En bekymret bedstefar reflekterer over de små børns liv

Sidste forår blev jeg bedstefar for første gang. Børnebørn er livets dessert. Det er en gave at have tid til at se de små mennesker vokse og erobre verden, at opleve hvordan de fornemmer og erfarer deres omgivelser i små, men mærkbare ryk. Først på ryggen, så på maven, så på knæ og hænder og til sidst på små usikre fødder stolprende hen i ens favn med et trygt smil på læberne.

Man smelter totalt. Man oplever også sine egne børn på nye måder, nu som kærlige forældre. Endnu en nedsmeltning – nu i anden potens.

Fødselstallet daler

”Vi skal have nogle flere børn,” sagde Lars Løkke Rasmussen for nylig. Befolkningstallet falder, og der mangler arbejdskraft i fremtidens samfund. Måske skulle politikerne være mere interesserede i, hvorfor fødselstallet falder? Som med de fleste moderne samfundsproblemer er svaret komplekst og har mange årsager. Men lad mig her fokusere på en ret væsentlig faktor: Kvaliteten af vores daginstitutioner.

Mit barnebarn er priviligeret i den forstand, at der er to bedsteforældrepar i geografisk nærhed af hjemmet. De støtter det unge forældrepar, hvis barselsorlov er udløbet, med at passe vores fælles barnebarn lidt på skift kombineret med, at forældrene også kan flekse på deres jobs og nogle gange arbejde hjemme eller på nedsat tid.

Forældrene har lavet en vagtplan, som vi følger. Men hvorfor stiller to generationer så op til det? Ja, her kan vi vende tilbage til det indledende Peter Plys-citat. Vi føler os ikke trygge ved at sende et 11 måneder gammelt barn, der knap kan gå, ind i vore dages daginstitutioner.

Er vi så overbeskyttende curlingforældre i to generationer? Ikke just. Vi bliver bare distraherede af kendsgerninger omkring kvaliteten af dagens daginstitutioner.

Forarmelsen af daginstitutionerne

Ud af de samlet set 1.720 ekstra ansatte, der er kommet i landets daginstitutioner fra 2021 til 2022, var kun de 6 pædagoguddannede. Samtidig viser tallene, at der i perioden kom 4.300 flere børn, og at pædagogandelen faldt fra gennemsnitligt 54 procent til 52 procent.

I den anledning udtalte BUPL-formanden Elisa Rimpler:  ”Vi har en national faglighedskrise, som spænder ben for, at daginstitutionerne kan garantere børn og forældre den kvalitet, de har krav på. Lige så vigtigt som det er, at vi får en bund under normeringerne, lige så vigtigt er det, at dem, der tager sig af vores børn, rent faktisk er uddannet til det.”

Ja, mon ikke! Vi taler om kvaliteten af spædbørns første vigtige udviklingsår med mulige konsekvenser for resten af deres liv!

Minimumsnormeringer – et værn mod nedskæringer

Bedre normeringer – altså flere pædagoger pr. barn – er en god ting. Det skrev BUPL selv på deres hjemmeside:

”Selvom loven om minimumsnormeringer kun gælder overordnet på kommuneniveau og altså ikke kræver, at hver eneste institution reelt har minimumsnormeringer, oplever et stigende antal pædagoger dog at have minimumsnormeringer på deres stue. 

Det viser BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse, som blev foretaget i november 2023, altså kun få uger før lovkravet trådte i kraft.

Knap 13.000 daginstitutionspædagoger medvirker i undersøgelsen, og godt en tredjedel af dem – 36 procent – svarer, at de ’ofte’ eller ’altid’ har en normering på deres stue, hvor der er mindst 1 personale til 3 vuggestuebørn eller mindst 1 personale til 6 børnehavebørn. I BUPL’s vilkårsundersøgelse fra året før – efteråret 2022 – gjaldt det 30 procent.”

