer konflikten som en kamp mellem “lysets børn og mørkets børn,” hvor sidstnævnte udgør en eksistentiel trussel, der retfærdiggør brutale militære handlinger.

Ved at placere sig selv på lysets side, kan Netanyahu og IDF ikke gøre noget galt, og det er ikke muligt for IDF at begå en krigsforbrydelse. For IDF er i egen opfattelse den mest moralske og mest disciplinerede hær i verden. Eller som Bob Dylan sang: “You don’t count the dead, with God on your side.”

I Salme 94, der reciteres af soldaterne efter endt tjeneste, hedder det, ”Herren er den Gud, der hævner, og som betaler de hovmodige, hvad de fortjener, for deres synder, og ødelægger dem for deres ondskab.”

I Europa virker sådan en brug af bibelcitater nærmest latterligt. Men det er ikke tilfældet i Israel, hvor bibelske fortællinger har en betydelig styrke, og hvor symbolikken omsættes til konkret – her væbnet – kamp. Her tror man, at Gud hele tiden er til stede, og når ”hans folk” trues eller lider overlast, da griber Gud ind med gammeltestamentlig vrede – en brutal vrede med enorme konsekvenser

Netanyahu og de ortodokse

Ved at gestalte konflikten med palæstinenserne som en bibelsk kamp, bidrager Netanyahu til at radikalisere befolkningen og militæret. 

Til formålet er 5. Mosebog, vers 31.6 nyttig: ”Vær stærk og tapper, frygt ikke, for det er Herren din Gud, der følger dig, og han vil ikke svigte eller forlade dig…det bibelske bud består i en fuldstændig ødelæggelse af Amalek.” 

Knap halvdelen af den israelske befolkning mener ifølge netmediet Mother Jones fra november 2023, ”at der slet ikke skal tages hensyn til de civile palæstinenseres lidelser.”

Mange soldater kommer fra ortodokse miljøer. Når de hører Netanyahu tale om at erindre Amalek, så kan det opfattes som, at de må gøre det samme mod palæstinenserne, som der blev gjort mod Amalek.

Den amerikanskfødte læge Baruch Goldstein har også ment, at palæstinenserne er Amaleks arvtagere. I 1994 trængte han, svært bevæbnet, ind i en moske i Hebron på Vestbredden under fredagsbønnen og myrdede 29 muslimer og sårede 125, inden han blev tævet til døde af overlevende. 

I dag valfarter det yderste højre til hans gravsten, hvor der står, ”at han døde med rene hænder og et sandt hjerte.” 

Blandt beundrerne er sikkerhedsminister Ben-Gvir, der ved den jødiske Purim-fest, har været klædt ud som Goldstein. 

Jøder i diasporaen og de evangeliske kristne

Netanyahus brug af bibelske referencer giver genlyd uden for landets grænser: Både hos jøder og evangeliske kristne, der solidariserer sig med Israel primært i USA og England. Fælles for dem er, at også de refererer til Amalek, når de skal forsvare Israels krigsførsel, mens Hamas’ angreb opfattes som ”en manifestation af Amaleks ånd.”

Retorikken findes bl.a. hos amerikanske, nationalistiske kristne zionister i New Apostolic Reformation. Deres mål er at genoprette den magt, gejstlige tidligere havde i det amerikanske samfund. De religiøse nationalister vil have religiøse ledere til at styre samfundet og alle andre til at indordne sig. Det er en trussel mod et pluralistisk samfund.

Blandt medlemmerne er formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Mike Johnson, samt tv-prædikanten Cindy Jacobs, der deltog i stormen på Kongressen 6. januar 2020. Jacobs beskriver Amalek som en ”ånd” og en ”kraftkarl” i den moderne spirituelle krigsførelse mellem dæmoniske og engleagtige kræfter.

Jacobs og flere evangeliske grupper afholdt i dagene forud for stormen på Kongressen, en ”march rundt om Jeriko” (Kongresbygningen). Der blev bedt om Guds hjælp til at besejre de korrupte kræfter, der havde stjålet valget, og at Gud skulle indsætte Trump på hans retmæssige plads som USA’s præsident. Blandt talerne var Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, general Michael Flynn, der i dag turnerer land og rige rundt som ”vækkelsesgeneral.” 