Men læg lige mærke til, at det altså kun er godt en tredjedel del af pædagogerne, der oplever, at de har dækkende minimumsnormeringer. Læg endvidere mærke til, at der tales om ”personale” ikke uddannede pædagoger. De findes nemlig ikke i tilstrækkeligt antal.

Ser man historisk på det, er antallet af personaletimer pr. barn faldet fra 1972-2018 fra 14,4 timer til 10,4 i vuggestuer og fra 6,7 til 4,9 i børnehaver.

Udvid forældrenes barselsperiode

Siden 1960’erne har vi i Danmark afviklet et storskalaforsøg med vores små børn. Aldrig tidligere i menneskehedens historie har man så radikalt overladt børn fra forældrenes opdragelse til samfundets daginstitutioner.

Der var dengang behov for kvinderne på arbejdsmarkedet, og institutioner blev et led i frigørelsen af kvinderne. Nu er vi endt dér, hvor i de dårligste af vores institutioner, dér tager børn direkte skade af at gå i for mange timer, på for lidt plads, med for få voksne og for meget larm med tilhørende infektionssygdomme!

Jeg har en lumsk mistanke om, at en del af den mistrivsel, vi ser i skolerne, skyldes et for dårligt daginstitutionsliv. Jeg er bange for, at nogle børn fejludvikles og udvikler diagnoser. Det er utroligt, at der ikke forskes mere i det.

Det bedste, man kan gøre for skolerne, er at have gode daginstitutioner. Det har jeg efterhånden sagt i et par årtier.

I stedet for at bruge materielle penge på at bygge nye daginstitutioner, så skulle vi måske hellere satse på at udvide forældrenes barselsorlovsperiode? Det kunne måske øge fødselstallet? Det ville være mere i børnenes interesse – og på sigt dermed også i samfundets. Se til Sverige og Norge. Dér har de indset det for længe siden. Danmark halter bagefter til skade for vores helt små børn.

Kvaliteten i daginstitutionerne får dumpekarakter

For et års tid siden offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet resultaterne af

en ny kvalitetsundersøgelse af kommunale dagtilbud for 0-2-årige børn, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) havde udarbejdet. Undersøgelsen var igangsat med udgangspunkt i aftalerne om kommunernes økonomi for 2022 og 2023.

Resultaterne for daginstitutionerne viser, at 13 procent har god kvalitet, 49 procent har tilstrækkelig kvalitet, mens 38 procent har utilstrækkelig kvalitet.

Med andre ord: Kun godt hver tiende daginstitution har god kvalitet. Omkring 50 procent har lige tilstrækkelig kvalitet, mens næsten 40 procent har utilstrækkelig kvalitet. Det er jo en national katastrofe! Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye var da også bekymret, og indskærpede over for kommunerne, at loven skulle overholdes! Ja, mon ikke! Men ord gør det ikke alene.

Beskyt de små børn mod uansvarlige politikere

Er der noget at sige til, at forældre tøver med at sætte børn i verden? Er der noget at sige til, at forældre ligger vandret i luften for at udskyde det mistrøstige institutionsliv for deres børn? Er der noget at sige til, at vi bedsteforældre nærmest er deltidsansatte for at hjælpe vores voksne børn i den proces? Nej! Det er kærligt nødværge, men det burde ikke være nødvendigt i et velfærdssamfund, som nok snarere i dag er et velstandssamfund for de rige og priviligerede, der kan finde ud af at sno sig.

Jeg var i fattigfirserne under Schlüter i 11 år kommunalbestyrelsesmedlem med direkte medansvar for børn og unge. Jeg fik ved de årlige budgetlægninger dengang tilført børnesektoren flere millioner kroner. Vi havde bedre normeringer og forhold for børn dengang end i dag, hvor Danmark er et meget rigere samfund.

Det skyldes politiske valg og prioriteringer, at kvaliteten nu er så ringe i for mange af vores daginstitutioner!

Mit privilegerede barnebarn skal såmænd nok klare sig, men hvad med den enlige mor på skifteholdsarbejde, hvor bedsteforældrene ikke har mulighed for at stå bi?