Ledende medlemmer af Kongressen har taget retorikken til sig. Blandt andet har senator Lindsey Graham i Fox News kaldt krigen i Gaza for en ”religiøs krig, som jeg støtter … Gør hvad der skal gøres for at jævne stedet med jorden.”

Det er et udsagn, der kun kan tolkes som en opfordring til at begå folkemord. Og en opfordring, der af muslimer vil blive set som en korsfarerfilosofi, som muslimer har meget dårlige erfaringer med. For dem var europæernes korstog lig med erobring, underkastelse og kolonisering.

De evangelisk kristnes indsats vinder kun genklang hos den ældre generation, skrev Times of Israel i maj 2021. Unge amerikanske kristne tager afstand fra den krigsforherligende retorik. Blandt dem har Israel mistet opbakning, fra 75 procent i 2018 til 34 procent i 2021. En ny Gallup ville antagelig vise en endnu lavere tilslutning. 

Kritik af Netanyahus brug af Bibelen 

Netanyahus brug af bibelske reference møder modstand hos religiøse eksperter, der mener, det vil skade Israel i det lange løb. Hans udsagn kan misforstås af folk, der ikke er bibelkyndige og ikke forstår ordenes symbolik. De vil tro, at det drejer sig om at føre hellig krig i Gaza, og en opfordring til at dræbe alle fjender. 

Nogle rabbinere anfører, at Amalek er et indre, psykologisk onde, som hvert enkelt individ skal bekæmpe. De anser Netanyahus retorik for at være kynisk, manipulerende og farlig, især i krigstider. 

Joshua Shares, der er forsker i jødiske studier ved universitet i Charleston, skriver eksempelvis: “Det er farligt, og uansvarligt at påkalde sig Amalek, mens krigen står på, for det yderste højre vil tage retorikken til sig. Derved låses diskursen fast i en opfattelse af, at Israel er involveret i en hellig krig, og at dette i sig selv kan bruges til at retfærdiggøre forbrydelser mod menneskeheden eller en folkemorderisk handling.”

Motti Inbari, religionsforsker ved North Carolinas universitet, følger op: “Tankevækkende, hvor meget Netanyahus retorik ligner den retorik, der udgår fra fx præstestyret i Teheran. Israel er en sekulær stat, ikke en religiøs stat, i hvert fald ikke officielt … Når Netanyahu taler om hellig krig, så udelukkes kompromisser…kæmper man i Guds navn, da er kun en total sejr over Guds fjender mulig …. Det kan hurtigt udvikle sig til en krig mellem jødedommen og islam, og da kan det bringe fredstraktaterne med Egypten, Jordan og andre arabiske lande i fare.”

Rabbiner Jill Jacobs, der leder T’ruah, en jødisk menneskerettighedsorganisation i USA, erklærer at rabbinere generelt tager afstand fra omtale af Amalek som reference til moralsk acceptabel legitimitet til at angribe andre. 

De fleste jødiske fortolkninger udlægger begrebet metafysisk: som en individuel higen efter at udrydde det onde i en selv. 

Et jødisk samfund i Californien er bekymret for, hvad Netanyahus reference til 5. Mosebog kapitel 21, vers 18-21 kan føre til: ”Hvis forældre ikke kan styre en stædig, oprørsk og udsvævende søn, da skal de bringe ham til byens ældste, der vil stene ham til døde ”

De påpeger, at Netanyahu privat ikke udøver religion og ofte har distanceret sig fra ortodokse kredse, men at han efter valget i november 2022 optog ortodokse religiøse partier i sin regering. 

Det er ikke tilfældigt, at Netanyahu udfolder en bibelsk retorik lige nu. Opbakningen til ham er dalende i befolkningen: Netanyahu gøres ansvarlig for hærens svigt den 7. oktober og forsøget på at svække de israelske domstoles uafhængighed. 

Netanyahu tror, at han ved at bruge den bibelske retorik, kan vinde tilslutning blandt bosætterne, de ortodokse og de nationalkonservative. Det er dog tvivlsomt om det rækker til, at han kan sikre sin politiske overlevelse. 


Om skribenten

Arne Lund

Arne Lund

Arne Lund er partiløs socialist, pensioneret trafikrådgiver og medlem af Demos’ dokumentationsgruppe.

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER